? Kane-Farten, eller Grev Brandts Betragtninger, over derres forrige behagelige Lyst-Tourer i Kane. opsadt i Anledning af det gode Kane-Veyr. Synges som Dragonens Aria, Le Desserteur etc.

Kane-Farten, eller Grev Brandts Betragninger, over deres forrige behaglige Lyst-Tourer i Kane. opsadt i Andledning af det gode Kane-Veyr.

synges som Dragonens Aria, le Desserteur & c.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggieststrædet.

2

        

3

Nu lyder de Bielder —

De Pidske saa smælder, —

De Heste saa moedige løbe af Sted Nu glider den Kane Det var vores Vane —

Paa Gader og Stræder, man spoered' vor Fied. O hvilken Ulykke!

Vi kan ey udrykke

Vor Bielder ey lyder ey Kanen forspendt — Ey Hesten vil løbe — alting er forvendt. Jeg raaber hey Kudske!

Men de kan ey huske At Brandt Var vandt

Til dennem, at tale Og myndig befale.

Alting er forvendt,

Ey Kanen forspendt.

4

4 2. Jeg raaber, og raaber,

Og dog engang haaber,

At Kudsken skal komme, med Biældernes Lyd; Men ingen dog kommer,

Hvormeget jeg brummer,

Slet ingen mig hører jeg faar ey Min Fryd — Jeg veed dog, det fyger —@Thi Sneen den stryger Langs need af mit Vindu jeg det nok kan see, Veed derfor at Veien er opfylt med Snee. M'emporte le Diable.

Hvor er den Constabel?

Han er Ey her

Ey tændes min Fakkel -—

Ak hvilket Spectakel! —

Alting er forvendt Ey Kanen forspendt.

5

5

3.

Hvor kan det dog være,

At jeg og mon Frere

Grev Struensee ikke skal kiøre i Dag?

Det er jo forbandet —

Jeg veed dog at Landet,

Med Snee nu er skiult, saa vi kan i Mag I Kaner omkiøre At alle kan høre, —

At Struensee farer med Hr. Greve Brandt, I Kaner med Bielder — hvortil vi er vant. Jeg troer, at selv Fanden Han riider hveranden,

Man er

Mig nær;

Men vil ey forspænde Og Faklene tænde, —@Alting er forvendt,

Ey Kanen forspendt.

6

6 4. Nu alle jo kiører, Og Kaner dem fører,

Som Avner for Vinden de flyver afsted. — Ach løs dog min Lænke! —

I sagte kan tænke,

At jeg er opirret og at jeg er vreed:

Man vil mig ey lyde,

Som vandt er at byde, —

Hvor meget jeg, raaber, man hører dog ey, — Gid jeg var i Ranen saa fandt jeg nok Vey! Ney ingen vil lyde; ——

Jeg kan ey selv bryde,

Med Haand,

Mit Baand. ——

Ach hvilken Ulykke,

Jeg kan det ey rykke!

Alting er forvendt,

Ey Kanen forspendt.

7

7

5.

Min Pels jeg jo haver Og alting tillaver,

Som Grever og Herrer, bør komme afsted. — Hvor er de dog henne?

Hey lad dem dog vende!

Jeg drømmer — ach futre! det er jo Fortræd. Naar saae jeg dog Mage?

For hvem skal jeg klage? —

Jeg kiørte for hastig — nu kryber jeg frem; — Jeg bød den Gang myndig nu har det ey klem. Naar Herrer er strænge,—Det varer ey længe, —Jeg maae Tilstaae

Det, Sandhed at være,

For mig øg Monfrere.

Alting er forvendt Ey Kanen forspendt. —

8

8 6. Ney! — jeg kan nok mærke,

Man er mig for stærke —

Jeg derfor til roelighed, maa mig nu slaae,-— Jeg gierne mig vilde —

I Kanen lidt trilde,—

Det var jo saa herligt det glat kunde gaae.

En Kane — ey Kone, —

I Fløyten ey Tone,

Men synge og tralde, man mig dog ey kan Forbyde —derfore —jeg er dog i Stand.

Lad Kaner kun rumle,

Og Hæste sig tumle. —

Jeg er

Dog her,

Hvor jeg maa forblive Derfor jeg vil skrive; Alting er forvendt,

Vor Kane fraspændt!