? Nogle smukke Arier til Tidsfordriv digtede af den forrige Grev Struensee, i hans Fængsel hvor han taler, om hans Opkomst, Velmagt og Fald, hvortil Musiquen er sat af Enev. Brandt, paa Flaute Traversiers, Men nu oversat og til Trykken befordret af Musiquens og Poesiens Elskere.

Nogle smukke Arier til Tidsfordriv digtede af den forrige Grev Struensee, i hans Fængsel hvor han taler, om hans Opkomst, Velmagt og Fald, hvortil Musiquen er sat Enev., Brandt, paa

Flaute Traversiers,

Men ny oversat og til Trykken befordret af

Musiquens og Poesiens Elskere.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og til Kiøbs at bekomme hos A. F. Stein, boende i Skidenstræde i No. 171.

2

        

3

1ste Uria.

Om hans første Opkomst.

Jeg, som liden Stilk blev sat I en Urte-Potte Man mig ofte havde fat,

For mig der at gotte

Da mit Blomst skiød første Knop, Var den endnu liden,

Men da Den blev lukket op,

Blev den større siden.

2den Aria.

Om hans Fremvext.

Udi Floer mit Blomst nu stoed Deylig, skiøn og prægtig, Stammen tyk og mægtig Saae jeg alt af slig en Roed. Op til Skyen groede Toppen (som jeg troede)

Men da den i Floer bedst stoed, Blev den rykket op med Roed.

4

3die Aria.

Om Hans gode Dage.

Medens jeg saa voxte op,

Os udbredede min Top,

Levede jeg herlig;

Ingen Ting besværlig Var, for mig i denne Stand,

At opnaae, som ønskes kand.

4de Aria.

Om det samme.

Udi største Fryd,

Levede jeg stedse,

Ingen turde hvedse

Sig — naar jeg sloeg Lyd Viin og Mad Hvad jed gaed,

Ære, Høyhed, blødest Leye,

Med faae Ord:

Lykke stor,

Steg nu havde i min Eye.

5te Aria,

Om hans Velmagt.

Da jeg saa var voxet op,

I min Herlighed,

Og mit Blomsters rare Top,

Var saa høy og bred:

Den fik meget yndig Lugt,

Stoed saa herligt, mægtigt, smukt;@At det var en Lyst,

Glæden i mit Bryst, Ulmede, at jeg mig saae Udi slig en Velstand staae.

5

5 6te Aria.

Hvorledes han skikkede sig deri.

Men da jeg fik Raade Rum,

Blev jeg kaad og lystig,

Jeg gav mig paa Vellysts Skum, Efter Penge tørstig.

Det min Siel med Fryd opfylte,

At man maatte Bukke sig,

Jeg vist troede, at man skylte Sig en Ydmyghed for mig.

7te Aria.

Om hans store Magt.

Som, naar Torden bryder,

Ned fra Skyerne,

Saa fra mig det lyder Naar jeg befalede.

Ingen turde siige Mig det ringeste,

Jeg ey vilde viige,

For den Høyeste.

8te Aria.

Hvorledes han brugte den.

Men da jeg udi min Hand Roeret fik, at styre Alle Lasters Hyre Jeg da toeg, til øverst Rand.@Men da Skibet gik Udi Søe, for fulde Seyl,

Jeg af Coursen toeg da Feyl,

Og slig Havn fik.

6

6 9de. Avia.

Om hans Forsæt.

Medens Jeg nu føyer blev,

Udaf Lykkens Vinde,

Jeg for Lasters Storm omdrev, Og fik sligt i Sinde:

Op paa Ærens høye Top,

Mig med List nu svinge,

Naar jeg derved ey kom op,

Det med Vold ar tvinge.

10de Aria.

Hvorledes det løb af.

Men, som jeg var bedst i Løb,

Og mig Lykken klækked,

Som et Barn, i kielent Svøb, Da mit Moed blev knækker? Gud, som jeg ey kiendte,

Mit Forsæt omvendte,

Dem jeg ansaae med Foragt,

Seer til Ydmyghed mig bragt.

11te Aria.

Hans Tanker i hans Afmagt. Nu da jeg min Lænke bær, Og udi mit Fængsel er, Kiender jeg min Skiebne: Gid jeg kunde væbne, Mig imod dens Anfald. Men Jeg var selv mig værst Uven.

7

7 12te Aria.

Om hans nuværende Levemaade.

Som eenlig Fugl i Buur,

Jeg nu maae sidde Min Tid som er saa suur,

En meer vil glide,

Et hvert Minut mig er Som lange Timer,

Min Lænke, som jeg bær Paa mig bedst rimer.

Ey nogen Tidsfordriv,

Jeg nu kan nyde Og intet i mit Liv,

Mig meer kan Fryde.

O hor dog udaf mig Hvo du maae være,

Jeg det kan siige dig,

Som du skal lære:

Dig noye tag i Agt,

Som Æren finder,

Hold over Hiertet Vagt,

At det ey vinder.

13te Aria.

Hvorledes han stikker sig i Fængslet.

Hvad skal jeg giøre? at Græde,

Mig vilde nu ikke vel klæde,

Det ogsaa for sildig nu var,

Det jeg ey betænket før har!

Taalmodig jeg derfor vil skikke Mig deri, og Skaalen uddrikke,

Som skienkes saa bitter nu,

For ven jeg dog ikke bliir frie.

8

Min' Lænker jeg faar vel at bære, Lad dem endskiønt tunge nu være, Jeg dennem dog haver fortient, Mit Hierte og Sind var forvendt. 14te Aria.

Haus Tanker om hans Endeligt.

At Doe jeg har fortient Gid jeg saa vist omvendt,

For Dødens Komme, bliver.

Jeg kiendle ingen Gud,

Han fletted mig og ud,

Men mig vel Kundskab giver.

Jeg Kronen øndkede Men ach til Spot og Spee,

Jeg tvertimod maae være,

Gid dog, udaf min Død

Den fæle Hovmods Stød,

Enhver i mig maae lære.

15te Aria.

Om hans Løvfald.

Som mit Blomster voxte op,

Og i Hast skiød deylig Knop,

Som yndig Blade gav,

Saaledes Lov faldt af I en Hast — og jeg staaer blot For enhver, til Skam og Spot.

Hans sidste Erindring. Træets Grene skiæres maae; Thi det ellers ud vil gaae.