Junior Philopatreiases lærde Anmærkninger over Fangernes Sange i Castellet.

Junior Philopatreiases lærde Anmærkninger over Fangernes Sange

i

Castellet

Kiøbenhavn, 1772. Trykt og faaes tilkiøbs hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2
3

Nysgierrighed mig drev til Citadellets

Vande.

Jeg aldrig kom saa snart, før Vagten hørtes bande:

Was Teufel wilst du hier? hier kommt ja niemand ein.

Ey! Ey! mein lieber Freund! du bist mir alzu sein!

Hvad nu? jeg vil herind, vil du mig det forbyde? Du vil vel aldrig mig med Agter-Flinten skyde? I see! du spørger ey engang hvor jeg vil

hen.

Et Uveyr rejser sig; det legger sig igien.

Jeg nyelig sat i Land fra Skibet Don-Raskulten. Jeg er, føel kuns, endnu igiennemblødt og sulten. Min Krop skal tørres, og min Mave fugtes

bør,

Og det er det, som du mig nægte vil og tør.

Maaskee du tænker, jeg vil Fangerne bortrøve. Saalænge bie, saa skal de længe tøve;

Ney, kuns til Spisemesteren jeg agter mig, Der skal jeg tage lidt for Tanden med til dig.

4

Godt! det dog ærligt er; jeg gode Herre takker. Vær kun saa god og gaae, man ikkun lidet snakker; Man maae jo lade see at man er ogsaa til, Der sidder Struensee; om gode Herre vil?

Der sidder Brandt, og der omkring de andre H--,

Det var umueligt, de dem eene finde kunde.

God Herre gierne kan gaae rundt omkring

derhen.

Han holder høyre Haand, saa seer han

Spiseren.

Tak! jeg erindre skal. Jeg kommer strax tilbage.

Hvor let kan man dog ey en Brems sin Braad

betage?

Soldaten fordrer kuns en Sopken eller toe.

Nu er den Heede slukt, og alting udi Roe.

Var det ey her, at Grevde Struense skal findes?

Jo det er rigtigt nok, saavidt som mig kan mindes.

Hvad er det for en Lyd? han nok sin Andagt har.

Maaskee det ham, som Juule-Aften Konen, târ.

Grev Struensee.

Melodie: Det hendte sig Jephtha den Gileads Mand.

Ach Himmel! hvor skal jeg elendige hen? Det tordner, det lyner, det suser;

Hvor findes en Frelse? Hvor findes en Ven? Det stormer, det fyger, det bruser.

5

Hvad Glæde? hvad Haab?

Hvem hører mit Raad?

Ulykke og Modgang mig knuser.

Maaskee dog at Himlen sig tager mig an?

Ney! den er bedækket med Skyer:

Dog Skyerne Solen fordeele tidt kan;

Men Solen for Tordenen flyer.

Hvor er det nu fat?

Ach! er jeg forladt.

Min Gud! ach min Gud mig nu skyer!

Maaskee dog at Kongen formilder min Dom!

Maaskee, men hvad hielper at giette? Naar hørtes vel Frelse fra Sinai kom? Hvad skulde ham drive til dette?

Hans Fange jeg er,

Min Døds-Dom jeg bær,

Mig Døden i Frihed skal sette.

Min Fader mig ikke kan hielpe nu meer, Min Skiebne kan ikke forhindres, Som det er besluttet, saaledes det skeer, Min Jammer kan nu ikke lindres. Ulykkelig Dag!

Tael, Himmel min Sag!

Maaskee der tør Frelse dog findes.

Jeg gik lidt bedre frem, og kom til Brandtes

Kammer,

Jeg tænkte, at jeg fandt nye Sorrig der og

Jammer;

6

Men denne Gisning slog dog gandske Feyl

for mig;

Thi han en Arie istemte glædelig.

Grev Brandts Sang.

Under Melodie: Liflig Sang, Pocalers Klang.

Helte-Moed,

Bestandig Troe,

Raader paa al Sorgen Boed;

Derfor kom,

Dands lystig om,

Frisk! for Griller tom.

Ingen nu her græde vil,

Vi ere jo ikke for at sørge til,

Grillerie og Phantasie,

Hvem vil være N??er liig?

Helte-Moed,

Bestandig Troe,

Raader paa al Sorgen Boed;

Derfor kom,

Dands lystig om,

Frisk! fra Griller tom.

Greve dog,

Skiønt usel Skrog,

Agtet som et ringe Drog;

Det er Priis,

Jeg Verdens Viis,

Agter for en F - - -.

Skulde det vel krænke mig,

At jeg blive kan hiin store Haman liig?

