↩

En sandfærdig, og virkelig Samtale imellem den afdøde Greve af Griffenfelt, og den nu levende Greve af Struense,

som Begge tilforn fra ordinaire Personer havde opsvungen sig til den største Værdighed hos

Danske Konger,

holden Natten den 18 Januari 1772.

i Citadellet for Kiøbenhavn.

✂ Kiøbenhavn, trykt og findes tilkiøbs hos J. R. Thiele, boende i store Helliggeiststræde

2

3

✂ Tempore mutantur, & nos mutamur in illis. Griffenfelt:

✂ Goed Aften Struensee skal jeg Monfrere

✂ finde —

✂ Just saa belejlig her, — jeg havde nu i

✂ Sinde

✂ Hos dig Besøgelse — at giøre i en

✂ Hast —

✂ Min Tid snart omme er — hvorfor jeg løb

✂ saa fast. —

✂ Struensee (mokant):

✂ Det nu er ikke Tid, mig at incomodere — Naar jeg Visiter tog, jeg fik vel mange flere —

4

✂ 4

✂ Griffenfeldt:

✂ Det troer jeg gierne — thi jeg veed hvor

✂ det mig gik — Udi mit Forgemak — jeg nok Opvartning

✂ fik —

✂ Men, at du spørger mig, hvi jeg om Natten kommer—

✂ Derover undres jeg — som tidt af mine

✂ Lommer

✂ Ved slig belejlig Tid — al Hemmelighed

✂ tog —

✂ Og med mit heele Raad — om det tilsammen drog.

✂ Jeg derfor tænker og at du, som ene haver

✂ Al Magt i Dannemark — ikkun om Natten

✂ laver

✂ Alt det i Værk, som du ved lyse Dage

✂ vil —

✂ Udføre — ihi just Nat beqvemmest er dertil.

✂ Struensee;

✂ Hvem er j vel min Ven?

✂ Griffenfeldt:

5

✂ 5

✂ Sligt Spørsmaal stolt vel lyder — Men jeg som veed Beskeed — paa sligt vist

✂ ej fortryder,

✂ Jeg veed hvor det mig gik — jeg over Skulderne

✂ Saae mange — hvorfor jeg og leed Forfølgelse —

✂ Men vid dog ellers, at man Griffenfelt mig

✂ kaldte

✂ Og at min Konge mig, til sin Fortroelig

✂ valte;

✂ Jeg før Schumacher hed — min Faêr Viin-

✂ tapper var —

✂ Men Lykken næsten læns — jeg dog Udtappet har.

✂ Ved Charons Færgested—- jeg fik i Gaar

✂ at høre —

✂ Af en, som stedse Nyt — fra eder til os

✂ føre —

✂ At du, af Lykken var, udvalgt til Favorit —

✂ Og at du traade frem — med meget lange

✂ Skrit —

✂ Jeg blev Nysgierrig — og gaed gierne med

✂ dig tale —

✂ Min utaalmodighed, ej kunde Tid forhale —

✂ Thi om du det ej veed — saa maa du vide at Jeg samme Ærespost, som du har og haft fatt. —

6

✂ 6

✂ Men som erfaren Mand, veed allerbest at

✂ snakke,

✂ Jeg vil dig sige det, hvorfor du mig skal

✂ takke —

✂ Jeg Højhed prøvet har — men ogsaa Usel-

✂ hed —

✂ Da jeg var højest sat — saa falt jeg dybest

✂ ned —

✂ Med stoer Foragt — jeg saae, til dem som

✂ turde vove

✂ At strides med mig om, det første Sted til

✂ Hove —

✂ Jeg aldrig svarte dem — ej vilde til dem see —@Men siden jeg for dem var kun til Spot og

✂ Spee.

✂ Struensee, som rasler med Lænkerne: Ach? —

✂ Griffenfelt,

✂ veed ej andet, end han rasler med Penge:

✂ Du behøver ej, for mig sligt at bevise — At du har Guld og Sølv — du kan det

✂ snart forlise —

✂ Jeg var en mægtig Mand — men førend jeg

✂ var død.

✂ Som usel Fange, jeg dog maatte æde Brød. —

✂ Struensee, halv sagte med Graad: Ach hvilke Ord —

7

✂ 7 Griffenfelt:

✂ Om jeg dig bringer til at græde Det skulde smærte mig — men jeg igien til

✂ Glæde

✂ Skal nok opmuntre dig — naar du kun tage vil Mit Raad til Hierte — og andægtig høre til—

✂ Struense, pludselig:

✂ Det alt forsildig er — derom kan disse Lænker Et Vidne være - tie! — du meer mit Sind

✂ kun krænker. —

✂ Griffenfelt:

✂ Hvorledes? — sig mig det — er du en Fange

✂ alt-?

✂ Er du som Magten var, i din Uvens Gevalt? Jeg kan forstaae dig alt — en anden Klog Minister—

✂ Som du foragtede — han er vel bleven Bister. Med skeele Øine, han vel har anseet din Magt Og Viinen sprungen er — som var for dig

✂ henlagt —

✂ Struense:

✂ Ja! det desværre er for sandt i visse Maader

✂ Griffenfelt:

8

✂ 8 Saaledes gaaer det den — naar blinde Hovmod raader

✂ Jeg dig beklage maae — jeg selv den samme

✂ Skaal

✂ Har maattet drikke ud — med mine Fienders

✂ Maal.

✂ Som Kongens højre Haand, jeg styrede for

✂ Riger.

✂ Med stor Berømmelse — og Rygter alle siger,

✂ At med min spidse Pen, jeg meer udrettet fik,

✂ End som en heel Armee, med Kaardens

✂ Hug og Stik.

