? De troe Israeliters Glæde over deres Befrielse fra Hamans Kløer. Tilkiendegivet i Anledning af Dagen den 29. Januarij 1772.

De troe Israeliters Glæde

over

Deres Befrielse

fra

Hamans Kløer

Tilkiendegivet i Anledning af Dagen den 29 Januarii 1772.

Kiøbenhavn, trykt hos L. N. Svare.

2

        

3

O! hvilken Glæde er der overalt i Norden Saa stor, ja større Fryd ei før blev seet paa Jorden. Monarken lever, og det er Hans Fødsels-dag, Som udgiør Rigernes ret grundet Velbehag.

Monarken lever, og som Souverain regierer, Han eene Scepteret i sine Hænder bærer. Guds Forsyn ham ansaae for værdig nok der til, Os aabenbarede derfore Hamans Spil.

Hvad? var en Haman her? Ja han blev seet med Smerte, Han sønderknusede hver Dansk og Normands Hierte Han Haman overgik endog i Lasterne, Mod Gud, sin Souverain og Folket syndede:

4

4

Den gamle Haman blev af Støvet høit ophøjet, Var Tronen nærmest, med dog ei dermed fornøiet, Hver Isrâlitisk Siel han vilde rydde ud;

Thi de var Kongen troe, tilbad den sande Gud.

Naar dette Mord var skeedt, han siden vilde myrde De Persers mægtige Monark, troefaste Hyrde, Og derpaa sette sig selv Konge-Kronen paa, Det var hans syndig' og forræderske Attraae.

Men Mardochæi Bøn, og Dronning Ester voldte At Kongen Livet og sin Værdighed beholdte,

At Israel blev frelst af deres store Nød, At Haman maatte døe en Æreskiendersk Død.

Den nye Haman var af Støvet og ophøiet Og Tronen nærmeft, men endnu dog misfornøiet Han vilde have dræbt toe Rigers Souverain For sig paa Kongens Stoel at sette ned igien.

5

5 Men Tvilling-Rigers Bøn og Dronning Juliane Hâr standset Haman midt paa sine Lasters Bane, Monarken Livet og sin Værdighed beholdt,

Som Millioner Fryd og Hurra har forvoldt.

Nu har de Danske Folk igien sin egen Fader, Og er forsikret, at han aldrig dem forlader, Forræderen ei meer udgîr Befalinger Han og hans Anhang i fortiente Fengseler.

Spot, Skiendsel, haanlig Død blîr deres Synders

Rente,

Den nye Haman kan Guld-Kronen meer ei vente Men vel en anden, som Grovsmeden pynter ud, Fordi hans Sigte var at myrde vores Gud.

Den gamle Haman var ei af de Persers Stamme, Men fandt dog Middel at opsvinge sig blant samme, Hvem der hans Fader var, man ei saa lige veed Men Macedonien var vist hans Fødestæd.

6

6 Grev Haman, men nu er den Titel jo forloren, Er ikke heller blant os Danske født og baaren, Han udi Holstein først fik Verdens Lys at see, Saa høit i Dannemark sig dog opsvingede.

Han tænkte Docior kuns i Dannemark at blive, Men Lykken vilde ham til største Høihed drive, Kuns for at styrke ham, og lade Verden see, At han i Hiertet var en ertz Forrædere.

Vor nye Haman fik i Hast uventet Ære,

Han ikke Doctor skal, men Conferentz-Raad være@Han confererte og, men som Coufoederert Der ønskte alle Ting i Rigerne forkeert.

Han som den Gamle ei vil Millioner dræbe, Hver trofast Undersaat han agter ei at slæbe Til Retterstædet; thi i Kraft af Tiderne Og deres fulde Lys sligt Optag ei kan skee.

7

7

Han gaaer en anden Vei, og modig lumsk agerer Geheim-Conseillet, som var troe, har ruineret,

Og tør indbilde os, at denne høie Stand,

Som Rigets Bolverk er, med Nytte haves kan.

Hver troefast Embeds-Mand, som Landet ville

gavne,

Maae Danmark ved hans List og falske Renker savne, Da han nu tænkte, at han vunden Seier hâr Han Greve Navn og Gavn uværdigen antâr.

Men denne høie Stand ei stille kan hans Hierte, Vi danske have hørt med en uhørlig Smerte,

At han har pønset paa at dræbe Christian Vor viise, kierlige og store Sceptermand.

Men Himmelen skee Tak! vor Gud Lov, Priis og

Ære,

Som vilde Christians og vores Hielper være,

Vor Juliane og trofaste Friderich Næst Gud har hiulpet at ei Haman Seier fik.

8

8

At vi paa denne Dag henrykkede af Glæde Kan see vor Christian med største Fryd fremtræde, Derfor enhver af os takskyldig viser sig,

Gud Juliane, og vor kiekke Friderik.

Gud lad vor Christian i mange Aar regiere! Han eene værdig er, og udseet til at bære Den Danske Krone, som de Oldenborger fik, Og som blev Souverain ved Tredie Friderich.

Jehovah store Gud: bliv ved at elske, ynde Vor Fader Christian! lad os saa grovt ei synde, At det ham nogen Tid for os skal ilde gaae,

Lad ham sølvfarvet Haar i Fred og Lykke naae.

Forstyr og sønderknus hver Haman sindet lige, Giv Riger ald den Held; som Tunger kan udsige Ald den Lyksalighed, som Hiertet ønske kan, Og dette skeer naar Gud selv styrer Christian.