7

Bedre Kaar jeg jo ey naaer,

Døden dog en Greve faaer,

Greve dog,

Skiønt usel Skrog,

Agtet som et ringe Drog;

Det er Priis,

Jeg Verdens Viis,

Agter for en F - - -.

Livet kort.

Med Griller bort!

Hvem vil sørge? det er Tort.

Alting her,

Ja Verden er,

Just som man dem bær.

Døden den vel nærmer sig,

Men hvad kan vel Døden skille mere mig? Dralala og lystig da,

Hvem vil gaae forsagt herfra?

Livet kort.

Med Griller bort!

Hvem vil sørge? det er Tort.

Alting her,

Ja Verden er,

Just som man dem bær.

Taalmodighed forgik den Spottere at høre, Hiin store Viisdom skal din Skiendsel for dig

føre,

Du føle skal og see, at der en Gud er til, Som du, opblæste Aand, nu ikke ære vil.

8

Jeg gik fra Brandt hen til Justice-Raadens

Boelig,

Der herskte yndig Fred, alt var der taus og roelig. Naturens skiulte Ting hans Tidsfordriv

nu var.

Hans Tale viser nok, den høye Siel han har.

Nu viser han den sødest' Orden i det Heele, Nu viser han dets Sammenhæng med sine Deele, Nu høres Herrens Lov i en ophøyet Sang, Nu klager han sin Nød. Ach! en ynkværdig Klang!

Nu var Naturens Pragt Maal for de spæde

Tanker,

Paa denne rige Plan han Trøst og Glæde

sanker;

Fra Skabningen han til dets Herre stige

vil,

I hellig Taushed jeg henrykt stod, hørdte

til.

Justice-Raad Struenses Hyrdesang.

Under Melodie: Ach gid Melicerte var min & c.

Jeg seer nu et magesløs Alt.

Nye Plan til Beundring jeg faaer, Hvor smukt var det ey før det faldt!

Ach! her jeg ey giette formaaer.

9

Her standser al Fornuftens Kraft;

I Støv og Beundringer lagt,

Den seer, ja den føler sit Skaar, Skiønt den dog nye Yndighed faaer.

Tidt flyver vel Sielen nu op,

Ved hiint det forvovne Maaskee! Til Alpernes høyeste Top;

Men hvad faaer den der vel at see? Et Intet frembragt af et Alt.

Tiid, hvor man før Evighed fandt.

En Hob udaf Skabte opstaaer. Stands! her er den Høyde du naaer.

Beseer du en Verden, min Ven!

Hver Deel tindrer nu med sin Pragt. Hver Deel er en Verden igien!

Er disse for dig eene skabt?

See hen til Planeternes Flok,

Der seer du jo Verdener nok;

De alle, Beboere har,

Skiønt Adam der's Fader ey var.

Her sank han lidet hen i en fortryllet Dvale, For Sorrig kunde han nu ikke meere tale; Han græd, han faae paa sig, han tænkte paa

sin Nød,

Tilsidst han endelig med dette Suk udbrød.

10

Justice-Raad Struenses Klage-Sang.

Under Melodie: Sørge Tackter, forte Noeder.

At Ulykke mig nu rammer,

Jeg nu eene Maalet er;

Alle sig nu ved mig skammer.

Ingen Medynk med mig bær.

Modgangs-Piile til mig sigter,

Sandt! jeg det forskyldet har;

Jeg forsømte mine Pligter,

En Forrædere jeg var.

Jeg min Konge qvæle vilde,

Ach! hvor smerter der nu mig;

Men nu først, det er forsilde,

Jeg er nu de andre liig.

Burde jeg ey det opdage?

Jo, men ach! det er ey skeet; Burde jeg vel sligt tillade?

Ney, dog der med Taushed seet.

O! at jeg ey havde ladet Mine Lyster lokket mig;

Jeg ey Deel da havde taget,

Jeg for alt kan takke dig.

11

See til min forladte Kone,

See til mine arme Smaae,

Du kan ey den Synd forsone,

Deres Suk vil dig vist naae.

See, o Gud? til dem i Naade,

Ynkes over deres Kaar,

Du kan dem best eene raade,

Deres Nød god Ende faaer.

Her taug han nu igien, han nødtes til at tie, Den eene Taar ey meer den anden kunde bie; Han græd, han sukkede, han saae i Jorden

ned,

Han saae til sine Baand, og sine Hænder

vred.

Jeg maatte gaae herfra, jeg færdig var at græde, Da Pøbelen er fuld af Fryd og idel Glæde. Jeg gik nu lidet hen til Marqvetenteren, Hvad som jeg giorde der, det veed du nok,

min Ven!

12