Kingo, Thomas Velkom til Prinds Friderich ved hans Fødsel 1672

✂ VElkommen, Himmel-Søn, velkommen tusind gange!
V Den nat skal Soole-Lius i Ævigheden prange,
Da Danmark kunde see langt, langt for Kongens død,
En Konge udj svøb til Kronen Arve-fød!
Velkommen, Konge-Søn, som, med dit første øye
I verden, Kunde see too Riger sig at bøye
Ned under gænglerne udaf din vugge-Food,
Hvor oven aldrig Søn med lige Høyhed stood!
Velkommen, Dronning-Barn, fra dyders liv og hierte,
U-troolig stoor du est, dog liden er den smerte
Som fødfiels timen giør; Du hasted' ud at faa
Dit Leege-Spiir i haand, som i din vugge laa!
Bind vingen til din food, du Guders Poste-Rytter
Far verden hastig om, og see at du ombytter
Til alle Fyrsters Hof, den sang du hører nu
I Danner Kongens Sal, af Kongens Dyfie-lu!

✂ Tend Torden-piben an om kring paa dine volde,
Lychsalig Kiøbenhafn, lad de Metalle-trolde
Ild-sprude Hafnen fuld, af hine Seyle-slot,
Og runge jorden til, at sige: Det er got!
Nu er Det blevet got, nu skal vor Kloche Kime,
Vor Dronning er forløst i en lychsalig Time!
Ald Nordens lange haab er nu paa hendis skiød,
Og Kongens Hierte staar udj en Kierlig glød!
Nu skal vort Altere med Røgelfier opfyldis,
Og Helligdommens dør skal over alt forgyldis
Vort Halleluiah skal til høyest himle naa,
Og med ald Folchets tach for Herrens Ansicht staa!
Gud øste Blood og Vand paa Konge-Sønnens jsfie,
Og giord' en Christen først; en Konge saa til visfie!
Thi paa den samme lem som Kronen bør at staa,
Der tog vor Konge-Søn først Christne-Huen paa!
Til lycke Himmel-Søn, du est en Ridder bleven
Ud af det hellig Kors, paa Jefiu hierte skreven,
Blif og Guds elskte-Søn fra første Ungdoms Aar,
Saa Herren stoor behag alt frem ad til dig faar.
Til Lyche, Konge-Søn, Gud lade dine Arme
Af dine Fædris dyd i Svøbet blive varme,
Og voxe daglig til i Seners Kraft og baand,
At din' U-venners hals Kand vries af din haand,
Til lyche Dronning-Barn, du Kandst med rætte sue
Den dydigst Moder som ald verdens Sool Kand skue!
Kom, melch og honning, paa det søde Fredricks Nafn,
At det udbredis viit, til sidste verdens gafh.