↩

Tanker

over

forrige

Cabinets-Minister

Struenses Fald

den 17 Januarii 1772.

Synges under den Melodie: Skal Venus med sin Søn & c.

Kiøbenhavn, trykt hos P. H. Höecke. 1772.

2
3

Stiig ned ald Verdens Soel og kommer Himlens Lamper, Besee Achitophel, hvis Træk i Steen og Kamper

Man aldrig læse kan; thi den uhørlig er Sligt et Forræderie en Tyrk i Hiertet skiær.

Er det at lønne vel din Konge og din Herre, Som du saa spant oppaa forræderlig at snære?

Er dog den Løn forskyldt af Landets Fader god?

At du forraadde vil din Arve-Konges

Blod.

4

Din Tunge sukker sød, dog fuld af Gift og

Galde,

Din Sirups-glatte Mund, lod Kongen sig bebefalde:

Dit Ansigt Speyle-klart, holdt Kongen

for en Soel,

Dog Kongen vilde du nedstyrte af sin

Stoel.

Før havde Kongen troet, at Himlen skulde

revne,

Ja Jorden svinde bort og intet af sig levne, End at han havde tænkt dig til slig Under-Træk

Han vogtet sig ey for din Helved-Braad og Bræk.

Er det at bruge ret din Forstand og din Hierne, Som du nu har omstøbt til en Malurte-Stierne? Er det din Viisdoms Frugt af lang Studerings-Roed

At du udgyde vil all Landets Siæle-Blod.

Er det Politicus som Kongen underminer?

Er der Eedsvoren Mand, som strækker Dødens

Liner

5

Og falske Strikker for vort kiere Føde-Land?

Som du forraadde vil og sætte udi Brand.

Guld-Kronen vilde du fra Herrens Salved røve, Med Hierte-Sorg og Kors du vilde ham bedrøve,

Som havde sat oppaa dit Hoved Ærens-Krands,

At Lykken gik for dig i idel Springe-Dantz.

Hvi saae du ikke paa den Guldbrodeerte

Stierne.

Hvis Straaler skulde sig udskyde nær og fierne, Den Ærens Fixe-Stiern er bleven en

Planet

Og et Comete-Riis, som alle nu har seet.

Dog den retfærdig Soel og Jacobs lyse

Stierne,

Som groer i Kongens Siæl, ret som en Hvede-Kierne,

Og blinker for vor Land, den har og blottet dig

Og aabenbaret for vor Konge ald din

Svig.

6

Det Babels Hore-Pak har blottet sine Flige, Og Landets ægte Børn udaf hans Svig kan

sige:

Han er en Pharisæer, anstrøgen kalket

Grav,

Og ret en Præsident udi Forræders Lav.

Du som en Løve burde om Kongens Stoel at

stande,

Du burde holde Vagt om Kongens Arve-Lande;

Men med din Snabel du vild styrte Kongens Stoel,

Du vildet slukket ud vor Riges Glædes-Soel.

O daarlig, daarlig Sind! o uforskammet

Trækker,

Som sig til Kongens Død og Lands Ulykke

rækker.

O du ærgierrig Blæst! o Stoltheds Hvirvelvind,

Som kan de vise Mænd formumme, giøre blind.

Du vidste vel at Gud sin Salved' ret omskandser,

Omskiøndt Forræders Piil og Kugler stundum dantser

7

Om Kongens Muur og Vold, den Engle

Hoved-Vagt,

Ey Slummer en Menut, men gîr paa

Kongen Agt.

Mens naadig Konge! Tænk dog ikke at vi alle Af Arons Stamme skal forrædisk fra dig falde,

Lad være Judas er iblant Apostel-Flok,

Vi andre Levi Børn tro-svoren findes

nok.

Saa kommer, kommer frem med Digtekunst

og Fiedre,

Dog ey med Riim og Roes den Anti-Christ at

hædre;

Men ridser hannem ud i ævig Sted og

Staal,

Og viser ham hvorvidt sig strækker Lykkens Maal.

Saa er nu Babylon, den store Hore falden,

Som var ved Lykkens Haand paa Ærens Field

opkalden,

Mirakel-viis opsat, han stod paa Lykkens

Od;

Men Trillet hastig ned af Lykkens snuble-Klod.

8

Seer Eder her i Speyl i ægte Adels-Helte. I, som skal Trængsel-Steen fra fattig Hierte

velte,

Udrekker Eders Haand til de mest trængende,

De Øyne vende sig til hver forventende.

Vor milde Konges Siæl Gud stedse selv regiere,

At om der er igien en Naades Levning meere, Da mit i Verdens Ild maae sees en

Naade-Gnist;

Thi det er Guds Maneer formedelst Jesum

Christ.