Poetisk sandfærdig Efterretning om de Fire Statsfangers Gebærder, Ord og Levemaade i Arresten.

Poetisk

sandfærdig Efterretning

om

de Fire

Statsfangers

Gebærder, Ord

og

Levemaade

i

Arresten.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2
3

Vor Greve Struensee kand holde gode Miner, Hvor meget Græmmelse og Bolterne ham piner Han Greve hastig blev og Greve være vil, Endskiønt hans Greveskab er ikke meere til.

Naar at han taler, skeer det med en myndig Tone, Man stulle troe han var den næste ved en Trone, Som i et Muse-Hul med Bolt om Haand og Fod Dog burde græmme sig til inderst Hierte-Rød.

4

See her en Don Ranud, som Spanske Trin tør tage, Udaf hvis Mund man ej skal høre mindste Klage,

Skiønt han har knapt 2 Skridt at vende Kroppen

paa,

Dog seer man ham endnu saa spansk og modig gaae.

Naar Manden kommer ind, som skal for hannem svare Og see at alle Ting kand være uden Fare,

Han sig ej rejse vil; men sig indbilder nok,

Han giver Audients til Yndlingernes Flok.

Han paa en Sopha sig udstrækker gandske naadig,

Der er dog godt, han er for Seng og Sopha raadig, Han vexler Leje om, og smager lidet af Den Vellyst, som han før en Seng og Sopha gav.

Da han saa sødt indsov i Blødheds kielne Arme,

Og blev inddysset i den matte Elskovs Varme.

Farvel Frue Venus med din lille Vinged Søn, Vor Greve skiønte nok tilforn du var skiøn;

Men nu hans Vellyst er kun en Lavendel-Flaske Og med dens Spiritus sig lader Kroppen vaske,

Men til Hvad Nytte er vel denne lokke Mad, Du ingen meere giør med Spiritusen glad.

5

Med kraftige Bouillons, Ragouer og Deserter,

Han ikke mere sig som fordum Tid beværter

De smage ham ey meer, 1 Mrk. er for en Dag Nok at fornøye en tilforn kræsen Smag.

Hvor er dog Bladet vendt, før maatte Millioner Opfylde hans Begier, ja Zeptere og Kroner,

Nu legges Penge op hver Dag af 6 Mrk., som Ham er forundet af vor Landets Fader from,

Hans gyldne Klæder maae han ikke mere bruge,

Men lod en Skræder sig tilkalde næste Uge,

Som ham en Slafrok har forfærdiget i Hast, Thi Puder-Skiorten han har allerede kast.

Men kast et Øye til Grev Brandt som synger Viser Og Nympherne endnu med Arier anpriser,

Kan intet dæmpe din forlibte Elskovs Ild,

Ney du til Døden vist forelsket være vil.

Før som en Orpheus af Fløyten gav et Stykke,

Og kunde Bord og Brisk, ja Lænkerne henrykke;

Men da man Fløyten tog du ikke hørte op At synge Elskovs, Sang til den forlibte Trop.

6

Du siunger nu paa Fransk du ej skal disertere,

Tak, min Hr. Greve! vi derfor ej frygter meere,

Nei Citadellets Folk vist Græven passer paa At Græven i sit Hull med Lænker blive maa.

Om noget græmmer ham, det er de stakkels Nympher Som sig for Vinteren forladt og Huusvild krymper, Men Græve! du som før saa adelmodig var, Mon du for nogle ej en Seng og Bolig har?

Du spøgefulde Giek, som spøger med din Lænke,

Naar andre maae med Skræk og Gysen paa dig tænke. Du den om Halsen tar, og spørger, om man har En Orden seet, som saa smuk og prægtig var.

Uskyldighed og Dyd hos Piger dig ej lyster,

Derfor en Officier, du spurgte om hans Syster Endnu uskyldig er, som før i Amors Spil,

Og ej til Elskovs-Ord sit Øre laane vil.

Du intet lægger op af din forundte Daler,

Men med Champagne-Viin din tørstig Siel husvaler. Du Vellyst ikke vil tilsige et Farvel,

Saa længe der er Baand imellem Krop og Siel.

7

Du dog beklager, at du ej en Deel kand tage I Bal og Opera, som i de forrig' Dage,

At du Actriserne ey meere høre maae,

Hvor høyt med Trilleslag de kand i Luften gaae.

Du siger, du vil gaae som Helt din Død i Møde, Men naar du Sverdet seer, hvoraf din Hals skal bløde, Naar Manden nærmer sig, som hugger Dødsens Slag, Mon Greven blegner ey ved saa alvorlig Sag.

Justitz-Raad Struensee betragt med andet Øye,

Han med alvorlig Snak sin Vogter kand fornøye,

Af Lærdom, Indsigt og en stor Erfarenhed Han giver Prøver, skiønt han er paa samme Sted.

Han taler om den Ild og mange blodig Krige,

Som han bivaanede før i det Tydske Rige,

Han raaber altid paa han Riget ville vel;

Men Tiden viser nok, hvad som boer i hans Siel.

Man mange forundres ved, at han sig ville sælge Til dette Morder-Pak, og ikke heller vælge

Sin Zirkel og sin Bog og give Prøver af Det store Pund, som ham Natur og Fliden gav.

8

Hr. Berger med sit Skieg, det lange og det sorte, Fremkommer kun med Ord som ere meget korte.

Maaske han grubler paa en nye og styrkend Drik, Men skade at han ey sin sorte Krukke fik.

Hr. Gähler kom ey løs, sig river udi Pandeu,

Og seer endnu, om der er Kaffe udi Kanden;

Han er saa myndig, at man næsten stulle troe, Han endnu har sin Plads i Directorio.