✂ Jeg altid vidste først, hvad Udenlansk passerte.

✂ Med største Hurtighed — jeg alting expen-

✂ derte —

✂ Kort sagt: Jeg var en Mand, af Indsigt

✂ og Forstand,

✂ Som ret forstoed mig paa, at styre Folk og

✂ Land.

✂ Min Konge, derfor mig ophøjede til Ære -

✂ Men — ach! desværre! jeg den ikke kunde

✂ bære -—

✂ Jeg mig hovmodede — og over Skuldre saae

✂ Enhver som tragtede, i Rang med mig at

✂ gaae.

✂ Man derfor stræbte, mig udi en Hast at

✂ fælde, —

✂ Som alle skyder til, naar Vognen den vil

✂ hælde —

9

✂ 9

✂ Saaledes i en Hast, jeg og omvelted blev, Da med foreened Magt, man paa min U-

✂ hæld drev —

✂ Man mig bestkylte for, at være Landsforræder —

✂ Men gyldigt Vidne ej mod mig derom fremtræder —

✂ Hvorfor min Konge, som var selv Retfærdighed —

✂ Paa Munchholm mig hensat — hvor jeg min

✂ Tid hensted. —

✂ Struense:

✂ Saa du uskyldig var. —

✂ Griffenfelt:

✂ I alt jeg ej tør sige — Paa mange Lasters Vej — hvorfra jeg bur.

✂ de vige,

✂ Jeg vandrede desvær? men for Forræderie -

✂ Den heele Verden veed — at jeg var reen og

✂ frie. —

✂ Men nu jeg skriftet har, for dig saa aaben-

✂ bare

✂ Saa er det billigt, at du og bør mig forklare

10

✂ 10

✂ Hvori du syndet har — og hvad din Brøde

✂ er —

✂ Thi jeg ej troer, at du for intet sidder her.

✂ Struense:

✂ Nu vel? min Broder — thi i Skiebne er

✂ vi lige

✂ Jeg aabenhiertig dig min heele Synd skal

✂ sige -

✂ Du deraf høre skal at min forseelse Er uden Tvivl endnu, den allergrummeste.— Jeg ej mig selv — ej Gud — ej Næsten kun,

✂ de kiende —

✂ Da jeg paa Lykkens Vej, begyndte først at

✂ rende —-

✂ Jo nærmere jeg kom til Ønskets Øjemed — Jo meer jeg voxte op i stor Ugudlighed — Den Egenkærlighed — som Mennesket kan

✂ føre,

✂ Udi Ulykke — blind paa Øjet — døv paa

✂ Øre —

✂ Den over mig desvær', saa meget herskede— Ak, for at mætte den, jeg alle hadede. —

11

✂ 11

✂ Hofmodig udaf det — Naturen mig har

✂ skiænket

✂ Jeg altid pønsede (og det mig skulde krænket Om det var gaaet mig glip) at naae aaa

✂ høje Ting.

✂ Som det vel mueligt er, i denne Jordens

✂ Ring. —

✂ Men det var ikke nok, at jeg var Greve

✂ blevet

✂ Og Lykkens Top saa højt, i Vejret rank

✂ opdrevet —

✂ Geheime Cabinets Minister jeg og blev — Som Kongen ligefuldt jeg alting underskrev.

✂ Griffenfelt:

✂ I liige Værdighed jeg og var sat i Lan-

✂ det —

✂ Hvad jeg befalte stoed for Resten intet

✂ andet -

✂ Jeg ogsaa Greve blev og ned den Herlighed

✂ Som andre ej har naaedt — af min Stand

✂ det jeg veed.

12

✂ 12

✂ Struense:

✂ Ja kiere Broder? jeg slig Herlighed blev

✂ givet.

✂ Som ingrn uden du — har haft herudi Livet

✂ Men ach desværre — det for mig var ikke

✂ nok —

✂ Min Teen var ikke fuld, endnu paa ærens

✂ Rok.

✂ Jeg søgte endog om — min Konge selv at

✂ dræbe —

✂ Og Kronens høje Magt, jeg vilde efterstræbe

✂ Men Himlens Varetægt, saaledes maged'

✂ det,

✂ At sligt ej for sig gik — som var i mit

✂ Forsæt.

✂ Foruden mange fleer —- jeg ogsaa Brandt

✂ fik ledet

✂ Med Gæhler, Falkenskiold; -— For alle

✂ Øjemedet

✂ Var dette — at vi Liv og Krone kunde faae Fra vores Konge, som vi billig elske maae.

13

✂ 13

✂ Griffenfelt:

✂ Nej denne fæle Synd med mine ej kan sæt-

✂ tes

✂ I nogen Ligning - og den ikke bør forgiet-

✂ tes

✂ Med allerstørste Straf — Thi jeg vel Simonie

✂ Begik men aldrig dog saa grov Forræderie

✂ Mig Tiden er for knap — da den er gandske

✂ omme —

✂ Men jeg en anden Gang — fra Graven op

✂ skal komme —

✂ For at anhøre, hvad for Straf du engang faaer

✂ Thi sligt ustraffet dog i Verden ej af»

✂ gaaer.

✂ Struense allene:

✂ O! vee mig usle Træl — som før med Syndens Lænker

✂ Men nu med fange Baand er bunden — der

✂ mig krænker —

14

✂ 14 Indtil min arme Siel — at jeg dog sligt@begik — O at min Moder mig, omkom med Dolke- Stik! Speil Eder Store — Smaae — Speil Eder Gamle — Unge. Kiend af min Skiebne — at de Vilkaar vist er tunge — Naar man fra ringe Stand til Højhed kom- mer op — Og siden styrtes ned — fra Ærens bøje Top.

15

16