Kingo, Thomas Samsøes Beskrivelse 1675

        

201

Vand-faste Samsøe, du ældgamle Fyrste-sæde,
Vær gunstig og tillad jeg paa dit Land maa træde.
Imedens jeg om dig med lyst optegne kand.
Hvad priseligt jeg veed for voris eftermand.
Tael med din Broder BELT, som med de vaade arme
Dig fauner rundt omkring, beed hannem ey at larme
Udaf sin skryde-vom, jeg frygter kun for BELT,
Der mangen haver fra sin goode Daure velt.
Hviil viitberømte Belt, Vand-fyrste, tør dit øye
Fra stolten bølge-skum, lad ingen Vinde krøye
De bølge-bierge op, som du i tusind tal
Mod Himlen velte kand, og ned i Helved-dal.
Lad Soolen ingen Sky op fra din Vanding drage,
Som med urolig Vind kand i dit fortou age,
O giv dig dog til taals, graaherdet Danske Flood,
At ey paa dine Vand mig lisne skal mit blood.
Lad Himlen runden om forsølve Dig og slette
Med en blianted blik, lad Soolen oversette
Dit stoore Speyle-bryst med gyldne straaler, saa
At du mod Himlen og mod Landet smile maa.
Saa vil jeg vove det mig ud til Seyls at give,
At jeg til Samsøe-Land kand lykkelig opdrive,
Mand og vel finder der, saa vel i fordum tiid
Som end paa denne dag, det som er værdt min fliid ||
O stoore Gud, jeg maa dit vunder-verk først kiende,
Før jeg min tanke maa til nogen Fyrste vende,
Som haver aat det Land der jeg nu sigter til,
Du, Du dend første roos, som billigt, have vil.

* 202

Du, der Du Verden først af gandske intet giorde,
Og bød det første Lys fra mørket skilt at vorde,
Der paa Du da blev ved at skabe disse Ting
Vi med forundring seer i hele Verdens Ring.
Mens paa den tredie Dag i Verdens Almanakke,
Du bød at Vandene sig sammen skulde pakke,
At Jorden som da var et flyde-dynd og klump,
Dend kunde reyse sig af Vandets dybe sump.
Flux paa dit Ord det skeer, at alt det stoore Vaade
Som Havet kaldis nu, i underlige maade
Sin sted og Lossament i Jordens indvold fik,
Ompæled ved din magt, at ey gaa af sin skik.
Herpaa da kiged frem vor stoore Foster-mooder,
Og fik sit ansigt tørt fra hine hvege-flooder,
Som sig paa Timen ud i tusind arme stak,
Men hun de lønlig Vand i sine Aarer drak.
Da fanged Klippen an sin hoorned Kam at reyse,
Og bierge-toppen da mod Himmelen at kneyse,
Her blev saa rag en Klint, og der en lystig Dal,
Men" hisset blev en Skow og frydig Fugle-sal.
Her skiød sig Jorden ud i mange milis lengde,
Sit krydderies tapet mod Soolens ansigt hengde,
Hvor folk i tusind tal sig kunde nære paa,
Og udi hendis skiød Livs op og nedgang faa. ||
Nu tog hun grendse-maal til Land og Konge-riger
Udaf det stoore Hav, nu lod hun bugted Viger
Indkrumme sig udi sin grøde-fulde faun,
Til Seylingsmandens og til hver mands tarv og gaun.
Nu lood hun Elv og Aae til Lande-deling glide,
Og paa sin soorte Ryg med ævig fart omride:
203 Nu bloted hun en steen, et merke-tegn og pæl
For Land og Land, og for en Jord-begiærig Siæl:
Nu axled hun sig op, midt i de dybe Strande,
Og lood sit hoved see udi de vilde Vande
Med Øer her og Der, som Ynglinger udaf 5
Dend stoore Mooders Liv, midt i afgrundens grav.
Du, SAMSØE, kom og frem tilliige med de andre,
Der Vandets Hærskab fik sit Herre-bud at vandre
Bort til sin grendse-sted, Dit hoved frem Du skiød,
Og dine skuldre af dend vaade Dynge brød. i
Du ey dend ringeste blandt Havets Øer findis,
Hos dig er og de ting som Verden bør at mindis,
Vor Norden-søe dend ey saa lised er og kold,
At for nafnkundig folk dend aflegs er og gold.
Ophæv dig, Samus, i de Verdens middel-strande, i
Tag krumme knæfald af Ægeums Seyle-Vande,
Roos af Pythagoras dend viise Heden-mand,
Og af Sybilla Din, som fødtis paa dit Land.
Vort Samsø e spotter Dig med sine Helt' og Herrer,
Ja hendis Fyrster Dig med ald din ære dærrer: ||
Vor Dronning Dorothe, som Samsøe hafd' at Aae,
Kand meer end slet og ræt mod Din Spaakone staa!
Vor Danske Griffenfeld din lærde Græker skiæmmer,
Med Pythagoriske. stiltienhed ham klemmer,
Hans Himmel-høye vid i CHRISTI reene troo, 2
Kuldkaster Hedningen udaf sin pramme-broo!
Er DER stoor frugtbarhed! HER voxer Korn og Kierne!
HER, HER er Flesk og Kiød, det Dansk-mand æder gierne!

