Den i kort Tid ophøyede, men ligesaa hastig nedstødte store Nordiske Tyv eller Struensees rette og sande Caracteer. Forfattet af En Jammerlig Skribent.
Kiøbenhavn 1772, trykt hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststræde.
23
Mandrin en stor Tyv var Cartousche
dog en større;
Men Struense han dem vist begge overgaar.
Blant Tyve-Tallet han den største bør at
være,
Da det han stiaalet har ey at vurdere
staaer.
4Den største Skat der var i heele Nordens
Rige
Han med Behændighed har stiaalet hen til
sig,
Han er et Vunder-Verk det vist enhver maa
sige-
Da Verden viser knap een til, som ham er
liig.
Han stial, (o fæle Tyv!) vor gode Konges
Hierte,
Og Hendes ligesaa, som Kongen elskte
mest;
Ved dette Tyverie han giorde os en Smerte,
Just da for Kongen vi os glædte allerbest.
Ja meer mod Himlen selv han Tyverie har
øvet;
Den Allerhøyeste han selv har røvet
fra;
Ham selv, som skabte ham, og os, og hver
af Støvet,
Hans Gierninger han saae, og nægtet ham
endda.
5Ach, grumme Tyverie! Hvor kunde nogen
tænke,
At iblant Mennesker slig Nedrige var
til?
Og hvor hvor smeeder man i Verden vel en
Lænke,
Som man ey alt for læt for hannem agte vil.
Man Norden saae forsagt, hver Mand man
hørte klage,
Saa længe denne Mand paa Lykkens Sæde var;
Man ængstedes, og Skræk man følte alle
Dage,
Og for en blodig Striid en grusom Frygt
man bar.
Man saae Fritænkere til Ærens Spidse
komme,
Og Redelighed stod, som bag et Dække
giemt.
Den som kun tænkte ret var værd de værste
Domme,
Og for Forrædere kun Lykken var bestemt.
6Men Bladet vendtes om, Forræderen nedfalder,
Hans Throne borte blev hans, Magt ey
gielder meer;
Hans største Herlighed et Fængsel man nu
kalder,
Og mindste Knæfald ey for hannem meere skeer.
Saa see Fritænker nu en Almagt har os
styret,
Og troe i Lænker nu, at der en Gud er
til
De Kugler, som du har mod os saa tit udfyret:
De fra en større Magt dig selv nu ramme
vil.
Den Gud vi troer paa, har reddet os af
Snaren,
Som Helvede og du, og Diævel spændte
ud;
Vi er undløben, men nu er du selv i Faren,
Og Straf er dig bestæmt af Evighed og Gud.
7Nu styres Lander af sin egen Ægte-Fa der,
Af ham, som Herren selv til Konge sat for
os:
Paa Hannem Norden sig næst Gud med Haab
forlader,
At Hans Regiering skal Ham give største
Roes.
Gud spare Ham ikkun i Mange Aar i
Live!
Og lad Ham nyde Fred og Roe i Rigerne;
Gud lad Forrædere fra Ham langt borte
blive! Da Nordens Glæde vi i Christian skal see.
8