Munch-Petersen, Gustaf Samlede skrifter

II

        

III

gustaf munch-petersen

📖 samlede skrifter I

KUNST OG KULTUR

IV

        

V

INTRODUKTION

Enhver der har læst blot nogle få digte af Gustaf Munch-Petersen, har mærket deres stærke særpræg, og fornemmet, at de falder uden for normerne for dansk lyrik. Han står for sig selv i 1930'rnes danske litteratur og er derfor sjældent blevet retfærdigt placeret; han kan ikke beskrives tilfreds-stillende ud fra danske forudsætninger, dansk tradition.

Hvor revolutionær en digter end er af indstilling og skaberevne, har han dog bevidst eller ubevidst et forhold til samtids og fortids kunst. Ingen er vel så selvstændig, at han ikke har modtaget indtryk af andre inden for sin egen kunstart og de tilgrænsende. Der vil altid være oplevelser af identifikation, selvgenkendelse ved mødet med anden kunst, og man taler i den forbindelse, med større eller mindre ret, ofte om påvirkning.

Som baggrundsbillede for digteren Gustaf Munch-Peter-sen skal i det følgende ridses nogle træk op, som antyder hans kunstneriske placering, uden at der dermed fremsættes påstand om påvirkning eller identifikation.

Han hører naturligt hjemme i modernismen, en fælles-betegnelse for den nyere kunst, som har brudt med den tra-ditionelle skønhedsopfattelse. Inden for modernismen kan man skelne mellem forskellige retninger og skoler, som hver har deres forudsætninger i fortiden. Modernismen som helhed betegner oprør og ekspansion, og indledtes i Danmark bevidst og for fulde sejl med Johs. V. Jensen. Efter første verdenskrig får vi en moderat ekspressionisme, som bliver afgørende for den danske moderne tradition. Trediverne bringer en ny social interesse, hvad der i lyrikken fører dels til social-realisme, dels til revolterende eksperimenter, nemlig når det sociale forstås i videre forstand - og her omtrent står Gustaf Munch-Petersen, i nær kontakt med udenlandsk kunst og digtning, især opnået gennem fortrolighed med VI svensk kultur, som på det tidspunkt - ligesom i dag - er mere internationalt orienteret end den danske.

En personlighed kalder man det menneske som er rodfæstet i sin instinktverden. Dette personlighedsstempel har Gustaf Munch-Petersens forfatterskab, og dertil kommer en intens tidsoplevelse og en hensynsløs vilje til ærligt at udtrykke samspillet mellem tid og instinkt. Tiden - trediverne

- var et produkt af lykketro og katastrofestemning. En fornyet tro på mennesket gennem psykologien (psykoanalysen), gennem opdagelsen af primitivitetens urkræfter og tillid til socialt reformarbejde - og de bitre politiske og sociale realiteter, som trængte sig på, især udefra: fascisme og nazisme. Det gjaldt en mobilisering af det første mod det sidste. Kunsten blev idealistisk og målet sat højt: at skabe mennesker, som kunne nyde godt af de muligheder, som en social revolution ville medføre.

Modernismen i kunsten var allerede en realitet, og de retninger, der stræbte efter en sådan tætføring af liv og kunst, havde krav på naturlig interesse. Det er vanskeligt at udskille enkelte tendenser og skoler, fordi strømmen går på kryds og tværs verden over, men her skal alligevel tegnes nogle hovedlinier, som løber sammen i Munch-Petersens forfatterskab: den skandinaviske modernisme, med tyngde- punkter i svensk og finiands-svensk poesi og debat, og den angelsaksiske, især som den præges af surrealismen i Paris. Skal man nævne en opmand for dette modernistiske kunst - og livssyn, må det blive Artur Lundkvist, den svenske digter og kritiker, hvis indsats i denne forbindelse vanskeligt kan overvurderes. Hans virksomhed som introducør og oversætter, og dermed inspirator, er i fuld gang i begyndelsen af 30'rne. Gennem ham formidles mange impulser, også til dansk litteratur.

Den finlandssvenske modernisme konstituerer sig i tyverne med Edith Södergran som den store indgangsskikkelse. I hendes digtning løber erfaringer fra den russiske futurisme og tyske ekspressionisme sammen med en helt personlig jeg-udfoldelse. Her møder man hektiske drømme om et kommende gudsrige, som digteren er redskab for, indtil det VII forvandles til "landet som ikke er", hvor Frelseren venter hende med gnistrende krone.

Denne nye kunst er, i lighed med den tyske udformning af ekspressionismen, et rent åndeligt, mystisk forløsende evangelium, er et livsbehov. Elmer Diktonius giver det nye toner af aggressivitet med den berømmelige jaguar som livsaktivitetens symbol. Livet er dynamik:

Detta liv!
detta "att vara mänska"!
att leva - härligt! -
ryggmärgskittlande
sammetslentsmekande
härligt;

(Stenkol, 1927)

Han giver følgende karakteristik af den unge digtning: den "ryms ej i ärvda kläder, den går i lumpor, fattig och vild, den lever naken . . ."

Naturlyrikken får sit nye præg, foruden af Edith Södergran, især af Rabbe Enckell, hvis mere simple, men intense udtrykskunst skønt udgået af andre forudsætninger minder om den engelske imagisme, med dens "rensede" poetiske billeder.

En fågel virkar fina melodier
i vit luft.
Det glimmar blankt
och en blå tråd
hänger stum i luften -

(Landskapet med den dubbla skuggan, 1933)

En lignende naturlyrik, der i øvrigt mindst lige så meget er en jeg-lyrik, finder man i den rigssvenske poesi omkring 1930, hvor gruppen Fem unga træder frem, deriblandt Artur Lundkvist og Harry Martinson. Den første står i sin personlige holdning surrealismen og primitivismen nær, titlerne på hans egne første digtsamlinger er betegnende: Glöd (1928), Naket liv (1929). Man mærker Freuds drømmelære, D. H.

VIII

Lawrence's driftsevangelium, negerlyrikken, social utopi og jeg-forløsning i de billedmættede digte, men også en mere enkel naturlyrik forekommer; den er dog mere fremtrædende i Martinsons bøger. Hos denne vokser en selvgjort drøm, ligeledes baseret på kønsdrift og natur, frem til et budskab, ja ligefrem et menneskeprojekt: det "dynamiskt organiserade nomadlivet på jorden, växlingarnas människo- projekt. Utvecklingens slutmål kommer att bli den andligt och motionellt universala individen." Det er en vision af menneskeheden som vandrende og søgende efter sandheden og tilværelsens mål, der her får praktisk udformning i troen på "verdensnomaden".

Via Finland kom vel svenskernes interesse for amerikansk lyrik, allerede i 1922 introducerer Diktonius Sandburg, Lee Masters og Ezra Pound i Hårda sanger. "Fem unga" gør amerikanerne kendt i Sverige, af poeterne især dem man plejer at kalde Chicago-skolen, hvis åndelige fader er Walt Whitman. Livsberuselsen hos denne, modet til at identificere jeg'et med menneskeheden i en alt omfattende følelse, går igen hos flere af disse digtere, hvor iblandt tælles Sandburg, Vachel Lindsay, Edgar Lee Masters og Sherwood Anderson, der jo også har skrevet digte.

Nogle af disse forfattere bliver så småt kendt i Danmark i løbet af 30'rne, af Whitman findes dog allerede oversættelser i forrige århundrede, Gelsteds og Johs. V. Jensens Whitman-oversættelser kommer i 1919, et nyt udvalg i 1929 (Børge Houmann), og i 1933 kommer Frederik Schybergs oversættelse i forbindelse med disputatsen om ham.

Modernismen hos Pound, Eliot, Joyce spiller ikke samme rolle i den her skitserede tendens. Den mere cerebrale poesi harmonerer ikke så vel med den vitale dynamik, der er den anden gruppes kendetegn.

Allerede Whitmans æstetik bryder med de traditionelle normer og baner vej for en ny kunstopfattelse, spontaneiteten; hans digte er direkte udtryk for ham selv, for alle hans impulser: "When I give, I give myself". Broderskabsfølelsen med livet og masserne tages op af Sandburg, og hos Sherwood Anderson anvises driftudløsningen som vejen til IX lykken, en opfattelse der har hans interesse for og kærlighed til negrene som baggrund.

Mens denne gruppe er amerikansk national, bliver en yngre flok halvvejs europæere, dem man kalder emigranterne; det er det store tilløb før og efter 1920 til Paris af unge amerikanere og englændere, og den kulturblanding, der her sætter sig spor i de forskellige kunstarter, kommer til at få langvarig betydning for nyere kunst i verden, indirekte også for Danmark. Mest omtalt er måske kredsen omkring Gertrude Stein, kendt om ikke andet for den indflydelse hun øvede på Hemingway. I øvrigt samledes man om tidsskriftet Transition og dets redaktør Eugène Jolas, og man prøvede i fællesskab at afstikke retningslinier for en ny kunst.

Det er igen det dynamiske, revolutionære tilværelsessyn, der lægges til grund. Og der er ikke tale om en blot æstetisk revolution, gruppen er også politisk, socialt og økonomisk revolutionær, med udprægede venstresympatier. Man hævder fantasiens subjektive frihed, hævder mystikkens og drømmeverdens ret, i nær forståelse med den stedlige franske surrealisme, og benytter bl. a. dens litterære metode, automatskriften, den helt spontane skabelsesakt, hvor den kontrollerende intelligens er sat ud af spillet. Derved kommer naturligvis interessen for psykoanalysen og primitive myter med. Som surrealisterne mener man, at fordybelsen i jeg'et er vejen til det kollektive, og man kan derfor med god samvittighed kaste sig over den subjektive analyse. Den franske surrealistiske tradition med digtere som Rimbaud, Lautréamont, Nerval kommer til at spille mærkbart ind. Jolas' mål er en kultursyntese af den vesterlandske tekniske civilisation, Østens filosofi og Afrikas primitivitet.

Ved at skildre dette program er man næsten samtidig kommet til at fremstille surrealismens lære, som især André Breton, grundlæggeren og vedligeholderen af denne sidste for alvor internationale isme, har udformet den: kunstens mål er menneskets frigørelse gennem drøm og fantasi, der betragtes som skabende faktorer. Kunst og livsførelse bliver derfor ét. Poesi er revolte, og man er derfor naturligt allieret X med brødets revolutionære, selv om digterens frigørelsesværk er af en dybere natur, der skal skabe de mennesker, som kan nyde godt af verdensrevolutionen, som sovjetrevolutionen er en forløber for.

For æstetikkens vedkommende får surrealismen som bekendt langtrækkende virkninger. De gamle skønhedsidealer, "lyrikken", forkastes, og man foretrækker at demonstrere ved at fremhæve det groteske, diabolske, forvrængede.

Transition-gruppen præsenteredes på nordisk grund af den velorienterede Artur Lundkvist i hans essaysamling med den sigende titel Atlantvind (1932) og i avant-gardetidsskriftet Karavan (fra 1933), som han redigerede. Her bragtes ligeledes surrealismens koryfæer i oversættelse.

Karakteristisk for denne retning er den nære samhørighed mellem kunstarterne, især poesien og den bildende kunst. I Danmark er det malerne, der først kommer i kontakt med den internationale bevægelse, danner gruppe og udsender tidsskriftet linien i forbindelse hermed (1934). Det er Ejler Bille og Richard Mortensen, der præger bladet, og Vilh. Bjerke-Petersen fortsætter året efter med det ligeså kortlevende konkretion (1935-36). Disse kredse, som Gustaf Munch-Petersen har tilknytning til, har kontakter til Norge og især Sverige, til England og Frankrig, det sidste især gennem tidsskrifterne Cahier d'Art og Minotaure. De danske tidsskrifter bringer bidrag af Breton, Eluard, Péret, Hugnet, Rimbaud, Lautréamont, Erik Asklund, Lundkvist og Edith Södergran, for at nævne nogle udenlandske digtere, og af danske Bodil Bech, Hulda Lütken, Schade og Gustaf Munch-Petersen.

Fælles for de sider af modernismen, der her er trukket frem, er betoningen af kunstens umiddelbare forhold til livet og til tidens virkelighed, gennem subjektiviteten. Målet: at skabe et nyt dynamisk fællesskab. Kunsten er et medium for troen på drømmes og ønskeforestillingers kraft. Kriterierne for kunsten er ofte ikke æstetiske, kunst skabes spontant ud fra stoffet, materialet. For de yderliggående gælder det ikke først og fremmest at skabe kunst i almindelig forstand, men en virkningsfuld manifestation af det personlige.

XI

Værdikriteriet er da udelukkende, hvor dækkende det færdige produkt udtrykker følelsen. Derfor bliver kunsten formelt revolutionær, og af politisk holdning står kunstnerne langt til venstre med udtalt frontholdning mod nazisme og fascisme. Den mod kommunistpartierne udstrakte hånd betragtes dog af disse med megen skepsis.

Kulturlivet i tredivernes Danmark var et blandet kor, skønt eftertiden sædvanligvis bærer på et stærkt forenklet billede deraf. Man brugte ofte ordene saglighed, tørhed for at karakterisere tiden og dens fremtrædende kulturradikalimse: nøgternheden som kom efter de mere hektiske tyveår, hvor oprøret mod det moralske snerperi og fordommene sætter ind. Kampen standser ikke, men man prøver at befæste positionerne. Det er denne tendens Sven Møller Kristensen har kaldt objektivistisk (Saglighed og anarki, Vindrosen 1956, 2).

Ekspressionismen, som af holdning var subjektivistisk, fornyes imidlertid ved tilskud fra psykoanalysen, instinktfrigørelsen fortsætter, primitivismens evangelium gør sig gældende, litterært betegnet gennem interessen for D. H. Lawrence's værker, og denne nye subjektive tendens er surrealismen inden for kunsten det mest markante udtryk for. Skønt inspirationen hertil væsentlig er ny, fortsætter sidstnævnte bevægelse altså ekspressionismen idehistorisk set, men foreløbig kommer den ikke til at skabe tradition i samme omfang.

I en sådan kunstnerisk og kulturel sammenhæng, der kun delvis er dansk, må Gustaf Munch-Petersens forfatterskab placeres. Han kan ikke klemmes ind i en skole eller en retning og ønskede ikke selv at blive taget til indtægt for den ene eller den anden isme, hverken litterært eller politisk. Han fulgte sin egen udvikling som menneske og som kunstner i tiltrækning og frastødning af tidens milieu. Det at være sig selv har stået som et vigtigt ideal for ham, og som nomaden tøvede han ikke med at rykke sine teltpæle op og rejse nærmere det mål, hvor hans personlighed kunne udfolde XII sig, og hvor han kunne give af sig selv, i kunst og i liv. Vejen kunne han tvivle om, målet tabte han ikke af syne.

Gustaf Munch-Petersen blev født i København den 18. februar 1912 som søn af professor ved Danmarks tekniske højskole Jon Munch-Petersen og den svenske lektor ved Københavns universitet, dr. phil. Valfrid Palmgren Munch- Petersen. Opvæksten i forældrenes meget levende kulturmilieu har haft umålelig betydning for ham, samtidig med at han måtte reagere meget kraftigt imod det for at finde sig selv, i livførelse og idealer.

Han kom i Henrik Madsens skole (Skt. Jørgens gymnasium) og blev student i 1930. Omfattende læsning, litterær og filosofisk, allerede i gymnasieårene afspejles i hans notesbøger fra skoletiden, som er hele citatsamlinger. Med Harald Høffding, husvennen, diskuterede han Spinoza, hans yndlingsfilosof. Det var derfor naturligt, at han efter eksamen lod sig indskrive ved Københavns universitet som psykologistuderende hos professor Rubin og lagde et stort arbejde i filosofikum-undervisningen hos professor Kuhr. Anmeldelsen af dr. Næsgaards Psykoanalyse (se II s. 152) straks i rusåret viser en for en 18-årig usædvanlig modenhed og en køligt-videnskabelig holdning. Han har ikke leget med studierne. Han var dog for urolig og livshungrende en natur til at gennemføre et langvarigt studium og gå ind til en borgerlig tilværelse med titel og navneskilt på døren. Nu følger rejseårene.

Han bryder broerne af i april 1932, hvor han tager til Grønland som kryolitarbejder, og frister dér et hårdt og barsk liv, til han i slutningen af august samme år vender hjem. En tid er han indskrevet ved Lunds universitet, hvor han studerer kunsthistorie hos Ragnar Josephson, zoologi hos Hans Wallengren og religionshistorie. Men atter bryder han op, og de følgende år er præget af rejser og ophold i Sverige, Norge, Tyskland og Italien (Sicilien) - England besøger han ikke -, indtil han slår sig ned i Gudhjem på Bornholm, hvor han lever fra hånden og i munden som fisker, maler, digter. Men han ved nu, at det er kunstner XIII han er, frem for alt andet, trods bekymringer med de praktiske udgivelsesforhold. Det lykkes ham ikke at få placeret den engelske og den svenske digtsamling hos nogen forlægger, skønt den sidste står for ham som hans kunstneriske pant.

I 1936 giftede han sig med keramikeren Lisbet Hjorth, med hvem han fik to børn, men allerede inden det sidstes fødsel rejste han i 1937 til Spanien som frivillig på regeringssiden i borgerkrigen, hvor han kom til at tjenestegøre ved den 11. brigade, Thälmann-bataillonen. Spaniensbrevet (se II s. 157) fortæller noget om motiveringen. Han endte sit liv under tilbagetoget over Ebro ved Baeta-Gandeza fronten den 2. april 1938, kun 26 år gammel.

Som tyveårig debuterer Gustaf Munch-Petersen med digt- samlingen det nøgne menneske efter at have fået enkelte digte trykt i Vild Hvede. Denne første bog leverer et smukt bevis på sammenhængen i forfatterskabet og personligheden, idet den rummer oplæg til alt det, som udfoldes i de følgende års produktion. Her taler en nøgenhedens legionær, der med nøgenhed mener liv og atter liv; der med en umættelig hunger vil fortælle om livet, som det kunne være, og udlevere sine medmennesker til det, samtidig med at han selv tilkæmper sig det i oprør mod vanetilværelsen. Hans eget løsrivelsesværk, der er ynglingens vej til selvstændig eksistens, identificeres med hele menneskehedens frigørelse. Han må forkaste de andres regler for, hvordan en nobel tilværelse føres, han vil begynde fra bunden selv; rent, nøgent må det være for at blive hans. Snart er det den sejrende befrier der taler, snart lyder undertoner af splittethed mellem gammel kulturarv og det nye, som han ikke ved hvad er, men som har form af en længsel, der river den fastlagte skæbne løs, men ikke ved hvad den skal gøre ved den. Dertil kommer en skyldfølelse som må overdøves. Mest markant er den titanske drøm om kraftpræstationen, undertiden ironisk-humoristisk som lyst til at sparke omkuld, men oftest brændende i ung alvor: løfter om at tage solen ned fra himlen og oplyse alle de mørke huller, om at stjæle gudernes lyn og rense jorden. Det er videre opbruddets XIV problematik, der redes ud, generationsopgøret, snart med varm forståelse for de ældre, men med ubønhørligt krav til sig selv om at leve sit eget liv, snart med foragt for de advarende røster.

Alt levende er godt, hedder det med et næsten William Blake'sk eftertryk, og liv skal leves,

blot dine unge tænder og bid til -
tag store mundfulde
og tak ingen -

(til en ung ven)

Her tales der Johs. V. Jensen'sk om den rå livslyst. Det er ungdom og vrede, om noget er det. Den nyslåede ungdom må gøre sine erobringsforsøg til sandhed og realisere en mennesketype, der med gnistrende hjerne og glasklare tanker blotter og dræber dumheden og sløvheden. Aggressionsdrømme er resultatet som i det store digt mænd, der foregriber primitivitetsmotivet i de senere digte og tilmed belyser en side af digterens personlighed. Hvad der tales om er intellektets skarphed, omsat i billeder af steppens smidige og stærke jægere:

vore øjne skal være smalle og skarpe
som knive at skære med i mørket og byttet -

Kærligheden optager mindre plads i debutbogen. Det er ikke hengivelsens tid, der er ikke råd til hvile, når livet skal jages; og anderledes kan kvinden ikke opfattes her, end som den der tømmer jægerens kogger for pile. Motivet skal senere få en modnere udfoldelse uden at konflikten egentlig forsvinder.

Debuten tegner billedet af et menneske med en ubændig trang til at omfatte det hele, det nærende liv med alle dets skarpe kanter, og feje alt det bort, som vil dæmpe og berolige. Villighed til at betale omkostningerne herved hører med. At give denne følelse kunstnerisk udtryk kræver en ny digtning, som ikke kan bruge "lyrikken", det ville være at lave livets friske brød til krummer. At tegne arabesker af ord er en opgave for elskovskranke ynglinge. Først når han XV knytter hånden i lommen og blæser ad borgerskabet, bliver kunsten atter skøn (medicin).

Er det da lykkedes ham at gøre kunsten skøn? Bogen er usædvanlig ved sin dirrende styrke i ordene, penneprøver i forskellig stil viser det ufærdige og søgende, men søvngængeragtigt sikkert kan han allerede nu forme strofer af skærende intensitet. Netop hvor nøgenheden er opnået, hvor han "giver sig selv, når han giver". Hvor digtet er et koncentrat af livsførelsen, sjældent glattet og poleret i udtrykket, men kantet af ung ærlighed.

Det kan ikke undre, at en kunstner af Gustaf Munch- Petersens lægning har langt vanskeligere ved at skabe en roman, tilmed en udviklingsroman, som han har villet med simon begynder. Romanen kræver formodentlig et vist mål af distancering fra jeg'et, som ikke honoreres her. Trods tydelige forsøg på at skille hovedfiguren ud fra sig selv har han ikke kunnet skabe balance mellem selverkendelsens proces og romanfigurens eget liv.

Simon er en ung, rigt udrustet mand, hævdes det, som vil finde sin skæbne. Han bryder med sit borgerlige tilhørsforhold for at finde noget, der er stort nok, stærkt nok at bruge kræfterne og livet på, og han er vis på, at tilværelsen rummer noget uendelig stort, blot må han vide så djævelsk sikkert, hvad der er hans vej, han kan ikke finde den, og kan ikke vente på den, deraf hans rastløshed. Han er udmærket frem for andre ved, at han ejer sig selv, siges det, og han føler sig som en udvalgt. Andre mærker det og kalder ham fyrsten, greven. Han skildres gennem en sjælelig proces, der går fra positur til ærlighed, men det er ikke sandsynliggjort, at denne Simon er så ærlig endda i sin stræben efter at blive "et godt menneske". Han er for heldig og forkælet i sine medmenneskelige forhold. Hvor hans kærlighed til Elisabet kunne blive sat på prøve og hans godhed realiseres, ofrer hun sig ganske belejligt for hans bedste.

Han skildres bl. a. gennem forholdet til to kvinder. Inga, den borgerlige pige der vil giftes, kan han ikke lade sig binde af. Den store kærlighed føler han for Elisabet, som XVI er en frihedsapostel, der netop ikke vil binde ham. Elisabet er et postulat, emanciperet og moderlig på en gang. At hun bliver sindssyg er vel en antydning og ubevidst forståelse af det urealistiske i hans drøm om og krav til kvinden. Det nævnes blot for en ordens skyld, at problematikken genfindes i en lang række digte i den følgende tid.

Bogen er ikke hel i støbningen. Mikael-motivet glider f. eks. ud, uden at være udfoldet. Forstillelses- og uærlighedsmotivet er plumret.

Nogle notater blandt Gustaf Munch-Petersens papirer skal hidsættes til belysning af bogens koncipering:

det at ville være et ell. andet - det at søge at narre sig selv til at tro, at man er noget andet, end det man er - og narre andre - fremkalder angst - fremkalder uro - og fjendskab, naar det mislykkes - man slaar knude paa sit liv, og andres - naivitet ingen garanti for ærlighed, ligesaa lidt som intelligens - de to ting har intet med ærlighed at gøre, hverken fra eller til - een form for mod er vel nok nødvendig; men uærligheden kræver ogsaa mod og kraft.

- skildre en, der gaar i stykker, fordi hans "selvideal" slaar fejl - sværest at narre sig selv end andre, hvis man er intelligent, omvendt sværest at narre andre end sig selv, hvis man er "dum" eller "naiv" - ideal: den fuldt konsekvente ærlighed overfor sig selv og dem man sætter pris paa -

Gustaf Munch-Petersen har ikke forsøgt en egentlig episk form. Mest af alt minder simon begynder om en drejebog til en film. Et par steder antyder billedsproget, at der er tale om et bevidst forsøg paa at skabe filmiske virkninger (se s. 39 og 48). En flimrende impressionisme i situationerne, de mange replikker peger i samme retning. En kompositionsskitse taler om korte billeder fra barndom ("scener" hjemme; i skole), hvorefter skal følge større "aktive" situationer.

XVII

Der var da også efter bogens fremkomst forhandlinger i gang om filmatisering af den.

Den er et begavet eksperiment. Mens digtene fra samme tid kan være præcise og indsigtsfulde, er hovedindtrykket af romanen imidlertid umodenhed. En vis bidsk humor forsoner dog en med de mange kejtetheder.

Digtsamlingen det underste land, som må være affattet delvis samtidig med romanen, har, som naturligt er, fællestræk med den, især gennem motivet: at være udvalgt, udpeget til en mission. Noget nyt er kommet til udfoldelse siden debutsamlingen. det nøgne menneske betoner digteren selv og hans erkendelse, det underste land er udtryk for den der har fundet; hvilket giver den præg af retorik, hvormed ikke menes noget nedsættende, men en betoning af forholdet digter - publikum. I et titelløst digt, der kun findes som notat, dateret 7 - VIII - 33. ivigtut, hedder det:

jeg har fundet det;
nu:
hensynsløshed ud over alle grænser
mod det jeg hader -,
overbærenhed ud over alle grænser
mod det jeg elsker.
jeg har fundet det
og at glemme det
nu
ville være at dø -
i dag gaar jeg at søge
mine vaaben
og saa -

Det han har fundet er troen på sin opgave: at frigøre mennesket, og han har nu en oplevelsesmæssig vished om vejen til det underste land. Landet er det som ligger under og bag alle masker og konventioner, bag alle de unødvendige besværligheder man skaber sig, den sande naturligheds rige, hvor mennesket bare er. Det er nøgenheden der har fået ny betydning. Det er det stumme land før alle ordene, XVIII det er ubevidstheden, uskyldens paradis, der hvor blodet flyder frit mellem alle. Ordene er fra bogens titeldigt, hans mest kendte og oftest citerede, men slet ikke bedste.

Og her intoneres det motiv, der får sin kraftigste udførelse i mod jerusalem: drømmen. "Hvorfor gemmer i jeres drømme -? / hvorfor bærer i ansigter foran jeres drømme -?" Drømmen taler sandt om mennesket og er pagten med den glemte uskylds verden.

Mødet med tidens subjektive idealisme, som omtales ovenfor, er kommet som en bekræftelse for ham og har næret erobrerdrømmene. Han har oplevet en dybere menneskelighed på vej ind i selvødelæggelsen, som frigørelsen truede med at ende i, den nomadiske uro og livshunger har fundet et land med rige kraftkilder. Billedverdenen varierer let, men en række digte viser en sammensmeltning af personlige syner og tidens psykologi (slottet, blod, det underste land).

