Den retfærdigste Hævn over de to grove Stats-Misdædere Græverne Johan Friderich Struensee, og Envold Brandt, som paa et paa Øster-Fælled uden for Kiøbenhavn opreist Skafot bliver henrettede Tirsdagen den 28de April 1772, ved deres høyre Hænders og Hoveders Afhuggelse med Øxe og deres Legemers Partering i fire Parter; [...] Sangviis forfattet under den Melodie: Med Sørgen og Klagen holdt Maade.

Den retfærdigste Hævn

over

de to grove

Stats-Misdædere,

Grævevne

Johan Friderich Struensee,

og

EnvoldBrandt,

som

paa et paa Øster-Felled uden for Kiøbenhavn opreist Skafot bliver henrettede Tirsdagen den 28de April 1772,

ved deres høyre Hænders og Hoveders Afhuggelse med Øre og deres Legemers Partering i fire Parter;

til

Afskye og Skrek for alle, ikke at begaae forserlig Onde, og frækt at synde og forgribe sig mod Gud,

Kongen og mod Undersaatterne.

Sangviis forfattet

under den Melodie:

Med Sorgen og Klagen holdt Maade.

Kiøbenhavn 1772, trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiolstrædet.

2
3

1. Bedrøvelig Skiebne at friste Sir Liv paa Skafottet at miste Men saadan en Hævn er retfærdig; Slig Død er Misgierninger værdig.

2.

Enhver, som ugudelig lever, Og frek i al Vellyst udsvæver,

Og sig ey til Gud vil omvende,

Maa frygte før saadan Livs-Ende.

3.

Exempel vi haver paa dette I dem, man nu maatte henrette, Før de ey at leve fortiente.

See, det er den frekke Synds Rente.

4.

Grev Struensee blant os har været En Herre, meer frygtet end æret. Han vorte i Gunsten til Hove;

Mod Kongen dog ondt torde vove.

4

5.

Ham Kongen ophøyed til Greve, Ja Kongens Bud udftædte bleve Ved ham, som Geheime-Minister; Og dog han meer Magt til sig vrister.

6.

Han kunde ey leve fonøyet,

Med mindre han Anstalt fik føyet, Protektor for Riget at blive;

Men Gud vilde det ey tilgive.

7.

Hans Anslag blev heldig opdaget, Og Magten fra hannem blev taget. Man Hævnen fra Herren saae komme, Som sukkedes efter af Fromme.

8.

Han tænkte det har ingen Fare. Hans Gierninger driftige vare;

Ey noget saa helligt her fandtes.

Det jo med Vanhelligt forblandtes.

9.

Han Ordre paa Ordre udsendte; Paa alting han op og ned vendte; Han agter ey nogen paa Jorden;

Han selv skaber Lynild og Torden.

5

10.

Han grimt og forfærdeligt spøgte,

Og sig slige Redskaber søgte,

Som ynked ey Dannemarks Vaande, Men hannem gik trolig tilhaande.

11.

Maaskee han har tænkt, sig at giøre Et Navn, som ey skulde ophøre,

Men stort udi Krøniker være.

Han fik det. Men dog uden Ære.

12.

Hans Omgang desuden til Hove, Som Frekhed knap selv torde vove,

I lang Tid ham stinkende giorde,

Før han maatte Stats=Fange vorde.

13.

Det Rygte, som man nu kan høre Ey vilde Usandhed udføre,

I Enrum fortælle maae samme,

Da Utugt sig derved skal skamme.

14.

Da Struense nu blev en Fange: Saa blev hans Samvittighed bange. Saaledes Guds Hævn veed at finde Dem Naaden kan ey overvinde.

6

15. I Fængselet, hvor han indførtes, Hans Hierte omsider dog rørtes,

At give vor Herre Gud Ære,

Og sig for en Synder erklære.

16.

Han nu sine Synder bekiender, Og sig til sin Frelser omvender;

Vor Jesus ham naadig modtager, Som Omhue for Sielene drager.

17.

Han venter, ey Naade til Livet Paa Jorden at blive ham givet; Men Taare udøste nu bleve,

For salig i Himlen at leve.

18.

Han angret sin Synd ud af Hiertet, Og det har ham inderlig smertet,

At han her saa syndig har været Og Gud i hans Adfærd ey æret.

19.

Gud tog ham i Christo til Naade, Som Røveren, hisset attraaede Med Christo i Himlen at komme Naar Livet ved Døden var omme.

7

20.

Han hører sin Dom, og er rolig; Thi Jesus nu haver sin Bolig Udi hans forbedrede Hierte,

Som Naade tilsidft kun begierte.

21

Ey Naade at leve i Tiden;

Men Naade til Salighed siden. Skiønt han maae end døe med Vanære, Han dog blandt Guds Folk hist skal være.

22.

Vi ey om hans Salighed tvile; Hans Siel i Guds Haand nu skal hvile. Gid alle, ham her vilde hade,

Kun hisset maae blive saa glade!

23.

Gud der vil dog eengang forsamle De Unge saavelsom de Gamle;

Men kan der Forligelse blive,

Naar de ey har lært at tilgive?

24.

Grev Brandt sig mod Døden vil væbne I Struensees Andagt og Skiebne. Det Beste om ham vi vil haabe,

Og Gud for hans Frelse anraabe.

8

25.

Deelagtig i Struensees Synder Han giorde sig, var hans Velynder, Og trodsede Himlen paa Jorden. Men, Gud nu en Hævner er vorden.

26.

Ney, Gud vil sig ey lade spotte; Man ikke sig maae sammenrotte Mod Kongen og Fædernelandet;

Hvo det giør, han er forbandet.

27.

Forbandet til Straffer og Plager, Gom disse to Grever ledsager, Der saa uretsindig har levet,

Som Straffen nu lovlig er blevet.

28.

Guds Naade hver Christen bevare Fra saadant et Levnet og Snare, Som Dievelen spandt for de Grever, Hvis Navne i Skiendsel nu lever.