? Grevernes Struensees og Brandts Tanker ved at see sit Rætterstæd Schafottet, og Deres Advarsel til de omkring staaende Store og Smaae.

Grevernes Struensees og Brandts Tanker ved at see sit Rætterstæd Schafottet, og Deres Advarsel til de omkring staaen- de Store og Smaae.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt hos L. N. Svare.

2

        

3

Tanker

ved

Schafottets Betragtning.

O! fæle Øyemaal o! skielv beængstet Hierte Brøl med en Tordenlyd vor Helved Angest ud! Hvor gyser Siælen ved den kolde Dødens Smerte, Da Øyet skuer alt dens bittre Sendebud?

Da Synders Balplads, du, du er den Skiendsels Støtte Som Hevnen reiser for Misgiernings Sønner op! See her Udydens Løn, Utroskabs Frugt og Nytte!

O! see den, skielv vor Siæl og døe du usle Krop.

4

Naar Dydens Helter op ad Ærens Trappe trine, Og fra dens gyldne Top sig haabefuld omseer, Saa gaaer Misgierning med en Bylt af Skræk og Pine Op til sit Skiendsels Maal, og Verden den beleer! Raar Kunsten med sit Staal i Porphyr Marmor baner, For Dydens sande Roes en muelig Evighed,

Da Hevnen, Skiændsel selv. Erindrings Merker danner, Paa Hiul og Stegler dens Hukommelse blir ved. Gaa ulig begges Løn, saa ulig begges Ende,

Men saa ulig derhos er begges deres Art;

O Vee! at vi nu først den Sandheds Kraft erkiende, Hvis Virkning nu i os skal sees, føles snart.

Brandt.

Nu skal da Rettens Sværd den Morderarm afskiære, Som mod den Salvede saa fræk opløftet var, Som torde Morderkniv til Davids Strube bære,

Hvis Egg Almagten selv afstumpet har.

Struensee.

Nu skal det samme Sværd min Morderhaand afklippe, Der ofte lured paa at give Morderstød, Thi at vort Anslag ei paa Thronen skulle glippe, Da havde jeg tiltænkt en Dronning, Prins sin Død

5

Begge.

Nu skal de Hoveder for Bødlens Øxe springe,

Hvis stolte Vid har giort urimelige Spring,

Der ei Begierlighed og Vellyst kunde tvinge,

Men daarligt tragtede at naae forbudne Ting.

Nu skal det Legeme, som var al Lasters Bolig,

Et Legeme besiælt af en urolig Aand,

Hvor al Samvittighed var sovende og rolig, Forræderie i Barm og Morderkniv i HaandI fire Parter det adsplittes skal og skilles.

Send til hver Verdens Part en Deel af samme væk Saa Morderaanden kan paa alle Stæder stilles Og hver en Damien indjages Grue og Skræk! Velan! vor Død og Straf er vores Ondskabs Rente, Og visse Billeder paa Guds Retfærdighed,

I Vetden vi ei kan og bør ei Lindring vente,

Thi Landet fnyser og vor Salomon er vred.

O! vær os naadig, du al Verdens store Dommer!

Følg med, vi stige nu paa Rætterpladsen op,

Og naar Basunens Lyd, naar hine Domsdag kommer. Forsamle da til Fryd den her adskildte Krop.

6

Nu stiller Døden alt paa vore følde læber Og Hiertet Slag i Slag ved denne Seene slaaer, For Tungen maalløs ved den blodig Gane klæber, Saa hør da disse Ord, du Flok, som omkring staaer:

Til de Omstaaende:

O! see i os det Spell, som Frækhed selv forskrækker, Og giør den grummeste, ja Tigerhiertet blød,

Et Syn, ved hvilket man paa engang overrækker Syud, Ulyksalighed, Misgierning, Straf og Død!

Selv Kongen og vor Slægt var Maalet for vort Mord! Tys! tys! oprørte Flok, som udaf Vrede fnyser, Hør dog taalmodig an en Synderr sidste Ord!

7

Du store Du! Du som de skiulte Anslag røber, Som har vort onde Naad for Lys og Dagen bragt Er nogen end, som i vor Form sin Falskhed støber, Da giv ham vores Lon og knus ham med din Magt!

Enhver som Kongens Magt og Landets Gavn vil svække,

Hver skiult Forræderie giør offentlig til Spot Er han skinhellig skinlt bag Hykleriets Dække,

Borttag o Gud hans Skiul, og giør hans Ondskab blot!

Lys Gud for Salomon, oplad hans Kundskabs Øye,

Giv Ham at kunde see ind i hvers Sind og Siæl,

At Han uvidende ei skulle dem ophøye,

Der ikke mener det mod Ham og Landet vel.