Der hersker en religiøs tro på det menneskelige og en evangelisk funderet tillid til den ureflekterede godhed - som hos Munch-Petersen næppe er uden indflydelse af Grønbechs fortolkninger -, men samtidig fremholdes sværdets nødvendighed. Nogle må gå forud som en slags martyrer, glemmende egen gråd for andres nød, vendt mod "de store frække" (martyrer). Der tegnes her et omrids af den revolutionære drømmer, skarphed og hensynsløshed stiger i takt med kærlighed til idealet. Den politiske venstre-orientering gør sig gældende i denne holdning, men svarer nøje til personlighedens dobbelte rytme af intellekt og mystik, der kan betyde splittelse, men måske er sider af samme sag. Splittelsen viser sig især i de erotiske digte. Vellysten er forløsende, hellig, kvinden er præstinde, driften kultisk; hvor livsbegæret er, opstår visheden. Men han søger bestandig ud over, bag om den enkelte. Den, der ikke er stærk nok og jævnbyrdig i denne store kærlighed, bliver et offer, resultatet opbrud, hvad bl. a. digtet afsked fortæller.

I denne tid formentlig læser Gustaf Munch-Petersen Artur Lundkvists Atlantvind og noterer et par udtalelser af ovennævnte Eugène Jolas, som Lundkvist citerer: XIX only by remaining a poet can he go on throwing disorder and terror into the rank of his contemporaries, live brutally against the moral feeling of his age and destroy with lyric blast the structure of his society. he must never waver in rejecting the order into which he was born, in opposing the horizontal trusts, the machine-mind, the laws imposed by cretins and psychopaths.

in the new literature we want the immediate1 experience of life. lyric poetry must be a primitive explosion of the enchained impulses of man.

*

At de udtalelser har ramt Gustaf Munch-Petersen, er forståeligt. Understregningen af at hans opgave er digterens, at kunsten er revolutionens forbundsfælle, svarer nøje til hans egne overvejelsers resultat, og det æstetiske program i det andet citat er som talt ud af hans mund. Han søger en selvstændig formulering i et ufuldført notat som lyder:

jeg vil gøre mig til en samling øjeblikke -, efter korstoget skal jeg være en anden - og hvert af disse øjeblikke skal det være mig en lys og glad stolthed at betale saa dyrt som muligt og hvert af disse øjeblikke, som maaske ikke bliver mange, skal faa ....

Og svarende til Jolas' æstetiske krav opstiller Munch-Petersen en definition af livet:

"liv" ("livet") er de øjeblikke, hvor al motivering er meningsløs og overflødig, hvor kraftforbruget er det størst mulige og tilfredsstillelsen den grundigst mulige -

Billedverdenen i det underste land er blevet dristigere, personligere end før. Men den store opdagelse gør den parat til en ny støbning og bereder vejen for det store surrealistiske eksperiment, som mod jerusalem betegner. I forbindelse med det må omtales nogle hidtil ukendte og mindre kendte tekster, der er medtaget i tillægget til denne XX udgave af Gustaf Munch-Petersens arbejder: prosafragmentet fra efteråret 33 og opråbet "kammerater!", der nøje svarer til fortalen i digtsamlingen.

Prosafragmentet, der i øvrigt ikke kan tåle en kunstnerisk bedømmelse, og som i egenskab af ufuldført arbejde heller ikke skal udsættes herfor, er i høj grad oplysende for forståelsen af mod jerusalem, den mærkeligste digtsamling i dansk litteratur. Det skildrer en ung mand, der er søgt op i vildmarkens ensomhed for at finde sig selv, og omsider har oplevet noget, der bedst kan kaldes en mystisk oplevelse, i den rigtige betydning af ordet: "- i otte maaneder havde han forberedt mødet mellem sit eget mysterium og det store mysterium - og nu var det sket - nu var det færdigt -". Stenka, som han kaldes (nogle steder i fragmentet hedder han stenkarasin, med sidste del af navnet overstreget. Altså en allusion til den berømmelige russiske revolutionshelt fra det 17. århundrede), kender nu sin vej, sit mål. Han har erfaret, hvad skæbnen vil med ham, har fået en herlig strid at kæmpe. Han fortæller, at han er taget bort efter at have dræbt sin elskede, et udtryk for at han har dødet selvet, ofret den lille kærlighed for den store.

Mysteriet er gud, frelseren hedder shojo, en kristuslignende skikkelse. Oplevelsen fremstilles af stenka i fortællingen til manja, hvor han "taler fra sin sjæls underste blomster". Og der udfoldes her en helt personlig mytologi, en forestillingsverden, der skal udtrykke hans religiøse opfattelse og oplevelse af tilværelsen. Et langt stykke følges den i princippet med evangeliets ide. Kristendommen accepteres ikke som den endelige sandhed, men som et sandt princip. Kristus døde for samme sag som Lenin kæmpede for, Lenin er en model af den frelser der må komme. Således hedder det i fragmentets afsluttende "trosbekendelse".

Fortællingen om shojo, livets drukkenbolt, jordens frelser, er fremlæggelsen af en indre billedverden, der efterhånden samler sig til en erkendelse og leverer materiale til et digterisk udformet livssyn, det der fremtræder i mod jerusalem.

Shojo var allerførst min mor, dernæst min barndoms konge, beretter stenka. Altså en fantasiens følgesvend, der XXI snart opfattes som fordringen til ham selv, men han fatter ikke hans krav, shojo er af stadig skiftende natur, et udtryk for den unge fortvivlede søgen. Han forfalsker billedet af ham, selviskheden tager overhånd. Og da shojo, nu en ung skøn prins, en dag forlader ham, vågner angsten. Han forstår, at han har blandet sin egen sag og menneskehedens sammen, har været en trofast og offervillig jesuit i sin egen tjeneste.

Selverkendelsen gennem den store oplevelse er en befrielse, han kan nu se sit liv i et videre perspektiv. Er problemerne løst for stenka, er de det vel ikke ganske for Gustaf Munch-Petersen. Uudfoldet i fragmentet ligger der en identificering mellem stenka og shojo, manja kalder stenka drengen af den blå sol, hvad der fremhæver den gamle følelse af selv at være en udvalgt, en frelser, og de følgende digte i tiden viser, at problematikken fortsætter, selviskhedmotivet er ikke nedkæmpet. Den langvarige beskæftigelse dermed viser forfatterskabets høje moralske standard.

Billedverdenen er af barnlig oprindelse, svarer i sin art til det, de franske kalder "le merveilleux", og som spilller en stor rolle i surrealismen. Gustaf Munch-Petersens afhængighed af denne franske skole har ofte været antydet, men det er kun i princippet der består en tilknytning, han ligner ingen af franskmændene, og man vil forgæves lede efter "påvirkning" i billedbrug fra dem. Det fremgår her af fragmentet, at mod jerusalems forestillingsverden er en helt personlig affære, ikke en litterær. Fantasierne over prinsen, fyrsten, dronningen, den blå-hvide klædning, den blå sol, hele sol-filosofien i indledningen til kap. II genfindes i digtsamlingen som elementer i selverkendelsen og frelseslæren. Tanken om digteren som myteskaber gennem egen drøm og fantasi har André Breton nok gang på gang fremhævet. Gustaf Munch-Petersen kan eventuelt have fået impulser herfra, direkte eller indirekte, men resultatet er personligt.

Endnu en ting forbinder fragmentet med de øvrige samtidige arbejder: stenkas tanker i toget, der må forstås som en udformning af oplevelsen i ensomheden. Han har vundet XXII bekræftelse på sin kunstneriske mission. Kunstens opgave er at frigøre menneskets vældige skjulte krav om fornuft og retfærdighed, der så længe de ikke er klart erkendt, ytrer sig som uartikuleret destruktionsdrift. De må have et sprog, der kan udtrykke alt, sådan at verdensstupiditeten vil dø og skrankerne brydes ned, ensomheden forsvinde. Der er ingen tvivl om, at Gustaf Munch-Petersen bryder direkte ind i stenka-figuren og taler i eget navn. Hans kunst sprænges i mod jerusalem på denne umulige opgave, men som et revolutionerende forsøg på at give det ubevidste mæle må digtene læses. Moralen er, at "ingen er udvalgt, men alle, alle er kaldede."

Sammenholdes dette sidste afsnit af fragmentet med opråbet "kammerater!", får man et indtryk af holdningen til det politiske. Tankegangen i de to stykker svarer nøje til hinanden. Man synes at høre undertoner af en vis tragisk determinisme ved hans betragtning af den truede samtid, men troen på muligheden af menneskeåndens revolution fremhæves. Samfundssynet bygger på respekt for det enkelte menneske, der må være hvad det er. Han har fået klarhed over sin egen sociale placering som kunstner. Det er kunstnerens opgave at sætte mennesker i stand til at nyde frugterne af den sociale revolution, hvorved det jordiske paradis skal skabes. På samme tanke bygger fortalen til digtsamlingen. De to revolutioner er sideordnede og lige vigtige. Kunsten vil forandre livet, og politikken vil forandre verden, hævder Breton i en erklæring om surrealismen og det politiske.

Handler prosafragmentet om stenkas oplevelse, siger fortalen til digtsamlingen noget om digterens beslutning, at vie sit liv til verdens frelse. Baggrunden er en oplevelse af livet i dette ords himmelske betydning, i sammenligning med hvilket den almindelige livsform kun er et surrogat. Dette hentyder uden al tvivl til mystikerens oplevelse, men får sit særpræg ved troen på, at det er muligt, ja, nødvendigt at gøre denne oplevelse til et konstant eksistensgrundlag for menneskeheden. Det er aktiv mystik som hos Paulus. Og målet fremmes ved at den enkelte nu vælger, vover XXIII springet og ofrer sit liv derpå ved for sit vedkommende at give afkald på den kærlighed, jorden har at give.

Om disse hovedmotiver, selviskheden, engagementet, kærlighedsofret og mystikken, drejer mod jerusalem sig.

Den glødende tro er et personligt træk, men sin intensitet får den ved mødet med tiden, troen er mere nødvendig nu end nogensinde, hedder det. Yderligere er holdningen i sig selv karakteristisk for trediverne, en sjælens mystik der støttes af psykoanalysen, af surrealismen, af den politiske idealisme. Men Gustaf Munch-Petersen må selv reagere kraftigt mod tilbøjeligheden til snævre generationsbestemmelser, da den egentlige oplevelse er bundet til noget som fornemmes som evigt.

"Fremtidens digter vil overvinde den nedslående tanke om den uoprettelige skilsmisse mellem handling og drøm", siger Breton i "Les vases communicants". Poesien er et middel til påvirkning af verden, hævder Rimbaud, den vil forandre verden. Poesi er handling, ikke skildring deraf. Disse definitioner passer for første gang i dansk poesi for alvor på Gustaf Munch-Petersens digte.

Den mystiske oplevelse kaldes i digtene ofte drømmen. Denne udspringer af en indre vished. Den kommende tilstand kaldes jerusalem, og titlens betydning er da ligetil. Den rummer imidlertid også en anden tanke. Livets apostolske vikar, kalder digteren sig selv i fortalen, en der tilhører menneskeheden, den der som hin bibelske person drager mod jerusalem og véd, hvad det kommer til at koste ham

Det er værd at bemærke samlingens komposition.

Første del "i dagens lys" rummer digte om den almindelige virkelighed, med heftige og satiriske udfald mod det tilfældige, ligegyldige, men viser hvordan det evige kan slå ind i hverdagen: ved den pludselige erkendelse, som duen der strejfer kontorchefens tinding (i onsdags kl. 16¼), ved beruselsen, som hos drukkenskabens apostel, der i sin last er sandere end hverdagsmenneskene (til apostlen søren), ved fællesskabsfølelsen, som i digtet om kobberminearbejderne (præsentation).

XXIV

Andet afsnit "kødet taler", handler om kærligheden som en mulig vej til det inderste. Holdningen er flertydig. En række digte rummer offermotivet: over havet til elsket fyrstinde, foraar, intermezzo og paa skovstien. Elskoven binder, kvindens hånd er scepterglæde. I et billedsprog der står shojo-beretningen nær, taler foraar om den golde herskerinde med den lille længsel; den perverterede dronning dræbes af prinsen af den blå måne, som er kærligheden og guds ånde, der befrier de indespærrede elskere til livets forår. I øvrigt en allegori over kunstens forløsende virkning. I paa skovstien skildres følelsen af at leve under skæbnens bestemmelse, der er større end den menneskelige lykke. Han tør ikke fristes af kvindens kærlighed, er for spæd til at plukke den mørkerøde blomst før Herrens dag. Han er udpeget til at bære den blå hjelm og den ishvide dolk, offerkniven. Blindheden må bevares. Et ofte genkommende ord for den hellige oplevelse.

Men andre digte i afsnittet taler om den legemlige kærlighed som vejen, mit legemes elskov og min broder ... Her er den spontane hengivelse forløsningen. Det sidste digt er moderne grotesk panteisme. Morgentime, afdelingens sidste digt, viser ham, den udvalgte, som vogter af den store kærlighed. Med den kommer det store fællesskab, ingen er længere udvalgt, alle træk er smeltet sammen til ét ansigt. Og dette digt betegner overgangen til "virkelighedens nat", som de egentlige skildringer af den dybe oplevelse kaldes, til forskel fra "dagens lys". Det første digt fortæller om kongen, den udvalgte, som har aflagt klæderne, hovmodet, og oplevet det egentlige, unio mystica. Det er personlighedsudslettelsen i mystikken, her oplevet som en prænatal tilstand. Hyacint-digtet skildrer frelsen i kærlighed, den ordløse, blinde, og med sjælens sang nås bogens højdepunkt, den store drøm om hjemkomsten, sjælens ægteskab med himlen, drømmen realiseret. Mennesket er sin drøm.*

Sidste afsnit "frælseren" giver endelig forskellige billeder af frelsen. Kristi legemlige død skinner igennem shojo-digtet, *

XXV livets venten på forløsningen i det næste, offerdøden som frelsens forudsætning i ung martyr. I ørkensang hedder det, at hver enkelt er frelseren, hvis han vil. Og i ubetvingelig genlyder den apokalyptiske stemning. Men inden udgangen klinger endnu engang bundetheden igennem. Kvinden er sejrens overflødige paradis, han har ingen brug for hende selv, men for den kraft der ligger i kærligheden. Det er frygten for den selviske tilfredsstillelse: sig selv i gudepragt. Men der ligger en fortvivlet trang til at forene disse ting gemt i ve over sejren!, og de engelske digte, der slutter bogen, bringer ingen løsning. Early morning taler om viljen til gud og understreger igen følelsen af at være udvalgt, og det sidste digt rummer en identifikation med frelseren. Det rører ved et ejendommeligt træk i bogen. Der findes en tydelig trang til identifikation, med andre, med frelseren, side om side med et behov for personlig integritet, den dyrtpansrede frihed (ung martyr), ligesom billedet af det lukkede æg, en flere gange tilbagevendende forestilling, peger samme vej. I sjælens sang taler sjælen, men jeg-følelsen er tydelig, skønt digtet tilstræber noget upersonligt. Det forsones kun i nogen grad af tanken om det underste land, hvor blodet flyder frit mellem alle. Derfor bærer samlingen præg af en ikke afsluttet kamp, hvad også den følgende tids digte viser.

mod jerusalem er kunstnerisk et ekstremt forsøg, en lidenskabelig blottelse af personlige, til dels helt private billeder, i en tro på derved at kunne skabe en universel myte. Så hensynsløst ærlig er bogen, at den ikke lod sig forstå ved sin fremkomst, men måtte døje mange bemærkninger som nu virker dumme og flabede. Den er vel ikke kunstnerisk fuldstøbt, men vanskelig at vurdere efter fortjeneste i samme grad som den falder uden for normen for dansk poesi. Den er et højdepunkt i forfatterskabet, måske ikke i kvalitet, men i lidenskab og selvopgør, er brændpunkt, uden hvilket man ikke forstår forløbet i hans kunst og dens holdning. Kender man kun digteren fra "Udvalgte digte", hvor samlingen ikke er repræsenteret med mere end tre og et halvt digt, har man fået et utilstrækkeligt billede af ham.

XXVI

Der er slet ikke tale om surrealistisk automatskrift, om end det myldrer med spontane billeder. Det er en velovervejet attak på den traditionelle poesi, men næppe for det kunstneriske eksperiments skyld - man finder ingen dyrkelse af poesien -, poesien er et middel til blottelse af menneskets og tilværelsens inderste.

Sproget er naturligvis ikke i bund og grund selvskabt, tydeligst klinger vel Bibelen igennem, men det er samtidig en radikal omstøbning af dens billeder, svarende til romantikkens forsøg på at skabe en tidssvarende forestillingsverden. Det er kendt, at surrealismen formelt ligner den litterære barok med sine sammenligninger og komposita. Men modernismen går videre i sin bevidste blanding af det platte og det ophøjede, som f. eks. i julesol, hvor solen ses som en mund der ryger cigar og sender røgen som soltoner ned til jordens stupiditet gennem granerne. Det er en blanding af tænkte, måske drømte, og sete billeder. Det groteske er et almindeligt anvendt virkemiddel. Erotiske billeder af chockvirkning hører med. "Le merveilleux" er omtalt.

Søger man litterære fortilfælde for forestillingerne om sammensmeltningsoplevelsen, skal man gå til mystikerne. Ægteskabsforestillingen fra sjælens sang er ældgammel, via Højsangen udbredes den i den kristne mystik, på dansk grund giver Brorsons længselssalmer gode eksempler. Hos Novalis findes den i hans "Hymnen an die Nacht" (oversat af Harald Vilstrup), som byder mange ligheder med Munch- Petersens digt.

Sjælens dunkle nat er fællestema for adskillige, Juan de la Cruz (oversat af Gigas) bør nævnes. Når Teresa de Jesus skal skildre oplevelserne i sjælens slot tyer hun til billeder som i struktur og materiale svarer nøje til mystikken i mod jerusalem. William Blake's jerusalem-forestilling har lighed med Munch-Petersens. Whitmans alfølelse svarer til den danske digters. Orientalske religioner kan opvise lignende træk. Meget kunne trækkes frem, men lad disse antydninger stå for deres tilfældige værd og blot være vidnesbyrd - ikke om afsmitning, men om autenticiteten af Munch-Petersens oplevelse.

XXVII

Et andet træk som peger bort fra litterær påvirkning, er den oplagte indre sammenhæng i de fleste af digterens billeder. De udspringer af sjælelige strukturer. Pladsen tillader ikke en nærmere dokumentation end de spredte bemærkninger, der allerede er faldet, men den opmærksomme læser kan, om han vil, samle elementerne i digterens billedverden gennem deres mange variationer og føre dem tilbage til et fåtal grundlæggende oplevelser, der svarer til personlighedens egenart.

Den megen tale om religiøs mystik og deraf udspringende handlingstrang vil formentlig klinge ilde i manges ører, som bærer på et ensidigt billede af trediverne og finder nemme sammenhænge mellem mystik og den specielt germanske instinktdyrkelse, som udartede i nazismen. At instinktdyrkelse kan føre til nazisme, bør ikke lastes instinkterne, men kun nazisterne. Desuden er der dels ikke tale om handlingsmystik i forfatterskabet, og dels klinger personlighedens soberhed uafviseligt igennem selv de farligste ekspeditioner ned i det dunkle land.

Digtene omkring mod jerusalem har, som rimeligt er, samme motivkreds som samlingens, men i varieret udformning. mit liv er en ganske enkel og nøgen anråbelse om guds nærhed, den store oplevelse. I de dræbende mil gennem disse timer af tavshed, stumhed, er livet næsten uudholdeligt. Digtet er centralt, også ved sit oplæg til de sidste digte. Stilen er i denne tid vekslende, i søgen efter nyt udtryk, hvad der igen ikke blot viser trang til eksperiment, men hænger sammen med vekslende tolkningsforsøg hos digteren. Nogle digte slutter sig nært til billedverdenen i samlingen med de personlige visioner, nogle med udgangspunkt i gennemskuelige reelle situationer som morgenteen i sommergudens the, hvortil kommer memorering af erotiske drømme, nogle med naturiagttagelse, f. eks. i morgenens bad. Realiteter fra yderverdenen optræder hyppigere, men samtidig mærkes en tendens mod det uartikulerede formsprog, tydeligst i digtet klippe. Er det for dristigt at antage, at det ikke er uden sammenhæng med en vågnende tvivl på XXVIII jeg-universets gyldighed og en deraf opstået trang til konkretion? I den animalske groteske preludium for . . . råder endnu vished om vejen til viden om ens bestemmelse. Den går indad i instinktverdenen og findes gennem søvnen, drømmen. I søvnens træ i dalen på himlens ø sidder den langhårede sovende abe, og i dette tropiske urtidslandskab ligger også den rette sikkerheds krokodille på stenen, hvor digterens skæbnetegn står skrevet. I abens halespids hænger visdommens røde dråbe.

I barktegner tvivlen udtalt: skal mine drømme frelse eller fortabe menneskene? Det næsten dæmoniske elskede varierer atter kærlighedsmotivet. Hun kan ikke tåle hengivelsen til det grænseløse rige hinsides godt og ondt. Det kan være en verden som er farlig for andre. Menneskeslægten kan ikke bære ret megen virkelighed, siger en anden mystiker, T. S. Eliot. Der er med disse digte ikke tale om en forladt position i den forstand, at synet på frelsen forlades. Men digtet alle røber en egen usikkerhed. Selviskhedmotivet igen.

Forenklingsforsøgene er måske ikke derved fuldt forklaret. Der er ikke blot tale om en tilbagevenden til stilen før det store eksperiment, nyt er kommet til, måske fordybelse i svensk og finlandssvensk poesi, hvad digtene til Harry Martinson og Edith Södergran kunne tyde på, det som måske springer frem med solen finns. Men inden da foreligger et nyt eksperiment, de engelske digte, hvis hovedmasse sandsynligvis er affattet i løbet af sommeren 1934 og altså står mod jerusalem nær. At Gustaf Munch-Petersen skriver svenske digte, er umiddelbart forklarligt ud fra hans svenske afstamning, men hvordan forklare black god's stone's tilblivelse? Ønske om større virkekreds er vel den mest nærliggende årsag, men han søgte så vidt vides kun at få manuskriptet udgivet herhjemme - og forgæves. Samstemthed med den angelsaksiske modernisme kan have gjort engelsk til et naturligt udtryk for ham, negerdigtningens og primitivismens sprog. Det arkaiserede præg over Gustaf Munch-Petersens engelsk lader sig måske forklare ud fra hans intense og langvarige beskæftigelse med Shakespeare.

XXIX

Poeter er i almindelighed mere end nogen andre bundet til deres modersmål. Men der er noget karakteristisk i, at netop denne digter forsøger sig i flere sprog. Han har kun lidt tilovers for den danske tradition, hans åndelige milieu er internationalt, ligesom den kunstretning han har berøring med. Som kunstner hører han desuden til den type, der ikke eksperimenterer med sproget, men på trods af sproget. Sproget er et redskab, og han kan fortvivle over ordenes fattigdom, men han søger ikke til sprogets rod, har ikke noget skabende forhold til den intime tone i dansk, er ikke bundet til den i lyst og nød, som flertallet af vore digtere, og det er ikke ordene som organisme der inspirerer ham, det er ideer. Også en grund til, at det er omsonst at gå på jagt hos ham efter lån fra andre digtere.

Denne holdning til sproget giver hans digtning endnu et særpræg, der kan vise sig som usikkerhed, sprogblanding (et antal svecismer præger især mod jerusalem), men også som suverænitet. For en digter med en sådan, dels opvækstbegrundet, dels typebestemt indstilling er springet til et helt andet sprog, det engelske, ikke så vovelig en affære som for den, hvis hjemfølelse i tilværelsen er knyttet til ordet og dets tradition.

Black god's stone er af holdning ikke noget helstøbt værk, det pendler som oven omtalte digte mellem visheden og tvivlen. I det første forhold ligner det eksperimentet med mod jerusalem og er et nyt forsøg på at skabe en myte ud af den dunkle, stumme verden: en realisering af mørkets metafor. Den sorte gud er altings ophav, før Jehova, Kristus og alle de mindre guder, kærlighedens, lykkens osv. Blodets gud i menneskets bryst. Bogen rummer en hektisk tilslutning og bekendelse til det primitive, og det vokser stedvis ud til en myte om det mørke folk, som står fjendsk over for de blegblodede, den degenererede civilisation. Det sker under billedet af en stamme af jægere og krigere, og vi hører høvdingens budskab: den oprejste viljes ventende tavshed. Denne venten i viljen er en central holdning. Men konfliktstoffet dominerer.

Titlens "the stone" må forstås som offersten (se good-bye, XXX in the glade), og her røbes bogens problem, en variation af tidligere motiver: den ubarmhjertige kærlighed, drøm-virkelighed, skærpet til modsætningen sejr - angst, livsvilje - dødsdrift. Man finder en holdning af frysende foragt, der kan slå over i en mørk, destruktiv og tøjlesløs vilje. Det er vel den uroligt bespændte venten før handlingen, tøven om vejen til realisation af instinkterne, bevidsthed om faren ved de dunkle kræfter, der giver disse udslag.

De mest fængslende digte i denne samling er måske song of the lonesome warrior, voice of man, my prayer og proposal. Det første er en bekendelse til handlingen, med afvisning af den søgende holdning. Det andet er udtryk for, at han nu er ren skæbne, og opviser en næsten hudløs integritetsfornemmelse. Venten har sin tid, og indtræder opfyldelsen ikke, forvandles den opsparede energi til blind handlen. De sidste digte indbefatter et erotisk motiv: at finde den rette for sammen i kærligheden at opleve gud: de skal avle den prins der skal frelse verden, et udtryk for at digteren får den endegyldige vished gennem kærligheden; da kan han vove livet og friste sin isnende skæbne. my prayer er den skabendes bøn: at kunne tolke tilværelsen og bekæmpe frygten, ensomheden hos alle gennem skaberviljen. Man kan læse en hel poetik ud af dette digt. Føj dertil erkendelsesdigtet what is there, der taler om det enkle og dog så komplicerede liv: stadig at give sig selv og stadig blive født påny, stadig at være for svag og stadig at være stærkere end sig selv.

Sidst i samlingen er stillet digtet finished, der har form som et ultimatum. Nu er situationen tilspidset i en sådan grad, at valget ikke kan udsættes. Digtet er ejendommeligt ved at være ren følelse, alt kan skabes nu, det gælder alt eller intet, det nye liv eller den golde død. Det kan læses som en kulmination af bogens konfliktstof; alle overlæg, al venten, al problematik er skudt til side, nu skal den nye værdi, den nye målestok, den store forvandling vælges. Og dette nye opbrud er nok en bitter kalk der må drikkes, men har også sin jubel i visheden om, at solen findes.

Dødsviljen er uvirkelighed: "do walk silent the way of XXXI your deepest being - nothing there is to change - the will of the sun and the unconquerable blood is to you -".