* 204

Kand Hønen malke der (a) (som Thomas ey kand træ)
HER fraader malke-spand af dend Ny-bærre Koe!
Kand HUN af Nabo-lau og Gienboe-Øer prale!
Vort SAMSØE kand med roos om sine ogsaa tale!
Seer HUN til Tenedo, hvor Grækerne De stood.
Der De Hel-hesten sig for Troja efterlood:
Vil HUN til Lesbus og til Chio øyne sette;
Nicaria og saa Pálmossa Vand-besprette!
S: Hans paa denne Øe Guds Aabenbaring saae!
Mens Samus vilde dog Guds kundskab ikke faae:
Vort SAMSØE der imod af CHRISTI reene Lære
Og af S: Hansis bog hâr lært sin Gud at ære,
Og hvor hun vender sig, da hâr hun brødre-land
Som drikker hendis skaal i BELTIS salte Vand.
Vort Kroned Siæland hun som Over-herre kiender
Det frugte-fiine FYN med Hav-hest hun oprender,
Dend stoore Cimber-øe naunkundig Jydske Land
Sin gamle Naboe hun vel snart besøge kand. ||
I Kallundborg hun sig med Verdslig Ræt forsvarer,
Mens udi Aarhus hun de Geistlig Sager klarer,
Saa er hun lenke-knyt med rættens sterke snoor,
Til begge Nabo-land, som hun imellem boor.
Men siig mig, SAMSØE, sug, om du kand ellers minde
Hvor af du har dit Naun, hvor skal jeg det vel finde!
Det er (dis vær) forvist at megen gammel drift
Er skreven op udi forglemsels bog og skrift.
En part vil meene at dit Naun Du haver taget
Af Samling, og fordi at Kongerne har draget

* * 205

Sit store Dane-hof i gamle Dage did,
Og huldet Herre-dag paa Dig i fordum tiid.
Men andre synis det meer rimeligt at være.
At udaf Samo Du dit rette Naun skal bære,
Hand som var Fader til de stridbar Cimber-mænd,
Der ymped fra hans Liv og sterke Kiempe-lænd (b)
Thi som at Verdens folk fik baaden lært at følge
Med Himlen runden om, oppaa dend slibrig bølge,
Da hvor De fandt en Øe, Vandsvelged runden om,
Dend strax i deris magt og Herre-dømme kom.
Thi der var leylighed at søge Rov og bytte,
Og Snekken fugle-snar med Seyle-Vinger flytte,
Der var mand mined om af bølgens Løbe-grav,
Og deelt fra andre folk ved det u-tæmde Hav. ||
Af dem fik Stæderne og Øer deris Naune,
Ja Skowe Mark og Eng og Havets bugted haune,
Saa er og (uden tuifl) med Samo hendet sig,
Hvoraf mand Samsøe end i dag mon næfne dig.
Og det er uden Ney, at mægtig Mænd og stoore
De har behærsked dig og dine tanged Fiore,
Forfaldne Herre-Slot af tude-kræften ædt
Vil til dend sidste steen ey have det forgiæt.
Det vidner Bratingsborg, hvor Danske Kiæmper stoode
Der De reed ud fra Hald, og huldte deris Moode,
Et Ord jeg røre maa hvorledis da gik til
I dette sælsom tog og strenge Kiempe-spil.
En Sigvard Snarensvend fik order fra sin Herre,
Som Samsøe hafde da i haande at regiære,
At see hvad væbned Mænd og Kiempe-sønner der
I hu saa dierve var hans Borg at komme nær.

