↩

Den med Struensee i Complot værende Greve Enevold Brandts Klagemaal

over

det at ingen vil tale om ham,

opsat

af ham selv i sit Fængsel

og

nu af Stads-Mutikanten i Gladsaxe bragt under den Melodie som

Nu hører vi Piber og Trommer & c.

Kiøbenhavn,

trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiolstrædet.

2
3

1.

Jeg Greve von Brandt, som har

været,

En Herre i KonningensGaard, Som alle har frygtet og æret,

Selv om mig at skrive vel faaer; Hvert Menneske nævner Herr Struensees Navn — Poeterne rævner Nu i Kiøbenhavn.

4

2. Jeg derfor og billig bør blive Heel vreed i mit pudrede Haar At ingen en Viise vil skrive —

Paa bvilken mit Greve-Navn staaer Jeg jo dog i Spillet —

Med Struensee var —

Som han, jeg har villet —

Paa Byrden jeg bar!

3. Man nævnte mig stedse Hr. Greve — Og Pigerne vidste saa vel —

At Greven han vidste at leve —

Jeg hopped paa Taae og paa Hæl — Jeg Capriol skiærer,

Endnu i en Dands, Endskiønt jeg her bærer Den hæsligste Svands.

5

4. I Piger! — I Koner! som græder— At Greve von Brandt han ei meer Til Eder, med Latter indtræder O vidner, at jeg endnu leer —

Fy for en Ulykke —

Det lod mig ey smukt At græde og klukke —

Jeg bedre veed Tugt.

5. Man jo ikke andet kan giøre —

End Livet at tage fra Brandt — Min Siel man dog her ey skal røre — Den har jeg alt sat udi Pandt — Frisk Piger — og Koner Lær alle af Brandt Han synger i Toner —

End Viiser galant. —

6

6. Om nogen Grev Brandt vil adspørge — Hvad han i all Verden har giort? Jeg svarer: Gid Fanden maae sørge, Det er jo dog ikke saa. stort. —

Nok, Spillet var ikke Endnu blevet endt:

Saa mig knap til Prikke Det selv er bekiendt.

7. Jeg sværger: m'emporte le Diable,

Jeg Modet endnu ey har tabt — Endskiønt jeg ey troede, til Fabel At være for Pøbelen skabt —

Frisk Mod og Courage For Struensee — Brandt Lad Pøblen kun rase —

Vor Magt de dog fandt.

7

8.

Lad være det varte ey længe —

De maatte dog springe omkring,

Saasnart som vi kneb vore Strænge; Vi kiørte ret med dem i Ring.

Vi kunde dem kue —

Sandet i dem peeb —

Vi saae dem dog grue

Naar Sværdet vi sleeb.—

9.

Endnu naar vi tænker paa dette,

Det giør os ret inderlig got.

Saa mange i Virvar at sette,

Er altid meer Ære end Spot. Saa tænker vi Grever;

Og naar vi døer bort,

Vort Minde dog lever I det vi har giort.

8

10. Min Grav-Skrift jeg derfor vil giøre — At alle paa Prent den kan faae —

Og slaae den paa Vegge og Dørre —

Af Folgende skal den bestaae.

Her Enevold hviler — —

Enhver, der, som han, Til Enevold iler — Sligt vente og kan —