Munch-Petersen, Gustaf sol

sol

i middagssolen
synger en stillids
i et bur paa størrelse med en hat -

gennem nedrullede tremmer
siver bleg sang -
tynde stemmer synger
bøjet over sicilianske broderier -
langs hvide og gule traade
drypper ordene -

sekstenaarige - syttenaarige -
tremmer mellem dem og middagssolen
og morgensolen og skumringen -

og en nat
kaster du vel grebet af angst
din portnøgle ned i en maanefyldt gade,
at du maa se
mandens vinstokke vride sig
i middagssolen -