* 206

Hand, uforsagt i mood, med Sverdet sig ombelter,
Og triner strunk i sind udi de Jette-telter,
Hand finder Dennem ved de Græfi-omgroode boord,
Hand helser hver for sig, og saa fik hand til oord:
I Vaaben-færdig Mænd, striid-kiære, Klippe-haarde,
Kainp-bydere, bryst-værn og vold' i Kongers gaarde,
I Løwe-hiertede og usky Kiempe-sæd
Som jeg i Brynier og Jern her finder klæd, ||
Hvad er dog Eders Værv? hvorfore vil I gieste
Vort faste Brattings borg, det Viitberømde Fæste?
Er det fordi I vil Lands-Høfdingen betee
Dend ydmyg ære som ham bør med rette skee?
Er og I komne hid at gunst og ære vinde
Med Dyst og Ridder spil? vil I og Eder finde
Som Fiender paa vort land? Et ord! saa er det klart
Her staar jeg! møde sig, hvo der tør møde, snart.
Det Ord er neppe taelt før Tærninger de rinde,
(Med hvilke Guderne særdelis pleyr at vinde) (c)
De slumpe-øyen skal paa Manden felde Dom,
Der skal med Snarensvend i marken dyste om.
Det lodner HUMLE paa, hand strax en Hest mon laane
Af Vidrich Villandsøn fød i de Danskis Skaane,
Hand der med færdig giør og lar ad marken staa,
I haab og frygt at hand dend Seyer-krands skal faa.
Saa mødis disse Too, De fyrig sammen rende,
Og Ilde-funker af hin andens Harnisk tende,
Hver vender Brystet til, hver holder stand og form,
Som tvende Klipper i en mægtig Himmel storm.

* * 207

Omsider kneeb det saa at HUMLIS Sadel-ringe
Og Skiold i marken fløy, og selv hand motte springe
Fra sin saa raske Hest, der SIGVARD seyren saae,
Da blev hand vel til mood, og saa tog hand oppaa:
Forsag ey Kiempe-søn, omskiønt din Hest er vunden.
Dend Sool er dog ey skænd der lidet ned er runden, ||
Dend bølge reysis tit som leggis ned i Strand
Der tabis ey med skam for ædel-hierted Mand.
Sug mig dog hvo du est, hvad ædel Slegt og Stamme,
Din ære jeg her i skal vide vel at ramme!
Dend anden vider strax sin Seyer-Herre bøn,
Hvoraf hand merker at hand er hans Syster-søn.
Her gaar hand med sig selv til værks hvad hand skal giøre,
Om hand skal Seyren hiem, som hand har vundet, føre?
Hand slutter ved sig: Ney! det gaa med eller mood,
Jeg vinder, taber dog udi mit eget blood!
Kom, HUMLE, siger hand, tag palmen jeg hâr vundet,
Og lad dend være dig omkring dit hoved bundet,
Her staar jeg af min ræt, vær du min Over-Mand,
Og bær dend priis hiem til dit Folk og Føde-Land.
Tag sterken Sadel-giord, tag seye Skiolde-remmer,
Hent Bast i næste By, og bind mig saa jeg klemmer
Op til dend Riise-Eeg, og riid saa til din trop,
Og siig du Seyren vandt og her du bandt mig op.
Det skeer: hand Skimming om i marken modig tumler,
Og af dend laante Seyr ræt som en Humle brumler,
Men Vidrich Villandfiøn vil det ey troe, men see
Om det var mueligt at dette kunde skee.
Der SIGVARD bliver var hin Væbned Kiempe ride,
Hand haanis ved sig selv, hand krymped da sin Side,

* 208

Hand skudder hid og did, hand vrikket op og ned,
Omsider paa sig selv og Eegen bliver vred. 1 1
Hand spender Belte med hin seye Eege-bulle
Som Eeg-sterk Amorit,(d) Dend roode-hefted Kulde
Med hundred arme sig i Jorden holder fast,
Dog for hans Kiempe-ryg og sterke Sener brast.
Saa blev dend enkeld Seyr til dobbelt priis og ære,
Mens Eeg i grønnen Skov sin hætted frugt kand bære,
Heraf det ordsprog er, som brugis end iblant:
Det var med ville giort at Humle Sigvard bandt.
End falder det mig ind, hvad i Kong Fro di s tider,
(Det Sexten hundred Aar og flux der over skrider)
Som af hans Daatter børn paa SAMSØE der blef skeed,
Hvorom vor SAXO (e) os good underretning veed.
Tolf Sønner auled hun, dem jeg vil ey opregne,
Mit riim ey taale vil dem hver i sær at tegne,
Af Barns been vandte de sig til Sørøveri,
Og giord' i Havet vel saa mangen blodig sti.
En dag for SAMSØE de med deris Snekke landed,
Hvor Arvarodis Skib og Hiálmers var indstranded,
Maaskee too liige-mænd, af lige Kiøbmands-told,
Der tog hvad forekom med Herre-Verk og Vold.
Som Høgen (Fugle-Tyv) faar intet Rov i sigte
Det hand til døde jo lyst-agter at befigte,
Saa Disse, Deris blood det pikker i dem fast
At De med Morde-sverd kand giøre overlast. 1 1
De falder Folket an i disse tvende Skibe,
Hvis Klæder bloodet strax begyndt' at over-stribe,