Med den svenske digtsamling, hvis hovedpart er skrevet under en raptus i september-oktober 1935, kort efter de seneste engelske, er forsøgene på at skabe sammenhængende myter opgivet, og en ny mere nøgen og direkte poesi er resultatet. Solen, som figurerer i titlen, er ikke nogen ny forestilling hos Gustaf Munch-Petersen. Den er kravets sol, kærlighedens, godhedens, vejenes, livets sol, for nu at medtage alle bestemmelserne af den fra prosafragmentets betragtninger (se II, s. 125).

Titlen er bekræftelse og besværgelse; solen findes, og den skal findes. Vi møder en hungerens poesi, affødt af drømmen. Samlingens holdning kan fremgå ved sammenstilling af nogle digte.

Drømmen er det første, det inderste, er før kærligheden (drömmen). Den skal modnes i livet. Her er idealet, men livets bitre vilje tillader det ikke, drømmen må tvinges til modning, hvad der skaber angst, der er ikke tid til at vente (kristall). Ligesom frugten må begynde at hade sin rod, fordi solen og varmen endnu er fjern og blomstringen udebliver (frukten), således er digteren håbløst rede hver time. Samlingen rummer en række tilløb til selvportrætter - som næsten hele hans digtning -, ganske præcist har han tegnet sig ind i det gribende diktaren, som med al ønskelig klarhed blotlægger de to vigtigste sider af forfatterskabet. Digteren er bindeleddet mellem nat og dag, mellem essens og eksistens. Han kan trættes af at vente det, som ikke kan erkendes, kun opleves, men i de store øjeblikke er han blind af solen hinsides tågen. Da afløser lykketårer ventetidens angst. Den anden side er eksistensvalget på liv og død. Handlingslivet. De to sider er uløseligt forbundne. Det er ikke den introverteredes dårlige samvittighed, der tvinger til handling, selv om denne konflikt forekommer i reflekterede øjeblikke, det er to sideordnede drifter, hvorfor man da heller ikke behøver at søge indviklede forklaringer på Gustaf Munch-Petersens personlige skæbne.

XXXII

Hungeren har to forklaringer: elskerens utålmodighed, når han ikke er hos den elskede (mystikken), og realisationsdriften. Men denne kalder også på angsten, som besværges gennem viljen. Angsten kaldes hellig (ångesten), fordi den dækker over, men derved gør opmærksom på, et af de skridt, som er nødvendige. Det er den aktive mystiks problematik. Der findes kun livets nederlag i dig, eller din tvivlløse åbenhed, siger et digt.

Bogen livssyn er stadig revolutionært med åben mistillid til "umådelig fedme og grænseløs lykke", det borgerlige ideal. Han kan føle sig som ét med verden, hvis udvikling går over barrikader og vanvid, fra mord på lykken til ny død (någonvart). Det er tilværelsens dynamik at den fortsætter, skønt evigt døende - at tro det er det modsatte af dødsdyrkelse. Samlingens sidste digte har især præg af tidsbaggrunden. Livet er truet. Og her som flere steder i øvrigt kommer skæbnemotivet ind. Skæbnerne samler sig, mens menneskelivet sover. En del af de sene danske digte kredser om motivet (f. eks. jeg, nødens tryghed, se -!). Digteren føler sig som et skæbnens redskab, men han er selv usikker på sin bestemmelse. Det, som skal give sig så gribende udtryk i den sidste digtsamling. Forfatterskabets indre dialog.

Endnu et motiv fra solen finns bør nævnes, poesien. Det er karakteristisk, at vi hos Gustaf Munch-Petersen ikke finder poesi om poesi, men nok om kunstneren. Poesi er uløseligt knyttet til den handlende og drømmende digter, og har kun mening som sådan. Kunstneren må skænke liv, male knopper med sit blod og sætte dem på døde kviste. (mänskoord).

En grund foruden de tidligere nævnte til ændringerne i digterens formsprog fra mod jerusalem til nitten digte er mistilliden til ordene som udtryksmiddel. Over for den store oplevelse må de tage sig fattige ud: "inför det stora och enkla / äro orden dimmiga / och tonfallet allt -" (ord); "don't believe / one more word / from any lips - / all words are poisoned - / only believe / what your eyes will love, / and your fingers want to touch -" (leaving). Forløbet fra samling XXXIII til samling er en forenklingsproces, fra jeg-myterne i mod jerusalem og black god's stone til den direkte monolog i de svenske og danske digte. I de svenske er der desuden en ansats til noget afgørende nyt, som kommer til at dominere i de nitten digte, nemlig den "objektive" lyrik, hvor sandheden nu bliver til sansningens sandhed.

Den heroisk-patetiske jeg-lyrik, der jo ikke nødvendigvis er udtryk for selvhævdelse, men for overbevisningen om identiteten mellem jeg'et og den åndelige verden, afløses af en virkeligheds- og naturkontakt, som ikke er plat realisme, men en sjæleligt omsmeltet fænomenverden. Forløbet har sin parallel i Edith Södergrans digtning; efter de visionære digte finder hun kort før sin død, at "nyckeln till alla hemligheter ligger i gräset i hallonbacken". Har man kaldt jerusalem-digtene surrealisme, ud fra en æstetisk, ideologisk bestemmelse, fristes man til at kalde de nitten digte imagisme, den retning, som, gennem rensning af sproget, med nye billeder ønsker en tilnærmelse til og en præsentation af den ydre virkelighed. Men alligevel er det nok rigtigere at tale om ekspressionisme, da digtene gennem virkelighedspræsentationen snarere ønsker at skildre en sjælelig bevægelse. Dette fremgår klart ved en analyse af strukturen i de nitten digte, de sidste Gustaf Munch-Petersen nåede at udsende.

"Jeg er en fattig synder, / der søger harmoni", siger digt fra samme tid som de nitten, og sang, indledningsdigtet i samlingen, taler om harmoniens nådegave. Dette digt har den karakteristiske struktur af dialog, af parallellitet, durmoll, tonernes dystre kamp, der ophæves ved harmoniens nådegave: "sandheden hvisker nynnende melodien / i krattet bag grøften". I en lang række digte er strukturen således bevægelse - modbevægelse - udtoning, f. eks. i bølger, rids*, fiskerleje, skæret, vejr. Den næsten fast tilbagevendende udtoning eller opløsning må kunne tydes som et forsøg på forsoning, på harmoni, men det er ikke tilfældigt, at det netop er udtoninger med et ofte tøvende præg over sig. Æstetisk struktur svarer til sjælelig struktur, og denne *

røbes, hvor digteren taler direkte, f. eks. i bønnen til magterne: "Mægtige, brænd eders mærke / dybt ind i mit vaklende sind." I en tid, hvor "menneskenes storme blødende nærmer sig", som det skildres i rødt og sort, må han have lys for sit virke, vished om vejen til solen. Brødre ånder solidaritetsfølelse og tro på livets hellige lov, men også en konstatering af, at mørkets og dødens stank er realiteter. Hvor er den personlige løsning herpå? Samlingen slutter med billedet af den gnistrende stjerne, der står som et tegn, et himlens blinkende øje. Den ligner en vished; digterens hilsen til sine brødre.

Af bogens direkte bekendende digte mærker man bestræbelserne for tydning af skæbnen og angsten for at gå gennem livet uden at have sat sig spor. Hvad er livets mening med mig?

Går man uden for digterværket og til det private, kan man sammenholde hermed Gustaf Munch-Petersens sidste brev fra Spanien (se II s. 157). Man fornemmer umiddelbart den stærke personlighed bag ordene, men mærker desuden, at det er et menneske, der motiverer sin skæbne. I øvrigt skal en digters værk ikke bruges til forklaring af digteren selv. Det modsatte perspektiv har større interesse: digterens liv og død kaster lys over hans værk, som må blive det væsentlige for en eftertid. Hans skæbne bekræfter den klare fornemmelse af, at ordene dækker realiteter. Hans digte er oplevelse, ikke tænkning eller konstruktion.

Det er ikke mange digtere forundt at slutte af med mesterværket. Er mod jerusalem højdepunktet i kunstnerisk eksperiment og mod, er nitten digte i al deres komprimerede tæthed det varigste udtryk for Gustaf Munch-Petersens talent. Begge samlinger har skabt noget nyt i dansk poesi, den sidste bliver den mest levedygtige. Den rager højt op. Det er næppe for meget sagt, at denne digter har indført den egentlige modernisme i Danmark, og har arbejdet med en konsekvens, der ikke er overgået siden. En modernisme, hvis hovedindhold er, at poesi er handling, en poesi som er sandhed i samme sekund den bliver til, hvad Tom Kristensen har sagt i sit skønne mindedigt om Gustaf Munch-Petersen:

Her skal vi andre nu vandre
gennem et Ælte af Kunst,
blive en kedelig Gældspost
uden Mæcenernes Gunst,
blive en Støvhob af Gloser
skrevet af Tvang og af Pligt,
medens du hviler, skudt ned, skudt ned,
dit Livs ubesindigste Digt.

Torben Brostrøm.

det nøgne menneske digte MCMXXXII

vi nøgenhedens legionærer
vi vil underlægge os jorden
og udlevere menneskene til livet -

maaske bliver vor eneste triumf
den,
der strømmer fra vore vædskende saar-
maaske skal verden engang genlyde

af vore sejrende sandalers trampen -

livets mening

jeg arbejder ikke
med mine hænder,
ikke for samfundets forbedring -
jeg driver dagene væk
ved at tænke endeløse tanker.
dagene, der gaar
tomme
uden resultat -
jeg vandrer paa gaderne
dag efter dag -
jeg ser paa menneskene og tvivler - - -
- - - endnu har jeg ikke lært at leve.
endnu har jeg ikke lært at se meningen i det meningsløse:
bare liv -
snart kan jeg atter virke,
atter spænde muskler
atter lade tanker slaas. -
nu ved jeg, at jeg aldrig ser det værste,
aldrig det sidste.
at alt kan leves,
alt skal kun forstaas
for at elskes.
at alt levende er godt.

gamle mødre

- tunge, store, vuggende med tynde, frysende frakker
rokker mødrene ind i mælkeudsalgene,
viktualieforretningerne,
konfektionsmagasinerne *

-
- hastige blikke i voksdugstasker,
blanke tasker med mange femører,
toører,
femogtyveører -
sukkende blikke i lette portemonnæer * -
forsigtige spørgsmaal:
om der ikke var noget billigere,
mindre portioner, der ikke kostede saa meget -

- tunge, fulde af stædige, gnavende tanker,
tunge af livløst liv rokker mødrene hjem -
hjem til vaade, plettede bleer -
hjem til lange, spørgende, ængstelige børneblikke -
store barneøjne -
værelser med kold mados - med klamme, uredte senge -
graa trætte øjne tvinges hen til vækkeuret -
mænd kommer hjem -
mænd med haarde arbejdsskridt -
med stærke arbejdshænder -
haarde, stærke, sultne ansigter med genert-venlige stemmer-

haarde, graadige øjne glider skuffede væk,
væk fra hængende arme -
fra slatne, hængende bryster -
manden -
urolige blikke -
efter penge - efter de sidste tynde laser af venlige ord -
efter hvile - efter sengen -
urolige blikke -
(sengen -)
allerede fire børn -

tunge, store, gnavende tanker -
tunge, store, vuggende mødre -

fiskerne danser paa kroen

- man kan høre det henne paa gaden
og nede paa havnepladsen:
for fiskerne danser paa kroen -

- og herre min gud, hvor de danser
som store petroljumsmotorer
og tønder paa vej nedad trappen.
det er kraftige ben der dunker,
saa pigerne sveder af lykke.
hvor er han dog stærk og flot,
og saa faar han fisk og penge.
naar hun trykker forsigtigt med laaret,
hun hører det rasle af sølv,
og en rødskægget, hornagtig haand,
den klemmer og kniber og søger -
og sværmen ruller langs gulvet
og brædderne duver *

som dæk. -

- violinerne gnider og piber,
musikanternes glas, de er tomme,
men øllerne bobler og skvulper
og rinder i brune halse
saa adamsæblerne hopper
og benene træder i takt.
for fiskerne danser paa kroen
saa sveden siver og pibler,
og øjne og legemer mødes,
mens sværmen ruller langs gulvet
og brædderne duver som dæk.

fattigt liv

der er dem,
der hver nat hviler paa samme gren
og kun spiser af det rette fad.

der er dem,
der hver morgen synger den samme sang
og altid til samme elskede,
altid kun til een gud.

der er dem,
der kun følger een vej over jorden;
de frygter kun een død
og de lever kun eet liv.

søvnen

jeg elsker dig ikke,
men jeg vil komme til dig
en dag,
naar vinden hænger dovent højt oppe over solen,
som et barn, der har leget sig træt -

jeg vil komme til dig paa stranden,
hvor klipperne ligger som løs varm aske paa vandet,
og havet er som bleggrønt lys,
der forsigtigt er hældt ud over jorden -

den dag skal du ligge som en bølge,
af hvis rene skum
livet har skabt dine lænder -

jeg elsker dig ikke,
men jeg vil komme til dig den dag
og trykke mine brændende øjne
mod dit dybe svale skød -

omvendelsen

vi forstod intet,
vidste intet,
og vi trøstede hinanden
vi tvivlede sammen -
men en dag
blev min verden klar,
og min himmel lys og varm -
den dag
saa jeg,
jeg hørte det,
og jeg forstod,
hvorfor jorden før var graa,
og hvorfor himlen nu var lys -
men de andre,
der intet forstod -
jeg vilde frelse dem;
men de
rystede paa hovedet,
og jeg
fik haan i stemmen.

det ægte

tro ikke,
at de blødt klingende toner
er fra de sarteste strenge -
tro hellere
de skarpe og kolde toner,
naar strenge spændes for haardt -
tro ikke,
at de drønende slag
kommer fra de stærkeste vinger -
tro hellere
den krampagtige hvile,
før skrænten rasler i havet.

banalt

firkantet kvinde
i et vindue -
grønt gummiforklæde -
sværmeriske øjne
ser ned paa en lille sort hund
ved en lygtepæl. -
bare blaa arme
af og til
er hun bøjet
over en hvid kold blank spand -
hun vrider kluden -
hvidt sæbevand
staar i fine haarde straaler
ud mellem røde fingre,
som mælk af en kos patter -
kluden er en chemise,
den øverste halvdel af en. -
hvid chemise over hvide skuldre -
himmelblaa kittel har hun. -
noget af haaret er faldet ned i panden
ruderne er snart blanke;
hun ser igennem dem.
stolt -
saa glider hun bort fra vinduet
med et blødt hop
ind bagved -
bare et nypudset vindue
overfor.

alligevel

jeg vaklede rundt i mørke,
og jeg frøs.

jeg havde slaaet dem,
jeg holdt af.

jeg havde stjaalet fra dem,
der vilde mig vel.

jeg var ond og grim,
og ingen kvinde vilde smile til mig.

og jeg saa paa mine urene hænder
og græd over mit forspildte liv.

men solen
spredte snavset paa mit ansigt

og jeg saa op,
og jeg saa, at jeg levede.

andre nætter

- vi lagde vore garn og kroge
i stille blankt vand -
vi tog dem igen om morgenen -
saa kunde vandet være
som skraa grønne vægge,
der faldt ned i støv -

- nogle nætter fik vi god fangst -
da saa garnene ud
som svangre kvinders bug -
som store blanke kastanjer paa en snor
krøb krogene med fede daskende fisk
langsomt af vandet,
som saa var stille og blankt -
andre nætter forliste vi garnene -

- vi lagde vore garn og kroge
om aftenen -
om natten gik vi med fugtige øjne
til byen -
vi var nyvaskede og i blaat tøj -
der gik de unge piger
med røde brændende kinder
som moden frugt -

- om morgenen
var der steder udenfor byen,
hvor græsset saa ud,
som om store dyr havde kæmpet der
den nat -
- andre nætter forliste vi garnene -

lisbeth

du er en lille jumbe
med bjælder paa -
muntert trippende hest -
solen glitrer
i kuskens røde fjæs.
hvide syrener -
glade mennesker
snadrer -
mænd og cigarer,
koner med kaffe
og thermosflasker -
søndag.
selvfølgeligt.

menneske

menneske -
om du er stærk, og din stemme høres af mange,
eller du er lille og svag,
om du er dum eller klog,
hvad er det mod alt det andet
i verden -
intet -
bjærgene er høje og lave,
roserne er røde og duftende,
men ogsaa visne og gule -
det er ikke det -
men
at du kan vælte dig i nydelser
og midt i rusen græde taarer,
men
at du kan lide
og af din smerte gøre en hyldestsang til livet

den ny tid

det er liv,
hvor iskolde byger pisker jorden ren
og fri for snavs,
hvor lynene spreder de lyssky taager,
der dækker den gamle lort, i de mørke stuer-
det er liv,
naar de usunde, blege padder,
der lurer med røde øjne,
skrumper ind og revner
i solens brændende, ærlige lys -
vi hader et liv i lavendelduft
med sladrespejl *

og tre par skørter -
noble herrer med luder om natten
og hestehov i gamacher * -
vi vil gennemskinnelig klarhed,
vi vil se, hvad der er,
for vi ved,
at esprit * og etik og jomfrufødsel
er pikanteri for kastrater -
vi ved, at eet rum er nok til to,
petroleumsovn og fedtebrød,
og en seng, hvis de elsker hinanden -
vi ved, hvordan eros er,
og hvordan hun ser ud under tøjet -
vi ved, at de gamle og hengemte lig
stinker værre
end de, der har tørret i solen -
kom frem,
kom ud fra den lunkne og sure luft,
der er mættet med osen fra stjaalne kødben
og drivende tung
af spyttet fra hviskende læber
eller bliv derinde
og kvæl jer selv
i jeres egen giftige aande -
vi vil bruge jer,
vi strør jer ud paa vor magre jord
for at gøde de svage planter -
og naar engang vore frugter modnes,
er luften ren. -

bagefter

- med haarde støvlejærn
vil jeg træde
og dreje min staalhæl rundt -

- der sidder en kvinde og græder
paa en uredt seng -
igaar var lagenerne hvide og glatte,
igaar levede hendes barn -

- med haarde støvlejærn
vil jeg træde
og dreje min staalhæl rundt,
for at kvase det grinende fjæs
paa alle de syge timer,
der slæber sig paa klaprende krykker
bagefter -

- den gule slimede padde,
den vender sig under min hæl,
den yngler med brækket ryg -
den avler
en uendelig sort række nætter
og skrigende dødfødte dage
bagefter -

- der sidder en kvinde og græder -
igaar levede hendes barn -

atten aar

mand og kvinde -
sort firkantet sofa
med blege blomster -
det store lys er slukket -
en svag lampe brænder
gult -

de kysser hinanden
længe -
de knuger hinanden
haardt -
som om der var noget,
der ikke maatte være -

hun har bare skuldre -
bryster
igennem tyndt grønt tøj -
han piller kælent
ved underkjolen -
hun blir rød og alvorlig:
hvor det er svært at være
ung -

maa ikke -
tør ikke -
han kysser længe -
smiler:
det er der jo ikke noget at gøre ved -
hun sukker -

og saa var der ikke mere -

det

ikke den tanke,
at jeg endnu gaar paa stien -
at jeg endnu har den trygge bjærgvæg
ved min side -
at der gror blomster -
og at græsset dæmper skridtets haardhed-

at klippen udstraaler solens varme -
men
det, at jeg ved,
at jeg kan træde fejl -
at der er en afgrund -
at jeg maa gaa sikkert,
og at bjærgvæggen ved min side
rykker nærmere kanten, jo længere jeg naar-
at stien bliver haardere,
og skærverne skarpere -
at græsset blir gult,
naar jeg kommer nær solen.

til mine forældre

jeg blev ikke det, i ventede -
jeg blev alt det, i havde frygtet -
i lod mig vokse op
næret ved jeres afsavn.
i opdrog mig med skjulte taarer -
opdrog mig
til at leve jeres liv - fortsætte det -
skal jeg sige:
saadan levede i; i gjorde ret -
altsaa er det godt at leve saadan.
skal jeg?
eller skal jeg dræbe haabet i jer?
fortælle jer, at jeg ikke blev som i -
at min verden er en anden end jeres,
min glæde,
min smerte en anden end jeres -
vil i tro paa min tak til jer?
paa min tak til livet?
eller vil i sige:
han fik alt,
han tog alt af os,
og giver os intet tilbage,
andet end sorg og skuffelse.
jeg ved, i har ret, naar i siger det.
jeg tror, jeg har ret, naar jeg gaar til mit eget land.
men jeg gaar tøvende -
jeg gaar langsomt og tungt -
men jeg tror, jeg skal gaa.

prosa

- jeg synes, de fleste er kloge -
ikke saa glade, men kloge og betænksomme -

- jeg søger en ven -

- han skal gaa med mig i haanden,
- og han skal sige:
jeg ved heller ingenting - forstaar ingenting,
uden at her er smukt lige her - og der ligger
et væltet træ derhenne -
jeg kender ikke til "hvorfor" - ved ikke, hvad
noget er, uden at det er morsomt eller
kedeligt -
og han skal sige: jeg synes, der er meget smukt
og grimt i verden -
- meget andet skal han ikke gøre -

- saadan skal vi gaa -
med hinanden i haanden,
mens vi forsøger at se glade ud,
mens vi viser hinanden det morsomme, grimme,
kedelige
og skønne i verden -

graat

den graa jærnseng,
det graagrønne dæmpede lys
paa den matte graa dør nummer 14 -

med fingre i stram gulgraa hud
gir sygeplejersken mig mit pulver -
min bevidsthed flyder hen
i en tung ulden dis -

saa hører jeg gennem væggen
en pludselig stønnende graad
som et skrig der er sænket ned i vat,
indtil det overmægtige tryk
sprænger de tørre læber fra hinanden -

den tunge pulverdis sejler væk,
og jeg hører kun denne stædige hakkende graad
af og til afbrudt af et gurglende raab -

haarde skridt drøner i linoleumet paa gangen -
graaden hører op,
som naar en kontakt slaas fra -
en rystende klump i graa spændetrøje
bæres forbi uden for -

pulverdisen vælter sig atter ned paa min seng,
og alt, hvad jeg ved,
tynger som et tungt graat tæppe
paa mine øjne -

ro

de røde sole blir smaa og fjerne,
begæret synker sammen som et slattent gummidyr-
sammenklistrede lemmer løsner sig
langsomt bristende -
lykkelige smil med øjnene lukkede -
forsagte kys - ikke som opfordring,
men som: hvor var det dejligt -
haar stryges tilside -
kroppene skubber sig lidt,
saa ingen arme sover
og ingen bryster blir klemt -
nu vil jeg sove!
det vil jeg ogsaa!
alting kører baglæns ud i intet
som en kultraadslampe gløder, før den slukkes-

den store mand

han gaar og sparker
med kæmpeskridt
og træder saa haardt i jorden -
men græsset,
det rejser sig atter op,
hvor han satte sin store fod,
og jorden smiler, som intet var sket,
og blomsterne tænker paa andet -

han gaar og brøler,
med tordenstemme,
saa luften dirrer og skælver -
men skyerne
driver saa roligt forbi,
hvor tordenen rullede før,
og himlen smiler, som intet var sket,
og solen tænker paa andet -

det nye menneske

sandhed -
gnistrende hjærner -
de glasklare, blottende tanker
dræber det dumme og sløve
med snærtende haan -

styrke -
dirrende muskler,
holdt spændt af en benhaard vilje,
langt foran alle de andre -
hør, mængdens raab!

dans -
hvirvlende ben -
med slanke halse og hofter -
rytme, du hidser og dulmer -
se eros' smil!

gud -
blændende liv -
du nøgne og strenge men skønne,
lys gennem skørter og grums!
du giver os alt -

til en ung ven

ord -
det er sutten, som barnet faar, at det ikke skriger-

ord -
det er skøgen for den, som ingen elsker -
det er oldingens stol -

lav ikke livets friske brød til krummer,
at kastes for fremtidens pjuskede fugle -
blot dine unge tænder og bid til -
tag store mundfulde
og tak ingen -

lad havets haarde salte negle rive
i din hud,
at du maa mærke
livets glødende sol -

døden

hvorfor vi lever -
ja -
det hænder, at vi er saa glade, at vi synger -
maaske blir vi saa lykkelige, saa glade,
at vi engang stille gaar vores vej,
af angst for at vi ikke mer skal høre livets unge latter -

mænd

- antilopen vender sine store øjne ud i natten
mod steppens knitrende græs,
der forsigtigt rejser sig bag de sorte blanke klove -
- øjnene vender sig mod græsset,
hvor vinden og maanen drillende bygger antilopefjender,
og den flyver
med de sorte blanke klove trukket højt op under sig
over steppen,
mens angsten som en spore har sat sig paa den hvide hale -

- vi vil ikke, som antilopen,
lytte til maanegræssets leg med steppens vind og kalde tusmørket en overmægtig fjende -
- nej, som nøgne jægere
vil vi bruge mørket,
naar vi, paa ben, der skælver af tilbageholdt styrke,
lister over steppens græs,
som vore fødder trykker til jorden
med lange bløde skridt -

vore øjne
er ikke steppeantilopens store aabne fugleøjne,
der, stive af rædsel, ikke tør se bag sig -
- vore øjne skal være smalle skarpe ridser,
der skjuler
maanens forræderiske leg i regnbuehinden -
- vore øjne skal være smalle og skarpe
som knive, at skære med i mørket og byttet -

- vi kender steppen
og vi er ikke kaade drenge,
der sorgløst vugger frem i løse sadler
paa smaa trippende heste -
- vi kender steppen,
og vi kender vort bytte -
- vi ved, hvordan vi skal tvinge
vore ubændige muskler,
at antilopen ikke hører vore arbejdende pulse-

- vi er mænd -
vi ved, hvorfor tindingerne hamrer sig varme,
lige før vore lange knive skal skære -
- vi er mænd -
vi ved, at maanen, natten og modvinden
kun er til,
som vore knive,
for at tilfredsstille dagens brændende hunger -
at duggen kun falder,
for at svale vore kvinders hede blod,
mens vore skridt kryber over steppen -

dette ved vi,
for vi er mænd med laadne bringer *

,
blaaskyggede muskler og skarpe smalle øjne,
mænd med lydløse skridt
og kolde hjærner
og hurtige pulsslag -
- vi gør intet, uden at kende grunden,
og vi er stolte derover,
vi er mænd -

havnen

o, havn -
i din lange taalmodige nat
kommer vi,
mens vore skridt
slingrende glemmer havet
for dine gaders faste horisont -

i dit skød kaster vi,
med den riges stolte gestus
vore nærigt opsparede længsler,
vore nætters tænkte glæder -

med dine gavmilde hænders gaver
vækker du
vore, af søernes hamrende slag,
barmhjærtigt døvede tanker,
at vi aldrig maa glemme dig -

o, havn -
i dine lygters overbærende lys
hilser vi dagen
skraalende søvnige lovsange
til dit fede rolige vand -

til mit hoved

jeg er et barn,
der leger med sit legetøj -
mit legetøj:
en bold med øjne i -

jeg triller den
og kaster den mod væggen -
jeg klapper den
og smider den i vandet -

maaske tilsidst
mit legetøj blev ødelagt -
men legetøj
har aldrig holdt saa længe -

maaske tilsidst
jeg tabte det i græsset -
det har jeg glemt,
hvor det blev af tilsidst -

maaske engang
jeg finder det alligevel -
mit legetøj,
hvis det er helt endnu -

læreaar

vore nætter
druknede i vinens sang
og kvindernes skød -

vi haabede,
at kraften vilde komme til os
som en herreløs hund
og lægge sig ved vore fødder -

til nogle af os kom længselen -
den rev vore skæbner løs
og bandt dem som trofæer ved sit bælte -

hvorfor ikke

hvorfor er det ikke
som en lige og velholdt vej,
det hele?
uden for megen færdsel,
uden for meget støv og snavs?
hvorfor staar vi ikke
højt oppe,
for den ene ende
og ser huset, hvor vi skal hen?
uden at behøve at spørge,
hvad det er for et hus,
vi skal til,
og om det er smukt og værd at søges,
og om det er den rigtige vej,
vi gaar paa?
og hvorfor gaar vi ikke om morgenen,
ved solopgang,
naar vore lemmer endnu er friske,
og vi endnu tror, at vi kan naa hjem?
hvorfor ikke?

