Struensees Bod- og Poenitentses-Vise til sit forestaaende Endeligt og Afskeed fra denne Verden. Af ham selv forfattet i hans Fængsel.

Struensees Bod- og Poenitentses-Vise

til

sit forestaaende Endeligt

og

Afskeed fra denne Verden.

Af ham selv forfattet i hans Fængsel.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos Lars Nielsen Svare,

boende i Skindergaden i No. 76.

2
3

Mel. Vee mig, at jeg saa mangelund & c.

1.

O vee mig! vee mig! for den Tid Jeg ilde har anvendet,

O vee mig for min syndig Id!

Nu er jeg reent omspendet Af Skræk, af Frygt, af Skam, af Spot; Nu spaaer jeg mig ei mere Got;

Nu maae jeg først mistvivle.

2. Den styre Myndighed og Magt, Som jeg tilforne brugte,

Nu reent med et er ødelagt.

Guds Vrede den opslugte. Tilforn stod jeg i Lys og Agt, Men nu i Mørke er jeg bragt, Har Baand og Lænker fundet.

3. Mod Kongens Liv, mod Landets Vel Forrædersk har jeg handlet,

Ja jeg, som Lasters onde Træl,

Har Got til Ont forvandlet.

Jeg søgte mit, ei andres Vel,

Just derfor pines nu min Siel,

Og har ei Roe, ei Hvile.

4

4. Til Rigets Soel jeg søgte hen, Jeg vilde den forblindet, Ei tænkte paa, hvor ofte den Har naadig for mig skinnet. O! havde jeg tient Kongen troe, Saa havde jeg haft Fred og Roe. Og ikke blevet Fange. 5.

O! gid jeg havde dog den Gang,

Jeg Kongen fik i Tale, Og Han mig gav Confrentz-Raads Rang, Mit Mod da lagt i Dvale,

Et tragtet efter høyere,

Men tienet troe; jeg skulde see Da ei de Baand og Lænker.

6.

Men, som mit Mod tog mere til,

Jeg høi're vilde stige,

Just eene jeg regiere vil Og ikke see min' Lige.

Jeg tragted efter Kongens Magt,

Men Gud, som dette tog i Agt,

Min hele Handel røbte.

5

7.

Nu pines jeg og martres ud,

Nu gvæles hart mit Hierte,

For hvert et Raad mod Kongens Bud Jeg søgte og begierte.

Jeg glemte Guds og Kongens Magt,

Og Egennytte tog i Agt.

Derfor jeg nu bør lide.

8.

De skrækkefulde Dage, som.

Jeg endnu har tilbage,

Jeg venter Straf, jeg venter Dom,

Er færdig at forsage.

Jeg veed, jeg meer ei slipper ud,

Jeg venter Guds og Kongens Bud,

Og mig til Død bereder.

9.

Min Konge tag da bort mit Liv!

Du billig Aarsag haver,

Og før jeg døer, min Synd tilgiv!

For Dine Miidheds Gaver.

Kom snart! forkynd mig Dødens Bud: At jeg fra Verden maae gaae ud,

Saa har min Jammer Ende.

6

10. Kom snart! Jeg veed en større Dom Du mig ei kan forlene,

Ei stærkere forkynde, som Jeg jo kan den fortiene. O! gid at jeg i denne Stund Kuns maatte ende Livets Blund, Saa fik min Klage Ende.

11. Et Regnskab mig nu forestaaer For jeg her haver levet,

En skræksom Løn jeg hist mig spaaer

Just for jeg haver svev't I syndig Vellyst syndefuld,

Gud, Kongen, Landet var ei huld, Just derfor jeg nu gruer.

12. Jeg Verden elskte meer end Gud, Hans Venskab jeg ei søgte, Jeg spottede hans Ord og Bud, Og med hans Lærdom spøgte. Nu jeg min' Øine aabne faaer,

Jeg seer den Løn, mig forestaaer, Ja en bedrøvet Ende.

7

13.

Jeg seer til Evigheden ind,

Jo meer jeg seer, jeg gruer, Jo mere skræksom biir mit Sind For de fordømte Luer.

O skræksom! skræksom Evighed! Jeg for mit Øye seer og veed Den Løn jeg har fortienet.

14.

En Frelser Verden givet er, Paa ham jeg ei har tænket, Paa hans Forsoning, Lidelser, Før nu, da jeg er lænket.

O Frelsere! O lad mig Kraft Af dine dybe Vunders Saft Dog, før jeg døer, nu nyde!

15.

I Ondskab har jeg faret fort Fra første Verdens Dage,

Nu gruer jeg for Helveds Port, Er færdig at forsage.

O send mig dog din Hellig-Aand! Der trøster mig i mine Baand, Saa døer jeg dog fornøyet,

8

16. O Frelser! som forsonet har For hele Verdens Synder,

Som ingen fra dig fare la'r,

Der med sin Bod sig skynder. Kom! red mig! frels mig, tag min Siel! Saa veed jeg vist det gaaer mig vel, Naar jeg af Verden farer.

17.

Forlad mig milde Frelser! at Jeg tit har dig bedrøvet.

Forlad! jeg hverken Dag og Nat Din Naade haver søget,

Tak for mit Fængsel aabnet har De Øine, som tillukke var For dine Naades Straaler.

18.

Nu Gud! Du naadig vær min Siel!

Lad mig fordømt ei blive,

Som Lasternes, som Syndens Træl Har været her i Live.

Lab Evigheden dog for Mig Ei blive saa forskrækkelig,

Saa døer jeg bort med Glæde.