? Døden i Gryden. Eller Grev Struensees sidste Tale fra Skafottet til den Danske Nation. Tillige med hans Afskeeds-Vise fra Verden, under Melodie: Hiertelig mig nu længes etc.

Døden i Gryden. Eller

Grev Struensees

sidste

Tale fra

Skaffottet

til

den Danske Ration. Tillige med hans Afskeeds-Vise fra Verden, under Melodie:

Hiertelig mig nu længes & c.

Trykt hos Lars Nielsen Svare, boende i Skindergaden i No. 76.

2

        

3

Min Gud! hvilken Dag! — ræd-

somme, men tillige frelsende Time, nu da min Siæl vil tage Afskeed med mir Lege- me! men førend Døden skal afmale for saa mange Tilskueres Øine Skræk og Lærdom paa dette mit Legeme, vil jeg endnu holde en Tale til Folket, en Tale, der vil røre min Siæl og Folkets Siæle, en Tale til evig Minde for alle Danske og Syndere.

Elskelige Danske!

Har end Misundelse, Uvidenhed og Bagtalelse afmalet mig for eders Hierter, som den farligste Mand i Norden, har end den sindrig

4

4

ste Tanke givet mig Navn af Nation-Haderen, saa tillader mig dog at tale min Sag for eder i Dag, og misunder mig ikke den Kierlighed, at lade eders Forbønner tale min Sag for min Gud, nu da jeg er dømt til Døde af min Konge, men frikiendt af Kongers Konge.

Mit naturlige bløde Hierte har aldrig fattet noget ondt Forsæt imod mine Medmennesker, og det hele Omfang af mit Livs sælsomme og uundgaaelige Skiebne har langt fra ikke værer en Kiæde af nedrige Hensigter og forbrydende Idrætter, nei! jeg vidner ved den Evige, for hvis Throne min Siæl snart skal møde, at jeg ei har værer en Hadere af det menneskelige Kiøn, mindre af viste Nationer, men tvertimod yndet mine Medskabte.

Et evig Forsyns, urandssgelige Bestemmelse med mig, har ført mig igennem de slibrigste og farligste Veje i Livet: jeg har gaaet min Skiebne i Møde, som er Menneske, der baade bar paa er tænkende Væsen og paa Synderen.

Min udødelige Aand har ikke hæftet sig til gemene og vaklende Begreber, uanstændige for et fornuftig Væsen, den har ikke stykket sig paa bedragende Fordomme eller troløse Formodninger men min Eftertanke har sædvan- lig udvalgte eller, forkastet hvad den selv havde prøvet og dømt, for best og, raadeligst, altsaa har min Tanke og Vandel ofte viger fra Men-

5

5 neskers almindelige Trav, hvorved jeg har faaet Navn af nogle af en frek Fritænker, af andre af en stolt Aand, af de fleste Tittel af en farlig Mand.

Men Elskelige! — Jeg har ogsaa baa- ren paa Synderen, og Menneskelighedens Mærke har ogsaa peget paa mig, at jeg var en Søn af en fuldkommen Skabning, men tillige en falden Adam.

Som en Mand, der selv kiendte og troede, at hans Deel i Livet var Mangler og Feil, Medgang og Modgang, Fødsel og Død, har jeg ikke paanødet andre at troe, at jeg var en syndesløs Mand, eller at jeg skulde blive en Greve, uden at være Menneske tillige.

Den hastige Fart fra den lave Plads, jeg var sat paa i Verden, til den farlige og høye Ærens Spids, der ventet paa mig i Dannemark, giorde mig svinglende og tryg.

I dette viste jeg, at jeg var et Menneske; er der nogen af de Nærværende der har det høye, men usle Begreb om sig selv, at kunde vise sig en Helt og ei forvikles midt iblant de fineste og farligste Fristelser, da ynker jeg ham.

En Ære og Høihed af det Slags, der gik mig i Møde, var ikke almindelig. Enhver veed jo og erindrer, at Struensee steeg hastigere og Høyere end nogen Rakket.

Skulde jeg foragte eller forkaste, forspilde eller forsømme et Tilbud, som Lykken ikkuneengang i mit Liv kunde giøre mig?

6

6

Enhver havde giort, hvad jeg giorde i Lette Stykke. Der er all for Mange Forfø- førelser omkring Ære og Høihed, til at kunde beholde den Uskyldighed, man kunde have, fø- rend sin Ophøyelse.