nat

om natten tvivler vi -

smaa svage mennesker
i store tomme huse -
der er for god plads om natten -
vi kan ikke fylde mørket
med kendte ting -

angsten
kryber som rotter
med lange kolde haler
frem af sorte huler -
angst for det intet,
som vi ikke kender,
ikke ved, er intet -

hvor er mennesker smaa
om natten -

skum

- barhovedet fiskede jeg langs klipperne -
solen dryssede glødende naale
i mit nøgne haar -

- naar stormen har splintret søerne
imod klipperne,
ligger skummet og gynger
som propper paa vandet,
som en løbende piges
korte varme aandedræt -

- barhovedet fiskede jeg langs klipperne -
havets tunge bryster
hævede og sænkede sig søvnigt -
jeg hørte ikke mere skummets bløde rytme,
saa ikke det lette vuggende skum -
jeg saa kød,
jeg saa hvide skuldre -
(solen brændte mit haar) -
blændende hvide, gyngende rygge -

- mine grove brune hænder
lukkede sig om aarerne,
jeg satte foden haardt imod toften -
baaden var nær klipperne -

men nu har jeg en hjærne -

- hvis jeg havde en hjærne,
med tusinde naalfine traade -
- hvis jeg havde en hjærne,
der var glat som et nypillet æg -
- men nu har jeg en hjærne,
der lige netop kan skimte
et lys paa en taaget himmel -
for stærk trods alt til at sove
i en fløjelsblød, vuggende nat -
for træt til at grave sig op
gennem angstens jord tunge lag -

efteraar

det regner - regner -
luften er graa og mælket,
gaderne vaade og kolde,
menneskene blege
og klamme som syge fugle,
jeg gaar og gaar,
men det bare regner,
haabløst -
himlen staar som en mørk mur
mellem os og solen
og varmen.
i husene
ruller folk gardinerne ned
og tænder lys -
paa gaden
slaar mændene kraven op
og staar stille,
saa at tøjet ikke rører ved kroppen-
det er efteraar.

humor

vilde til stjernerne op -
paa stjernerne er der lyst og svalt -
samlede al min kraft,
og jeg sprang saa det sang i verden-
stjernerne fløj mig i møde -
paa stjernerne er der lyst og svalt -
jeg naaede op og saa,
at jeg stod paa jorden og sang -

saltvand

vi leved' i dage
blandt dyngvaade, piskende sejl-
og sorte nætter
i mørke og væltende vand -

vi sled vore hænder til knogler
paa stenhaardt bidende tovværk-
og musklerne sloges fortvivlet
med armtykke, staalkolde kæder-
saa laa vi en time i dvale

som drivvaade, sitrende klude,
der drømte om kvinder og solskin
og skove og fredfyldt idyl -

saa blev vi slængt ud af de næste
til vandet og mørket igen -

inga

da jeg var ti aar,
gik jeg ved stranden
og spændte mine unge muskler
for dig, inga -
jeg vadede mellem sten -
jeg bar tunge kantede sten
til din havn, inga -
jeg med mine bare drengefødder
i det klare tangblomstrende vand -
og du sad og skrævede
med store øjne og faste runde knæ,
mens jeg byggede havn
til dine skibe, inga -
husker du din mors lange skygge paa vandet
og vore røde ansigter,
da vi var ti aar, inga -

lykke

- lykken -,
siger menneskene -
spiser sig mætte
og lægger sig to og to -

- lykke -,
klager de -
og forsøger at drømme sig mætte
og varme -

- lykke -,
raser menneskene -
og maddyngerne kravler
fra den ene side til den anden -

- gudinde -
giv mig kamp - :
sejr eller nederlag -,
og maaske ogsaa
lykke -

jeg bager brød

jeg bager store og haarde brød
til menneskene
med skarp og ram smag -
det er ikke for at de kan blive mætte-
det er for at de kan se,
at ogsaa andre
maa tvinge skarpe mundfulde ned,
der river som sand i tarmene
og som tænderne ikke kan knuse -
for at de kan glædes derved
og faa haarde kæber
at tygge med -

plan

- jeg vil bygge mig et hus -
jeg alene -
jeg skal selv bære stenene -
sveden skal springe som hede kilder
fra mine skuldre -
aarerne skal ligge som tusindaarige træer
paa min pande -
mit hus skal være stort og højt:
større og højere end alle andre -

- naar det engang staar færdigt:
tungt og mægtigt,
vil jeg sparke grundstenene bort
og lade etage efter etage rasle ned,
drønende som gletscherens hule skridt-

- tilsidst skal min latter
sætte sig som en lille nøgen unge
ovenpaa de rygende grusdynger
og grinende pille sig i næsen -

vers

jeg sang til min kære:
hvor er jeg glad!
jeg gik og skød mig,
i kval og pine -
hun takkede herren,
at jeg var glad -

jubel

jeg havde set saa meget stort og højt,
at jeg vilde løbe syngende gennem verden,
saa folk skulde vende sig om
og forstaa, hvad jeg vidste -

og jeg løb - syngende -
og folk vendte sig om,
men de forstod intet,
for der var ingen ord i min sang -
min mund fyldtes med jubel -

intet

- jeg sidder og læser - af og til ser jeg op - mine tanker ruller frem - langsomt og trægt - blødt som giftgas, der sugende stryger henad jorden -
- jeg har et eller andet lille saar - en ubetydelig skramme, der mærkes -
- nogle dage, sommetider ogsaa nætter, har jeg et saa brændingsbrusende begær - saadan et haab, der gør alt andet meningsløst -
- et magtbegær ....: det, jeg vil, blir saa afsindig kolossalt
- alt det, jeg maa eje af livet -
og her sidder jeg og læser - ryger en cigaret - drikker et glas vin - elsker en kvinde, jeg ikke elsker - og mit saar borer sig ind - og aabner sig igen som tanker -
- tanker af samme køn, der intet kan føde -

til en

- dig tør jeg ikke elske -
din store blødtfavnende kærlighed
lægger sig som olje
paa min ungdoms urolige hav -

- mens jeg endnu beruset sover
mellem dine vuggende lemmer,
tømmer du legende
mit kogger *

for pile -

- dig vil jeg ikke elske -
jeg vil se solen gennem brydende søer -
- til de haarde toner fra min bues streng
vil jeg gaa ud at jage livet -

generationer

ordene rakte sig
som beredvillige hænder imod os:
vent
se, i er unge,
se jeres smalle skuldre,
jeres ufærdige træk -
se livet staar undseeligt
som en fremmed blandt jer -
hør jeres tankers hurtige skridt,
naar de flygter for hinanden,
og vent -
lader i nu jeres ord
storme ud over verden,
for at splitte menneskenes ro,
i morgen vil i forgæves lokke dem tilbage-

vi tvivlede -

ideal

jeg er kun menneske,
men jeg skal engang
rive jordens bjerge op
og lade dem rasle
for ørerne af dem, der sover-
jeg er kun menneske,
men jeg skal engang
tage solen ned fra himlen
og lyse i alle mørke huller
med hvidt ubarmhjertigt lys -
jeg er kun menneske,
men jeg skal engang
stjæle gudernes lyn
og feje jorden ren for støv.

en tak

kære -,
jeg ved ikke, om dit sind bærer skjulte saar,
jeg kender ikke dine lyse og mørke timer,
ikke dine hverdage -,

men dine smil -

du tog min uro,
du gav hvile til mit søgende legeme -
af dig fik jeg arbejdets kraft tilbage - ,

og jeg fik dine smil
den nat -

medicin

at tegne arabesker af ord
er elskovskranke ynglinges trøst-

jeg vil hugge sten
og sove -

jeg knytter haanden i lommen
og skyder hatten i nakken,

og kunsten er atter skøn -

den eneste

- min elskede er skøn -
hun vækker med sin skønhed
min attraa's lurende tiger,
og tørrer fraaden af dens mund
med sin skønheds hænder -
- min elskede er stærk -
hun bader mine saarede lemmer
i sin latters stærke hav
og aander sine hede smil
paa mine frysende hænder -
- livet er min unge elskerinde -

- min elskede -
hun er en ung moder,
der længselsfuldt venter sit barn -
min elskede er en skøge -
stolt af sit nøgne legeme,
haaner hun verdens fattige begær -
hun har en nonnes svale øjne,
hendes smil er klosterhavens ro -
- livet er min unge elskerinde -

- jeg elsker en amazone -
der drypper blod fra hendes hests hove -
jeg er hendes træl,
der i snærende tøjler følger hendes rasende ridt-
jeg lytter med straalende øjne
til hendes metalskarpe trodsige raab -
jeg følger min elskede,
indtil solen engang gaar ned,
beskæmmet af glansen
fra hendes kobberrøde syngende spyd -

spinoza

paa dit skarpe tuberkuløse ansigt
laa visdommens ro i vemodige smil -

din godhed
var din races hjælpsomme humor
trænet under inkvisitionens bedske kærtegn-

din tro
havde klarhedens styrke
og forstaaelsens mildhed -

fröding

din stille latter
gjorde andres nagende synder
og forspildte liv
til munter dans paa solgrønne enge-

jeg ser den fortvivlede kamp,
som rev dit eget sind i laser - ,

og jeg tier -

vi er mennesker
hvorfor bebrejde hinanden,
at vi ikke er andet -

digte omkring "det nøgne menneske"

en lykkelig dag

i dag er det en lykkelig dag -
jeg har faaet et nyt slips af gud.
det er rødt og jeg binder det i en stor knude,
en fugl har skidt paa min nye frakke,
paa den højre skulder
paa min grønne frakke,
ja, det er en lykkelig dag.
den var sort, før den blev ny og grøn.
det betyder lykke, saadan noget,
som det med fuglen og slipset. -
jeg blir berømt i dag, sikkert;
det regner, men jeg sidder her
med sort og stærk kaffe -
iskoldt vand og pive
foran mig. -
en lykkelig dag,
med fugle, slips og regnvejr
og kaffe, berømmelse og iskoldt vand,
ja, det er underligt.

underlige farver

saa underlige farver
har jorden
og menneskene -
min hjærne ligger paa en klar sky -
men den ser ikke mig
og min underlige færden -
der i lyset hviler den
og smiler
og forstaar -
men jeg mærker ikke dens smil
og ved ikke, hvad den forstaar -
jeg synes
jorden har saa underlige farver.

jeg har to frakker

jeg har to frakker,
som jeg skifter med -
af elefanthud er den ene,
af sommerfuglens skind den anden.

den første er for graavejr,
og for krigstid;
i slagsmaal,
og blandt onde ord
jeg gaar i elefanthud.

og solskin er det bedste,
for sommerfuglefrakken -
naar jeg er blandt venner,
i tryghed og i ro,
saa blotter jeg mit indre
igennem flor og vinger.

kun een fejl har de begge
ellers saa gode frakker:
jeg ikke selv bestemmer,
naar jeg vil skifte dem.

en borgers livshymne

livet -:

først kommer ungdommen,
som er vore forældres,
og som vi bruger vore barneaar
med at glæde os til -

saa kommer arbejdet,
som kan være kedeligt,
men som er sin egen løn
det er det! -

tilsidst kommer døden,
som vi har lov til
at tro alt om,
hvis vi vil -

tak -

simon begynder MCMXXXIII

I.

peter den stores udenrigspolitik

torsdag morgen klokken ti minutter i ni - simon, sytten aar gammel, gaar ind og sætter sig paa sin plads i tredie gymnasieklasse -

første time dansk, næste time latin, saa spisefrikvarter - en anden trediegymnasielev til simon "hvorfor er du ikke barberet i dag?"

simon som om det var slutkonklusionen i et filosofisk system "fordi der ikke findes nogen barber for øjeblikket, der er god nok" han gaar langsomt sin vej - tredie time historie -

"vil jørgen petersen klarlægge retningslinierne i peter den stores udenrigspolitik!" "peter den store regerede i rusland fra aaret..."

"jørgen petersen sæt dem ned" - "simon vil de prøve paa at gøre rede for peter den stores udenrigspolitik!"

simon retter paa sig, synligt overrasket - efter at have betænkt sig et øjeblik "nej" - simon ser rolig og glad ud, men han ser hverken paa læreren eller paa klassen -

læreren bekæmper energisk sin overraskelse og siger i næsten samme tonefald som før "vil simon være saa venlig at gøre rede for peter den stores udenrigspolitik!"

simon smiler venligt men lidt irriteret "nej" - læreren forvandler hurtigt sin overraskelse til arrigskab - de andre griner fornøjet som et filmspublikum, der opdager, at skurken i virkeligheden er helt - "vil simon være saa venlig at forlade klassen"

simon rejsende sig "ja" - læreren "og desuden være saa venlig at henvende sig hos rektor"

simon bukker venligt for læreren, mens han ser paa klassen, der stadig ligner et filmspublikum, men nu et, der roligt og tilfreds venter paa den almindelige elskovssceneafslutning - i simons ører "... henvende sig til rektor... være saa venlig ..."

"nej" simon lukker diskret døren efter sig og gaar ned paa gaden -

depression

en maaned efter -

simon ligger i sengen "jeg gik mig en tur, hr. overlæge, det var egentlig det hele - jeg havde siddet ned i elleve aar, og saa gik jeg en tur"

overlægen "jeg anser dem aldeles ikke for utilregnelig - de er bare overnervøs, og jeg er jo nødt til at kende aarsagen til denne depression for at kunne hjælpe dem" overlægens ansigt siger: "jeg hører paa alt, hvad de siger - jeg tager det ikke som faktiske oplysninger, men som udslag af deres nervøsitet - jeg har treogtyve aars øvelse i overbærenhed - jeg er meget objektiv"

simon, som om han talte til et lille barn "jeg gik en tur, og jeg er ikke særlig deprimeret - aarsagen, til at jeg gik, var. at jeg syntes, jeg trængte til at gaa"

overlægen "jeg tror, jeg forstaar dem (han klapper simon paa haanden) traf de nogen kvinder i berlin?"

simon svarer ikke (selv gode fædre blir til sidst trætte af at besvare alle de spørgsmaal, som deres begavede børn stiller - trods alt)

"de trænger til ro den første tid, og saa maa de se at faa deres studentereksamen - de er jo velbegavet, og det vil sikkert sætte deres humør op"

simon keder sig synligt "ja ja ja"

overlægen indtrængende men fuldstændig behersket "om ikke andet saa for deres mors skyld, som har arbejdet og opofret sig for at de skulde kunne faa den eksamen - hun var hos mig i dag, og hun græd, hører de, græd" overlægen rejser sig fra sengekanten og retter sig op - inden i simon "to gange er for lidt, græd, græd, græd, græd, jeg vil aldrig sætte mig ned igen" overlægen vender sig i døren "og saa synes de pludselig det er kedeligt og tager i stedet for til berlin og gaar tur, som de siger - det drejer sig dog kun om fem maaneder, saa er de student og færdig med skolen"

simon rejser sig op i sengen som en, der har set sig rasende paa verdens højeste bjærg "nej seks maaneder"

"frue, deres søn er et meget vanskeligt barn, ja han er jo ogsaa ved at være voksen, og den overgang er jo tit besværlig - men de maa bare endelig ikke tro, at deres søn er et daarligt menneske eller et defekt menneske, han er bare en vanskelig dreng - fjorten dages fred og ro her, og han vil være lige saa sund og normal som hvilken som helst af hans kammerater"

"men hr. overlæge, jeg forstaar det slet ikke, saadan som min mand og jeg har passet paa ham, jeg synes ikke vi har fortjent det af ham, saadan som vi har prøvet paa at gøre det godt for ham paa alle maader - bare han ikke har været sammen med daarlige mennesker i disse ulyksalige dage - hr. overlæge, de tror vel ikke, han har været hos kvinder dernede i berlin, han havde jo ingen penge da han kom tilbage"

"jeg har paa grundlag af mine samtaler med deres søn faaet det indtryk, at han er alt for tilbageholdende og indesluttet til noget saadant skulde være sandsynligt, og med hensyn til deres søns eksamen, tror jeg, jeg allerede nu kan berolige dem, frue - deres søn skal bare have ro, men nu skal jeg tale med ham igen i morgen, de maa bare ikke være nervøs frue"

simon i sengen, ivrigt "er en maaned kort eller lang tid, frk. mortensen?"

hun smiler nyvasket med hele kroppen "det kommer vel an paa, hvordan man tar det"

simon "ja det tænkte jeg ogsaa"

"frøken mortensen, tror de, jeg er klogere end overlægen?"

"nu gaar jeg, saa skal de være rolig og ligge ned" simon, idet han lægger sig tilbage i sengen "kan de sige mig, hvorfor jeg ikke skulde ville være student?"

"nej det kan jeg virkelig ikke"

simon er træt og trænger aabenbart til ro "kan man være deprimeret, uden at mærke det?"

frk. mortensen smiler intelligent og kort "god nat"

et aar

den 29 juni blev simon student, ligesom de fleste af hans klassekammerater - efter 3 maaneders sommerferie begyndte han at studere jura og et halvt aar efter fik han ug til filosofikum -

studenterforeningen lørdag aften -

simon staar i døren ind til salen - hvis han keder sig, viser han det i alt fald ikke særlig tydeligt - han blir skubbet af de ophedede par, der kommer ud og af de endnu ikke ophedede par, der vil ind og danse og af de let forventningsfulde og de let skuffede, der søgende gaar frem og tilbage mellem salen og trappen -

"gir du en bajer, simon?"

en anden student "gi en bajer, simon"

en tredie student "gi en bajer"

simon ser op, som om han havde hørt noget forbavsende dumt -

"simon, kender du hende der med det sorte haar og den lyserøde kjole?"

"simon, ved du hvad hun hedder, hende der staar og snakker med ham i kjole?"

"hun er vel nok flot, hvad simon, hende der danser med ham den lange"

simon eftertænksomt "ja, det stod jeg netop og tænkte paa" han gaar hen og bukker for en meget smuk dame med tre kavallerer, danser en dans med hende, sjusket og uden at sige et ord -

paa trappen lidt senere "der har vi simon - gaar du allerede?" "hov, du simon, du gaar vel ikke?"

"gaar du simon? - du ka' vel gi' en bajer først"

simon, stud. jur., gaar hjem gennem strøget, og kigger søvnigt paa luderne og det andet, der er paa gaden efter 12 - simon skal op til filosofikum om 3 uger - der er god tid -

en anden lørdag

studenterforeningen efter et eller andet foredrag - simon danser - hun er lille og spids - spids stemme, spids hage, spidse knæ - simon ser afvekslende paa hendes hage og et eller andet sted hen udenfor bygningen - "studerer de?" "nej, jeg er paa kontor" "har de taget filosofikum?" "ja - det var meget interessant, synes de ikke?" "kolossalt"

den spidse "hvad studerer de?" et øjeblik mindre spids "for jeg kan se paa dem, at de studerer et eller andet" simon vilde svare "spørg min far eller en af mine kammerater - spidse knæ er ogsaa knæ - jeg studerer sgu ikke jura" - som om det var en højst tvivlsom kompliment til den spidse "jeg studerer jura" - hun blir atter lidt mindre spids - hendes øjne er runde og oljérede - "hvorfor studerer de netop jura? forresten - det maa da være vanvittigt interessant" - simon samler sin toga sammen om sig, ligesom høfligt beklagende sin egen faktiske overlegenhed "frøken - hvis der engang skulde ske det med mig, at jeg blev forelsket ud over alle grænser i verdens skønneste kvinde, saa kunde det være ganske sjov at sige: cand. jur. simon - 13000 aarl. - ikke?"

inden i simon "fy for den lede og alle hans smaa halvstegte undersaatter - tornerose var et vakkert barn, hvis hun bare ikke havde sovet"

til den spidse "de danser glimrende - ved de det selv? tak for dansen"

- hvis hun bare ikke havde sovet - og haft spids hage - og spids stemme - og spidse knæ - og dumme oljérede øjne - men selvfølgeligt, hun havde jo kønnet - simon gaar hen og sætter sig paa en stol og ser, at klokken er halv et, og at den spidse danser med en herre, og at hun danser daarligt - men selvfølgeligt, hun danser jo med kønnet -

omtrent midt paa gulvet staar en pige med 4-5 herrer omkring sig - hun har overbid og en stemme, der er som meget lyst og meget rent haar - hun ler meget - simon rejser sig hurtigt og gaar ind mellem herrerne og spør hende, om hun vil danse med ham - hun svarer ja, som om, det var dette, at danse med simon, hun egentlig var kommet for og havde ventet paa hele aftenen - de danser to gange, saa kommer de 4 eller 5 herrer og danser med hende i en rækkefølge, som aabenbart er bestemt for længe siden, og hvis anvendelighed er sikkert godtgjort - det viser sig, at hun hedder inga, og at hendes telefonnummer er 1515 - simon gaar hjem og tænker paa disse ting og paa, at der nu kun er fjorten dage til filosofikum, og at der stadig er god tid -

den næste eftermiddag ringer simon hende op - og de gaar paa glyptoteket sammen -

aften

to løveunger - to rovdyrunger leger paa en uendelig solsitrende steppe - ingen lyd - fire træer staar eller ligger forudbestemt over luften - det ene tæt ved - tre sortgrønne kroner langt borte eller ingensteds - som billeder, fordi de skal være der - to gamle hviler som en trægtflydende masse i det haarde græs - de ser alvise med smalle øjne mod solen fra den gennemsigtige skygge - deres hvile garanterer mod enhver fare - to unger - lange hop - sammenspændte kolbøtter - kløerne har de aldrig haft brug for - de fine rødstribede spidser er krøbet højt op i de tjattende poter - som skinnende fluer summer deres sagte snerren langs jorden - sletten med den flade solvarmede horisont - ingen fare - langsomt vælter de om paa siden som tunge puder - springer lige op - skindet krøller sig sammen og strækkes stramt ud - dirrende - rent og tørt - et øjeblik blir legen pludselig doven - med et smelter solen ud til en stribe - de gamle sover - de vrider sig knasende og sukker langt borte - de to vælter sig rundt paa den endnu varme jord - i den bløde kælne luft - de har ingen alder - mørket er ikke farligt -

inga slukker lyset med en lang armbevægelse - strækker skulderen samtidigt - simon rusker i hendes rene tørre

haar - hvor er du dejlig -
inga sagte, meget sagte: ja -
en halv time efter sover hun -
og simon gaar tidligt hjem -

mikael

mikael venter besøg - han ikke alene venter besøg klokken halv otte, men han forbereder modtagelsen af en, der skal komme klokken halv otte - der er ikke særlig rent i mikaels værelse - der er i alt fald ikke gjort rent den dag - der er heller ikke særligt ordentligt, og værelset er heller ikke gjort fint paa nogen særlig maade, der ligger pibeaske i alle askebægerne -

men hvis han, der i sin tid havde konstrueret mikael, da han for enogtyve aar siden blev lavet, nu havde staaet og betragtet dette værelse og dets beboer, vilde han med tilfredshed have kunnet konstatere, at anordningen, mikael, fungerede upaaklageligt efter konstruktionsplanen - værelset med bord, stol, bogreol og papir og bøger meddeler og skal meddele, at her bor mikael og kun mikael - mikael, der netop er mikael -

klokken halv otte kommer else - banker paa døren, gaar ind, sætter sig tavs og smilende paa divanen og ser bekymret tankefuldt paa mikaels ryg og sorte nakkehaar - hun har kendt ham i fire aar og kendt ham paa de fleste af de maader, else er i stand til at kende mennesker, ikke blot mænd -

hun siger ingenting, og mikael stopper en pibe og tænder den - "vil du se nogle nye digte - jeg tror de er gode - ?" hun kigger smilende i manuskripterne - med et smil nøjagtigt mage til det, hvormed hun før havde betragtet mikaels ryg - "ja" hun rækker ham bladene tilbage - "hvad synes du? det er ikke mig, der har skrevet dem - det er en, jeg har opdaget"

ordet opdaget blev udtalt tvivlende ironisk, men saadan at tilhøreren skulde anse ironien for overflødig og selv uskadeliggøre den -

else tænker "mikael har opdaget ham" - hun siger "ja, de er gode" - lidt efter "mikael" -

han vender sig om med den tændte pibe i munden - saa gaar han hen og sætter sig ved siden af hende - han gør det langsomt og ligesom let irriteret - som om han var blevet mindet om noget, han uhyre længe havde tænkt at gøre, naar han ansaa tidspunktet inde - nu var han blevet mindet om det, mens han endnu var i færd med at anse - han sætter sig ved siden af hende, lægger armen om hende og kysser hende - langsomt og ligesom let irriteret - hendes øjne straaler og hendes mund ber -

else ser saadan ud, at mange mænd finder paa at vende sig om efter hende paa gaden - og hun ved, at hun ikke behøver at sidde alene, naar hun er ude, hvis hun ikke selv vil - men det er noget andet med mikael - hun ved, at han er kræsen - og mikael, han havde for omtrent tre aar siden lagt mærke til, at han havde faaet lavet en kopi af mikael, der spadserede rundt inde i elses hoved, og som var kræsen - d. v. s. han er udmærket klar over, at han egentlig ikke behøver at konstatere det, for paa en vis maade er han jo kræsen -

hun ved ogsaa, at han elsker hende, og hun ved, at hun helst skal smile først eller sige "mikael" eller "kom" eller hun skal bare se paa ham ængsteligt og bekymret - men hun ved ikke, hvorfor hun altid skal et eller andet først -

mikael syntes, det var mindst anstrengende, naar man aldrig risikerede at anse det rigtige øjeblik inde, uden at det ogsaa var inde - derfor sætter han saa stor pris paa, at else gør et eller andet, saa at han ved, nu kan du roligt anse tiden moden for handling -

desuden var det saa heldigt, at tiden næsten altid forekom mikael moden, naar han bare var sikker paa, at else, eller hvem det nu var, ogsaa syntes det -

else elsker ham mest af den grund -

"skal vi saa gaa?"

else "hvorhen?"

