? En sandfærdig, og virkelig Samtale imellem den afdøde Greve af Griffenfelt, og den nu levende Greve af Struense, som Begge tilforn fra ordinaire Personer havde opsvungen sig til den største Værdighed hos Danske Konger, holden Natten den 18 Januari 1772. i Citadellet for Kiøbenhavn.

En sandfærdig, og virkelig Samtale imellem den afdøde Greve af Griffenfelt, og den nu levende Greve af Struense,

som Begge tilforn fra ordinaire Personer havde opsvungen sig til den største Værdighed hos

Danske Konger,

holden Natten den 18 Januari 1772.

i Citadellet for Kiøbenhavn.

Kiøbenhavn, trykt og findes tilkiøbs hos J. R. Thiele, boende i store Helliggeiststræde

2

        

3

Tempore mutantur, & nos mutamur in illis. Griffenfelt:

Goed Aften Struensee skal jeg Monfrere

finde —

Just saa belejlig her, — jeg havde nu i

Sinde

Hos dig Besøgelse — at giøre i en

Hast —

Min Tid snart omme er — hvorfor jeg løb

saa fast. —

Struensee (mokant):

Det nu er ikke Tid, mig at incomodere — Naar jeg Visiter tog, jeg fik vel mange flere —

4

4

Griffenfeldt:

Det troer jeg gierne — thi jeg veed hvor

det mig gik — Udi mit Forgemak — jeg nok Opvartning

fik —

Men, at du spørger mig, hvi jeg om Natten kommer—

Derover undres jeg — som tidt af mine

Lommer

Ved slig belejlig Tid — al Hemmelighed

tog —

Og med mit heele Raad — om det tilsammen drog.

Jeg derfor tænker og at du, som ene haver

Al Magt i Dannemark — ikkun om Natten

laver

Alt det i Værk, som du ved lyse Dage

vil —

Udføre — ihi just Nat beqvemmest er dertil.

Struensee;

Hvem er j vel min Ven?

Griffenfeldt:

5

5

Sligt Spørsmaal stolt vel lyder — Men jeg som veed Beskeed — paa sligt vist

ej fortryder,

Jeg veed hvor det mig gik — jeg over Skulderne

Saae mange — hvorfor jeg og leed Forfølgelse —

Men vid dog ellers, at man Griffenfelt mig

kaldte

Og at min Konge mig, til sin Fortroelig

valte;

Jeg før Schumacher hed — min Faêr Viin-

tapper var —

Men Lykken næsten læns — jeg dog Udtappet har.

Ved Charons Færgested—- jeg fik i Gaar

at høre —

Af en, som stedse Nyt — fra eder til os

føre —

At du, af Lykken var, udvalgt til Favorit —

Og at du traade frem — med meget lange

Skrit —

Jeg blev Nysgierrig — og gaed gierne med

dig tale —

Min utaalmodighed, ej kunde Tid forhale —

Thi om du det ej veed — saa maa du vide at Jeg samme Ærespost, som du har og haft fatt. —

6

6

Men som erfaren Mand, veed allerbest at

snakke,

Jeg vil dig sige det, hvorfor du mig skal

takke —

Jeg Højhed prøvet har — men ogsaa Usel-

hed —

Da jeg var højest sat — saa falt jeg dybest

ned —

Med stoer Foragt — jeg saae, til dem som

turde vove

At strides med mig om, det første Sted til

Hove —

Jeg aldrig svarte dem — ej vilde til dem see —@Men siden jeg for dem var kun til Spot og

Spee.

Struensee, som rasler med Lænkerne: Ach? —

Griffenfelt,

veed ej andet, end han rasler med Penge:

Du behøver ej, for mig sligt at bevise — At du har Guld og Sølv — du kan det

snart forlise —

Jeg var en mægtig Mand — men førend jeg

var død.

Som usel Fange, jeg dog maatte æde Brød. —

Struensee, halv sagte med Graad: Ach hvilke Ord —

7

7 Griffenfelt:

Om jeg dig bringer til at græde Det skulde smærte mig — men jeg igien til

Glæde

Skal nok opmuntre dig — naar du kun tage vil Mit Raad til Hierte — og andægtig høre til—

Struense, pludselig:

Det alt forsildig er — derom kan disse Lænker Et Vidne være - tie! — du meer mit Sind

kun krænker. —

Griffenfelt:

Hvorledes? — sig mig det — er du en Fange

alt-?

Er du som Magten var, i din Uvens Gevalt? Jeg kan forstaae dig alt — en anden Klog Minister—

Som du foragtede — han er vel bleven Bister. Med skeele Øine, han vel har anseet din Magt Og Viinen sprungen er — som var for dig

henlagt —

Struense:

Ja! det desværre er for sandt i visse Maader

Griffenfelt:

8

8 Saaledes gaaer det den — naar blinde Hovmod raader

Jeg dig beklage maae — jeg selv den samme

Skaal

Har maattet drikke ud — med mine Fienders

Maal.

Som Kongens højre Haand, jeg styrede for

Riger.