* * 209

For hvert et Smæk De giør, en Døding kand de faa,
For hvert et hug en Siæl sin bolig rømme maa.
De dermed Mandtal giør paa De til døde saare.
Hver Døding reyser De op til sin platte-aare,
Hvor af de sluttede, det som de siden fandt.
At Høvidsmændene var selv der ey iblant.
Des midler Hialmer kom og sterken Arvarode
Fra Skoven gangendis, og ingen Fare trode,
En Styre hafde De i Skoven hugged da,
I sted for dend som storm og Uvæir tog dem fra.
Dem møder hine tolf, blood-sudlede, pus-kæfted,
Gniist-øyed, Gaste-bleeg' og hver med Sverd omhæfted,
Det rand dem flux i sind, Uraad de tænkte strax,
De ymted ved sig self, her vil vist vanke Lax.
Men hvad er her for raad, her er de gandske dyre,
Dem fattis Vaaben-tøy, dend ene hâr en Styre,
Dend anden ved sit Laar en skafted Øxe bær,
Hand miste første hug sit Liv og sit Gevær.
Sig Arvarode da begynder lit at skubbe,
Hand intet hâr i haand kun dend u-famme Klubbe
Der skulde til et Koor, hand tænkte: Frisk der paa!
De ældste Vaaben mand og ikke skal forsmaa.
Thi førend Jernet blev af Jordens Aarer taget,
Og ved Ild-ounen til sin forme-fatning baged,
Og siden hamred ud i Sverd, i Spyd og Dolk,
Mand da paa Bonde-viis kun vist' at myrde Folk. ||
Da saae mand daglig hvor de knogled Kiempe-drenge
Af Liv og styrke paa hin anden kunde denge,
Rapiired Franske put var ikkun da beleet,
Figtmester (Føyte-gump) var da ræt aldrig seet. __

* 210

Dend haande-lette Steen, dend seye Rønne-stage,
Hin baged Knorte-pog kom Ryggen til at knage,
Hvor sligt var ey til haands, naar mand var ond og vred^
Da brugtis Kradse-negl og Tanden om sig beed (f)
Det, tænkte Arvarod, tør vel endnu gelinge,
Mit Roor er vel saa Druut som nogen dissis Klinge,
Saa dend breed-hærded Mand løft' op sit plumpe Træ;
Og fik dem alle tolf for Hell at gaa i Knæ.
End hâr du Borge too, en paa din Vester-side,
Som VESTBORG der udaf er kaldet paa de tide
Da dend blev bygged først, nu er af dend ey meer
End Aadsel-steenen som mand endnu daglig seer.
Det tredie udaf de Herre-Slot og Fæste
Var kalded Hiortholm, nu kand ingen Herre gieste
I dets affaldne Vrag, thi tidens Aadig Tand
Hâr ædt og jefhed dend just med det slette Land.
Sligt giør alt Ledings tog, thi der sig Marsk-Stig rørde
Og bloodig Avindskiold imod sin Herre førde,
Hand plyndred Samsøe og hand Brattingsborg nedrev,
Hvis brudne Vold og Muur ey siden bygged blev.
Mens Erik Mendved gav sin Broder Her Cristoffer
Dend syndre Hallands part og Samsøe, som et offer ||
Udaf sin Naadis haand og Broder-Kierlighed.
Der handfø) til Kronen kom, blev og slig gunst beteed
Imod Knud Pors som hand af Dyd og troskab kiendte,
Saa tryg og trøst en Mand, hand Synder-Hallands rente
Og Herre dømme fik, og dertil Samsøe Land
Saa vel som Holbeks Læn, ja Fyrste-naun og stand.