"bare et sted hen, hvor man kan sidde uden at betale, og hvor der er vin og musik"

mikael tar langsomt, med rolige og smukke bevægelser frakken paa og sætter hatten paa plads over det sorte haar -

inga tænker

"jeg er nu treogtyve aar -

og jeg elsker ham -, elsker simon -

han tænker ikke -, ikke saadan -

og han er nitten aar - og han elsker mig -"

hun blir urolig - hun mærker, hvor hendes tanker fører hende hen -

som en stor tyk kvinde fører en lille hund - hun har været der mange gange før - "ja - jo, han gør - i dag - givet ogsaa i morgen - ogsaa i overmorgen - og om en maaned" hun smiler - hun synes, en maaned er dejligt længe - og den maaned er jo heller ikke begyndt endnu - "om fire aar har simon sin eksamen"

munden er holdt op med at smile, og øjnene ser opad -

"om fire aar -

hvis det gaar, som det skal -

om fire aar er jeg syvogtyve aar - tredive -" hun kaster et blik hen paa spejlet, hvor hun kun ser den modsatte væg af værelset, som om hun der kunde se, hvordan hun vil se ud, naar hun er ... - om fire aar -

hun sparker med foden - korte og hurtige spark - "nej - jeg ved ikke noget om, hvordan med simon om fire aar -" en ny række spark med foden - "nej, jeg ved det ikke -" foden blir rolig - "ikke bestemt -"

hun sætter fortænderne ned i underlæben, ligesom man lægger albuerne tilrette paa et bord eller et armlæn - "og hvis - hvis han ikke elsker mig til den tid - og selv om han elsker mig om fire aar, og han saa ikke vil..." hun trykker tænderne ned i læben - hun skammer sig ved at tænke ordet tydeligt og bevidst - men det kommer - "hvis han nu elsker mig og alligevel ikke..." hun skammer sig et øjeblik endnu - "... vil gifte sig"

nu strømmer tankerne af sted som en bunke tømmer i en elv, naar den lægte, der stoppede det hele, er kommet løs - "simon - han klarer sig altid -" hun finder forskellen, med hensyn til chancer, mellem for gamle kvinder og for gamle mænd, kolossal -

"aah - en mand kan godt blive halvtreds aar, uden at det gør noget" -

"men" hun gir divanen et dundrende knytnæveslag "jeg elsker ham jo -"

punktum -

inga vrider sig længe paa divanen, uden at tænke videre - hun ligesom kører den samme film om og om igen for at lære hver enkelt scene - det er lettere saadan - til sidst er hun lige ved at falde i søvn - saa kommer der et nyt billede - en scene, hun ikke kender - hendes øjne er klare og vaagne i mørket - "og saa denne mikael, som vil have ham til at skrive digte - han har jo sin eksamen - denne mikael - denne lille overkloge kunstmaler - simon skal jo have sin eksamen om fire aar -"

filmen fortsætter med de kendte billeder og ender i et suk og nogle lange sukkende aandedrag, der glider over i snusen og brat afbrydes af et vækkeur klokken syv -

stud. jur. simon

simon sidder i sit værelse med lærebøgerne opslaaede foran sig - han læser ikke - han fører krig -

han afleverer dolkestød og geværangreb, der vilde have gjort hans forældre tusind gange mere bange, hvis de havde kunnet høre dem, end de i forvejen var -

og have bekræftet de anelser, der holdt inga vaagen og fik hende til at se ud, som om hun ikke fik frisk luft nok -

og dog er det ikke ingas smil og forældrenes uro, han angriber -

han læser for syvende gang et digt, han har skrevet, som mikael endnu ikke har faaet lov at udtale sig om - han synes, han blir stærk af det, at hans udfald blir effektivere

- han hvisker det frem, som om det udelukkende bestod af uartige ord og dødelige fornærmelser -

"mit sind var en mark,
hvori fødder traadte sig spor,
og vindene kastede alle slags frø -,
en mark,
i hvilken vel altid noget groede
af det, der blev saaet -,
om hvilken ingen spurgte,
hvad der engang skulde høstes -

fødder har danset,
og vindene har saaet -
nu er mit sind en vaabensmedie,
hvorfra svært bevæbnede mænd rider ud,
og hvortil de vender tilbage
med brækkede skjolde og stolte øjne -"

han rejser sig op og gaar frem og tilbage i værelset - "gaa - ikke sidde - ikke sidde - er det det værd - altsam- men? at stryge ti aar bort, for at ende som kontorchef med højst tre børn og sikker pension - hvorfor er de ti aar mindre værd, end de ti aar, der kommer efter - er jeg, jeg, jeg, jeg ikke mere værd... er noget offer for stort, hvis jeg kan blive den jeg vil være, for at jeg kan vedkende mig mig selv?" simon gaar hurtigere - han ser paa grammofonen, som en feltherre ser sine soldater plyndre en erobret by - stolt - han spørger ikke: hvem er det -, hvad er det, jeg skal være for at være den, jeg vil - simon spørger slet ikke - det er ikke svar han søger - simon vil erobre sig selv - efter hver kamp er han sejrer - og hver aften gaar han frem og tilbage i sit værelse -

han sætter sig ned og begynder at læse - som en arbejdsmand, der slaar skærver lige før fyraften - en halv time - "hvorfor -" han ser paa bogen, som om det var en udtraadt skruptudse - "satan - der er saa mange ting, jeg maa vide først - jeg maa være færdig med først -" simon er nitten aar - og klokken er et -

hans forældre: arbejdet! det har hjulpet os gennem alt - hvad havde vi været uden vort arbejde - og hvad havde du selv været, hvis vi ikke havde arbejdet - (ærkeenglen gabriel taler fra raadhustaarnet) arbejd! og du vil finde dig selv, og du vil faa ro i dit sind -

hans far som fader og hans mor som moder:

du er ung - og vi har levet et helt liv - hvordan skulde du kunne forstaa, hvad vi har behøvet et halvt aarhundrede til at lære -

i simon: et helt liv - gaudeamus igitur -

hans mor lukker døren op - "hvorfor gaar du dog ikke i seng, simon - klokken er over et -" simon trækker paa skuldrene -

med ryggen til moren: (hvorfor gaar du dog ikke i seng) "naar jeg ved det, gaar jeg i seng" - hun ryster paa hovedet og lukker døren forsigtigt -

og inga:

"elsker du mig?" og han vil kysse hende og sige: hvorfor spør du, du ved det jo - og hun vil saa kysse ham - og han vil gaa fra hende og spørge sig: hvad skal jeg gøre? elsker jeg hende? og han vil svare paa det sidste spørgsmaal og tro, at han saa har besvaret det første ogsaa - indtil næste gang - "jeg maa tale med mikael i morgen" han begynder at klæde sig af -

han kunde selvfølgelig gaa ud og drikke sig fuld med sine venner - men det vilde kun gøre det værre, hvis han ikke blev døddrukken -

han vilde komme hjem hen paa morgenen og finde lys i sin mors værelse, og hun vilde sidde der og bare se paa ham med sine af nattevaagen og overanstrængelse udspilede øjne - og maaske fortælle ham med træt og haabløs stemme, hvad hans far havde sagt, før han gik i seng, at saalænge han boede hjemme - hos dem - og levede af dem og morede sig og studerede for deres penge, saa kunde han vel i alt fald tage noget hensyn til dem, om ikke som forældre, saa dog som arbejdere, der arbejder for en, og som man skylder respekt -

saa vilde hun selv maaske tilføje, som hun havde gjort det alle de andre gange: ja, vi forstaar dig ikke, simon, og jeg i alt fald gør, hvad jeg kan for at forstaa dig, hvor fremmed det, du nu gør, det liv, du nu fører, end er os -, ogsaa mig - men jeg kan snart ikke mere - prøve og mislykkes - jeg kan snart heller ikke mere glatte over og glatte over, naar din far er vred - han har jo ogsaa ret, saadan, som han forstaar det -

simon gaar i seng og sover til langt ud paa formiddagen -

han har lært sig at sove -

simon tænker jo ikke -

ikke saadan -

mikael gaar

mikael og simon i vinhuset -

et langt bord med kaffekopper og vinglas i mængde men yderst faa karafler og kander -

mikael og simon og fem-seks andre -

mikael snakker med den berømte italienske maler - saadan

at udenforstaaende maa faa indtryk af, at mikael ganske vist er mikael, men at han samtidig er den berømte af de to - - aase til simon - i fortrolighed "kan du se ham, der gaar der -, han er homoseksuel" hun nikker med hoved og mund som for at tilføje: det er han! - simon kaster et blik paa den omtalte "ja" -

aase er let fornærmet "ja -, siger du - er det, fordi du kan se ham, eller fordi du ogsaa tror, han er homoseksuel?" simon er urovækkende nær ved at være overanstrængt "jeg kender ham ikke - skal jeg faa undersøgt, om han er homoseksuel?" han smiler venligt til aase - hun prøver først resolut at vende ryggen til ham -

paa hendes anden side sidder ulykkeligvis ikke den kendte forfatter, men hans kone - saa skynder hun sig at skænke simon et par smil, duftende af kvindehaar og hængende haver - simon stopper pibe -

mikael har afsluttet samtalen med italieneren - han kigger negligerende paa hver enkelt - han er træt i aften - "gode gud, hvor jeg kender dem, simon skal vi gaa?" det er mere end en forespørgsel - "vi kan jo gaa en tur" -

simon hviler sig - han er bange for at gaa - "ikke endnu - vent bare et øjeblik" mikael sætter sig ned - saa rejser han sig op igen "nej nu gaar jeg - gaar du med? -" "vent dog lidt"

- mikael gaar -

for en gangs skyld -

mikael er alene -

gulvet i hans værelse er fire meter langt og tre meter bredt - mikael har vandret op og ned ad dette gulv i to timer nu - timer, der ikke bestaar af tres smaa hoppende minutter - men timer, hvor hans egne vandrende fødder for hvert skridt sparker et lille rødt foster foran sig, der intet siger og gør, kun vrider sig -

denne lille haabløse klat kød, hvori nerverne kravler rundt som maddiker, er mikael uden anskuelser, der intet kan betyde for ham, uden kunst -, den mikael, som hele hans kraft i aar forgæves har arbejdet paa at faa gemt og pakket ind - og paa hver dragt, som hans hjærne væver til denne sviende klump, vokser maddikerne, der fylder den ud, sig stadig flere og federe -

mikael er intelligent - de fleste kender kun den mikael, han ønsker at servere for dem -

simons venner

simon staar paa gaden - paa hjørnet - overfor kontorbygningen -

med fødderne nede i trafikken, og hans øjne lukker porten op og i -, gir hver enkelt kontordame cyklen i haanden - porten gaar op og i mange gange - klokken er ti minutter over -

en sporvogn tar porten og kontordamerne væk - den kører igen - et kvarter over fire - han vender ryggen til porten - moderne uldslips til 1.85 bag glasruden - i ruden ser han kontordamer cykle bort - inga -

simon ler over hele ansigtet - inga smiler -, for at se glad ud -

der er noget - jo der er - "er du træt, inga?" "ikke særlig"

der er noget - alligevel - de gaar lidt, uden at sige noget - med hver sit ansigt - "er du ked af det i dag?" inga smiler - men hun kan ikke bluffe - "skal vi ikke gaa en tur, simon?" hun opgir at smile - "der er noget, jeg vil sige dig" hun har en rød plet under hvert øje - det faar hun, naar hun er nervøs -, selv om det ikke er meget - hun ser tungt paa ham - "hvor skal du hen i aften?" han er forbavset - og han er glad for, at han er det - han tror, han ved, hvad hun mener -, hvordan hun mener det -

hvad fan'en mener hun? jeg ved det ikke - hvor jeg skal hen i aften - "hvad mener du?"

inga ser hans ansigt - hun kan godt lide, at han ikke vil være ved, at han forstaar - hun siger ingenting - "inga, hvad mener du med det? - hvor jeg skal hen?" -saa kommer det - "du ved det jo godt - jeg kan jo ikke - saadan hver aften - jeg skal jo passe kontoret - du kan jo sove hele dagen, hvis du vil - jeg kan ikke være oppe hver aften til et, to-tiden, naar jeg skal op klokken syv -"

simon ser først ud som en skoledreng der er hos rektor - efterhaanden, som han bliver helt sikker paa, hvor hun vil hen, ligner han mere og mere en fyrste, der naadigt paahører folkets sædvanlige klager - "det forstaar jeg da godt" "og hvad er det saa for nogle underlige mindreværdige personer - i sidder der og hænger hver aften med jeres vin og jeres bohême-snobberi -"

"inga, lad nu vær' og græd' - jeg forstaar godt, hvad du mener -"

inga faar taarer i øjnene -

"og saa bare fordi jeg skal op, skal jeg sidde alene hver aften - det er jo ikke derfor, simon, men de ødelægger dig - du kan jo heller ikke passe dine forelæsninger, og hvad du har, naar du er ude hver aften -"

hun smiler et sekund "vel? - og du faar saa mange underlige teorier -, som du slet ikke mener - det kan være meget godt for saadan nogle - som denneher mikael og alle dem -" hun smiler igen

"du er jo meget bedre, simon -"

simon er stadig fyrste -, men en yderst velvillig fyrste -

inga tar ham under armen - "simon i aften skal vi være sammen helt alene"

fyrsten nikker yderst velvilligt -

"ikke, simon?"

"jo" det kommer med et smæld, som naar man lukker en bog i -

om aftenen -

inga er lykkelig - simon er der -

men bagved hendes glæde patruljerer tankerne:

det er kun een aften - hvad vil han helst? - hvis det skulde være hver aften? jeg elsker ham - aah -, disse hans saakaldte

venner -"

simon gaar hjem med en slags god samvittighed -

"ja, selvfølgelig var hun glad for det - men det er sgu ikke det -

naar jeg har lyst til at tale med de mennesker -

det er jo slet ikke det -, hvor jeg er -

det kommer da ikke det ved, hvorvidt jeg elsker hende eller ej, at jeg taler med mikael og drikker vin - tror hun da ikke, jeg elsker hende -"

"hun er bare lidt skinsyg - forresten vidste jeg godt, at hun ikke kunde lide mig -"

mikael rynker panden "det er da ogsaa forbandet, at jeg ikke kan huske, hvad han derhenne hedder - det var ham, der ga' al den vin den aften nede i vinhuset"

simon ser paa sin kaffekop - den er næsten fuld -

fremtid

man kan altid faa det bedre - man sidder vel aldrig sikkert nok -

angst -

er det nødvendigt at slide og slæbe saa forfærdeligt haardt mer - nu

vi er begge over halvtreds - vi har det jo lige saa godt, som de fleste - og bedre, end mange, mange - ja, de - de har jo ingen børn - de kan sagtens tale - at vi skal nyde livet - skaffe os glæde for alle de aar, vi har arbejdet - det gaar jo ikke -

til næste aar, maaske - naar sven er blevet student -

lad os nu se gertrud gift først -

og børnene -

de begynder at mærke det - nogle gør det - enkelte - de indaander familieangsten -, faar den som krydderi ved maaltiderne -

og som en egen duft bliver den hængende i tøjet - og de lærer at læse i forældrenes ansigter -

en angst, der ligner vilddyrs vanvidsrædsel for mørket - de lærer at tyde denne duft -

de lytter til samtaler bag lukkede døre -, tonen i de lavmælte stemmer -

fattigdom - opløsning - det, som ikke kan overskues - beregnes - fremtiden -

"gode gud, tag du denne dag og den næste ogsaa, og giv os sikkerhed - tag mætheden i dag og søvnen i nat - og giv os sikkerhed - gode gud lad jernbaneskinnerne altid, i al evighed, være paralelle, lad dem aldrig mødes, som vore øjne vil faa os til at tro - vi giver dig, du barmhjærtige vore dage - giv du os saa aaret - tag morgenen og lov os aftenen -"

gud er en naadig gud - han tager gerne dagene og morgenen -

"de ved jo ikke, disse mennesker, at aaret aldrig kommer, at aftenen altid vil have en dag foran sig - mine børn -, jeres bøn er hørt -"

" ... ja, han har altid været saadan - lige fra han var ganske lille -

et farligt barn - men begavet er han vel ogsaa - saadan"

"naah, det gaar nok, skal de se - han er jo kun nitten aar -

der kan ske saa meget -"

"ja, gud ske tak og lov for at baade min mand og jeg har

vort arbejde - det hjælper meget -"

hvorfor er man saadan?

"simon, passer du dit arbejde? hvorfor gør du ikke det? -"

"mit arbejde? - mit? - mit - har jeg et arbejde, der er mit?"

"simon, vær nu fornuftig!"

"nej"

"simon, hvorfor er du saadan?"

"det ved jeg snart" "aah -, simon" "ja"

- snart -

elskov

"vil du ha' et æble?"

"nej tak"

"en appelsin?" hun holder skaalen nærmere -

"nej tak"

"hvad vil du da ha', simon? - et kys?"

"nej tak - ikke nu"

inga forstaar ikke - han er saa underlig - hun sætter sig tæt

hen til ham - hun forstaar maaske alligevel -

simon pludseligt

"jeg vil se dig nøgen -"

hun ved, hvad hun vil svare - hun har vidst det længe - før

hun egentlig havde brug for at vide det -

simon ser sur ud - "inga - tag tøjet af - -"

sagte "nu -"

hun er varm i ansigtet - hun fanger hans øjne -

"simon, forstaar du det? saadan rigtigt?"

sagligt "du skal være forsigtig - for mig, simon, er det jo farligt -"

han skal tro hende - "jeg vil jo saa gerne - jeg har villet det længe - alligevel er jeg ked af, at du har sagt det - simon, vi havde det saa godt - du er saa dejlig - forstaar du, at det bliver noget andet nu?"

hun vender sig uroligt "simon, jeg er bange - ikke saa meget for det - men hvis jeg nu ikke kan være, saadan, som du vil - jeg er saa bange - ogsaa for det andet"

"naa"

"simon, jeg elsker dig"

"jeg ved, at det er farligt - det kommer bare ikke det ved, som jeg sagde - forstaar du, hvad jeg mener? hvorfor skulde det være noget andet nu - af den grund? - og hvad saa - inga - hvis jeg ikke elskede dig mer - bagefter - hvad var det saa - hvis det bare var derfor -"

hun trykker sig tæt op til ham - "elsker du mig?" simons hjærne forsvinder - inga ogsaa - det er en kvinde -

"ja" hans stemme er grumset -

en maaned senere

"mor, har du tid et øjeblik -"

hun kommer ud - hvad er der nu sket -

"du ser altid saa underlig ud, naar der er sket noget"

simon gaar et par gange op og ned ad gulvet, som om han venter paa, at hans mor skal blive rolig -

han famler febrilsk paa alle sine tanker -, paa hvordan han skal sige det -

"mor"

hun ser forskræmt paa ham -

"jeg vil ikke studere jura mer - jeg vil overhovedet ikke studere mer -"

han siger det meget hurtigt og meget højt - det skal siges og blive forstaaet straks - det maa for enhver pris ikke skulle gentages -

simon gaar hen for at hente inga fra kontoret - som sædvanlig - gud ved, om ikke lygtepælene hænger i traade og mangler det nederste stykke - mon de ikke begynder at svinge, hvis man puster til dem -

"jeg har noget, jeg vil tale med dig om"

hun har allerede set det -

"jeg skal lige ha' tændt piben" -

han elsker mig ikke mer - jo - jo -

"jeg tar bort herfra -" han ser paa hende -

"om jeg sidder - og læser jura - eller om jeg sidder og drikker vin - det gaar ikke - jeg blir tosset af det -" som en vittighed "jeg har saa forbandet let ved at blive tosset" -

inga svarer ikke - hun ser lige ud - hendes øjne er store og tomme - "det forstaar jeg godt" - ja det gør hun maaske virkelig - nej, det er løgn - stakkel - efter et øjeblik - gud ved, om jeg er en ond natur -

inga ser sig selv og simon i butiksruderne - "jeg havde ventet det -"

de opdager pludselig, at de hele tiden er gaaet rundt om det samme kompleks - de gaar hjem til inga - han kysser hende som en konfirmand, der for første gang røber sig overfor en pige - hendes læber er vaade -

"farvel -" simon kan ikke høre, hvad hun svarer -

han plejer heller ikke at sige farvel, naar han gaar -

lige bagefter

"naa"

mikael har set det - vidst det - forstaaet og indset -

og belavet sig -

"det var vel næsten det eneste, der var at gøre"

- simon nikker -

lidt efter - "næh, gu' var det ej"

mikael flytter sig over paa hans stol, mens simon tar sit overtøj paa -

om morgenen ringer inga - "kommer du og henter mig

i dag?"

(i snart et halvt aar har han næsten hver dag staaet paa

hjørnet klokken fire)

"ja - hvorfor ikke?"

"naa nej - jeg vilde bare høre"

"mig selv"

gaderne er meget lette - fliserne - lysene - farverne - den vaade luft - det er let altsammen - alle folk er forskellige - "og saa betyder det meste ingenting - de er der, alle dem, der gaar - jeg har lov til at se - og le - og la' vær' - der er noget, der betyder noget - der betyder det hele - men det er bare ikke alt det andet - middag hjemme klokken syv - det er den nu - ha - ha - ha" simon gaar videre -

han standser foran et vindue med pelse - "den graa er den smukkeste -"

han ser til siden - "for satan, hvor er hun flot -"

en dame i grønt ser paa de samme pelse -

"for helvede, hvor hun er smuk -"

simon ser hende i ruden inde mellem pelsene - hun er meget ung -, kun en pige -

"hun er smukkere, end den graa -"

simon gaar efter hende - hun standser ud for et parfumeri

- simon ogsaa - der er spejlglas bag flaskerne og krukkernede

gaar -

damekonfektion - spejlglas - dameoverfrakker - hun gaar en snes skridt foran simon - dametasker -

de gaar igen -

hun kigger et sekund nysgerrigt paa simon bag den højt opslaaede krave -

kun nysgerrigt -

et øjeblik gaar han forrest - standser foran et boghandlervindue - hun gaar forbi - de gaar -

"ha - ha - ha - jeg gør med mig selv, hvad jeg vil -" hun kigger igen nysgerrigt - maaske ogsaa strængt - det er kun et sekund - de gaar over gaden - tyve skridt imellem dem -

"jeg er ikke varm - mine øjne er heller ikke fugtige og brændende - mit hjærte banker ikke -"

han siger det ikke -, det er bare saadan - og han bemærker det-

"jeg gaar en gal vej - jeg er ikke spor af træt - jeg elsker ikke skønhed - ikke elsker -"

stoppesignalet skifter - et øjeblik for tidligt - biler og cykler flyder videre - hun standser - simon gaar tyve skridt til - og standser -

de staar -

"det hele er egentlig smukt - noget af det - men hun er sgu det smukkeste, jeg længe har set -"

de staar - "jeg hedder simon" han tar hatten af -

"naa - gør de det?"

han ser venlig ud -

hun ser paa ham - "tror de ikke, jeg blir træt?"

"det ved jeg skam ikke" han smiler venligt -

stoppesignalet skifter - de gaar over gaden - gaar videre -

"interesserer de dem meget for dameoverfrakker? - og parfumer?"

han smiler igen og ser paa hende -

"hvorfor blir de egentlig ved at gaa efter mig? - har de ikke set, at jeg har standset flere gange? saa de havde kunnet gaa forbi - har de slet ikke tænkt paa, at jeg kunde blive træt - at de muligvis generede mig?"

"jeg synes, de er smuk at se paa - saa saa jeg paa dem -"

hun ler overrasket -

"og de blev med at gaa - saa maatte jeg jo ogsaa gaa, hvis jeg vilde se paa dem -"

"naa saadan - de generer dem virkelig ikke -"

"nej, jeg synes, at de er meget smuk - og saa saa jeg paa dem -"

de gaar -

hun smiler - "har de da slet ikke tænkt paa, om de generede mig - tror de da, det morer mig, at de blir ved at gaa efter mig?"

"det har jeg ikke tænkt paa - de saa saa smuk ud og saa .."

"de generer dem skam ikke"

"næh"

de gaar -

"er de digter, eller saadan noget?"

"ja"

"jeg kunde tænke mig det - efter halstørklædet"

de gaar -

"naa her bor jeg"

"naa farvel" simon gaar tilbage den samme vej -

"gud ved om hendes far er vinhandler -"

gaderne er lette - og sporvognene - og kioskerne - det hele er let -

"jeg kan gaa hvorhen jeg vil - mig selv -, det er mig -" han har den ene haand i frakkelommen - han føler sin hofte gennem foret -

"ja"

som om han nu lige havde opdaget det altsammen - han vinker ad en taxa og kører de sidste par skridt - hjem og spiser kold middagsmad -

ingas dagbog

"her - læs det, og sig mig i morgen, hvad du synes -" inga

er alvorlig -

"ja - hvad er det for noget?"

