Jacob Jacobsen Forræderes rette Carachteer og værdige Straf, Riimviis forestillet i Grev Struensees Eexempel. Af Jacobo Jacobi D.S.C.St.M.'

Forræderes rette Carachteer og værdige Straf, Riimviis forestillet i Grev Struensees Eexempel. af Jacobo Jacobi. D. S. C. St. M.

Kiøbenhavn 1772,

Trykt og findes tilkiøbs hos Johan Rudolph Thiele boende i store Helliggieststræde.

2

        

3

Greve Struensee! o den forhærdet Aand — Han lod sig ikke raade;

Hans uregierlig Hierte stoed Til Kongen at fordømme, —

Hans Glæde var i Prindsers Blod At bade sig og svømme;

Hans Rov- og Blod-Begierlighed — Var baade Hiord og Hyrde, —

Med skarpe Sverd at felde ned Og ynkelig at myrde: —

Hvad dansk af Stamme var og Navn,

Til Døden var opskreven: —

Ja end den mindste Boel og Stavn, — Forstyrret skulde bleven; —

Hvad han til slig een blodig Færd

Ey kunde selv udføre, —

Det vilde han ved andres Sværd,

Foruden Skaandsel giøre.

O du forgiftig Landets Pest!

O Kongerigers Plage —

O Nordens alt for haarde Giest.

4

4

Hvo har til dig hørt Mage? Mon den barbarisk Atila Vel større Slag har slaget?

Mon og vel selv Caligula.

Af Sted har værre taget? Lycaon selv og Phinneus,

Dem vilde du gort gode, —@ Herodes og Antiochus, —@Hos dig som Engle stoede O slemme dødsens Mand at du Af ingen dydig Qvinde, —

Har saadant diet, nok kiendes nu Men af een grum Løvinde.

Dig har et farlig Tiger Dyr,

Af Ungdom selv opammet: Du din fortredelig Natur, —

Af Dragen har annammet. —@Den Marmor haarde Chaucasus, Sig blød mod dig kan siige; — Den brendende Wesuvius, — Din ondskabs Brand maa vige. Ey noget Land og Sted tør dig For sin Affødning kiende. —

Den gandske Verden skammer sig, Og ynsker dig ond Ende. —

O Væ, os Arme dersom du Som var saa diævel blandet; Ja Diævel selv i Sind og Hu, Os havde overmandet, —

5

5

Os iisne maa vort Hierte-Blod,

Naar vi med Fliid udgrunde:

Den Undergang os forestoed,

Om du det drevet kunde. —

Her var paa livet selv undsagt Vor Gudhengivne Konning; —

Her var een ondskabs Strikke lagt,

For JULIANE Dronning. —

De Scepter værdig Prindsers Rod Du vilde slet udslette Vor Konges elskte Venners Blod,

Din Grumhed skulde mættes. —

I Kongens Huus, jeg veed ey hvem,

Du vilde jo lagt øde, —

Du dem med os og os med dem Slet havde dømt til døde.

Ach! her man skulde seet, hvordan Carthago den antændtes,

Hvordan at Troja grebes an,

Og slet til Aske brændtes.

Her, her man skulde seet paa ny,

Jerusalem at ødes,

Samt de Bæoters skiønne Bye,

At stormes og omstødes.

Det skarpe Sværd, den heede Brand Os skulde slet udtæret, —

Her, her i vores skiønne Land Ret Babel skulde været Ja kortelig slet ingen kan

6

6

Den Tyranie beskrive,

Du mod vort kiære Føde-Land Jo færdig var at drive.

Lad knyttes Strikke, hvæsses Sværd Lad heedes Svovl og Tiære,

Din Ondskabs rette Løn og Værd,

Ey det dog nær kan være Du, som Philotas, burde ret At pidskes ud til døde:

Som Anaxarch, man skulde slet I Morter dig hielstøde. —@Cambyses, for din grove Svig Dig burde flaae og skinde. —

Mezentius til Død-Mands Lig,

Dig burde fast at binde. —

Paa ny til dig een Kaaber-Tuir: Perillus burde at giøre.

For Løve Biørn og vilde Diur, —

Man skulde dig henføre.

