Munch-Petersen, Gustaf andre nætter

andre nætter

- vi lagde vore garn og kroge
i stille blankt vand -
vi tog dem igen om morgenen -
saa kunde vandet være
som skraa grønne vægge,
der faldt ned i støv -

- nogle nætter fik vi god fangst -
da saa garnene ud
som svangre kvinders bug -
som store blanke kastanjer paa en snor
krøb krogene med fede daskende fisk
langsomt af vandet,
som saa var stille og blankt -
andre nætter forliste vi garnene -

- vi lagde vore garn og kroge
om aftenen -
om natten gik vi med fugtige øjne
til byen -
vi var nyvaskede og i blaat tøj -
der gik de unge piger
med røde brændende kinder
som moden frugt -

- om morgenen
var der steder udenfor byen,
hvor græsset saa ud,
som om store dyr havde kæmpet der
den nat -
- andre nætter forliste vi garnene -