Opret o Gud! det Land, svin længe forhen svækket, Ret høilig trænger til dit Forsyns Muur og Skiold, Lad det ei blive meer udmattet og forstrækket Af dem, som med Dyd, Tro og Gudsfrygt spille Bold.

8

O! lære hver og een, som her tilstæde ere,

Som seer vor blodig Krop, vor Skiensel og vor Spot, At hvo som Himmel, Dyd og Pligter vil vanære, Sin Slutnings Ende seer i os og vort Schafot.

Farvel da hver og een, farvel al Verdens Vrimmel, Ak gid nu Dødens Kalk og Smerte var forbie,

Ak fromme Jesu! tag ind i din Naades Himmel De Røvers som før paa Korset spottet dig!

9

Betragtning

ved

deres Henrettelse.

Dersom den alvise Verdens Regentere og Skabere ikke haver sat et vist Maal og Gierder for Mennedkers onde Vankel og Hen- sigter, saa kunde aldrig de gode og Gudelsken- de Mennesker være sikker for Vold og Tyran- nie, ei heller Konger og Fyrster at kunde besid- de deres Throner, beskierme og haandhæve deres Love og forsvare deres Undersaattere.

Vel kan ofte de onde Mennesker en Tid lang ligesom synes at være authoriseret at til-

10

føye os Skade og Fortræd, men de kan dog ei komme os nærmere, end Gud vil, og mon vel ikke Gud, som er alvidende, herved haver sit skiulte Raad og Hensigter, kan man i Naturens Rige erfare, at af de bitterste Urter kan laves den beste Medicin, saa bør vi og troe, at Naturens Mester, den store Læge, kan efter sin alvise Indsigt finde det fornøden, at revse Konger og Fyrster, samt Laudets Indbyggere for Syndens Skyld, fornemmelig naar Religionen, Gudsfrygt og Retfærdighed foragtes og misbruges; thi som ingen Regiering, Riger og Lande er frie for Synder og Overtrædelser, saa er de heller ikke befriet for Straf og Plager, det eene Rige paa den, et andet paa en anden Maade, vi kan ikke fritage os fra grove Synder og Laster, følgelig ikke vente at være befriet fra Plager og Fortrædeligheder, vort kiere Dannemark har en Tid lang prøvet adskillige, men fornemmelig nu ved disse, som i Dag maae lide for deres Misgierninger, hvilke alle at opregne, jeg undseer mig ved, de ere desværre alt for meget bekiendte, deres egen afstaaelse paa følgende Dom og Straf, be

11

vidner deres skadelige Behandlinger, jeg vil ikkun alene kortelig betragte, hvorledes de har betienet sig af den høist lastværdige og fordom- melige Adgang, de fandt hos den eller dem, som da meest kunde formaae at bøye Kongens Hierte til ar anhøre deres falske Forebringende, som de besmykkede ved at beskylde og tale Ondt om de gamle Ministre, dem de angav for Mænd, der tragtede efter at betage Kongen den Souveraine Magtes Vedligeholdelse, paa der de selv kunde derigere Collegierne, Staden og Landet, og selv føre Roeet; dette var Deres første Entre! de fik og en banet Vei til deres Fremgang, i det at de Gamle bleve afskediget, nu vare de selv de største og beste, og deres Op- høyelse voxte lige saa hastig, som deres Projecter bleve antagne. Struensee syntes da han allerede var bleven Geheime-Casinets-Minister, og havde Røret i sin Haand, at han da maat- te være noget mere; han blev og Greve, lige- saa blev hans Consul Brandt; nu vare de Grever, dog uden Grevskab, her maatte tæn- kes paa Indkomme, som maatte passe sig paa deres høye Stand og Værdighed, de har og

12

giort deres Beste skiønt paa Rigets Bekostning, endnu ikke nok, nu vilde han først ret føre Rigets Roer, og lære os Danske at kien- de en medicinsk Regent. Han anlagde saadanCurser, som aldrig forhen er paatænkt i Dannemark, at En, som hans Majestæt havde antaget paa sine udenlandske Reiser som Liv-Medicus, skulle falde paa saa høye Tanker, at ville blive begge Rigernes Vice Regent, indtil at vor Kron-Prins blev myndig, da vi dog eyer den aller elskværdigste Aroe-Prins, som er berettiget af Fødsel, samt Aaremaal og Forstand til at paasee Rigernes og Undersaatternes Vel og Beste, en uerhørt Dumdristighed, og en Lucifers Hofmod og det kiendeligste Beviis paa Hoffærdigheds Fald. Merkelig, at saasnart man seer, at uværdige Mennesker hastig vorder ophøyet, da nærmer sig Dag fra Dag Faldet for Døren, ja man kan ligesom spaae deres Undergang, Naturen selv viser os Prøver herpaa. Planter, som hastig opvoxer, visner snart. De høye Træer, der hastig voxer, omkastes gemeenligen af Stormvinde, og hvorledes kan redelige og kiære Undersaatte-