Folket var saa dumt, ar kalve mig og an- se mig for en farlig Mand, fordi jeg blev en æret og høi Mand, men til mit Forsvar, eller i det ringeste til mit Giensvar siger jeg, at man giorde mig til en farlig Mand.

Daglig vugget i Overflodighed, Frivil- lie og Overdaadighed, hæver jeg Svøben ved hvert Skridt, jeg giorde, uden at see til, hvem jeg traf. Jeg slog i Flæng de, som enten maat- te vise sig ulydige imod mine Ordre, eller uvil- lige imod mine Medmyndige.

Den, som vidste at krybe for mig, kunde mit Hierte ei tillade at vilde noget Ondt, men Den, som torde vise Prøver paa den Dristig- hed, at vilde ikke kiende min Magt og Myn- dighed, blev et vist Offer for min Vrede.

Jeg gav mange nye Forordninger ud; nogle vare gode, og aldrig vil afskaffes i Dannemark; de fleste vare skadelige, ja farlige for en Stat, indreetet paa saadan en Fod, som den Danske.

Mine Medmyndige og jeg overlægger ent delig med hinanden, at giøre er Forsøg, om de- var mueligt, at stige Høyere, end vi vare stegne.

7

7

Jo det var mueligt, men til vores fælles Ulykke.

Vor Skiebne nærmet sig til sin HvilePunkt, og Straffen var for Døren.

Dagen er tilstæde, Misdæderne paa Pladsen, Sværdet drages, og Offeret er villig.

Elskelige Danske! jeg vender mig til eder, og udbeder mig Forladelse og Forglemmelse for det Forbigangne.

Det Nærværende tager jeg villig imod; det Tilkommende bereder en Hvile for min Siæl, som jeg nu overleverer i al Verdens Forsoners Haand.

8

Græv Struenses Afskeeds-Sang. Mel. Hiertelig mig nu længes & c.

Forunderlige Vandring!

Forunderlige Liv!

Forunderlig Forandring! Til evig Minde bliv!

O! farlig Ærens Spidse!

Fortryllet Høiheds Glands! Ulykkens Seil I hidse,

Som blænder Sind og Sands2 Vers.

O! bittre Tid at leve,

For skammelig at døe!

O! dyre Kiød: en Greve —

Dog snart sig lade strøe Omkring paa Hiul og Steile Og blive Ravne-Mad,

En ærlig Grav at feile,

Med Fæe at staae i Rad.

9

9 3 Vers.

Hvad er dog Livets Veye

Med Jammer giennemstrødt! Naar man ei har i Eye

Den Ven, der haver blødt Sig selv for os til Døde,

For os at frelse ud;

Men ak! jeg nu maae bløde Fordi jeg glemte Gud.

4 Vers.

Dog Naade er at finde For alle Syndere,

Saa kan og Himlen vinde Den faldne Struensee,

Mit Hierte eene sukker At stilles snart herfra;

Min Død mig saa udlukker Fra Verdens Skiændsel da.

5 Vers.

Farvel du Konge-Sæde! Farvel mit Lykkensborg! Men ak! nu maae jeg græde Og synke hen i Sorg,

Naar dette matte Øye

Af Dødens Angst bespændt Fra disse Sorgens Høye Sig haver did henvendt.

10

10 6 Vers. Farvel du Rendebane!

Forlystelsernes Plet!

Her var min glade Vane At see mig ofte mæt.

Men gruelig Forvandling!

Her møder Døden mig; Skarvretterens Behandling Nu strax vil melde sig.

7 Vers.

Farvel lyksalig Norden!

Hvor jeg ophøyet blev,

Men glemte Gud og Orden

Og Ondskab saavidt drev,

At jeg mig vild' tilegne En Konge-Myndighed,

Og mig al Magt tilregne

Ved hvert et Skridt og Fied.

8 Vers.

Farvel min fromme Konge!

Som jeg fornærmet har,

Mit Hierte og min Tunge Det siger aabenbar At jeg min Synd fortryder Og troer min Synd forladt, At Himmelen tilbyder

Mig Synder Naadens, Skat.

11

11 9 Vers.

Farvel! farvel min Dronning! Og min Beforderske!

Nu Ærens falske Honning Forgiir din Struensee.

Min Lykke blev Ulykke,

Mit Haab Beskæmmelse,

Men dog i dette Stykke Endnu Taksigelse.