Med stor Berømmelse — og Rygter alle siger,

At med min spidse Pen, jeg meer udrettet fik,

End som en heel Armee, med Kaardens

Hug og Stik.

Jeg altid vidste først, hvad Udenlansk passerte.

Med største Hurtighed — jeg alting expen-

derte —

Kort sagt: Jeg var en Mand, af Indsigt

og Forstand,

Som ret forstoed mig paa, at styre Folk og

Land.

Min Konge, derfor mig ophøjede til Ære -

Men — ach! desværre! jeg den ikke kunde

bære -—

Jeg mig hovmodede — og over Skuldre saae

Enhver som tragtede, i Rang med mig at

gaae.

Man derfor stræbte, mig udi en Hast at

fælde, —

Som alle skyder til, naar Vognen den vil

hælde —

9

9

Saaledes i en Hast, jeg og omvelted blev, Da med foreened Magt, man paa min U-

hæld drev —

Man mig bestkylte for, at være Landsforræder —

Men gyldigt Vidne ej mod mig derom fremtræder —

Hvorfor min Konge, som var selv Retfærdighed —

Paa Munchholm mig hensat — hvor jeg min

Tid hensted. —

Struense:

Saa du uskyldig var. —

Griffenfelt:

I alt jeg ej tør sige — Paa mange Lasters Vej — hvorfra jeg bur.

de vige,

Jeg vandrede desvær? men for Forræderie -

Den heele Verden veed — at jeg var reen og

frie. —

Men nu jeg skriftet har, for dig saa aaben-

bare

Saa er det billigt, at du og bør mig forklare

10

10

Hvori du syndet har — og hvad din Brøde

er —

Thi jeg ej troer, at du for intet sidder her.

Struense:

Nu vel? min Broder — thi i Skiebne er

vi lige

Jeg aabenhiertig dig min heele Synd skal

sige -

Du deraf høre skal at min forseelse Er uden Tvivl endnu, den allergrummeste.— Jeg ej mig selv — ej Gud — ej Næsten kun,

de kiende —

Da jeg paa Lykkens Vej, begyndte først at

rende —-

Jo nærmere jeg kom til Ønskets Øjemed — Jo meer jeg voxte op i stor Ugudlighed — Den Egenkærlighed — som Mennesket kan

føre,

Udi Ulykke — blind paa Øjet — døv paa

Øre —

Den over mig desvær', saa meget herskede— Ak, for at mætte den, jeg alle hadede. —

11

11

Hofmodig udaf det — Naturen mig har

skiænket

Jeg altid pønsede (og det mig skulde krænket Om det var gaaet mig glip) at naae aaa

høje Ting.

Som det vel mueligt er, i denne Jordens

Ring. —

Men det var ikke nok, at jeg var Greve

blevet

Og Lykkens Top saa højt, i Vejret rank

opdrevet —

Geheime Cabinets Minister jeg og blev — Som Kongen ligefuldt jeg alting underskrev.

Griffenfelt:

I liige Værdighed jeg og var sat i Lan-

det —

Hvad jeg befalte stoed for Resten intet

andet -

Jeg ogsaa Greve blev og ned den Herlighed

Som andre ej har naaedt — af min Stand

det jeg veed.

12

12

Struense:

Ja kiere Broder? jeg slig Herlighed blev

givet.

Som ingrn uden du — har haft herudi Livet

Men ach desværre — det for mig var ikke

nok —

Min Teen var ikke fuld, endnu paa ærens

Rok.

Jeg søgte endog om — min Konge selv at

dræbe —

Og Kronens høje Magt, jeg vilde efterstræbe

Men Himlens Varetægt, saaledes maged'

det,

At sligt ej for sig gik — som var i mit

Forsæt.

Foruden mange fleer —- jeg ogsaa Brandt

fik ledet

Med Gæhler, Falkenskiold; -— For alle

Øjemedet

Var dette — at vi Liv og Krone kunde faae Fra vores Konge, som vi billig elske maae.

13

13

Griffenfelt:

Nej denne fæle Synd med mine ej kan sæt-

tes

I nogen Ligning - og den ikke bør forgiet-

tes

Med allerstørste Straf — Thi jeg vel Simonie

Begik men aldrig dog saa grov Forræderie

Mig Tiden er for knap — da den er gandske

omme —

Men jeg en anden Gang — fra Graven op

skal komme —

For at anhøre, hvad for Straf du engang faaer

Thi sligt ustraffet dog i Verden ej af»

gaaer.

Struense allene:

O! vee mig usle Træl — som før med Syndens Lænker

Men nu med fange Baand er bunden — der

mig krænker —

14

14 Indtil min arme Siel — at jeg dog sligt@begik — O at min Moder mig, omkom med Dolke- Stik! Speil Eder Store — Smaae — Speil Eder Gamle — Unge. Kiend af min Skiebne — at de Vilkaar vist er tunge — Naar man fra ringe Stand til Højhed kom- mer op — Og siden styrtes ned — fra Ærens bøje Top.

15

        

16