? Struensee hos Manden, som i Navnet, er baade én Struens og Ruens her at see. Struens: den, som bygger.

Struensee

hos

Manden,

som i Navnet, er baade een

Struens og Ruens

her at see.

Struens: Den, som bygger.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos L. N. Svare, i Skindergaden i No. 76.

2

Den Struens gav sig ud for Mester til at bygge, Men ei paa Gothisk-viis, godt Gammelt vil han rygge, Kalfatrer Alting om, han vender op og ned,

Det Runde kanter faaer, som den, Horats og veed.

Hvor var han dog beladt med Bygningsorm og Syge; Men grundet kun paa Sand, paa Synd og bare Skygge, Paa Green, som Fuglene, og bygget alt for nær Hos andre, brøed og ned, hvor af nok Sporet er.

Paa Satans bygget meest; men ei paa Christi Rige, O! vee, hver anden veed af Atheist at sige,

Gud, Ordet, Kirke, Præst var som en daglig Spot, Saa sand Religion, alt Gudeligt og Godt.

Han bygget Dagons Huus, paa Helved', Hoere Kamre I slem Uteerlighed, ei noksom at bejamre,

Ved synde-Frihed Stad og Land her fyldtes op Med skiændig løse Folk, med frække Skiøge-Trop.

Hvordan paa Staten bygt, for Landene, for Riger, Der om erfaren Mand og Eftertiden siger

Saa meget nok bevidst, den knaget, noget brast, Som Kægler, kiække Mænd hans Bodsel hâr omkast.

(O! listigt Kæglespil! først Fiire, faa vel Otte Om Kongen alle bort, vor kiere Konge maatte Som eene staar til Maal: Her priste man sin Konst! Men Ære være Gud! det Puds blev spilt Omsonst.)

3

3 Hvor vidste han sig snart i Veiret op at klynge,

Hvor mesterlig at faae sin Afguds, Mammons Dynge? At bygge paa en Skat, at lægge Grunker ned

Som Lag paa Lag; men mest af Armes Graad og Sveed.

Han bygget paa sin Karm og prægtigst Eqvipage, Dog ap at age frit han kom: Det jo Minage?

For gylden Vogn, man troer, nok Sluffen der i Sted Blir hans Paradevogn, o¡ Skiendsel og Fortred!

Han bygger høit i Skye, saa mange Luft-Casteller, Til Residens snart een, snart anden Stad man tæller, Dog nu, for intet boer i Fridrichshafns Castel,

Det mange spaaede før, det hver ham undte vel.

Thi hvad? Han bygget jo paa Majestetisk Trone, Den Crommel i vor Titd vil lange til en Krone,

Hvor højt hav lagt og sat i Veir, vel Tiden lær,

En Jernkrone blîr, som før, det Hoved værd.

Min Læsere! bliv da saa viis en Bygningsmester, Derpaa Guds Ord og Bud, hans Forsyn Grunden fæster, Byg saa paa Himmerig, sam Zebua, raa din Grav, Hvad hellers alt bevendt? See her, hvad bliver af!

Ruens ɔ: den som falder

Hvad Under? Struens blev til Ruens, Een man kalder, Som truer af, gaaer ned sit Fald, og dratter, falder, Thi høit hvo klyve vil, jo falder ofte ned,

Og finder lidet Got, faaer Beenbrud, Lem at Led.

4

4. Han falden fra sin Gud, og fra sin brave Fader,

Hvis Lærdom, Raad og Tugt han haded' før, og hader,

Fra Daab, fra Troe, fra Dyd: Det jo et Fandens Fald, See Lucifer faldt ned fra høie Himmel-Held.

Faldt saa til Dievelen, til Vantroe, Skam og Laster, I Lasters Hengedynd, hen til ald Vellyst haster,

Hvor mægtig, modig, dog i Hoerens skidne Grav, See! Icarus, der fløi, han dumpet ned i Hav.

I Satans Fangegarn, i Synders Snærehilde Han længe gik og stod, blev ført, som hiin det vilde, Og som han selv, faldt saa, uu Syndemaaden fuld, Det verste! Dragens Stiert saa mange drog omkuld.