10 Vers.

Farvel! du min Medskyldig,

Min Ven, benaadet Brandt!

Saa blev vor Magt ugyldig Da vi for Øyet bandt,

Og skiulte Billigheder Og al Retfærdighed,

Men Himlen dem opleder Ved sin Alvidenhed.

11 Vers.

Hvi var vi saa uvise,

Min sørgelige Ven?

Hvi vilde vi os prise Saa feil lyksaligen?

Hvi kunde vi forvente At Æren skuffer ei?

Hvi kunde vi os hente

Vor Død paa denne Vei?

12

12 12 Vers.

Farvel min gamle Fader!

Mit Hierte smelter hen; Algodhed mig forlader

Vær du da og min Ven! Tør dine Fader-Taarer Frimodeligen af!

Saasnart som du erfarer,

At Gud mig Naade gav.

13 Vers.

Farvel min ældste Broder!

Min Synds Medvidere!

Vor Fader og vor Moder Vi tit foragtede,

Derfore jeg nu lider

Den Straf, du snart vil faae. I Troe og Bøn jeg strider;

O! giør du ligesaa.

14 Vers.

Farvel min yngste Broder!

Hold du kuns fast ved Gud.@Hvo sig i Dyd indpoder,

Gaaer ei af Verden ud Saadan, som jeg maae giøre Og Brandt, vor falden Ven. Lad Høihed ei forføre Dig! flye Forræderen.

13

13

15 Vers.

Farvel dybsindig Gielert! Bered dig til din Død!

Hvis Lovene udvælger

Dit Liv er Bøddel-Stød.

Al Klygtighed er Skygger@For den, som uden Gud

Paa Magt og Høihed bygger,

Og glemmer Herrens Bud.

16 Vers.

Farvel! farvel bekiendte

Og skyldig Falkenskiold!

Vi maae betale Rente

Og bøde Syndens Sold

For vores onde Veye

Hvorpaa vi daglig gik.

Omvendelsen udfeye

Hvad vi ved Synden fik.

17 Vers.

Farvel af Gud bestemte

Græv Rantzow! vi maae døe.

Din Nidkierhed du giemte Til rette Øyeblik.

Din Konge du oprigtig Og rigtig elskede,

Du handlede forsigtig Da du os røbede.

14

14 18 Vers.

Farvel Hr. Køler-Banner!

Du Dannemarkes Ven! Du under Troskabs Faner Adlydet Himmelen.

Du elskede og agtet

Den Herrens Salvede,

Som vi saa fræk foragtet I vor Ophøyelse.

19 Vers.

Farvel! o Juliane!

Du Himlens Elskede!

Du under Jesu Fane Dig giennemkiempede.

Du uforsagt dig nærmet Til Nordens Salomon,

Og Ham og fleer beskiermet

Ved Herrens Almagts Haand.

20 Vers.

Farvel! farvel du vise

Og troe Prints Frederich!

Dit Folk ei nok kan prise,

Du for i Spidsen gik Da deres Liv og Dage I største Fare stod,

Da det var hver Mands Klage:

Snart flyder Borger-Blod.

15

15 21 Vers.

Farvel I Glimresager!

Farvel o Dannemark!

I Hierter kuns bedrager Med jer forgyldte Bark.@Oprigtighed ei agter

Den Pragt, I pynter med, Men eene eftertragter At boe i Rolighed.

22 Vers.

Farvel I Undersaatter!

For hvem jeg før var Skræk; Tilgiver og forlader

Og mig jer Forbøn ræk I denne Sorgens Time,

Nu Døden nærmer sig Og | Angster om mig stime,

For at forskrække mig.

22 Vers.

Farvel I mine Fiender!

Som glædes ved min Død, Seer her, hvor Høihed blinder, Men sidst giøt Hiertestød. Lad Høihed jer afskrække,

At giøre sligt et Fald,

Naar Ondskab jer vil række Sin Haand i eders Kald.

16

16 24 Vers.

Farvel! farvel I Unge!

Ak! speiler jer i mig!

Lad eders Mund og Tunge Bestandig øve sig I Herrens Lov at siunge Og bede altid om,

Ei nogen af I Unge

Skal staae for saadan Dom.

25 Vers.

Farvel I Gamle alle!

Som seer mig møde her,

I dagligen gienkalde For eders Børn kier,

At Herren Ondskab hævner Paa den, som trodser ham,

Og Hævnens Sverd ham levner Til Skiændsel, Spot og Skam.