Den Aadsel gierrig Ørne-Klo,

Dit Hierte skuld optave:

Den sorte Ravn udi sin Kro — Hvad over var begrave. —

Man burde dig: men ach hvo veed Saa grum en Straf at nævne,

Som din forrædersk Arrighed Betale kan og hævne! —

Dig Himlens Gud, o Zebaoth,

Som os har holdt i Live, —

Og giort hans Skalke-Raad til Spot,

7

7

Vi Takken vel maa give.

Den ganske Verden kiender nu Din høie Viisdoms Vælde; —

Vor Konge selv allene du Hialp ud af dødsens Fælde.

Din Salvede var dig for kiær,

Du selv Hans Huus bevar'de,

Du dig Hans Fare tog saa nær,

Og Listen aabenbarde.

Du store Raadsens Engel drevst Den Mand, som os advar'de,

Med hannem du selv underskrevst Ved hannem du os spar'de.

O Hæld og Lykke Seier Fred,

Skal deres Huse følge,

Som giorde sig Samvittighed De Skalke at fordølge. —

Imidlertid o Cimber Land Er det din Pligt og Ære,

Med alt det som optænkes kan Til Hævn, at færdig være.

Betænk, at her mishandlet er Imod eet Salved-Hoved, —

Som Himlens Gud Velsignelser Og Ære selv har lovedt.

Ansee, hvad herimod er giordt,

Den beste Jordens Herre,

Som Æren selv sin Ære-Port,

Vidt op for bør at spærre. —

Forhaab din Fiendes Overmod

8

8

Er Fald og Tab i Hænde.

Lad derfor ey foruden Blod,

Sig hans Ugierning ende, —

Sæt an med Helte-Mod, og lad Ey Sværd i Balg indstikkes,

Før den beviiste Spot og Had I Spotteren inddrikkes. —

Herrers Herre! Kongers Konge!

Jorde-Guders Himmel-Gud!

Vores Hierte vores Tunge, —

Skal din Ære brede ud, —

For de store Naade-Gaver, — Som du os beviiset haver,

For med Varetægt du om Vores Konge Herre! kom.

O! almægtig Skaber— Herre!

Vores Siæl er Takkefuld; —

Men hvad Tak? hvad Priis? hvad Ære? Kan forslaae af syndigt Muld, —

Dan vor Hierte! rør vor Tunge!

At vi tænke kan og siunge Saadan, som det sømmer sig,

Naar vi skal behage dig. —

9

9

Christian! Du Konge Herre! Vær Du tvende Rigers Lyst. — Jordens Under! Nordens Ære!

Ondes Frygt og Godes Trøst! Danske Høye, Nordske Fielde Skal hiinanden svare saa:

Ære, Ælde, Magt og Vælde Udi Dine Hænder staae. —

Himlens Stierner Soel og Maane Lyse selv Velsignelsen,

Den de fra det Høye laane, — Over Enke-Dronningen,

Alle fire Elementer:

Luften, Jorden, Ild og Vand, Byde selv som Hof-Betienter — Hos vor Arve-Prinds sig and.

10

10

Den Almægtige bevare

Konge-Huusets gandske Slægt!

Hver den Guds Engle-Skare Holde stedse Varetægt!

Kongen leve! Landet nyde Fred! gid alt Lyksalighed —@Som en frugtbar Regn, maa flyde Over Kongens Riger ned!

Vi om sligt vor Gud anmode Han bønhøre os i det,

Og om der er noget Gode —

Udi vores Bøn forgiet.

Gid! vor Konge da maa blive Selv bønhørt i alt det, som Han vil bede, her i Live,

Gud, sin egen Konge om.

11

11

Nu Jesu Fredens Fyrste lad Den ædle Fred regere,

Lad dem som stifte Mord og Had,

Ret aldrig findes mere. —

Lad dem, som Avner spredes hen Som efter Oprør stunde,

Alt Himlens Hevn forfølge den,

Os Undergang vil unde.

Alt Verdens Had, alt Spot og Meen, Dens Overmand lad være Som ey sin Arve-Konge, tien Med Trofasthed og Ære.

Det ønsker med alle retsindige. —

Jacob Jacobsen.

12