Munch-Petersen, Gustaf Uddrag fra Samlede skrifter

↩ Poeter er i almindelighed mere end nogen andre bundet til deres modersmål. Men der er noget karakteristisk i, at netop denne digter forsøger sig i flere sprog. Han har kun lidt tilovers for den danske tradition, hans åndelige milieu er internationalt, ligesom den kunstretning han har berøring med. Som kunstner hører han desuden til den type, der ikke eksperimenterer med sproget, men på trods af sproget. Sproget er et redskab, og han kan fortvivle over ordenes fattigdom, men han søger ikke til sprogets rod, har ikke noget skabende forhold til den intime tone i dansk, er ikke bundet til den i lyst og nød, som flertallet af vore digtere, og det er ikke ordene som organisme der inspirerer ham, det er ideer. Også en grund til, at det er omsonst at gå på jagt hos ham efter lån fra andre digtere.