Munch-Petersen, Gustaf Uddrag fra Samlede skrifter

↩ Drømmen er det første, det inderste, er før kærligheden (drömmen). Den skal modnes i livet. Her er idealet, men livets bitre vilje tillader det ikke, drømmen må tvinges til modning, hvad der skaber angst, der er ikke tid til at vente (kristall). Ligesom frugten må begynde at hade sin rod, fordi solen og varmen endnu er fjern og blomstringen udebliver (frukten), således er digteren håbløst rede hver time. Samlingen rummer en række tilløb til selvportrætter - som næsten hele hans digtning -, ganske præcist har han tegnet sig ind i det gribende diktaren, som med al ønskelig klarhed blotlægger de to vigtigste sider af forfatterskabet. Digteren er bindeleddet mellem nat og dag, mellem essens og eksistens. Han kan trættes af at vente det, som ikke kan erkendes, kun opleves, men i de store øjeblikke er han blind af solen hinsides tågen. Da afløser lykketårer ventetidens angst. Den anden side er eksistensvalget på liv og død. Handlingslivet. De to sider er uløseligt forbundne. Det er ikke den introverteredes dårlige samvittighed, der tvinger til handling, selv om denne konflikt forekommer i reflekterede øjeblikke, det er to sideordnede drifter, hvorfor man da heller ikke behøver at søge indviklede forklaringer på Gustaf Munch-Petersens personlige skæbne.