"læs det nu, og sig mig saa din mening -"

"naa -, ja"

"20/11

det er aften - klokken er elleve - han er her ikke - aah - her er saa stille - hvorfor er han her dog ikke - nu - nu - her - hos mig? bare jeg dog kunde sove -

29/11

at mor dog ikke kan forstaa - men det maa vel være

saadan -

det er jo saa dejligt - og hele natten - næsten hele natten

var han her - og saa siger mor, at jeg ser træt ud - om jeg

ikke har sovet godt - det lyder næsten latterligt - naar han

har været her næsten hele natten - og saa bagefter - da

han sov - og jeg kunde ligge og se paa ham - hvorfor sover

han? her - hos mig -

5/12

det snottede kontor - syv timer - og hvor er de dumme - frøken skov sagde, at jeg saa paa en bestemt maade paa kontorchefen - hun er over fyrre aar - er jeg saadan naar jeg er fyrre? men alt det betyder jo ikke saa meget - seks dage - seks hele dage - hvor jeg kun har set ham om eftermiddagen - at han ikke kan holde sig fra disse kam- merater - mikael og hele den bande - og - hvis jeg bare vidste det helt sikkert - jeg har jo egentlig slet ikke lov at tænke saadan - at der ikke er andre, end dem - end dem, jeg kender - tænk, hvis der ogsaa - ja, det ved jeg jo selvfølgeligt, der er - selvfølgeligt er der kvinder med - men - bare jeg dog kunde være med -

7/12

aah, simon - hvor jeg hader dig - nej - nej - du var her - lige nu - og jeg prøvede at vise dig, hvordan jeg føler - jeg blev hidsig - aah - og du. bare holdt fast paa mine hænder - forstod du dog ikke, hvorfor jeg slog dig - slog -, aah nej - jeg vilde jo bare vise dig... - og du var saa... - du sagde saa meget - at du vilde have din frihed - at du vilde beholde den - at du nok elskede mig - men - at man kunde elske hinanden og alligevel... - at man netop derfor, fordi man elskede, burde lade hinanden være..., du sagde, udfolde sig, som man skulde efter sin natur - ikke lægge baand - aah, hvor jeg hadede dig, da du sagde det - og det er jo bare fordi jeg ... - det er disse dumme individer, du sidder sammen med -, som sætter dig alle de tanker og teorier i hovedet - frihed - aah - simon - jeg slog dig - og græd - og du bare gik frem og tilbage og talte - roligt - aah bare du ikke havde været saa rolig - og saa gik du - aah, hvor jeg elsker dig - simon -

8/12

- ja, jeg ser vel ogsaa daarlig ud, naar de alle siger det - heller ikke i aften kommer han - og saa sagde han alligevel, at han elskede mig - han kyssede mig - hvorfor er du saa ond, simon - jeg elsker dig jo bare - og kunde jeg saa endda sove - hvorfor kommer han dog ikke -

hver eftermiddag, siger han - og saa sidder han og taler om sine teorier - hvad mener han egentlig - han maa være ond - ellers - nej -

9/12

simon, nu maa du undskylde mig - aah - hvad vil du, at jeg skal gøre - hvordan skal jeg da være -, for at være dig - , hr. greven -, tilpas - han vil rejse - rejse - han siger, han vil rejse herfra -, at han ikke kan holde det ud - hvad mener han - vil han træde paa mig - uh -, nu vil jeg sparke dig - rive dig - spytte dig lige ind i dit rolige overkloge fjæs - "det gaar ikke længer", siger han - og saa spør han, hvorfor jeg er saa underlig - underlig - jeg -

dit modbydelige udyr - jeg skulde træde paa ham -

12/12

og saa i dag - han var saa sød - hvor var du dejlig - , elskede simon - elskede - elskede - elskede - aah, hvor jeg elsker dig - hvorfor vil du dog rejse bort - hvor kan du - han sagde, han havde skældt denne mikael ud - denne orm - det maa være ham - , ham der har faaet ham til det - aah simon - aah, hvor jeg elsker dig - sig, at du ikke rejser - tilgiv mig, at jeg har været vred paa dig - sig, at du elsker mig saa højt, at du ikke vil rejse - ikke kan -"

"københavn d. 13/12

kære inga!

hermed det, du bad mig læse -

har du da ikke forstaaet, at ordet frihed for mig er noget andet og mere, end en trompetfanfare - ? for mig er frihed ligesom atmosfærisk luft og rugbrød - saadan er det -

simon"

tre uger før en rejse

aften - nat - udenfor er det hundekoldt - frost og blæst

to værelser i kælderen - som en kvist, der af pladshensyn er anbragt i bunden af huset i stedet for øverst - tykke slanger af tobaksrøg kryber rundt paa bordet og

langs væggene -

grammofonmusik -

med korte mellemrum klipper den revner i larmen -

fjorten menneskers larm -

glas og halvfulde ølflasker

-og tomme ølflasker -

de ligger og staar paa bordet og rundt omkring i krogene -

et par portvinsflasker -poul og sigfred danser fiskerdans

-i pouls og sigfreds og grammofonens takt -

midt paa gulvet et krus med et stykke smørrebrød i -

paa to madrasser ligger en klump af fire mænd og tre kvinder -

syv cigaretgløder danner stjærnebillede i taagen -

larm - dans - sang - latterbrølende hosteanfald -

en dreng og en pige griner hysterisk paa en slagbænk -

usynlig stemme synger tosca -

de kommer bærende med en kasse øl - jubel - w. c.-kumme plasker - cigaretgløderne ordner sig parvis over madrasserne - oh what a jolly melody -

ingen gider trække grammofonen op -

enkelte vrider sig i mat smerte - røgslangerne er dvaske -

stjærnerne forsvinder fra madrassen -

de tre og et halvt par ryger ikke mer -

fjorten mennesker i mørke -

sover, skælder ud, kysser, diskuterer, bider hinanden, vrider sig -

i mørke -

og simon traf en, der hed elisabet -

de tre uger gik - , uden at simon var til stede -

II.

søvnigt vejr

klokken halv tolv om natten - atlanterhavet -

styrmand stender stopper uret ind bag sine tre veste og knapper frysende til igen - han gaar et par gange frem og tilbage paa kommandobroen -

trippende - koldt - vinden kravler frem over søerne - deres toppe er gule i lanternelyset - gule og sorte - og koldt -

stender hænger søvnigt ud over kommandobroen -

"bagbord lidt -"

"bagbord lidt -" rorgængeren gentager monotont -

et blik hen paa uret - kvart i tolv -

prosperity smider sig mageligt i de bløde søer -

første styrmand nynner - han holder straks op igen - hva' fa'en, om ti minutter skal jeg jo ned -

"ulla stender - simon, synes de ikke det lyder sjov, ulla stender -? ulla sender - hva' fan'en tror de, hun sender -

sender stender - hva' -"

simon slaar glas "se saa, styrmand"

"ja, det var det - nu er jeg fan'en gale mig ogsaa søvnig -

søvnigt vejr?"

"ja"

fyret ved fair hill lyser - simon blir afløst -

køjen

fire timer at sove i -

simon falder øjeblikkeligt i søvn - sparker gummistøvlerne ned paa dørken - stortrøjen og tørklædet ovenpaa -

søerne kæler for skibssiden udfor hovedgærdet - tjuh tjuh tjuhuuuh - for hver ny sø - igen - tjuh tjuh tjuhuuh -

og igen - maskinen aander stødvist - skibet er et tæppe, den har rullet sig ind i, og som følger aandedragene - stødvist - dirrende - gummistøvlerne paa dørken ryster i samme takt - en dør ryster et eller andet sted - simon sover - knud vender sig i køjen nedenunder - 4 timer -

kl. 2 nat -

simons fingre er urolige -

han vaagner -

tar et brev ud fra hylden over sit hoved - et brev -, fjorten

dage gammelt - fra sidste havn - leeds -

" ... det er nu overstaaet - jeg har ligget tre uger paa klinik - jeg er stadig meget svag - jeg venter snart at være helt rask... din elisabet -" "ps. telegram venter i næste havn -"

det første er godt - det sidste er ikke godt -

simon sover ikke -

telegram - i næste havn - hvorfor i næste havn - ikke her -

der var engang tre uger -

"simon, det er ikke det, du ved - det er ikke det, du forstaar -, og ikke det, du ikke forstaar - simon, du lever - det er ikke dit vidunderlige legeme - simon, du er noget - noget der vokser - det ved jeg - uden maske - noget, der tør - der tør alt, hvad du vil - alt det andet, det er der ogsaa - men det er ikke det - hr. sultan, jeg er deres -"

og nu -

klinik - stadig meget svag - haaber snart - telegram - simon sover ikke -

"jeg maa jo være et pattebarn - hvad ved jeg egentlig -

jo pattebarn -

elisabet -

venter snart at være helt rask - telegram -

hun vilde ikke have et barn med mig -

vilde? -

der skulde ikke være økonomi -, og jura -, og ord med -

intet andet end det -

det egentlige -

saa stort - hun vilde maaske saa forfærdeligt gerne - det vilde maaske have været noget vanvittigt herligt for hende - saadan mente hun maaske selv -

hun vilde ikke - der skulde ingen baand være - ingen mulighed bare for fornemmelser af baand - baand - baand - ha ha ha ha - gud i himlen -"

døren ryster - arrigt - nervøst - søerne stryger langs hovedgærdet udenfor - tjuh tjuh tjuhuuuh - igen - tjuh tjuh tjuhuuuh - 4 timer at sove i -

et pattebarn - hvad satan i helvede ved jeg egentlig - klinik? -

venteværelse - illustrerede ugeblade - varme - dæmpet tale -

der er saa varmt i venteværelser -

uforstaaelige ord - læger - formelle øjekast -, der river andre steder end operationsknivene - og anderledes -

at gaa igen med uforrettet sag - næste sted og næste sted igen - haardhændede, rutinerede sygeplejersker - hvis skyld? - pjat - latterligt - skyld - ha ha ha ha - ligge i tre uger - tre uger - ikke vide, om man egentlig er et menneske, som dem, der kører med sporvognene og bilerne -, som dem, der drikker kaffe - eller - eller om man fra nu af - om man fra nu af skal fortsætte som et slags præparat, der bare ser ud som et menneske - ligner en kvinde - elisabet - gud i himlen, sikken et ord, kvinde -

puh - telegram - i natten klam og kold bag fredericia vold - nu vil jeg sove - næh, gu' vil jeg ej - saa saa - bare rolig - saah -"

simon ligger i dvale -

døren smækker op - et rødt drengefjæs med uredt haar -

"saa er der udpurring!"

de sover -

"udpurring - ti minutter i fire - knud - simon"

messedrengen smækker døren i efter sig -

fem maaneder til

m/s prosperity dunker sig frem -

af og til ligger den i havn - losser og laster - men den

meste tid dunker og ryster den paa havet -

rotterdam-leeds - 8 døgn - haardt vejr -

leeds-ivigtut - 13 døgn - stille og taaget -

ivigtut-københavn - 11 døgn - fint vejr -

københavn-danzig - 4 døgn - klart vejr, modvind -

danzig-riga - 2 døgn - godt vejr -

den femte maaneds syvogtyvende dag - nordsøen - havblik

- kurs mod hamburg lastet med fisk - prosperity dunker -

simon maler udenbords -

i prosperitys styrbordsside en bule fra en nat ved skotland -

taage -

første styrmand raabte "hva' fa'en i hede helvede er det - - - saa, for satan!" et stort drøn - og fem seks mindre hurtigt efter hinanden - det andet skib kurede et minut langs prosperitys side - held - miraculous - et rødt, mønjerødt saar - en bule -

simon staar paa en planke og klistrer bulen over med sort - her har man da fred for styrmændene - og naar vejret bare er som i dag -

tykke, korte penselstrøg paa tværs - og lange, fede penselstrøg paa den anden led -

enkelte draaber løber ned paa det røde under planken - som sort nøgen hud, der glimtvis skimter frem gennem en matrød dragt -

spanden med maling dingler ud fra skibet og ind mod siden igen -

langsomt og værdigt -

simon fanger den med kosten - hans negle har blanke riller af sort - et enkelt stænk paa den ene kind - solen gør vandet under ham dovent og tyktflydende - planken og skibssiden brænder af tør hede - det damper fra de friskmalede steder - en eneste maage er synlig -

den flyver rundt om formasten, som om den var for langsynet til at kunne finde mastetoppen -

een dag af tredive er nordsøen saadan -

simon maler - flytter planken lidt agterover - maler igen - et arbejde af den slags, man faar, fordi der egentlig ikke er noget at lave, og det alligevel ikke gaar an at lade en være uden beskæftigelse -

"i hamburg -? skal jeg afmønstre - blive?

fortsætte her -? hvis ikke - hvad saa? jeg vil sgu ikke blive her - men hva' fan'en - jeg tjener jo nok de penge - men - bare - bare jeg vidste, hvad jeg vilde - er der mon noget, jeg vil - saadan - jeg vil saa meget - og det er i alt fald ikke at tjene penge - og jeg har saa meget i mig - hva' satan skal jeg gøre med det -?

hvem skal jeg komme til og sige: her er jeg - jeg er saadan og saadan -, jeg elsker det og hader det -, og alt det andet rager mig en fjer - jeg er forholdsvis intelligent - gi mig noget, jeg kan gøre, jeg kan ville ofre alt det, jeg har, for -

nu - med det samme -

sludder og vrøvl - gud sikken noget pjat - men jeg maa vide det - jeg maa vide - vide saa djævelsk sikkert, hvad jeg vil - der maa sgu da være noget - slaas? for eksempel - vente -? jeg kan gud hjælpe mig ikke vente mer - jeg gider ikke -"

simon betragter forarget de tre store røde flader, der er tilbage -

han begynder ligegyldigt at klatte dem over -

frivagt

simon gaar ind i messen - knud sidder der allerede - frikadeller -

kokken staar i døren med sin nærsynede, bebrillede næse - han griner - "smager det -?"

knud har munden fuld - "aah, hold kæft"

simon ler og snuser til frikadellerne "der er sgu da i alt fald ingen tvivl om, at det er over en maaned siden, vi provianterede sidst, og at det er dig, der er kok -"

kokken griner fjollet -

knud skubber den tømte tallerken fra sig "ja du kunde nu godt blande lidt mere kød i melet" "hvor fan'en skulde jeg ta det fra - hva" han griner "velbekomme"

der sidder en frikadelle i nakken paa ham, da han gaar - "hvad i himlens navn skal jeg gøre, knud -?" simon vil have svar -

"kan du ikke se og blive forelsket - ja undskyld, simon -" knud har gode øjne -

simon nikker til ham - "velbekomme - jeg tror, jeg gaar ind og lægger mig -"

simon ligger paa ryggen - han holder en opslaaet bog op foran ansigtet -

det beskytter mod at blive tiltalt -

en fyrbøder gaar ind og smider sig paa sin køje -

han faar ikke spændt livremmen op, før han sover -

simon kigger under bogen

(for snart seks maaneder siden stod han paa kajen i københavn - og elisabet var der ogsaa - ingen af dem talte - de prøvede at se paa hinanden, men turde ikke - skipperen kom i en taxa med konen og sine to smaa døtre - konen var rund og rød - alt det hos hende, der kunde være blevet til tanker og tavshed, flød bort i festlige fanfarer af dagligdags ord - prosperity laa med motoren i gang og trosserne klare - elisabet stod paa kajen, og simon med albuerne støttet mod rælingen - elisabet saa med hele sit blege ansigt paa et eller andet, der maatte ligge langt paa den anden side af havnen bagved skibet - simon saa sulten ud -, han ligesom havde forfærdeligt travlt med at faa spist en mundfuld, som han var nødt til at sluge hel, hvis den overhovedet skulde komme ned - hans øjne saa ud til at risikere noget rædselsfuldt uhyggeligt, saa snart de ikke ubevægeligt

sad fast paa elisabets ansigt - styrmanden kom hen og gav ham en besked - de skulle ligestraks lægge fra -

simon og elisabet - de stod og smilede til hinanden - med et smil, der hvis det faldt af, vilde blotte ting, de begge var bange for lige nu -

saadan stod de, til simon blev kaldt væk -

deres ansigter forandrede sig et sekund og tog saa smilet paa igen, paa samme maade som man laaser for kostbar- heder efter at have vist dem frem -

saa gik elisabet - med smaa korte energiske skridt, der forgæves prøvede at bortforklare, at hun gik saa hurtigt, som hun gjorde -

hun vendte sig om en gang og da uden smilet -

simon stod paa fordækket og slog en trosse op -)

"elisabet, du kunde hitte ud af mig - hvor skal jeg gaa hen -?"

knud lukker forsigtigt døren op og kigger ind -

simon ligger med en aaben bog over ansigtet og sover -

knud smiler "ja, det er ikke saadan"

hans stemme er som varmt rent lys -

i hamburg

prosperity skal gaa ballastet til lübeck om to dage -

knud og simon sidder i kabyssen -

det er sent -

de andre er i land -

hamburg er en god by -

"mon der er mer kaffe -?"

"her er noget, der ligner - det er temmelig mørkt i alt fald -"

de drikker kaffe - skibskaffe -

kabyssen er landgangsskuret - der er varmt - de sidder stille og puster til kaffen -

"simon skal vi ikke ha' en cigar i aften - der er vist et par stykker tilbage af dem fra rotterdam - gider du hente dem"

cigar - fest - varme - havannacigarer og skibskaffe - ro -

knud sidder med albuerne støttet mod knæene og ser lige ud - og paa simon -

simon ligger ovenpaa bordet med ryggen mod væggen - "maa jeg spørge dig om en ting -? hva' simon - det er om noget, du selv har sagt -"

pavse - de to cigarer lyser - som røde blinkfyr - havnens skulpen - lyden af kaffekopper der sættes ned - kulkraner arbejder et sted - ikke i denne del af havnen - et stort stykke brænde knækker inde i komfuret - "hvorfor er du her, simon -? du har sagt, at du elsker hende, saa du slet ikke kan forstaa, det er muligt - hvorfor er du saa rejst - hvordan kunde du overhovedet komme paa den ide saa - jeg synes bare, det er sindssvagt, at du gaar her og plager dig med spekulationer - at du længes saadan - du kan jo bare ta' hjem - du har jo penge nok nu - og penge - det er jo flintrende ligegyldigt - naar de ikke af sig selv betyder saa meget for dig - du er jo ikke bange - simon, det var det, jeg vilde sige -, er der ikke noget andet -? hvorfor fan'en rejser du da ellers ikke - der maa da ha' været en grund til at du tog med her - ellers er det da, som sagt, fuldstændigt vanvittigt, at du gaar her og spekulerer dig syg - ikke - du maa undskylde, simon, at jeg sagde det - det rager mig jo ikke saadan - men jeg syntes bare - du kan jo lade være at svare, hvis du ikke vil -"

simon stirrer hypnotiseret paa sin cigars aske - hvorlænge kan den holde - den er smuk - let og fløjelsgraa - den falder ikke endnu - den er spids ude i enden - "jeg tror ikke, jeg er noget menneske - jeg laver saa tit ting, jeg egentlig slet ikke vil - naar jeg gir mig ind paa noget, hvor jeg vil gi alt, hvad jeg har -, det er ligesom jeg altid alligevel har kræfter tilovers - og saa bagefter - kan jeg ikke hitte ud af det - jeg ved ikke, om det er mig, der er noget galt med - det er det vel - eller, om det er, fordi jeg ikke kan finde noget, der er stort nok - stærkt nok - gu' elsker jeg hende - saa vanvittigt - der er vist ikke det tossede, jeg ikke vilde gøre, hvis hun bad mig - hun ber bare ikke - vil ikke - hun ved, hvad frihed er - dette forbandede ord - hva' i helvede betyder det egentlig -

knud, kan du forstaa et ord af, hvad jeg siger -" knud nikker -

"at der maatte ha' været noget andet - dengang - da jeg rejste -

det er netop det, der er det satans ved det - kan du forstaa det, knud, jeg vidste bogstavelig talt ingen ting - saadan var det - jeg kunde vist lige saa godt ha' taget med en sporvogn til vanløse - som dette her - jeg skulde bare gøre et eller andet - jeg var sgu ikke engang klar over, hvor meget jeg elskede hende - hvis jeg bare havde kunnet indse, at det var nok, - ha ha ha ha - rigeligt, ha ha ha ha - at hun elsker mig - det var dette forbandede - at jeg syntes, jeg skulde gøre noget særligt - og hvad, hvis jeg tar hjem - aah gud, bare jeg altid kunde - altid - bare jeg altid, hvert øjeblik kunde gaa og være klar over, at jeg... -

naar man bare er sindssygt ærlig, saa kan man sgu ikke...kan du forstaa, hvad jeg mener - er det ikke noget forfærdeligt sludder - jeg mener, ubegribeligt noget -" knud nikker -

"jeg har en fornemmelse af, at jeg er en, der gaar og venter paa noget vidunderligt stort, men er saa utaalmodig, at jeg, bare fordi jeg ikke kan vente, blir onanist - og ødelægger mine muligheder for engang at opleve dette her store - jeg kan sgu ikke vente -

og hvad skal det ogsaa til - og alligevel kan jeg ikke faa en smule tilfredsstillelse ud af disse surrogater - men dette, at vente - uden at kunne lave alt det andet om til det egentlige - ikke ville gøre det - og nu - jeg syntes, jeg havde ventet saa længe - gjort saa forfærdelig mange, forfærdelig smaa, ligegyldige ting -

og saa rejste jeg -

og glemte, at elisabet var det store - glemte, ha ha ha ha - jeg afmønstrer i morgen -, men jeg er vist ikke noget menneske - gud, hvor er det indviklet ha ha ha ha, hva' knud - nej det er sgu ikke spor indviklet - vel -" knud smiler " vil du ikke ha' en cigar til"

simon tar en cigar og tænder den -

de sidder stille - gulvet er nyskuret -

"du er et menneske, simon" han smiler -

elisabet

lulu er en lille kvinde - kort haar i nakken - langt haar foran, der ved lejlighed falder ned over panden og højre øje - hun ler meget -

naar hun er saadan, ler hun af alt, andre dage er alting til at rase over -

hun minder om en ung kat, der uden egentlig anledning let og ofte vokser til en temmelig voksen og meget spruttende tiger - hun er gift med karl -

en uge efter, at simon er rejst -

"elisabet, er det ikke frygteligt -?" lulu rynker panden "at simon er rejst -"

hun ser spændt paa elisabet -

og en lille smule nysgerrigt - "lige nu - hvor i lige havde det saa godt sammen -"

"naah jo -" elisabet har overhovedet ikke noget udtryk -

"det er det vel -"

lulu smiler venligt "jeg synes, det maa være frygteligt -

ganske forfærdeligt - jeg tror, jeg vilde skrige i flere døgn, hvis det var mig -"

elisabet ler "det tror jeg ogsaa -"

de drikker øl -

elisabet meget energisk - lulu lidt skødesløst - karl drikker næsten videnskabeligt -

han betragter sine sko - "paa en vis maade, er det vel godt - saa undgaar i denne periode, hvor forelskede altid skændes og laver scener - saadan set er det vel rigtigt - det rigtige tidspunkt, han er rejst - ikke -"

elisabet klapper lulus kat - skulde jeg mon gi mig til at skrige i tre døgn - katten ruller sig spindende sammen i

hendes skød - hun er bleg - drikker øl - meget ad gangen - smiler - "se, den sover -"

lulu sætter sig hen til elisabet - tar sin øl med - "han virkede saa klog - saadan - jeg kender ham jo ikke saa meget - og god ogsaa - paa saadan en god maade - jeg kunde godt være blevet forelsket i ham -" ler - kigger leende paa karl - han nikker smilende - "han var meget udviklet for sin alder - hvor gammel var han egentlig -"

elisabet drikker "skaal lulu -"

"elisabet, du maa godt blive her i nat, hvis du vil" "ja"

det er ikke noget svar -

"befinder du dig ikke godt elisabet, du ser saa bleg ud -"

"naah - jo jeg har det meget godt -"

"du har vel ikke røget for meget?"

"det kan godt være -"

"længes du?"

"ikke lige nu -" hun ler og klapper katten -

de sidder -

elisabet rejser sig "jeg tror, jeg gaar nu -" lulu forskrækket "hvorfor dog det - vi har det jo saa rart -

ikke -"

"jo, men jeg blir nødt til at gaa -"

"du skal da ha' en øl først - det kan du da naa -"

elisabet tømmer hurtigt flasken - hun spilder lidt ned paa hagen i farten - "naa farvel karl -"

lulu rejser sig "skal du virkelig gaa - hils simon, naar du skriver" "det skal jeg nok -"

korte, hurtige skridt

nej, jeg vil ikke skrige -, hverken tre eller tyve døgn - kære kære simon, jeg kan maaske ingenting ordentligt -, men jeg kan forstaa dig -, og du trænger til at forstaas - meget -

meget haardt trænger du til det -

det er ingen nytte til at skrige - lulu er saa sød -

det er mørkt - men gadelygterne lyser -

anbefaling

simon smider svaberen paa dækket og gaar hen midtskibs -

prosperity skal afgaa fra hamburg i morgen -

"styrmand, har de tid et øjeblik -"

stender er meget tyk - "er det noget særligt?"

"næh"

"kan de saa ikke komme paa min frivagt i eftermiddag?"

"jeg vil afmønstre -"

"her -? kan de ikke vente, til vi kommer i dansk havn?"

"nej, ikke saa godt - og saa vilde jeg ogsaa spørge styrmand, om det ikke kunde ordnes, saa at jeg kunde gaa fra borde i aften -"

"det var fa'ens, saa det haster - har de faaet noget andet?"

"næh ikke saadan -"

"hvis de ikke kan vente, til vi er i dansk havn, kommer de til at rejse hjem for egen regning -"

"naa ja - det er der vel ikke noget at gøre ved -"

stender hvisker "er det en pige - hi hi hi hi - hva'?"

"næh - min bror er død - han havde et harem i bredgade -

det er det, jeg skal hjem og passe - det er vel nok en fin tjans - hva' styrmand -"

"de er vist et svin, simon - hva' - ha ha ha ha - det havde jeg ikke troet om dem - vil de ha' en anbefaling?"

"knud, jeg rejser imorgen -"

" er du saa glad simon -?" knud ser glad ud -

simon smiler "farvel knud... og tak -"

knud og simon - seks maaneder - farvel

simon gik i land om aftenen -

telegram -:

elisabet - kommer til københavn om to dage - glæd dig -

er du i københavn til den tid - svar hertil senest imorgen kl. 5 - simon

23 ord -

alkohol

elisabet svarede ikke paa telegrammet -

simon er kommet til københavn -

en telefonkiosk - "maa jeg faa 3560 -"

"klar"

"er det elisabet?"

"nej det er mig -" elisabets søster -

"er elisabet ikke hjemme?"

" ... nej ... men hun er i københavn - er du kommet hjem

i dag... ja, jeg aabnede dit telegram... elisabet er

ikke rask -"

"er hun syg? er det alvorligt? hvad fejler hun?"

"kan du komme herud simon - meddetsamme eller, naar

du kan -"

"jeg kommer om tyve minutter - farvel -"

røret paa - simon gaar -

"hov skal de ikke betale?"

"naa undskyld -"

"god dag simon - er du kommet i dag?"

"hvad er det med elisabet?"

"vil du ikke sidde ned simon"

"hvorfor er hun ikke hjemme?"

"hun er i københavn - sæt dig ned simon og vær lidt rolig -" kristine gaar rundt og sætter askebægerne paa plads og retter blomsterne op i vaserne - hun lægger avisen omhyggeligt sammen - "simon -"

han rejser sig op igen - "kristine - for satan i helvede, kan du ikke sige, hvad det er - du taler da vel for fa'en dansk -"

"saa simon -" hun sætter sig tilrette i en stol - saa strømmer det ud af hende som damp af en sikkerhedsventil - "hun er kommet paa sjette afdeling - de siger, det er noget arveligt - hun drak som en gal - først fik hun delirium - og saa det andet bagefter - hun faar anfald næsten hver dag - de siger, det er noget arveligt - og hun spiser ingenting -

og hun taler heller ikke - undtagen naar hun har sine anfald -, saa raaber og skriger hun - og skælder ud - og saa bagefter bare sover hun -"

hun ser nervøst paa simon - "simon det gaar nok snart over - det er vel bare al den spiritus - du er da vel ikke vred, fordi jeg brød telegrammet -"

venligt "vel simon -"

"aah hold kæft -"

klokken tolv til et, besøgstid -

kommunehospitalets sjette afdeling -

"undskyld kan de sige mig, hvor frøken elisabet ligger ?"

