En sandfærdig, og virkelig Samtale imellem den afdøde Greve af Griffenfelt, og den nu levende Greve af Struense,
som Begge tilforn fra ordinaire Personer havde opsvungen sig til den største Værdighed hos
Danske Konger,
holden Natten den 18 Januari 1772.
i Citadellet for Kiøbenhavn.
Kiøbenhavn, trykt og findes tilkiøbs hos J. R. Thiele, boende i store Helliggeiststræde
23
Tempore mutantur, & nos mutamur in illis. Griffenfelt:
Goed Aften Struensee skal jeg Monfrere
finde —
Just saa belejlig her, — jeg havde nu i
Sinde
Hos dig Besøgelse — at giøre i en
Hast —
Min Tid snart omme er — hvorfor jeg løb
saa fast. —
Struensee (mokant):
Det nu er ikke Tid, mig at incomodere — Naar jeg Visiter tog, jeg fik vel mange flere —
4Griffenfeldt:
Det troer jeg gierne — thi jeg veed hvor
det mig gik — Udi mit Forgemak — jeg nok Opvartning
fik —
Men, at du spørger mig, hvi jeg om Natten kommer—
Derover undres jeg — som tidt af mine
Lommer
Ved slig belejlig Tid — al Hemmelighed
tog —
Og med mit heele Raad — om det tilsammen drog.
Jeg derfor tænker og at du, som ene haver
Al Magt i Dannemark — ikkun om Natten
laver
Alt det i Værk, som du ved lyse Dage
vil —
Udføre — ihi just Nat beqvemmest er dertil.
Struensee;
Hvem er j vel min Ven?
Griffenfeldt:
5Sligt Spørsmaal stolt vel lyder — Men jeg som veed Beskeed — paa sligt vist
ej fortryder,
Jeg veed hvor det mig gik — jeg over Skulderne
Saae mange — hvorfor jeg og leed Forfølgelse —
Men vid dog ellers, at man Griffenfelt mig
kaldte
Og at min Konge mig, til sin Fortroelig
valte;
Jeg før Schumacher hed — min Faêr Viintapper
var —
Men Lykken næsten læns — jeg dog Udtappet har.
Ved Charons Færgested—- jeg fik i Gaar
at høre —
Af en, som stedse Nyt — fra eder til os
føre —
At du, af Lykken var, udvalgt til Favorit —
Og at du traade frem — med meget lange
Skrit —
Jeg blev Nysgierrig — og gaed gierne med
dig tale —
Min utaalmodighed, ej kunde Tid forhale —
Thi om du det ej veed — saa maa du vide at Jeg samme Ærespost, som du har og haft fatt. —
6Men som erfaren Mand, veed allerbest at
snakke,
Jeg vil dig sige det, hvorfor du mig skal
takke —
Jeg Højhed prøvet har — men ogsaa Uselhed
—
Da jeg var højest sat — saa falt jeg dybest
ned —
Med stoer Foragt — jeg saae, til dem som
turde vove
At strides med mig om, det første Sted til
Hove —
Jeg aldrig svarte dem — ej vilde til dem see — Men siden jeg for dem var kun til Spot og
Spee.
Struensee, som rasler med Lænkerne: Ach? —
Griffenfelt,
veed ej andet, end han rasler med Penge:
Du behøver ej, for mig sligt at bevise — At du har Guld og Sølv — du kan det
snart forlise —
Jeg var en mægtig Mand — men førend jeg
var død.
Som usel Fange, jeg dog maatte æde Brød. —
Struensee, halv sagte med Graad: Ach hvilke Ord —
7Griffenfelt:
Om jeg dig bringer til at græde Det skulde smærte mig — men jeg igien til
Glæde
Skal nok opmuntre dig — naar du kun tage vil Mit Raad til Hierte — og andægtig høre til—
Struense, pludselig:
Det alt forsildig er — derom kan disse Lænker Et Vidne være - tie! — du meer mit Sind
kun krænker. —
Griffenfelt:
Hvorledes? — sig mig det — er du en Fange
alt-?
Er du som Magten var, i din Uvens Gevalt? Jeg kan forstaae dig alt — en anden Klog Minister—
Som du foragtede — han er vel bleven Bister. Med skeele Øine, han vel har anseet din Magt Og Viinen sprungen er — som var for dig
henlagt —
Struense:
Ja! det desværre er for sandt i visse Maader
Griffenfelt:
8Saaledes gaaer det den — naar blinde Hovmod raader
Jeg dig beklage maae — jeg selv den samme
Skaal
Har maattet drikke ud — med mine Fienders
Maal.
Som Kongens højre Haand, jeg styrede for
Riger.
Med stor Berømmelse — og Rygter alle siger,
At med min spidse Pen, jeg meer udrettet fik,
End som en heel Armee, med Kaardens
Hug og Stik.
