Fastelavnsløberne,
eller
de gale
Mennesker,
som et
Portrait
af de den 17de Januarii 1772 i Citadellet
arresterede Personer.
Kiøbenhavn, 1772.
Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggieststræde.
23
Hist seer jeg en forvildet Skare Af lutter onde Mennesker,
Som rasende omkring at fare,
Og selv ei der Ulykke seer;
De bliver ved at løbe gal,
Og frygter ei for noget Fald.
4De søger alt omkuld at kaste, Hvori de finder mindste Got,
Og hvad der ei er værd at laste, Det er for dem den verste Spot, De elsker Uret, hader Ret,
Og ærer, hvad man kalder slet.
De op til Ærens Toppe stiger,
Og hver Dag tager immer til, Fra al Retsindighed de viger,
I det de Store være vil;
Det Høieste af Ærens Trin Indtager ganske deres Sind.
5De seer en stor og mægtig Trone, De seer en Majestæt herpaa,
De tænker kun hans gyldne Krone I deres Magt at kunde faa,
De vover alt hvad voves kan,
I Meening sligt det gaar vel an.
Et Rige deres Magt forskrækker, Af Frygt det andet skiælve maa, En Dag bestemt, da deres Trækker I fulde Flor skal kunde staa;
En Dag for tvende Riger Vee Den er bestemt, hver den skal see.
6Men, holdt! jeg seer de vild nu farer, De løber selv i deres Garn,
En hisset oppe os forsvarer,
Og skiller os ved dette Skarn, Han vaager, da vi andre sov,
Og seer vi har hans Hielp behov.
Ja Struense, og Brandt, og Berger, Og Falkenskiold, og Gæhler med, Et evigt Væsen os afværger Alt det I havde tilbereed,
Det Onde I os tænkte til,
Det Eder selv nu ramme vil.
7Men hvor har I og kundet være
Saa gal, min gode Struense, At tænke eder var beskiæret En Krone her i Rigerne? Hvor kunde I vel falde paa,
I Herredømmet skulde faa?
Og hvor mon I vel kunde tænke, I andre høie Herrer, at En Struense man vilde skiænke Saa kostbar og saa rar en Skat? Nei, før han fik til Eie den,
Der Blod ei var i os igien.
8Nei, Struense! nu kan du lære, At du løb rigtig Fastelavn Den Gang, du vilde Konge være, Og reent udslette Kongens Navn; Ja dit Komplot løb med dig om, De derfor faaer og deres Dom.