Grev Struensees Sang, af Ham selv forfattet udi hans Fængsel i Castellet, hvori han bekiender alle ting. Melod. Saa skal da Glasset løbe etc.

Grev Struensees

Sang,

af

Ham selv forfattet udi hans Fængsel i Castellet, hvori han bekiender alle Ting,

Melod. Saa skal da Glasset løbe & c.

Trykt, 1772,

2
3

1.

O vee mig arme Stymper! Vil ingen ynke mig?

Jeg mig som Ormen krymper. Jeg blev ulykkelig.

2.

Jeg Doctor-Kunsten lærte,

Fik Brød i Altona.

Men meere jeg begierte,

Den Gang ieg kom derfra.

3.

Min Lykke var dog gunstig;

Men ieg umættelig; Thi ieg ej meget kunstig I alt opførte mig.

4

Fra Æres-Trin til andet Jeg Dag fra Dag opsteeg. Men ieg i alt mig blændet.

Og mig i alting sneeg.

5. Af Lykken blev ieg modig.

Foragtet, alle Mand. Som Ulven blev ieg graadig, Og havde sulten Land.

6.

Jeg styrket mange Store;

Udhungret mange Smaa. Jeg glædet mangen Hore.

Det maatte ieg forstaae.

7.

Ja, ieg, ieg selv blev Greve.

Hvo havde dette tænkt! Jeg kundet prægtig leve;

Men Skaalen var iskiænkt.

5

8. Det Søde ieg har smaget.

Det Suure smager nu. Min Synd mig har bedraget, Den kommer nu ihu.

9.

Jeg Cabinets-Minister

Blev rigtig uforskyldt; Men det mit Sunds Register Og haver rigtig fyldt.

10.

Da ieg det blev da kunde, Steg faae min Villie. Men ieg som sultne Hunde, Alt meer forlangede.

11.

I Raad ieg gik med fleere,

Vor Sag at stille an,

At blive meget meere.

Vort Anslag blev til Vand.

6

12.

Mod Kongen og mod Landet Var vort Forræderie. Det Anslag var forbandet. Her Lykken ej stod bi.

13.

Her vaagnet vor Ulykke:

Vi bleve røbede,

Og dette Ondskabs-Stykke Os fælt mislngede.

14.

Min graadig Haand jeg rakte Og vilde gribe fat " " " Men Himlen sin udstrakte.

Her laae min heele Skat.

15.

Alt mit Complot blev røbet,

Og i Castellet bragt.

Nu har jeg nok omstøber.

Nu over mig er Vagt.

7

16- Jeg blev med Jern besnæret.

Jeg ellers havde rendt. Jeg i Forhør har været

Og alle Ting bekiendt.

17-

Jeg nu paa Dommen venter, Endnu den uvis er For mig og Medbetienter, Som alle Lænker bær.

18.

I Bolter Jern og Lænker Jeg skielver Nat og Dag. Men allermeest mig krænker Dog hver Mands Velbehag.

19.

Slet ingen mig vil ynke Undtagen Horerne.

Hvor meget jeg end klynke,

Dog alle ad mig lee.

8

20. En Præst jeg nu har faaet, For mig det sælsomt er, Dem har jeg før forsmaaet, Med Kirkerne, desvær!

21. Paa Skiden-Torv min Stytte Alt Pøblen rejser op. Men hvortil kan det nytte? Naar jeg har ingen Krop. 22.

Jeg blev opløft blandt Grever.

Hvorfor det veed jeg selv. Nu skielver jeg og bæver.

Du Sikkre! frygt og skielv. 23. Blev jeg da høyt ophøyet, Faldt jeg des dybere. Min Stolthed nu er bøyet. Hvor blev Grev Struensee?