"frøken elisabet - jo det er anden stue paa højre haand -"

simon gaar videre - nedad denne gang - anden stue -

højre haand -

hva' fa'en, ligger hun paa enestue - simon lukker døren

forsigtigt op - der hænger en lille pude i døren, saa den

ikke kan lukkes helt i -

enestuen - en sygeplejerske sidder paa en stol -

hun rejser sig øjeblikkelig og vinker ad ham - "stille - de

maa vente - frk. elisabet sover - prøv og vent bare en

halv time - hun har lige haft et anfald -"

simon gaar - meget meget forsigtigt - han ser sig hurtigt

om i stuen -

en seng - med et hvidt, fladt lagen over - lidt lyst haar

over pudevaaret - lagenet er urørligt - ikke noget at se -

han trækker forsigtigt døren til efter sig -

til den støder imod den lille pude -

en halv time -

de besøgende gaar meget hurtigt ind og ud af stuerne -

ligesom skyldbevidste - medskyldige -

sjette afdeling -

nogle ler - det virker som latter under en gudstjeneste -

de hurtige skridt skramler kynisk mod linoleumet - som

knive i en opvaskebalje -

en halv time -

den slæbende lyd af de oppegaaendes tøfler - slæb slæb slæb slæb - simon følger tøflerne, saa langt han kan uden at vende hovedet - deres skørter staar uvilligt omkring dem - som papir -

hun sover -

en halv time -

hun sover nøjagtigt en halv time - ikke længere - saa er hun vaagen - lige haft et anfald - om en halv time -

en kæmpemæssig hvid høne med beskyttende øjne - oversygeplejersken - "de vilde besøge frøken elisabet?" simon nikker -

"de maa love mig een ting - at være uhyre forsigtig med, hvad de siger - og de maa endelig ikke lade hende forstaa, hvor alvorligt det er - ja nu maa de ikke blive bange - men hun kan ikke taale at blive forskrækket - det forstaar de nok, ikke sandt - er det dem, der hedder simon?" "ja"

"ja saa - naa ja - ja - de er hr. simon - jo for hun har talt om en, der hed saadan - ja talt - ja -, de ved, hvordan man er, naar man har anfald - ja ja - men de maa bare endelig være forsigtig - ikke sandt -"

"jeg skal gøre mit bedste -"

hun smiler - saadan, som kejserinden af rusland maa have smilet til dem, hun allernaadigst behagede at benaade - "ja ja - saa haaber vi, hun snart maa blive rask - ikke sandt - rigtig snart -" den kæmpemæssige hvide høne flagrer bort med lydløse vingeslag - ti minutter tilbage -

den lille sygeplejerske stikker hovedet ud af døren - vinker med fingeren - simon rejser sig -

"nu er frøkenen vist ved at vaagne - men de maa være meget forsigtig - hun er meget svag - de forstaar, hun er virkelig meget svag -"

"ja ja ja -"

"og hvis - hvis - ellers behøver de det ikke - men hvis

hun skulde faa et anfald - altsaa bare hvis - saa maa de

straks ringe paa mig - forstaar de, det kan - behøver ikke - men det kan være meget farligt -"

"elisabet -"

simon sætter sig paa sengekanten, som var den en pind, der naar som helst kunde knække under ham - elisabets lille ansigt smiler et lille bitte smil -

et smil, der straaler og lyser som en solnedgang over paradisets have, hvor alt jo er tusind gange skønnere, end paa jorden -

"simon - det er dig - det er dig -"

han tar den ene syge haand og trykker den - meget forsigtigt - fingerspidserne er synlige gennem neglene - "nu blir du snart rask - elisabet - elskede elisabet - det sagde oversygeplejersken lige, at lægen har sagt - du blir snart rask elisabet - helt rask -"

smilet kommer igen - hendes smilende mund er vis, som vorherre selv, der jo er visere, end alle andre og ved alt det, som mennesker ikke ved -

"ja - jeg bliver snart rask simon"

smilet forsvinder sammen med luften, hun aander ind - stille og lydløst - "elskede simon -"

hun ligger helt stille og ser paa ham - og ser alting - simon ser paa haanden, som han holder - saa kysser han hendes pande -

hun bøjer sig væk og hvisker "sig det engang til - det, du sagde før - jo"

simon smiler et øjeblik - saa hvisker han "elskede - elisabet - elskede -"

simon kysser hendes øjne - meget forsigtigt - øjenlaagene er saa tynde, at hun maa kunne se igennem dem - "lad mig kysse dit øre, simon"

han holder sit hoved ned over hendes ansigt - "elisabet - du skal blive rask - jeg ber dig ikke - det er en ordre - sultanen befaler - hører du - din sultan -" "ja simon"

smilet igen - det er meget lille -

"din ydmyge slavinde har hørt -"

han trækker lagenet højere op om hende -

hun ser paa ham hele tiden - "simon - det er dig - simon

- simon"

og saa -

simon springer lynsnart op og rykker i klokkestrængen - elisabet prøver forgæves at staa op af sengen - "gaa - forsvind - dit modbydelige svin - hvad vil de her - hos mig

- gaa dog - dyr - dit stinkende savlende dyr - tag poterne væk fra mig - fra mig - aah - saa gaa dog - nej aah han gaar ikke - dyret gaar ikke - aah hjælp mig - simon hjælp -"

simon gaar hen til sengen

"nej - gaa - nej nu kommer det - kom lad mig da rive øjnene ud - aah nu binder han mig - hjælp - de morder -kvindeskænder - brænd ham - kløerne - aah se fraaden - den er grøn - han snuser paa mig aah -"

tre sygeplejersker og en læge kommer ind - de tre holder hende nede i sengen - holder hendes hoved - lægen vinker til simon, at han skal forsvinde øjeblikkelig -

han naar lige at se lægen blotte elisabets ene arm - helt op - den er tynd som et stoleben -

sygeplejerskerne slipper -

dvale -

"jeg sagde jo, de skulde være forsigtig -" hønens øjne skyder lyn - "hun kan ikke taale disse anfald - det maa de da forstaa - for hendes skyld -"

"maa jeg ønske oversygeplejersken en god og rolig nat -" simon bukker høfligt -

lægen kommer ud fra stuen - "mit navn er dr. thomsen - ja - de forstaar - vi er endnu ikke ganske klar over, hvad aarsagen er - frøken elisabet maa have drukket ganske kolossale mængder af spiritus - hun havde delirium, det var derfor hun kom herind - men det besynderlige er disse anfald -, de kan nemlig ikke bare skyldes spiritus og delirium - meget tyder paa, at baade trangen til spiritus og nu disse tvangsforestillinger maa skyldes en arvelig, meget stærkt svækket psykisk og nervøs konstitution - foreløbig

maa hun i alt fald forskaanes for alt, der kan virke ophidsende og foruroligende paa hende - før disse anfald er ophørt, kan vi ikke begynde at foretage os noget direkte -" "ja det forstaar jeg hr. doktor - men - men tror de hun blir rask - helt rask -"

simon raaber "blir hun rask - saa svar dog menneske -"

"de maa endelig ikke hidse dem op - vi her skal gøre alt, hvad der staar i vor magt - mere kan vi ikke gøre - farvel unge mand -"

simon gaar -

mit og dit

i fire dage kunde elisabet ikke tage imod nogen -

den fjerde dag

"doktor thomsen -!"

"ja - naa er det dem hr. simon - ja i dag tror jeg godt frøken elisabet kan taale et kort besøg - men det skal være kort -"

simon gaar videre -

"forresten, der var lige en ting først - vi kan gaa her ind -" en sygeplejerske lukker ærbødigt døren bag dem - "værs'god at ta' plads - her - vil de ikke ryge en cigar -" simon sætter sig - "er der sket noget hr. doktor?"

"og her er tændstikker" doktor thomsen rejser sig og begynder at blade i nogle papirer paa skrivebordet -

"hr. doktor, hvad var det, de vilde tale med mig om?"

"et øjeblik" papirerne rasler -

simon rejser sig "er hun død, eller hvad i himlens navn er det, de har at sige mig?"

"sæt dem nu ned hr. simon - det er virkelig gode cigarer -" de sætter sig begge -

"hm hm - ja - sagen er den - jeg har nu - ikke jeg alene - ogsaa et par af mine kolleger, doktor M og doktor N - vi har undersøgt - gjort en meget indgaaende undersøgelse af dette tilfælde - hm hm jeg maa sige - hm hm - hr.

simon - det er meget alvorligt - alvorligere, end nogen havde kunnet vente - hm hm nu skal de høre paa alt, hvad jeg har at sige, før de afbryder mig -

baade mine kolleger og jeg har, som sagt gjort alt - overvejet enhver mulighed - hr. simon ... "

doktor thomsen ser indtrængende paa ham - "hr. simon - der er ingen fare - saadan set - men der er intet at gøre - vi kan prøve paa at forebygge anfald - vi kan gøre det mulige i retning af at forhindre frøken elisabet i at faa adgang til spiritus - men derudover... "

doktor thomsen viser simon sine haandflader -

simon vil tale, men doktoren afbryder ham -

"men samtidig maa de være meget nøje klar over, at hvis - hvis disse forholdsregler ikke varetages saa - ja saa kan ingen læge paa jorden hjælpe - forstaar de, hvad det betyder?"

simon nikker - "det betyder vel alkoholisthjem eller sindsygehospital -"

"nu maa de ikke se for sort paa det igen - der findes een mulighed - men den er forbundet med en vis risiko - og maaske stor risiko - men det er trods alt en mulighed - at der kunde findes nogle mennesker - eet er ikke nok - der satte saa stor pris paa frøken elisabet - der tillagde det saa stor betydning at frelse hende fra denne ulykke - hjælpe hende i den - at de kunde og vilde ofre sig helt for det - under den forudsætning kunde det, de nævnte, undgaas - men kun saa - forstaar de, hvad det vilde betyde af offer og tilsidesættelse af egne interesser at paatage sig et saadant hverv -?"

simon rejser sig "jeg vil tale med elisabet -"

doktoren meget bestemt "det forbyder jeg hr. simon - endnu - det, at frøken elisabet maaske - maaske siger jeg - kan taale at tale med dem en halv times tid, det er ikke ensbetydende med, at hun er i stand til - har kræfter til at tage den anspændelse og ophidselse, det, de der vil, kunde og sikkert vilde betyde for hende - hun ved intet om dette, jeg her har sagt dem -"

"tak hr. doktor -" simon rejser sig -

"pas ogsaa paa, at alt dette ikke tar for meget paa dem selv hr. simon -"

simon lukker døren stille efter sig -

"simon sæt dig her -" elisabet viser paa sengekanten -

simon sætter sig -

elisabet har faaet en ny stemme paa de fire dage - "tag dine sko af - ja forresten, sig lige til sygeplejersken, at jeg skal sove og ikke vil forstyrres - hører du - jeg vil ikke forstyrres -"

"ja men, naar jeg er her - hun tror da ikke, du vil sove, naar hun ved, her er nogen -"

"sig bare, at jeg har bedt dig om at være hos mig, mens jeg sover -"

simon gaar og kommer et øjeblik efter tilbage "jeg lovede at ringe, hvis der var noget - hvis jeg ikke ringede, vilde hun ikke komme, sagde hun -"

"tak simon -" elisabet smiler med sin gamle stemme -

"simon tag saa dine sko af - jo gør det -" hendes stemme er atter forandret - "læg dig her op ved siden af mig - saadan - ja jeg vil ha' din arm under hovedet - hold mig saa i haanden, saa skal jeg sige dig noget... simon du ved, jeg er meget klog - ikke -"

"jo -"

"simon, hvorfor lever du egentlig - jeg mener, hvad er det,

der faar dig til at holde det hele ud - saadan i det hele

taget?"

"det har jeg tænkt meget over, elisabet"

"det ved jeg -" hun smiler "tror du ellers, jeg vilde spørge dig om det, hvis jeg ikke mente, du vilde kunne svare -"

hun smiler igen - og trykker paa hans arm med nakken

"hva' simon?"

"nej -"

"hvad er det saa - sig mig det saa -"

"ja... det er det, at jeg tror ... altsaa virkelig tror, at jeg engang... at jeg stræber efter eller prøver paa at stræbe efter, at jeg engang skal kunne føle, at jeg er det bedste menneske paa jorden - elisabet - hvis jeg kan det -

synes at det er lykkedes - bare lidt - eller maaske helt - saa har jeg intet andet af noget værd at tabe - og hvis det ikke gaar - hvis det skulde vise sig helt haabløst - elisabet

- ja saa - saa har jeg heller ikke noget at risikere, der kan være værre end det - vel - det er jo latterligt overhovedet at tale om risiko eller saadan noget i den forbindelse -... elisabet - og du kender mig vel tilstrækkeligt til, at du ved saadan nogenlunde . . . hvordan jeg forestiller mig ... nej

- sludder og vrøvl - jeg kan ikke sige det rigtigt - forstaar du elisabet - jeg kan jo bare mærke hver gang, om jeg er kommet lidt i den rigtige retning eller ej - gud, hvor jeg snakker - hvorfor spurgte du om det?"

elisabet smiler - med den nye stemme - "jo ... det skal jeg sige dig - der var noget, jeg vilde - vil fortælle dig - jeg vilde bare være sikker paa, at jeg ogsaa kunde - havde lov til at gøre det -"

de venter begge to -

"simon -" hun klemmer hans haand under tæppet - "jeg vil ikke elske dig mer - aldrig mer - jeg elsker dig ikke mer - du ved, hvordan jeg er - hvis jeg kommer ud herfra

- blir rask, som det hedder - saa blir jeg dog ved med at være syg - hvad er det i øvrigt at være syg - men simon, jeg vil drikke - jeg elsker at drikke - jeg blir bedre af at drikke - hvad gør det saa, om jeg blir syg - om jeg dør nogle maaneder eller aar før - jeg vil ikke holde op - jeg vil ikke - maaske kan jeg heller ikke - det ved jeg ikke -, og det er ogsaa lige meget - jeg vil ikke - jeg er saadan, at det, der er af værdi i mig, det vil, at jeg skal drikke - det kommer frem, naar jeg er fuld - det fineste, jeg har oplevet i mit liv, har jeg oplevet, naar jeg var saadan - da var jeg ogsaa fuld, da jeg traf dig simon - jeg er ligeglad med alt det andet - forstaar du, at dette er alvor - mit alvor - simon dette her er mit eget alvor - mit eget alvor - det, der er mest mit eget i verden - det skal du respektere - men det er ikke dit alvor - du er ikke med i det - simon det er ikke dit -

de tre uger, før du rejste, var det anderledes - det hele - det var noget helt andet, der slet ikke kommer dette her ved -

det var det helligste, jeg nogensinde har oplevet - man skal ikke lave historie af sig selv - - - synes du, jeg pjatter?"

"nej nej -" det skriger et sted i simon -

elisabet rejser sig op i sengen og lægger armen om halsen paa simon - "kys mig -"

det vræler inde i simon -

hun hvisker "kom simon - ta' mig - o kom - kom -"

et kvarter efter - eller mere -

"simon vil du ikke ringe -"

"jo -"

sygeplejersken kommer øjeblikkeligt - "nu trænger de vist til ro - tror de ikke, de kan sove lidt nu, frøken elisabet?"

"jo tak, jeg tror, jeg vil prøve -"

frokost

paa gaden - jeg skal tale - tale - i mange timer uafbrudt - jeg skal tale -

mikael ligger paa maven og sover - hans næse borer sig hvæsende ned i puden -

luften i værelset er som vaad hund - alting hos mikael virker regnvejr - koldt regnvejr -

en lille petroleumslampe - glasset er sort paa den ene side - tagvinduet er paa størrelse med en sammenfoldet avis - man skal staa op paa en stol for at naa det - væggene er dækket af malerier - de er idiotiske i halvmørket -

fra det skraa tag hænger tapetet som flængede gardiner - vaad hund - regnvejr - klam, støvet søvn - gammel kulde - mikael puster paa divanen - han har alt tøjet paa - liv- remmen ligger som et dødt firben under hans ene ben - "ka' du ikke staa op nu, mikael -"

"hva' fa'en er det dig simon - aah - puh - huh, hvor er her koldt - vent lige et øjeblik -"

paa mindre end to minutter blir mikael en anden - den almindelige velfriserede, nybørstede mikael - hans bukser

kan af en eller anden grund ikke blive krøllede, hvormeget han end sover i dem - "saa - det var det -"

"mikael - jeg er helt vanvittig i dag - kan du ikke gaa med - vi kan jo gaa ud og spise frokost -"

mikael nikker - simon er vanvittig i dig - ja, hvorfor ikke

- naa - "hvornaar er du kommet hjem, simon? - det er længe siden du har vist dig -"

"jeg kom for en uges tid siden - skal vi saa gaa -" de gaar - simon gaar hurtigt - saa langsomt - og igen meget hurtigt - mikael følger med - han taler ikke - med vanvittige mennesker maa man jo dog først vide, hvordan de er vanvittige - naa, de plejer jo ogsaa selv at ville tale

- ligemeget - en frokost er ikke at foragte - de gaar - simon gaar - og mikael følger - saa fint, at simon ikke mærker, hvordan han gaar - mikael forstaar saa godt, hvad det vil sige at være vanvittig - gu' ved, hvad der er i vejen med ham -

de gaar ind - frokost? saagerne - et øjeblik -

spisekort - værs'god - saagerne - et øjeblik hr.

- to cigarer med det samme, ja - et øjeblik -

maden kommer -

de spiser - simon lægger med en slags satanisk glæde

mærke til, at mikael kun ved stor anspændelse skjuler, hvor sulten han egentlig er - men det gaar -

simon spiser, som var det hans første ordentlige maaltid i lange tider - hans gaffel slaar mod tallerkenen -

han æder - raat som et dyr - mikael kaster af og til et meget meget lille blik hen paa ham - naa ja - det kommer

vel - ellers - naa hvad -

kaffe - saagerne hr. - et øjeblik -

de ryger -

"hvordan har du haft det simon? - du var ude og sejle

- ikke -?"

"jo - jeg havde det meget godt - maden var meget daarlig ombord - men ellers - saa -"

mikael nikker - "har du skrevet noget - saadan - fra rejsen - eller i det hele taget -?" "næh - hvorfor det -"

"naa nej - jeg troede, du skrev - at du vilde skrive - at det ogsaa var derfor, du var taget væk -"

"hvorfor skulde jeg dog skrive -"

"nej, det ved jeg heller ikke - men jeg troede bare -"

ka' vi faa lidt mere kaffe - tak - og to cigarer til - simon ser ikke paa tjeneren -

saagerne hr. - et øjeblik -

mikael kigger paa simon - "har du læst maartens sidste bog -?"

"næh -"

kaffen kommer - de ryger -

mikael trækker paa skulderen - "ser du noget til elisabet ?" simon rejser sig op - og flytter koppen til side - og askebægeret - lægger cigaren fra sig - han rammer mikael med al sin kraft paa venstre tinding - simon dunker ham helt ned i stolen - mikael dækker sig med begge arme over hovedet - simon trækker ham ud fra bordet - en gang til

- paa kæben -

fire tjenere med inspektøren i spidsen -

simon knapper jakken og retter sig op - strækker ryggen -

"saa - det var det -"

han tar sin cigar fra askebægeret og tænder den - "nu

gaar jeg - gaar du med - mikael -?"

inspektøren og tjeneren følger dem bukkende til døren -

"jeg er saadan"

simon og elisabet -

"simon, jeg er saa glad, fordi du kom -"

simon smiler, som om han havde en gulvklud mellem tænderne - men han smiler -

elisabet ser paa ham - "er du saa ikke ogsaa glad -? sig ja - simon - du er glad -" simon nikker -

elisabet sidder i en høj stol - med fødderne paa en anden stol - pakket ind i tæpper og puder - hun smiler til simon

- vær nu glad - "simon kom lige - lad mig hviske dig noget -"

simon mærker hendes aande i sit øre - det gør ondt - ikke i øret -

"jeg er saa dejlig glad, fordi du kom -" hun smiler og løfter hovedet - "gaa saa hen og sæt dig igen, simon -" hun sidder og smiler til ham hele tiden - simons ansigt ligner en fattiggade -

han gør en haandbevægelse, som naar man gir et saaret dyr naadestødet - "elisabet jeg elsker dig... saa vanvittigt ... jeg kan slet ikke forstaa nogen ting -" hun bøjer sig frem med besvær - og klapper ham paa kinden - en lille dreng og en meget meget klog og meget meget god mor - hun blir ved -

bare klapper ham - "lille simon - stakkels lille simon - simon dog - lille simon -"

simon tar hendes haand væk - saa begynder han ganske stille og sagte at græde - ganske stille - han snøfter ikke - og hulker ikke - taarerne løber bare ganske sagte - han græder - og græder - til sidst holder han ganske stille op - elisabet stryger hans haand - "lille simon - lille simon -" saa tar hun hans lommetørklæde op og trykker det mod hans øjne - hun lige akkurat trykker det engang mod hvert øje - hun tørrer slet ikke hans øjne - hun bare siger -: saa nu græder du jo ikke mer simon -

saa begynder elisabet at tale - roligt - som om det er noget, hun har tænkt saa længe paa, at hun slet ikke behøver at høre efter, om hun nu ogsaa siger det, hun vil - "simon, jeg har noget at sige dig - det er ogsaa saa forfærdeligt sørgeligt - vil du høre det - det vil du gerne - det ved jeg -" en svag solstribe ligger hen over fattiggaden - svag - men det er sol -

"simon - dengang, du rejste -, da kunde jeg slet ikke tænke mig andet, end at de tre uger altid skulde blive ved - jeg tænkte slet ikke - det var bare saadan, at det som var, det maatte nødvendigvis altid være saadan - der var slet ikke andet i verden - simon forstaar du, hvad det vil sige - ja det gør du - nu - nu tror jeg, du forstaar det - det var derfor - det var den eneste grund til, at jeg ikke vilde have et barn med dig - det, som skulde blive ved altid,

det var netop det og kun det, som vi havde dengang - og ikke noget som helst andet - og det var saa stort, at jeg gerne vilde lade være med at faa et barn - et barn med dig - jeg ved ikke, om du dengang forstod, hvor forfærdelig -, frygtelig gerne, jeg vilde - simon - hvad det vilde have betydet for mig at have et barn - det kunde maaske have forhindret. . . nej - naa -"

hun smiler til simon - hendes stemme er saa rolig og klar

- ordene kommer, som om de er et digt, hun har elsket saa længe og saa højt, at hun uden at vide det, har lært det udenad -

"det sørgelige - det som er saa sørgeligt, at det næsten ikke er til at fatte -, simon det er, at nu - at jeg nu skulde have haft barnet - nu skulde jeg have haft dit barn - det skulde have været mit - saa skulde du af og til have været

hos os - og vi skulde have siddet sammen og set det lege og saa skulde vi have smilet til hinanden - og det skulde have været mit barn - og saa skulde vi ... - men barnet skulde have været mit -"

elisabet ser ned paa tæppet - og smiler -

simon ser med øjne, der er sorte nedrullede gardiner, paa

det hjørne af stolen, hvor elisabets fødder maa være - hun ser hen paa ham og begynder forsigtigt at bevæge den ene fod - op og ned - tæppet paa hjørnet af stolen bevæger sig - op og ned - hun smiler lyst hen til simon - han ser op - de sorte gardiner er væk -

han ler - "du vilde sige mere, elisabet -"

"men saa skal du holde paa foden, mens jeg taler - ellers kan jeg ikke . . . simon kan du huske, at jeg engang sagde til dig, at du levede, og at du voksede, og at jeg troede, du altid vilde vokse, og at alt, hvad der skete dig, kun kunde faa dig til at vokse - at du altid vilde faa mere ud af, hvad du oplevede, end andre - i alt fald altid faa noget ud af det, hvad det saa var, du oplevede, og ikke gaa i stykker paa det, som saa mange - kan du huske det -?" simon kan huske det -

"du har altid noget, simon - du har altid dig selv - det har de fleste ikke - men du har det - du ejer dig selv - og det

er meget, simon - jeg har ikke det - jeg er ikke sikret -

jeg kan ikke, saadan som du kan - her i livet - det er der ikke noget at gøre ved -, og jeg har vel andre ting - ja, det ved jeg, jeg har -"

hun bevæger foden - simon klemmer haanden sammen om den - uden at se op -

"det er saa forfærdelig sørgeligt, simon -"

hun ler - "jeg er saa glad, fordi du sagde, du elskede mig

- ... nu skal du gaa - og saa skal du være glad - ikke med detsamme - du maa ikke blive glad med detsamme - vel - men du skal snart blive det - ikke simon - rigtig glad - det blir du ogsaa - det ved jeg - ... farvel simon -" simon rejser sig -

"lille simon -"

han ser ned - jeg maa sige noget - for gud i himlens skyld, jeg maa sige noget - sige noget - bare sige noget - "elisabet - jeg synes, det jeg har oplevet - dengang - og ogsaa nu - med dig - jeg synes - elisabet - der er ligesom, jeg aldrig mer vil kunne opleve noget af betydning - bagefter

- efter det -"

elisabet ser roligt paa ham - saa roligt - jeg ved - jeg ved saa sikkert - jeg kan se det - det er rigtigt, som jeg tror - det hele var jo klart - saa tydeligt og klart - nu maa der ikke siges mer - "simon, alt det gælder ikke dig - det tror du nu - du vil altid opleve noget - du er saadan - bryd dig ikke om alt det - det er kun lige nu -" simon ligner en stud - "gaa saa -" han tar sit overtøj paa - "ja elisabet -"

simon gaar med lange faste skridt nedad gaden - det fryser lidt - luften er nypudset - husene staar saa fast - som skruet fast - deres konturer er bidende skarpe - fortovsfliserne ligger - rigtig ligger - folk gaar opret - de støder ikke sammen - bilerne er lave - og deres hjul sidder saa langt fra hinanden, at de ikke kan vælte - simons skridt er lange og sikre - hun har sgu saa forbandet ret - hvorfor er jeg saadan - hvorfor eksploderer jeg ikke - man kan

hænge sig - og ta' gas - drukne - hvorfor smider jeg mig ikke foran en bil - blive sindssyg - jeg gør jo ikke saadan noget - hun har ret - aah aah aah hun har ret - nichts zu machen - jeg gaar rundt og er fortvivlet -, og saa blir jeg sulten - og saa tar jeg et bad - ringer en eller anden op - og hvad saa - simon skærer tænder - han er flintrende gal i hovedet - men jeg er sgu saadan - og hvorfor satan skal hun være saa forbandet klog - aah elisabet - elisabet - simon faar taarer i øjnene af raseri - nichts zu machen - jeg er saadan - elisabet -

et godt menneske

simons hotel - to dage efter -

klokken elleve om formiddagen - simon ligger delvis paaklædt ovenpaa sengen og kigger i loftet - værelset er tomt

- tomt rum -

i et hotelværelse er der klædeskab -, kumme med varmt og koldt vand -, seng -, natbord -, dobbelte døre -, telefon -, tæppe paa gulvet -

det er ikke noget bestemt klædeskab -, ikke noget bestemt tæppe - bare et klædeskab og et gulvtæppe -

loftet er hvidt - og simon ligger paa ryggen i sengen - med hænderne under hovedet - telefonen ringer - det er portieren - "der er telefon til dem - det er vist deres mor - skal jeg stille telefonen om -?" simon sætter sig op - "min mor - ja et øjeblik - vil de være saa venlig at stille telefonen om - tak -" "hallo - er det simon? ja jeg hørte, du var kommet tilbage

- hvorfor er du dog ikke kommet hjem - simon, du ved da, at du altid kan komme hjem -"

"god dag, mor - ja jeg kom for en god uges tid siden - hvordan har i det -?"