Een Simon Magus kom til Hove, bruger Kunster For Nero, himmel-høit vil giennem Luftens Dunster, Men den forbandet Fugl fik stakket Vingebeen.

Ved Petri, Pauli Bøn faldt ned, til Spot og Meen.

Ja! Skam og Skade med, som Fald og Stød tillige, I unsides gierne gaae, nep' fra hinanden vige,

Det dumme næsviis' Drog skal falde næsgruus ned, Ei flyver, bygger ei, ei heller byder meer.

Som stigende Raqvet i Høiden gaaer saa stille,

Saa listet Hykleren sig frem, faaer tidt sin Villie,

Men falder ned med Staak, med Qvalm, og med et

Skrald,

Som Huusets store Fald gav store Knag og Knald.

Forfærdelige Fald! fra høie Spiir og Taarne,

Fra Æretindings Top, fra Sted blant Høi-Velbaarne, At falde baglends om i dybest Afgrund ned,

I Fængsels fæle Tvang, gid ei i Helved' ned!

5

5 Den ærlig Eutychus, han sov, kom og til Skade, Faldt ned vel tre Loft høit, nær Livet maatte lade, Men kom sig strax igien, for han ei faldt fra Gud, Nei, hørte Herrens Ord, og holdt til Midnat ud,

Men Daaren slet sin Gud, hans Ord, hans Huus

foragtet,

Til høie Ting, til meest forbundne Frugter tragtet, Faldt hen i Trygheds Søvn, faldt og i Rettens Magt, Fra Charger, Ære, Liv at fældes, blive bragt.

Imedens, uden Statz;, Statsfangen saa er bunden, Han falder ei saa let, Arresten er befunden

Indskrænket, saa hans Foed kun stakket har at gaae Tre Trin ham som een Miil, der faaer han vel at staae!

Men Læsere! naar Fald, Fordervelse naar høres Ja! nært og stort: Det vil til Eftertanke føres.

Viid, hvad du falder til, viid, hvad du falder paa, Ved andres Fald og Feil see Du kan opreist staae!

Din Foed og vaklendes, din Vei som slibriig Bane, Som nu vor Vinter-Iis, hvor Synd, hvor Syndevane,@Forargelser og meer' kan bringe dig i Fald,

Fald derfor ind til Gud med Bønneraab og Kald!

O! den staar allerbest, paa faste Foed, ved Roede, Der daglig falder meest og dybest Gud til Foede,

Sig belder op til Gud, i Troen høider fast

Ved Jesum, ved Hans Kors, som Kirkeskibets Mast.

6

6 Navnet Struensee har og til Ende Sta- velse, det Ord: See.

Den Navnets Stavelse blev skreven saa adskillig,

Først een Vocal, saa toe, man tænkte, Manden villig Nu bliver til at see, vil nu for Alvor see,

Ei Cyclops, Polyphem; men sig som Argus tee!

Ja Paulus, der har sagt: See til hvordan du bygger, Han og: Hvo staaer, see til, ei falder eller ligger. Hielp Gud! staaer saadant See ved Mandens Navn

til Sidst

Den Struens, Ruens det man haver seet og vidst.

Men vee! godt Dansk, det ei hos Manden, kun i Navnet, Det See, den Stavelse ham meget kunde gavnet,

Om seet paa Gud og Godt, om seet sig for og bag, Guld, Skiøger, Viin og Kort var kun hans Sinds

Behag.

Det see ret som et Fyr, en Pegefinger, vaere,

Som Vægtere var sat mod Skibbrud, Fald og Fare, Han sikker, dristig, dum, saae dog ei Følgerne,

Forderv, der slummer ei, hvor sliig Formastelse.

Den Stavelse til Sidst, som det, der binder Læsset,

Extramadura see, før Sverdet bliver væsset,

Her ret et Monitum til sidst: Til Enden see! Den Bagstauvn styrer best hver Skib blant Bølgerne.

