Døds-Sang i Anledning af de to Danske Grevers Johan Friderich Struensees og Envold Brandts Henrettelse som skeede, efter Forhør, Overbeviisning, Bekiendelse og Dom, Tirsdagen den 28 April 1772., da denne allerretfædigste Execution gik for sig. Gud bevare ethvert Menneske fra saadan Død! Under Melodie: Naar min Tid og Stund er for Haand.

Døds-Sang i Anledning af de to Danske Grevers

Johan Friderich Struensees

og

Envold Brandts

Henrettelse.

som skeede, ester Forhør, Overbeviisning, Bekiendelse og Dom, Tirsdagen den 28 April 1772., da denne allerretfærdigste Execution gik for sig.

Gud bevare ethvert Menneske fra saadan Død! Under Melodie:

Naar min Tid og Stund er for Haand.

Kiøbenhavn, trykt hos P.H. Höecke. 1772.

2
3

1.

Det Dødelige usle Leer,

Som udgiør Livets Hytte,

Er intet værdt, og ikke meer,

End meget let at bytte Med der, som er tilkommende,

Og som hvert skiønsomt Menneske Seer meest at kunne nytte.

2.

En Død os alle forestaaer, Den vi ey kan undkomme;

Men Døden dobbelt straffet faaer Enhver ved Rettens Domme. Naturens Dom er ey saa streng, Den tager alle bort i Fleng, Naar deres Tid er omme.

4

3.

Men pludselig at dræbes, naar Vort Levnet best befalder;

At døe udi de unge Aar,

Som man de favre kalder,

Det vist det Krænkeligste er,

Som vederfares Mennesker Udi en skiønsom Alder.

4.

De tvende Grever, som vi har Iblant os lært at kiende,

Knapt troede sig beskikket var Saa fæl en Livers Ende,

Som den, de paa Skaffottet faaer, Hvor deres Herlighed forgaaer,

Og Skammens Ild vil brænde.

5.

De begge haver hver for sig Ugudeligen levet.

I deres Omgang var kun Svig, Som er opdaget blevet. Retfærdigheden straffede Med Fængsel de Misdædere,

Som havde ondt bedrevet.

5

6. Grev Struensee har levet saa, Han har fortient den Ende,

Som han skal paa Skaffottet faae; Men han sig lod omvende Ved Styrken af Guds Kraftes Ord, Som forhen han paa denne Jord Kun lidet vilde kiende.

7.

Han af Naturen noget viis Var Hoffers Yndling bleven;

Men han blev Rigers Tugtes Riis,

Af Udyds Aand fremdreven.

Dog ville vi ey paa ham see Som alt for slet rettænkende For Vielken og ey Skieven.

8.

Han Bod har giort for Synderne,

Som han har her bedrevet;

Og saae i sand Omvendelse,

Han havde ilde levet.

Den grumme Synd, som han begik, Da Adgang han til Hove fik,

Er reent udslettet blevet.

6

9.

Gid hver velsindet Christen vil Saaledes sig berede Mod Døden, som ey Barne-Spil For nogen burde hede.

Men mange ringe agter den,

Og anseer ikke Himmelen,

Skiønt døer i sammes Vrede.

10.

Grev Brandt i eens Fordømmelse Med Struensee befandtes;

Men vi troe det lemfeldigste,

At Vantroe overvandtes,

Og at i sand Bodfærdighe.d Han haver fundet Sielens Fred,

Og Sinds-Uroe forsvandtes.

11.

Det da ey er forskækkeligt . For hver af dem at yde Den sidste Livets skyldig Pligt, Endskiønt de ey kan nyde Den Ære af en æret Død,

Men Retten, Dem at dræbes bød,

Vil Dommen ey fortryde.

7

12.

Det er en stor Retfærdighed Blant Mennesker paa Jorden,

At slige Domme haver Sted,

Som kan handthæve Orden.

Hvis ey, forgik vor Verden let,

Naar den regieredes saa slet Som nyelig vores Norden.

13. Men Gud skee Lov, Misdæderne Sin Synd og Feyl erkiender,

Saa de i sand Omvendelse Sit Liv paa Jorden ender;

Lad være samme Ende faaer Paa den Maneer, som ey anstaaer Dem, sig til Gud omvender.

14.

Imidlertid vi dog pil troe,

At disse Grever vare

Til Gud omvendte begge Toe,

Forend de fik erfare

Den skarpe Virkning af den Dom,

Som over dem for Synden kom,

Den de ey vilde spare.

8

15. Gud være naadig imod dem! Det ville vi nu bede.

Gud deres Troe til Glædens Hiem Dem Veyen maae berede!

Saa denne Tids Piinagtighed,

Som nu for dem ey meer har Sted, Maae blive dem til Glæde.

16.

Gud vogte hver sin Skabning her De Grever lig at blive I Ondskab og Misgierninger,

Som man nu skal aflive.

Guds Maade over Dannemark Og vor velsignede Monark Og Kongens Stamme blive!