13

re uden Sorrig og Græmmelse tænke paa disse Menneskers allerhelst formastelige og utilladelige Omgang og og Behandlinger med vor from- me og uskyldige Konge, hvilken de havde med Svig og List, Løgn og Truster saaledes indcirkled at han troede ingen af hans høye Slægt, ingen af hans gamle troe Ministre, ingen af hans Undersaattere, kort sagt, ingen uden disse Forrædere og deres Anhang. Man hørte daglig iblant alle Selskaber iblant Store og Smaae Suk og Sorrig, sammenblandet med Vrede og Fnysen, der tappre Danske og Norske Blod circulerede i deres Aarer, og var færdig ved mindste Vink at baaret Kongen af eres Hænder og giort en Ende paa deres Liv; ja deres Had og Vrede var saa stor, at deres Endeligt havde blevet langt haardere og forskrækkeligere, end den, som de nu er dømt til at lide.

Er der endnu nogen af deres Complot og Bande, som befindes i mindste Maader at være Vidende om disse Henrettedes Hensigter og uerhørte Behandlinger, saa lad dem ikke blive ustraffet, men lad Retfærdigheds Sværd blive deres Gage og Løn, formedelst de har gi-

14

set sig under disse Forræderes Fanne; men hvorledes kan jeg ikke forestille mig, at dem som den Tid (disse Onde sad ved Rore:) smigrede og bøyede Knæ for disse Afguder, søgte alle Tider at være i deres Naade, og bar Kap- pen paa begge Skuldre; derfore bleve og visse unge Herrer i deres Tieneste, og nogle derfore forfremmet, som de ansaae for vittige Hoveder og være tienlig at stride under deres Fane. Disse Recruter skammer sig nu ved at nævne at de har giort saadant, og lader som de ikke har kiendt disse Herrer; men dette uagtet, saa ere dog en Deel af disse Enroullerede ikke ube- kiendt, hvilke man den Tid med Ærgelse hørte at berømme alle de Foranstaltninger og Anordninger for at være fornuftige og nyttige, og noget som burde være; visede desuden i mange Tilfælde deres Troskab og Nidkiærhed, men jeg tavde stille og tænkte ved mig selv: I ere troløse og falske Siæle; anstændigere var det for dem, som indfødde Landets Bom, at de fornuftig havde imodsagt og lastet alt det, som de kunde begribe at være skadelig og stridende imod Religionen og de forhen udgivne Love og

15

Anordnger; slette og uværdige Undersaattere ere alle Dem, som formedelst egen Interesse og Gunst frafalder den Troskab og Kiærlighed, man bør vise imod sin Konge, Medborgere og Fæderneland, og saadanne burde aldrig være betroet nogen Tieneste; dog seer man helst, at saadanne gemeenligen vorder employeret, fremfor de Redelige og Oprigtige; man maatte spørge, hvorledes det kan skee? Jo! det kommer deraf, at de Ondes Antal er alle Ti- der større og mægtigere end de Godes, derfore gielder dr fleste Stemmer mest.

Men uagtet al den Modgang, Nød og Gienvordighed, der kan møde de oprigtige og fromme Mennesker, saa eyer de dog en god Samvittighed, og tør gaae enhver under Øine.

Og dersom disse Henrettede havde anret- tet Deres Vandel og Forhold efter Christendommens Regler, og i Følge deres Pligter iagttaget den allerunderdanigste Devoir, Tro- skab og Oprigtighed, som de børde at bevise vor allernaadigste Konge, Hans høye Slægt og Undersaattere, saa havde ikke deres Endeligt blevet dem til Skam og Skiændsel.

16

Almægtige evige Gud! for hvis Ansigt alle onde Gierninger og Anlæg ei er skiult, men lader dem opnaae sit Maal, indtil Din Ret- færdighed finder for got at standse dem. Dig skee evig Tak, Pris og Ære, for Din Bistand og naadige Varetægt, for vor Konge, Hans Moder Dronning Juliane Prins Fri-

derich, vor Stad og Rigerne! thi der er u- tœnkelig, følgelig ubeskrivelig, hvilke skadelige Sviter deres Regieringsplan og Behandling havde kundet foraarsager, din Visdoms og Kærligheds Aand besiæje den dyrebare Kongelige Slægt, fremdeles at understøtte vor allernaadigste Konge med Raad og Daad, i lige Maade vore troe og redelige Ministre; oplys deres Forstand, og danne deres Hierter til Kierlighed og Oprigtighed for Kongen og alle Undersaatterne, og afvend fra os alt det On- de, som kan skade vor Regiering, Riger og Lande. Med dette Ønske ender jeg min Be- tragtning.