"ja ja simon - jeg kan ikke forstaa, at du ikke er kommet hjem - du kunde da i alt fald ha' ladet os vide, at du var kommet - naa ja ja - simon - hallo - ja, jeg vilde bare ha

spurgt dig, om du ikke vilde spise til middag her hos os i aften - det er bare familien - vi skal ikke spørge dig om noget - simon - der kommer ogsaa nogle unge - kun familien - du kan jo gaa, naar du vil - hallo - men selvfølgeligt det ved du jo, at du altid er velkommen, hvis du vil bo her - altid - ja hvis du ikke har lyst, skal du naturligvis ikke komme - du skal gøre ganske, som du vil - nu ved du det i alt fald - det er klokken syv - ja ja - hallo - ja - saa farvel simon -"

"jeg skal nok komme, mor - ellers skal jeg ringe - men jeg skal nok komme - farvel mor -"

klokken er fem minutter over syv -

familien staar og sidder i dagligstuen - som en flok af de rødbrogede afrikanske hunde, der puster ud i udkanten af en skov -

de forskellige stemmer er et temmeligt godt sammenspillet orkester - kun spiller enkelte af medlemmerne nu og da saa godt, at melodien bæres udelukkende af eet eller to instrumenter - kun et øjeblik ad gangen - melodien er almindelig kendt - det, som gir spænding, er de mange maader, den kan udføres paa ved forskellige lejligheder - dirigenten er heller ikke hver eneste gang den samme - og det sker, at der er flere -

alle lys er tændte - seks staalamper med skærme - lysekroner - alt, der kunde finde paa at vise, hvad stuerne ellers benyttes til, er fjernet -

værten og værtinden ser sig nervøst omkring i hver sin ende af stuen -

simons forældre - med meget korte mellemrum ser de i smug hen paa simon - hvordan er han blevet - hvorfor vil han dog ikke bo hjemme - befinder han sig nu ogsaa godt - hvem taler han med -

"ryger du stadig lige meget, onkel -?" simon er venlig - onkel smiler - "naah det gaar - hvad skal du nu til at lave, simon - har du tænkt paa noget bestemt - for du skal vel lave noget -?"

"naa - næh - jeg har nok tænkt -, men jeg er ikke helt færdig endnu -"

onkel stikker den ene haand i bukselommen og holder cigaren med spidsen opad - "ja for du maa vel snart til at bestemme dig for noget - saadan fast - ikke - hvor gammel er det, du er -?"

simon blir ond - hans mor kender udtrykket - "jeg er begyndt at gaa ture - det befinder jeg mig saa vel ved -" onkel slaar asken af cigaren - ja det er ikke saadan at opdrage børn - det er et stort ansvar - "men det kan du jo ikke leve af - vel - at gaa ture - man kan jo nu engang ikke altid udelukkende gøre det, man synes, er mest behageligt - vel - livet er anderledes - du er jo saa ung endnu, simon - er du helt holdt op med at studere -?" simon finder det mere formaalstjenligt at være ugidelig, end at blive arrig - "det første halve aar kan jeg leve af min hyre - og gud er jo god -"

de gaar til bords - simon tar sin kusine: under armen - livet strømmer igennem hende - næsten altid - det faar hele hendes legeme til at gynge - "naa simon - du har haft det godt -? du har vel slaaet nogle ordentlige slag - i var vel ogsaa i havn af og til -" hun taler rasende hurtigt - levemanden simon griner - "selvfølgelig - jeg havde fem forskellige gonorreer paa en gang - jeg smed en overbord hver dag i fjorten dage -"

"det maa jeg sige - det maa jeg vist høre noget mere om -"

de sætter sig - skeerne skramler - simon æder - kusinen venter paa, at han skal sige noget til hende -, og spiser - onkel rejser sig langsomt op og slaar paa sit glas - dinge- lingeling - saa kører sporvognen -

for de andres skyld havde det været tilstrækkeligt, om han havde rejst sig og sat sig ned igen - de kender ham - de ved, at han er venlig og god, naar han holder tale - hans maader at udtrykke dette har aldrig varieret - men han er saa rar - damerne lægger hovedet lidt paa skraa - som for at høre bedre - og smiler - til ham og til hinanden - til onkel: det er vidunderligt at høre - til hinanden: hvor er han dog rar -

simon spiser - nej, han undgaar ikke sin skæbne - " ... og hvad der gør denne fest til noget ganske særligt - hm hm - at vi alle er særlig glade for, at vi har faaet lov til at være med her i aften hm hm - er at husets ældste søn - der sidder han - er vendt sund og rask tilbage - han har nu knyttet endnu nogle erfaringer hm hm hm til sine unge aar - hm hm som han med de evner, han har, sikkert vil vide - det ved vi alle hm hm kan vi alle være enige om - hm hm vil vide at udnytte paa bedste maade - til fordel for sig selv og til glæde for sine forældre, som hm hm hm hm hm hm altsaa hm hm i aften har en ganske særlig anledning til at være glade -" alle rejser sig og drikker rødvin -

simon rejser sig og skaaler med kusinen - alle sætter sig - gaflerne begynder igen -

værten nikker til værtinden - det er en god fest - det gaar godt -

simon har overhovedet ikke set op fra tallerkenen, efter at desserten er blevet budt rundt - hans dame ser paa ham - "simon, hvad vil du nu til at slaa dig paa - det skal vel være noget meget originalt -" kusinen gynger - de spiser karamelbudding - "jeg vil se at blive et godt menneske -" kusinen smiler til ham - gud, hvor er han original - men det har han forresten altid været -

simon ser paa hendes tallerken - "jeg skal lige hente noget mer sovs -"

"tak simon - jeg har endnu -"

han rejser sig - og aaler sig smilende ud langs stoleryggene - alle hans smil blir omhyggeligt opsamlet - karamelbuddingen bydes rundt for anden gang -

simon tar sit overtøj paa - og lukker entrédøren uden

en lyd -

det er klart og koldt - simon gaar -

han gaar til han opdager, at der er mellemrum mellem

husene - og at der er blødt at træde helt ude i vejkanten -

og han gaar videre - han sukker - eller snarere trækker vejret dybt - han ser sig omkring nu og da - men der er ingenting at se - det er for mørkt -

halvanden time senere blir han lukket ind i hotel cosmopolite -

men den nat

opnaaede simon den store ufattelige lykke at blive født -

det underste land MCMXXXIII

tilegnelse

paa vejen blev
mit hjærte alt for tungt at slæbe
her lagde jeg denne del
ved vejkanten
men ogsaa dette tilkommer dig -
her
stedet, hvor jeg hvilede sidst
og maatte lægge dette -
ogsaa det tilhører dig -
over dine øjne
sidder alle guds smil
roligt afventende

min sikre herliggørelse -

med lukkede øjne

det er som om
ingen strøm kan drukne mig
ingen sorg kvæle mig
helt -
det er som om
kærlighed kommer til mig
over alle have,
fordi en blød streng altid svinger
i mig -

og gud talte

det var ikke gud -

hænderne legede
som børn i vejstøvet,
og hans øjne flagrede som hvide sommerfugle -
og han hviskede -:

hvorfor gemmer i jeres drømme -?
hvorfor bærer i ansigter foran jeres drømme -?
i solen skulde i lægge dem -
i vinden skulde i brede dem ud -,
paa vejene skulde i gaa nøgne under jeres drømme,
at i kunde blive skønne, som de -
ikke med jeres øjne skulde i elske,
ikke gennem haardt glas skulde i se trolddommen -
ikke gennem firkantede smil skulde skønheden sive ud
og blive ædende draaber -
hvorfor gør i krigere af jeres hænder,
vogtere af jeres smil -?

og hans øjne flagrede,
og han talte -:

o, at se hver enkelt drage ud
med sine drømme i oprakte hænder -,
syngende mod solen og stormen -:
elskede, her er alle mine drømme -,
tag-!
ve - ve over angsten -
ve - ve over angsten -
ikke lysten i jeres vagtsomme øjne
skulde i skænke jeres elskede -,
ikke viden, dryppet ud i smil -
se jeres underlige længselsfulde hænder -
fyld jeres hænder med følsomhed -,
og gaa til jeres elskede -,
og sig -:
her er alle mine drømme -,
tag-!

regnen

regnen kom -,
og mændene satte sig paa hug
og holdt deres tøj stumper op under maven
ryggene blinkede som oljepytter i natten
og rokkede frem og tilbage,
for at faa tiden til at gaa -,
deres vaade kinder tyggede solsikkefrø.
mens vandet fossede
og fyldte natten -

tidligt klædte mændene sig paa
og sang til en ren himmel
og tidligt bøjede de sig
under en ny sol -

ellen

ellen -, ikke var det meningen -
ellen, i dag kommer jeg
og henter dig -
læg noget over de dybe saar
i dag -, bare i dag -
jeg henter dig -
du skal -
vi gaar og spiser under træerne -
jeg ved ikke hvor -,
brød - ost - vin -
jeg skal spille for dig -
jeg skal kalde en af de store lallere frem
af den blaa skumring -
ellen -!
en rus vil jeg give dig -,
og naar du vaagner,
(aah, du vaagner aldrig),
flyder smaa bække med unge træer
over de dybe saar -
jeg vil give dig en rus,
at du aldrig finder tilbage -

min far

han vaklede
og jeg fangede hans øjne -
aah som vidunderlig tavse
hjælpeløse fuglehjærter var de
med den store smertes kraft,
som er kunsten,
straalende i et blankt hav -
o svagheden greb mig som en storm
og jeg slog -

en nat, hvor een lampe samlede al ensomhed, sprængtes frugten og hans liv stormede ud i toner
og tvang himlen til graad -
og jeg bed i min tunge
afmægtig -

o, far
to hvide fugle
vogter godheden i min sjæl
med uovervindelig hellighed
dine hænder -

aften

jeg klagede -:
større end alt var min elskede -,
større end alt -

og jeg gik -

en aften ved den sovende flod
huskede jeg,
at sangen om den store kærlighed
spilles vidunderligst med to pinde
mod et stykke træ -

tal ikke til mig

saa stille
saa stille -
tal ikke -!

meget meget forsigtigt
maa jeg gaa,
hvis jeg skal finde noget -,
og alene maa jeg gaa,
hvis jeg skal finde noget -

endnu har jeg ingenting fundet -
jeg har hverken
fundet mit hus
eller min elskede
eller mine marker -
de maa være
et sted, hvor jeg endnu ikke har været -
jeg har allerede gaaet meget længe -
maaske har jeg meget længe
endnu at gaa -

og helt alene maa jeg gaa
og saa forfærdeligt forsigtigt
maa jeg gaa,
hvis jeg skal finde noget -
men jeg maa jo
finde et sted at være -

jeg maa jo have et hjem et sted -
jeg ved jo,
at jeg har mit hus
og mine marker et sted -
min elskede kan jo ikke vente altid -
jeg har allerede gaaet meget længe -
tal ikke til mig -
hvis jeg har alt for længe at gaa endnu,
blir det maaske for sent -

stille - stille -!
jeg maa
finde mit hjem -

latter

i fortvivlelse
saarede jeg helligdommen,
som du med templer og alt
havde bundet med kærlighedens traad
under mit hjærte,
og den faldt -

blandt lave stumper
saa jeg dig gaa
for evigt -

længe gik jeg
bærende min daarelatter
rundt mellem ruinerne -
mange kom -
ingen kunde bygge templer -
mange gav -
ingen turde tage latteren -

o gud - gud - gud -
og hvis du en dag kommer tilbage -,
kan jeg ikke kende dig -
ha - ha -

vent -!

hun venter -
intet er for stort -
foroverbøjet sidder hun -
panden stirrer -
natten trækker lange lange
nynnende fløjelsbaand gennem hendes aabne pupiller-
sagte famler næsefløjene
vælgende i overflodet -
intet er for stort -
taalmodigt venter opadvendte haandflader
den første draabe -

bekendelse

præstinde -!
jeg hylder dig -

færdig ligger din skæbne -
sikker
med vældige bolte gennem hele jorden -,
urokkelig, som det, der er sket -,
sikker som faldet -
eet begær
er dit liv -

du ved det store maal -
blandt væltede flasker
og svin
plukker du taarøjet
det store
det eneste -
ravende frelser du
skønheden selv
i verden -
præstinde -!

een gang
i en sanseløs nat
elskede jeg dig
præstinde -

alt kan jeg gøre -:
pine fjender
klage -, juble -
elske mine egne lokker -
præstinde, til dig kan jeg tale -,
du ved det -:
at jeg ikke har valgt min stjerne selv
at jeg aldrig har set min stjerne
at der kun er een stjerne
for mig,
at stjernen findes -

dig hylder jeg -!
ikke kender du barmhjertighed -,
mig frelste du -
præstinde -

drengens klage

hvor kan jeg gemme mig
hvor kan jeg gemme mig,
o i nat vil de alle komme
vil de alle komme fra hele verden -
o findes der ikke
et eneste skjulested
bare et eneste skjulested
til mig
i nat -
jeg er saa bange
jeg dør af angst,
naar ingen synger i hele verden
om natten -

o hvor kan jeg gemme mig
gemme mig bare i nat -
alle de store sange
er døde hjemme
hjemme er ikke flere store sange
nu synger de kun smaa sange
hjemme -

o jeg dør af angst,
naar ingen synger i hele verden
om natten -

kærlighed

jeg kom til den by,
hvor alle mennesker lever -
og jeg saa med stor smerte,
at alle var sekskantede,
tolvkantede eller ottekantede
de, som jeg ikke kendte,
lo og sagde, at jeg var et æg
og de, som elskede mig,
blev graa og klagede,
fordi eet enkelt æg
kostede saa mange mennesker -

en kvinde, som aldrig havde elsket,
kom og fortalte mig,
at jeg var født af en langbenet fugl,
som havde mistet sin stemme
ved at se langt bort -
og hun forstod, at hun maatte blive længe hos mig
en gang hvert halve aar
knækkede skallen
og noget kom ud -,
og der var en ny skal nedenunder -

glad laa jeg i hendes skød
og prøvede alle farver -
og hun sad alene og græd
over, at eet eneste æg
skulde koste saa mange mennesker -

ikke andet

det siger jeg bare
her i græsset
som gynger
synger om bid
her i de mørkegule blomster
her sammen med min lille tromme
jeg hader tynde stemmer
latterlig høje stemmer
jeg selv har en smuldrende mumlen
det siger jeg bare
at du skal blive her
blive her -
du mister noget
hvis du gaar nu
gaar du nu?
hvis du blir her
ved ingen, hvad der kan ske
se min lille tromme
den er en stor stor sjældenhed
hvis du taler nu
kvæler jeg dig -

min baby

naar du ikke
kan elske min baby,
er alt ligemeget -

det er ligemeget,
at du aldrig sover -,
at dine træk borer
som rødder, der aldrig naar ned -,
at du elsker mig -

dag og nat
dag og nat
tæller min baby
mit hjærtes stumper,
ordner dem paany -
naar min baby sover,
er jeg
ingenting -

uden at elske min baby,
vil du aldrig faa mig at se -

slottet

du min lille pige -,
du er selve det stumme land -,
hvor vejene, som intet navn har,
fører rækker af lastdyr
gennem døgn opad
med tildækkede byrder til slottet -
og langt langt nede
en vældig vældig milevid slette
med hjorder af gumlende blankklovede bisonokser -
gumlende - tyggende -
skiftende ben - og solen bager roligt -
slette og slette og bisonokser -
og flad sol -
græsset kilder vinden under maven -
bisonokserne tygger -

men inderst -!
højt højt op ad smalle stier -,
i det stumme land -
o hvem har set slottet -?

rival

svag og god er du -
jeg vil skære din hals
i et kort og let snit -,
og glemme dig -
men ikke hjælper det min elskede -
du gav hende alt,
hvad du havde -
jeg gav hende mere -
jeg gav hende noget stort,
som jeg havde -
ikke alt -
ikke fører jeg guds haand -
men jeg,
ikke du, har synkende, druknende
slugt vand af floden, hvis bredder
er guds læber bøjet over jorden -
hos dig kunde min elskede sove
uden frygt -
du er svag og god -
i et kort og let snit vil jeg skære din hals -,
jeg vil ikke kende dig
jeg taler ikke dit sprog
du kan ikke se, hvad du har gjort -
men det er nødvendigt, at du dør,
saa at jeg kan glemme dig -
jeg ved ikke om jeg elskede hende,
men det var min kvinde
i verden -
dø -

sump

jeg har en sjæl -
i over et aar
har jeg vendt og drejet den,
vredet og glattet den ud -

jo mere jeg skrubbede,
jo renere blev den -
jo mere jeg stak,
jo mere sved det -
og jeg bemærkede dette
med uro og alvor -

i mellemtiden
sprøjtede mit legeme
unyttig sæd
over uskyldige -

martyrer

i, som kuede jeres munde -,
tvang jeres øjne udad -,
ogsaa jeg
elsker jer,
der først vendte pisken
mod egne drømme
og sagde: lig!
og saa rakte sværdet

over
de smaa og faldne
mod de store frække -,
glemmende egen graad
for andres nød -
jeg elsker jer -

o at i maatte leve
til de,
som i nu gir brød
kommer for at kræve
ogsaa jeres drømme og jeres graad -,
og i kan kaste pisken
og gi alt -

en god kvinde

din bitterhed
er løgn -
din uegennytte
hægen om saar -
du er født -!

du vil ikke tage almisser -
hvad har du at give -?
hvad har du -,
som du ikke har faaet -?
se din hellige pligt
mod dig selv, som du har faaet -
tag -!
hvad har du at give -,
hvad har du at dræbe -?
du har dig selv -

ivigtut

de hundrede mand
graver sten
i elleve timer -,
og fylder store skibe
og fremmede aktionærer,
som de gir fa'en -
(elleve timer -)

og de hundrede mand
hælder champagne
i sjæle,
som længslernes by
burde frygte,
og ikke kunde fylde
for to aar siden -

og de hundrede mand
rejser hjem
(efter to eller tre aar)
med længsler
tunge som stenbunker
og uberegnelige som isfjelde -

og de hundrede mand
sejler frem og tilbage
(saa længe de kan)
med deres mystiske sjæle,
som de ikke kan
gi fa'en -

pigen else

engang blev du skræmt -
nu sidder du med friheden -
dit hjærte vejer intet -,
o du er fri -

altid holder du dit røgfarvede smil
op foran øjnene,
før du ser paa de andre,
som ikke kender skrækken
for stumme dyr -

nu sidder du med friheden -,
dine øjne er trætte
som en kos nakke
af at smile -

du

døende laa den lille -
et tyndt skrig -
minutter som millioner af modbydelige fluer -
gloende hamrede angsten smaa tindinger -
kynisk langsomt gik du
hele natten -
malede du skrækkors -,
time efter time -
smaa øjne - smaa fingre
overgav sig stump efter stump
til fluerne -
du hæklede sorte sløjfer
og bandt dem sindigt
om hver enkelt lille glæde -
iturevne smaastumper af skrig fejede du ud
med træt mine -
døende laa den lille
endnu om morgenen -
saa brast din taalmodighed -,
genert smilende sagde du: kom -
og sammen gik i ud
paa en ny eng -
under græsset
vred jorden sig i tykmavet latter -
og solen kom
som en blankøjet ko
og slikkede den lille i nakken -

danserinden elisabet

elisabets sjæl
havde ben som de dybe toner
i en violoncel
med fødder, der dansede -

men hendes fader
med det blonde skæg
døde,
og elisabet græd altid -

hendes taarer var store
som gennemsigtige kugler
af champagne -
og disse taarer lokkede
mændene med de trefjerdedels sjæle -

og elisabet
gav hver enkelt af mændene
en stor taare,
for at de kunde lægge den
omkring deres smaa hjærter
og blive store mænd,
som hendes far -

men da hun ikke
kunde elske dem,
gik de efterhaanden bort,
(og skønne, fordi de havde
en champagnetaare omkring sjælen)
og elisabet græd
og kunde ikke danse,
naar hun ikke elskede -

til sidst kom
den skønneste af alle mænd,
(lokket af taarerne),
den vidunderlige digter
uden sjæl -
og han elskede elisabet
med sit legeme,
som var visere og herligere end nogen sjæl -

men en nat,
hvor elisabet for første gang
havde danset,
huskede hun,
at hendes far med det blonde skæg
havde haft en stor sjæl -
og saa kunde elisabet ikke mere
elske den vidunderlige digter -

og han gik -,
vild af sorg
og tog elisabets sjæl med sig,
da han gik -,
elisabets sjæl,
som havde ben som de dybe toner
i en violoncel
med fødder, der dansede -

og den vidunderlige digter
blev ogsaa siden altid elsket -,
(fordi han var saa vidunderlig skøn),
men hele hans liv
laa elisabets sjæl i hans bryst
og græd sine store taarer -
og elisabet døde,
fordi hun ikke kunde danse
og elske uden sjæl -

tigger

hvad skriger du for -
dit satans fjols,
din slatne bugfylder -
hvad i helvede skriger du for -
kan du ikke hjælpe dig selv,
din blege hjulbenede stodder -,
saa springer jeg selvfølgelig
ud mellem hajerne
og hiver dig i land -
dit røvhul -

nomader

som nyfødte børns fødder
er jeres øjne under længselen -
gaa -!
gaa -!
langs de underligt talende floder,
som føder skovene
og fylder dem med svar -
o, skovene,
der kryster floderne
som lyttende melankolske slanger -,
og trækker himlen ned over sig
med døve urokkelige arme -
gaa -!
maaske finder i der
en vældig kvinde
med herlige syngende fødder
og hvide øjne -
eller
bjærge af sovende mænd
med røde brændende sanser
imellem sig som baal -
eller
rædselsgrebne børn
med ansigter af haardtbrændt ler -,
og hænderne knugende om smaa plettede sten -

eller i finder
den fede gud,
hvis taarer hamrer syndflodsglæde
mod sumpplanters haarde blade -,
hvis smaa øjne smiler,
mens taarerne trommer som fortvivlede tænder
hurtigere og hurtigere -

gaa -!
altid finder i noget -
(ikke helbredelsen -)
ser i ikke, at jeres sygdom
er større end alle andre -
o, mange er i -,
i, som har smitten -
gaa -,
og giv jeres uendelige uro over jorden,
altid finder i noget -

til jer

det er til jer,
jeg taler -!
hvad er
drømmende dyr
og stor glæde
mod larmen
fra rasende maver
og forpinte køn -?
idioti -!
ikke
raser min mave,
og altid har jeg elsket,
og ikke kan jeg stille larmen -
men det er
til jer, jeg taler -!

en fjern aften,
naar i sidder roligt
med fælles sejr imellem jer -,
finder i maaske
en anden hunger i blodet,
en ny længsel,
der taler om mærkelige dyr
og stor glæde -,
og kræver ny kamp -

blod

en søndag morgen
gav du blod
til din mest elskede drøm -

dit legeme sang om stor lykke -,
drømmen døde -,
og du fødte mig -

mor, den døde -,
drømmen -
det var mig, du fødte -,
o du gav drømmen dit blod -

mor -!
blod -!
mit hjerte er ikke sten -
mit hjerte
er
ikke sten -

o, jeg ser -:
blod er ikke dejlig elskov -
blod - blod
er kobberlænker -

kære mor -, ikke er jeg drømmen -
mor - hvorfor snor dine evigt rastløse fingre
taalsomme *

lokker -
for mig -?
hvorfor ser din sjæls øjne
altid vaagende
endeløse marker, hvide af ben -?
hvorfor bøjer ørneryg knæ
for uværdige guder -?
hvorfor græder du - mor -
for mig -?
kære mor -,
saa du ikke, at drømmen døde -?

min mor -!
elskede - rejs dig -
se vejen -!
(o se ikke altid
flaskerne
grinende kvinder
sult -
se ikke altid gruset, stenene -)
se vejen -!
se den vej, som jeg gaar, som du fødte
søndagen, da dit skød var livets syngende mund -

mor - hvorfor ønsker du mig
søvnen
mætheden
usaarligheden -?
giv mig kraft, mor -,
af det mod, du fik
hin søndag -,
da du ikke saa,
at din skønneste drøm døde -
og mor - mor
engang,
naar jeg har fundet vejens halespids
dybt inde i det underste land,
skal vi mødes
og som en dobbelt draabe flyde ud i søen,
som er livets øje -!
kære mor -

o, mor -
at du gav drømmen dit blod -o, stakkels, elskede mor -store mor -

for sent

gennem denne nat
hører jeg
dronningens øjne kalde -

men dronningen sover
blandt palmevinde -
det er kun
hendes øjne, der kalder -

dronningen har ikke mere
brug for mig -
det er mig, der behøver
hende -

let at finde sydens maane -men jeg har ødelagt min elskov -den er ikke mere til at stole paa -men jeg vil sende min maage
som en hvid streg
den, som er tilbage -
og haabe alt -

for
gennem denne nat
hører jeg
dronningens øjne kalde -

dronningen kalder jo ikke -
det er mig, der behøver
hende -

paa fjældet (fragment)

bare for at binde mig
tog hun min blomst -

med dolken
med dolken
stak jeg hende -
ha - ha - ha -

ensomheden er stor -
ved du,
hvor de nye blomster er -,
dolken min -?

melodi

hør -!
hør den saarede mand
svinge langsomt
langsomt og vegt
med en stor palme
han svinger
palmen strækker sig bøjende
palmen rejser sig
palmen svinger
længere tyndere lysnende
svinger
krympende tætnende
synkende
langsomt i fjern vellyd
over en raslende sø af sorte hjerter
smalle bølger af flade skinnende hjerter
hurtigt trillende ebonitbølger
snublende klingende
sporløst forsvindende
lav brænding -
palmen svinger
til spinkle hænders klage
kaster sølvskygge
af flimrende fjern trompetdans
over søen -
svinger -
flygter -

dans

lad mine ører i fred
for din smerte
lad mine øjne i fred
for din smerte -!

jeg har en hel
verdens sorger
forbandelser
og vildskab
et sted -

en hel forbandet verdens vilde sorger
har jeg -
jeg danser
jeg danser -

lad mig i fred -!
jeg har
alle slags elskov
i en herlig stue
med sort dør -

nu
er der tænder i navlestrengen -
gaa væk
gaa væk
nu danser jeg -
en fed streg tværsover -

lad mig i fred
jeg har et dybt saar -

o, nu danser jeg
alene -
nu gaar det
nu danser jeg
alene -

nu falder alle haver
det, som er færdigt,
ler -

det underste land (til fannie hurst * )

o stor lykke
stor lykke har de faaet,
som er født i det underste land -
overalt kan i se dem
vandrende
elskende
grædende -
overalt gaar de,
men i deres hænder bærer de smaa ting
fra det underste land -

o større end alle lande
herligere
er det underste -
opad vrider jorden sig
i en spids -
og nedad
udad synker det tunge
levende blod
ind i det underste land -

smalle forsigtige fødder
og tynde lemmer
og ren er luften
over de aabne opadstigende veje -
i lukkede aarer
brænder længselen hos dem,
der er født oppe under himlen -

men o
i skulde gaa til det underste land -!
o i skulde se folket fra det underste land,
hvor blodet flyder frit mellem alle -
mænd -
kvinder -
børn -
hvor glæden og fortvivlelsen og elskoven

tunge og fuldmodne
straaler i alle farver mod jorden -
o jorden er hemmelighedsfuld som en pande
i det underste land -

overalt kan i se dem
vandrende
elskende
grædende -
deres ansigter er lukkede,
og paa indersiden af deres sjæle sidder jord
fra det underste land -

sang

gudebarn, som jeg elsker -!
hvormange skal jeg slaa -?

skal jeg altid komme
til dit smil, som siger:
stakkels dræbende gudemenneske -?

de kan jo ikke lide
kun bløde -
kun prøve -
kun dø -

hvorlænge gudebarn -?
skal mit solhjerte altid strejfe
altid komme
altid være for langt borte
til at kunne høres
af dig o gudebarn, som jeg elsker -?

aah
flodgraad
s