Om ei det See til Sidst, som sidste Slag paa Bolte Og Fangers Jernbaand, ved Haand og Foed dem holdte, Til mod det yderste, dem som en bitter Dag. Amos. 8. O! sidste Stavelse, som Ord, til Merke tag!

Derfor, som Echo helst det sidste Ord gientager, Min Iæsere! saa bliv ved det, i hvad du vrager,

7

7 See hvad det bliver til, see hvor du bliver af, I hvad du foretâr: Den Blinde faldt i Geav.

Dog hvad? at raabe: See! her Tilløb nok vil blive Udaf Tilskuere; men dem hvo vil os give,

Der skuer for at skye den dievleblandet Daad, Oprørisk Aand og hver Ugudeliges Raad?

Kom saa, tag Øine hiid, hav godt af hvert dit Øie See Struens, Ruens med; men vogt dig vel og nøie Fra hans Forbrydelser, fra hvad, der gik i svang, Løsagtigt, liderligt da sat ved ham i Gang.

Heliodorum see Selenci Rentemester,

Den mægtig Kongens Mand dog Straffen lemmelester, Fordi han rasede, han røvede fra Gud,

Som Herremand gaaer ind, som Krøbling bæres ud.

2 Maccab. 3.

Set Øinene paa fleer, før i det skinnende Klæde, Jac. 2r. Nu skidne, verre skaaet, med Fiedre, Jernkiede,

Af Herren daget op, hvad skeet, os underlzgt, Naar ventet, vidste vel vor Dannemark af sligt?

Vaag op da, hver en Siel i Stad og Land og Rige! Og hvor i Verden viit man faaer her af at sige,

Misgierningsmandens Navn selv byder dig at see, Hvad han ei selv, saa blind, forblindet usle Kre!

See hvad det er din Gud, Religion at spotte,

See hvad at vilde sig mod Kongen sammenrotte,

See hvad paa Løvekloe at træde, pirre ved,

Den vendes mod sin Mand, naar Løven vakt og vred,

See dig i Speil paa den, vor Uglspil, Uglebilled, Der nu har længe nok sin Ondskabsrolle spilled.

I ham nu speile sig enhver ulydig Søn,

Han, Faders Gremmlse, faaer vel fortiente Løn.

8

8 See hver ugudelig, saa kaldede Frietænker!

Seer her, hvor frie han er, i Baand, i Bolt og Lenker O! vaagner dog engang! den Forskiel værd at see Paa Satans, Synders Træl og paa Guds Tienere. Esa. 65. 12. Jer. 17. 17 C. Mal. 3. 10.

Elendigst Tænke Frie! naar christnet Menneske Fornægter Christum selv forsmaaer det Himmelske, Blîr gammel uden Gud. beleer kun Ævighed,

Af Siel, Samvittighed og Salighed ei ved.

Til sidst Exempel til Exempel vore Tiider End ogsaa hos selv, som ved de Nørre Sider,

Nu give paa det See, see den Ugudelig Groer, andre overgroer, afhugges pludselig.

Job. 20, 4 C. Psal. 73. Conf. Jos. 15. 6.

Dog seer ei Feil og Brøst med Spot, med Lyst, for Frekke Som den der syndere, raillere vil og giekke,

Nei! seer med Skræk med Ynk, med Skam og BIuelse, At saadant Klintekrud blant Evangeliske.

O! Kirkens store Vee! Religions Vanære! Een Hedning eller Tyrk ei skulde giort det verre,

Vor Nation, ja! meer, Guds eget Navn til Spot: Mon Danske Christne nu som viilde Hottentot?

Hver see bedrøvet ved, afbede alt det Onde,

Beed for de Skyldige, at Konger løses kunde

Af Satans, Syndens Baand, for hver beed allerhelst: At Sielen maatte dog i Naade blive frelst!

Veed: Hvert Steenhierte maa dog blødes, bøies brydes, Og briste saa i Graad, med Troe, at Himle frydes, Faaer nogen timelig retfærdig Dom og Straf O! gid den Ævige dem aldrig, aldrig traf i 1772 den 4 Febr. J. M.