Jeg altid vidste først, hvad Udenlansk passerte.
Med største Hurtighed — jeg alting expenderte
—
Kort sagt: Jeg var en Mand, af Indsigt
og Forstand,
Som ret forstoed mig paa, at styre Folk og
Land.
Min Konge, derfor mig ophøjede til Ære -
Men — ach! desværre! jeg den ikke kunde
bære -—
Jeg mig hovmodede — og over Skuldre saae
Enhver som tragtede, i Rang med mig at
gaae.
Man derfor stræbte, mig udi en Hast at
fælde, —
Som alle skyder til, naar Vognen den vil
hælde —
9Saaledes i en Hast, jeg og omvelted blev, Da med foreened Magt, man paa min Uhæld
drev —
Man mig bestkylte for, at være Landsforræder —
Men gyldigt Vidne ej mod mig derom fremtræder —
Hvorfor min Konge, som var selv Retfærdighed —
Paa Munchholm mig hensat — hvor jeg min
Tid hensted. —
Struense:
Saa du uskyldig var. —
Griffenfelt:
I alt jeg ej tør sige — Paa mange Lasters Vej — hvorfra jeg bur.
de vige,
Jeg vandrede desvær? men for Forræderie -
Den heele Verden veed — at jeg var reen og
frie. —
Men nu jeg skriftet har, for dig saa aabenbare
Saa er det billigt, at du og bør mig forklare
10Hvori du syndet har — og hvad din Brøde
er —
Thi jeg ej troer, at du for intet sidder her.
Struense:
Nu vel? min Broder — thi i Skiebne er
vi lige
Jeg aabenhiertig dig min heele Synd skal
sige -
Du deraf høre skal at min forseelse Er uden Tvivl endnu, den allergrummeste.— Jeg ej mig selv — ej Gud — ej Næsten kun,
de kiende —
Da jeg paa Lykkens Vej, begyndte først at
rende —
Jo nærmere jeg kom til Ønskets Øjemed — Jo meer jeg voxte op i stor Ugudlighed — Den Egenkærlighed — som Mennesket kan
føre,
Udi Ulykke — blind paa Øjet — døv paa
Øre —
Den over mig desvær', saa meget herskede— Ak, for at mætte den, jeg alle hadede. —
11Hofmodig udaf det — Naturen mig har
skiænket
Jeg altid pønsede (og det mig skulde krænket Om det var gaaet mig glip) at naae aaa
høje Ting.
Som det vel mueligt er, i denne Jordens
Ring. —
Men det var ikke nok, at jeg var Greve
blevet
Og Lykkens Top saa højt, i Vejret rank
opdrevet —
Geheime Cabinets Minister jeg og blev — Som Kongen ligefuldt jeg alting underskrev.
Griffenfelt:
I liige Værdighed jeg og var sat i Landet
—
Hvad jeg befalte stoed for Resten intet
andet -
Jeg ogsaa Greve blev og ned den Herlighed
Som andre ej har naaedt — af min Stand
det jeg veed.
12Struense:
Ja kiere Broder? jeg slig Herlighed blev
givet.
Som ingrn uden du — har haft herudi Livet
Men ach desværre — det for mig var ikke
nok —
Min Teen var ikke fuld, endnu paa ærens
Rok.
Jeg søgte endog om — min Konge selv at
dræbe —
Og Kronens høje Magt, jeg vilde efterstræbe
Men Himlens Varetægt, saaledes maged'
det,
At sligt ej for sig gik — som var i mit
Forsæt.
Foruden mange fleer —- jeg ogsaa Brandt
fik ledet
Med Gæhler, Falkenskiold; -— For alle
Øjemedet
Var dette — at vi Liv og Krone kunde faae Fra vores Konge, som vi billig elske maae.
13Griffenfelt:
Nej denne fæle Synd med mine ej kan sættes
I nogen Ligning - og den ikke bør forgiettes
Med allerstørste Straf — Thi jeg vel Simonie
Begik men aldrig dog saa grov Forræderie
Mig Tiden er for knap — da den er gandske
omme —
Men jeg en anden Gang — fra Graven op
skal komme —
For at anhøre, hvad for Straf du engang faaer
Thi sligt ustraffet dog i Verden ej af»
gaaer.
Struense allene:
O! vee mig usle Træl — som før med Syndens Lænker
Men nu med fange Baand er bunden — der
mig krænker —
14Indtil min arme Siel — at jeg dog sligt begik — O at min Moder mig, omkom med Dolke-Stik! Speil Eder Store — Smaae — Speil Eder Gamle — Unge. Kiend af min Skiebne — at de Vilkaar vist er tunge — Naar man fra ringe Stand til Højhed kommer op — Og siden styrtes ned — fra Ærens bøje Top.
1516