Indhold
-
det nøgne menneske
- livets mening
- gamle mødre
- fiskerne danser paa kroen
- fattigt liv
- søvnen
- omvendelsen
- det ægte
- banalt
- alligevel
- andre nætter
- lisbeth
- menneske
- den ny tid
- bagefter
- atten aar
- det
- til mine forældre
- prosa
- graat
- ro
- den store mand
- det nye menneske
- til en ung ven
- døden
- mænd
- havnen
- til mit hoved
- læreaar
- hvorfor ikke
- nat
- skum
- men nu har jeg en hjærne -
- efteraar
- humor
- saltvand
- inga
- lykke
- jeg bager brød
- plan
- vers
- jubel
- intet
- til en
- generationer
- ideal
- en tak
- medicin
- den eneste
- spinoza
- fröding
- digte omkring "det nøgne menneske"
-
simon begynder
- I.
- II.
-
det underste land
- tilegnelse
- med lukkede øjne
- og gud talte
- regnen
- ellen
- min far
- aften
- tal ikke til mig
- latter
- vent -!
- bekendelse
- drengens klage
- kærlighed
- ikke andet
- min baby
- slottet
- rival
- sump
- martyrer
- en god kvinde
- ivigtut
-
pigen else
- du
- danserinden elisabet
- tigger
- nomader
-
til jer
-
blod
-
for sent
- paa fjældet
- melodi
- dans
- det underste land
- sang
- siciliansk sommernat
-
sol
- salvatore bambara
- brødre
- santo cacopardi
- nino
- digte omkring "det underste land"
- mod jerusalem
-
digte omkring "mod jerusalem"
- tidlig morgen
- koldt, men rent
- mit liv -
- sommergudens the
- preludium for antilopehornsfløjte
- foraarskvidder af de store skoves mindste fugl
- dag over jerusalem
- klippe
- indgangsmarch
- til min 100-aarige fødselsdag
- morgenens bad
-
barktegn
- aften
- elskede -
- glimt - varslende - flygtet
- alle
- tanke
- menneske
- det suser i skoven - (til Edith Södergran)
- lyn i havet
- gnist af røg
- satan
- lidt efter lidt
Alle forekomster
↩ Simon er en ung, rigt udrustet mand, hævdes det, som vil finde sin skæbne. Han bryder med sit borgerlige tilhørsforhold for at finde noget, der er stort nok, stærkt nok at bruge kræfterne og livet på, og han er vis på, at tilværelsen rummer noget uendelig stort, blot må han vide så djævelsk sikkert, hvad der er hans vej, han kan ikke finde den, og kan ikke vente på den, deraf hans rastløshed. Han er udmærket frem for andre ved, at han ejer sig selv, siges det, og han føler sig som en udvalgt. Andre mærker det og kalder ham fyrsten, greven. Han skildres gennem en sjælelig proces, der går fra positur til ærlighed, men det er ikke sandsynliggjort, at denne Simon er så ærlig endda i sin stræben efter at blive "et godt menneske". Han er for heldig og forkælet i sine medmenneskelige forhold. Hvor hans kærlighed til Elisabet kunne blive sat på prøve og hans godhed realiseres, ofrer hun sig ganske belejligt for hans bedste.