? En sandfærdig Poenitentse-Sang componeret af den fangne Grev Brandt i Citadellet Friderichshavn, til hans medfangne Ven Grev Struensee. I Anledning af deres bekientgiorte Dom at miste Hand og Hovet, samt parteres i fire Deele og lægges paa fem Steiler, tillige deres Vaabens Sønderbrydelse, den 28de April 1772.

En sandfærdig Poenitentze- Sang componeret af den fangne Grev Brandt

i Citadellet Friderichshavn,

til hans medfangne Ven Grev Struensee.

I Anledning

af deres bekientgorte Dom at miste Hand og Hovet,@samt parteres i fire Deele og lægges paa fem Steiler, tillige deres Vaadens Sønderbrydelse, den 28de April 1772.

Melodie Hiertelig mig nu længes, & c.

Kiøbenhavn, trykt og findes tilkiøbs I. R, Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

2

1. <X I Verdens falske Skygger, Indbildnings Flitterguld! Som Daaren kun betrygger Og giør ham Tillidsfuld!

I Siælen tit ophøie,

Ved selvgiort Stoltheds Kunst, Og Tankerne fornøie

Med idel Damp og Dunst!

3

2.

I Verdens Høihed sætter Den Blinde al sin Roe,

Han Himmelen forjætter

Han glemmer. Dyd og Troe, Han ved en Skal sig fryder Og ei til Kiernen seer,

Men naar han Skallen bryder, Dens Kierne giftig er!

3. O! Struensee, desværre!

Desværre! Du og jeg Et sandt Exempel ere,

Paa Daarens Vandrings-Vei Os Hovmod har betaget,

Os Vellyst lokket har,

Men hine har bedraget,

Og denne giftig var

4

4. O! at vi havde blevet

Nøysomme i vort Kaar, Og ei vort Ønske drevet

Til det som ingen naaer, O! at vi Troeskabs Smykke Lidt bedre havde kiendt, Saa havde ei vor Lykke Saa hastig bleven end!

5.

Fornuftens ædle Gave

Var begges vores Deel. Desværre vi ei have

Anvendt den til vort Vel! Vor Stolthed blev opthronet Af Egennyttes Raab,

Og vor Indbildning kronet Af et saa skiendigt Haab!

5

6.

Men naar et Myg sig svinger Ved Lyset alt for nær, Da de afbrendte Vinger Gemenlig Lønnen er, Naar Titanes vil maale

Med Guderne sin Magt, De ved en Torden Straale Fortient blev ødelagt!

7.

Vi nys paa Lykkens Høie Indhøsted' Glædens Nok,

Og med et modigt Øie

Besaae den mindre Flok, Vi saae os ei tilbage

Men iled Fied for Fied Til Spidsen op at drage,

Men faldt i Dyndet ned!

6

8. Hvor er nu den som tager Sig Deel i vores Harm, Hvor er den som beklager Vor sønderbrudte Arm? Hvor er den som vil ynke Den sidste Levning af Et Vrag som sidst maae synke I Mishaabs sidste Grav?

9. Nei Verdens Vrede Vrimmel Os tumlet daglig om Og den fortørnet Himmel Udæsker selv vor Dom!

Ei minste Haab tilbage,

Ei Ønfkers Muelighed,

Ei Adgang for vor Klage,

Thi David selv er vred!

7

10.

Velan! vi tør ei haabe Paa denne Verden meer, Men Himlen at anraabe Hvor Synder tilladt er, Kom lad os da nedknæle

For Himlens Naades Stol, O! lad os ikke dvæle,

At søge Naadens Soel!

11.

Opløftes da vor Tanke

Vort Hierte, Aand og Siel! Hist er den sidste Skranke,

Hist evigt Vee og Vel!

O! naae vi kun det sidste

Kan naae i Himmelst Fred, Da maae vi gierne miste Al Livets Herlighed!

8

12.

Min Jonathan min Broder,

Paa denne Himlens Vei!

Thi hist ved Vellyst Floder Du Nabel var som jeg!

Lad os ved Livets Ende,

Tilstaae vor Synd reent ud,

Og offentlig bekiende

At Straffen er af Gud!

13.

Farvel da Verdens Lyster!

Farvel du kunstled Ring,

Hvor Sielen ikkun hoster Uroe og Broddesting!

Farvel du Nordens Ære Tilgiv vor store Feil!

I andre! lad os være Utroeskabs Sørgespeil.