* 211

Dit Land blev og forundt Kong Christian dend Anden,
Til lyst og tüdsfordriv af Landet og af Stranden,
Hvormed hand skulde da sin sorrig lit forslae,
Der ham hans Riigis Spiir var gandske tagen fra
Hand næfhis ofte vrangt Kong Christian dend Onde,
Dog kand ey sige det Klerk, Borger eller Bonde,
Men meere slutte: hand saa stoor ey hafde skyld.
Jeg vil ey røre meer ved dend tillegte Byld.

Af din' Indbyggere, af Frugten Du kand bære,
Af Havets rige Vand Du bør og prised være,
Mand Kirkesogner fem kand tælle paa dit Land
Og Lifsens Floder faae mit i hin salte Strand.
En Herre-gaard der er, som og dit Land bepryder,
Dend kaldis Syllemark, fem hundred Bønder bryder
Med Jerne-næsed plou dit frugtbar Sæde-land,
De ogsaa Kiøbmandskab tør drive paa dit Vand. ||
For østen SYLLEMARK en liden Skov opstikker
Sin Olden-kroned top, og Skyens fugter drikker,
Dend brikke-rumped RAA hun føyter der omkring
Hiert kipped HARE der giør sine spoor og spring:
Der Lure-MIKKEL-RÆV sig veed at undergrave
Og Bondens Gaase-been saa hemmelig at gnave:
Der sees hin stolte Ørn og Røver-arted Høg
Slae Vinger i hin Løv- og Greene-fulde Bøg.
Af Jordens Rug og Byg sig Landets Bonde glæder,
Hvis Skal er meget tynd frem for paa somme stæder,
Der høstis Haure til hans bidsel-vande Hest,
Og Erter til hans Flesk, naar Kaalen skorter mest.

* 212

Saa hafver brugen og Naturen vist at lære
Hin flittig Bonde-mand, hvor hand sig best kand nære,
Muld-fiælen skær i Jord, Beeg-fiælen skiær i Hav,
Brød, Klæder, Penge, Guld hand faar i beggis grav.
Vil ikke Landets Skov hans Kakkel-oun optende
I Vinters frost og kuld, hand skiær sig Tørve-brende
I Moosens svamped bug, og hvad hand der ej faar,
Hand derom med sit Skib til næste Lande gaar.
Omskiønt ey striden Aae sig giennem Landet skyder
Omskiønt ey fersken Søe sit fiske-fang opbyder
Til Bondens Mad og Bord, BELT giver ene nok
Til meer end Deris tarv udaf sin Fiske-flok.
Der seyler runden om De Fisk-armeer mange
Som udi Sætte-garn sig lader Værv' og fange,
Dog ey for Kongens guld, men paa sin Kongis grund
Vil tien' at Nære hver hans Undersaattis Mund. ||
Dend lekker spetted Torsk, dend søde-kiøded Hvilling,
Dend bliant-klædde Sild, som gavner daglig Skilling,
Blød, feed og fiin Makreel og Krabben harnisk klæd
Dend smudrig-haled Aal og flade Hynder med,
Ja tusind flere der af Finde-Vinged Fiske
Stiltiendis omkring i BELTE-Fiorer liske,
Blant dem omflyder dend høy-halsed Svan i strand
Graa Vildgaas, Dykkeren dend sluge-nebbed And.
Dend loyen SÆLEHUND sig tiit mod Soolen bager
Og tiit sin egen død i sin forlystning tager,
Hand skydis, fangis og aftrekkis Skind og Huud,
Og af hans fede Spek mand syder Trannen ud.
O BELT, Skib-høfding BELT, som Landet ey allene
Med Bølge-Vogn omfar, men og i tvende grene

* 213

I Landet skyder Dig, at Kiøbmands flyde-Kar
Sin haun kand søge der, og ikke ilde far.
Men dyben WEYRØE-SUND de største Kongens Skibe,
De Vande-flakke-Slot, naar som det gaar i knibe.
Forunder sikker haun og trygge Lossament,
At ey af Himmel-storm de vorder skad og skiændt.
FAT hermed, BELT, far vel, nu maa jeg afskeed tage,
Haf tak du gunstelig og vel lodst dig behage
At ingen Svouled Storm opsnurred dine Vand,
I mens jeg skialdrede om voris SAMSØE-Land.
Far, SAMSØE, far og vel, fred, frugtbarhed og Lykke
Hver sted Omkrone Dig, Dit fremad pryde-smykke,
Din fremtarv og dit gafn, Dit ævig Naun og held
Nest Gud, skal være Dig Din Herre GRIFFENFELD.

*