Grev Struensees Gravskrift forfattet ved een af hans nidkiere Venner.

Grev Struensees Gravskrift

forfattet

ved

een af hans nidkiere Venner.

Kiøbenhavn, trykt hos P. H. Höecke. 1772.

2
3

Tør man vel Gravskrift-skrive

Og melde Levnets Lov

Om Een der er i Live, Før han I døde

4

Om han i Døden endte Sit Liv med Dyder net,

Som vi for Skam tilkiendte,

Saa var det Gravskrift slet.

Kan man vel skrive Minde,

Hvor ingen Grav-Steen er.

Kan Ømheds Taarer rinde,

Naar Ondskabs Børn døer.

5

Vil man dit Liv besiunge, Som var opfyldt med Sviig, Et Ordsprog paa hver Tunge

Et Navn saa skammelig.

Ja vil der ingen skrive Hans Gravskrift før han døer, Da, mens Han er i Live,

Jeg vil, jeg kan, jeg tør.

6

Grev Struensee! din Ære Min Sang bestemmes til Og skal opoffret være,

Om dig jeg skrive vil.

Grev Struensee dit Levnet in Pen beskrive skal, Dit Navn skal blive nævnet Blant store Heltens Tal.

7

Grev Struensee din Vælde Min Pensel skildrer saa,

Den kan i Tidens Ælde I friske Farver staae.

Grev Struensee din Lykke

Min Sang besiunger saa, At Momus selv skal tykke: Den Gravskrift bør bestaae.

8

Gravskrift:

Her hviler den Forrædere Grev Johan Fridrich Struensee, Som efter Kronen tragtede;

Men dybt i Skiendsel tumlede Fra Ærens høye Tinding ned. Hans Hierte var opfyldt med Sviig, Han elskte Qvinder inderlig,

Mod Gud og Fædre viiste sig Ulydig og bespottelig;

Derfore leed han, det han leed.