Den i kort Tid ophøyede men ligesaa hastig nedstødte store Nordiske Tyv eller Struensees rette og sande Caracteer. Forfattet af en Jammerlig Skribent.

Den i kort Tid ophøyede, men ligesaa hastig nedstødte store Nordiske Tyv eller Struensees rette og sande Caracteer. Forfattet af En Jammerlig Skribent.

Kiøbenhavn 1772, trykt hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

2
3

Mandrin en stor Tyv var Cartousche

dog en større;

Men Struense han dem vist begge overgaar.

Blant Tyve-Tallet han den største bør at

være,

Da det han stiaalet har ey at vurdere

staaer.

4

Den største Skat der var i heele Nordens

Rige

Han med Behændighed har stiaalet hen til

sig,

Han er et Vunder-Verk det vist enhver maa

sige-

Da Verden viser knap een til, som ham er

liig.

Han stial, (o fæle Tyv!) vor gode Konges

Hierte,

Og Hendes ligesaa, som Kongen elskte

mest;

Ved dette Tyverie han giorde os en Smerte,

Just da for Kongen vi os glædte allerbest.

Ja meer mod Himlen selv han Tyverie har

øvet;

Den Allerhøyeste han selv har røvet

fra;

Ham selv, som skabte ham, og os, og hver

af Støvet,

Hans Gierninger han saae, og nægtet ham

endda.

5

Ach, grumme Tyverie! Hvor kunde nogen

tænke,

At iblant Mennesker slig Nedrige var

til?

Og hvor hvor smeeder man i Verden vel en

Lænke,

Som man ey alt for læt for hannem agte vil.

Man Norden saae forsagt, hver Mand man

hørte klage,

Saa længe denne Mand paa Lykkens Sæde var;

Man ængstedes, og Skræk man følte alle

Dage,

Og for en blodig Striid en grusom Frygt

man bar.

Man saae Fritænkere til Ærens Spidse

komme,

Og Redelighed stod, som bag et Dække

giemt.

Den som kun tænkte ret var værd de værste

Domme,

Og for Forrædere kun Lykken var bestemt.

6

Men Bladet vendtes om, Forræderen nedfalder,

Hans Throne borte blev hans, Magt ey

gielder meer;

Hans største Herlighed et Fængsel man nu

kalder,

Og mindste Knæfald ey for hannem meere skeer.

Saa see Fritænker nu en Almagt har os

styret,

Og troe i Lænker nu, at der en Gud er

til

De Kugler, som du har mod os saa tit udfyret:

De fra en større Magt dig selv nu ramme

vil.

Den Gud vi troer paa, har reddet os af

Snaren,

Som Helvede og du, og Diævel spændte

ud;

Vi er undløben, men nu er du selv i Faren,

Og Straf er dig bestæmt af Evighed og Gud.

7

Nu styres Lander af sin egen Ægte-Fa der,

Af ham, som Herren selv til Konge sat for

os:

Paa Hannem Norden sig næst Gud med Haab

forlader,

At Hans Regiering skal Ham give største

Roes.

Gud spare Ham ikkun i Mange Aar i

Live!

Og lad Ham nyde Fred og Roe i Rigerne;

Gud lad Forrædere fra Ham langt borte

blive! Da Nordens Glæde vi i Christian skal see.

8