Johan Friderich Struensee i Cabinettet, i Arresten,
og paa
Skaffottet.
Kiøbenhavn 1772, Trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiolstrædet.
2Job 15, 16, 21.
Hvor meget, er den Mand vederstyggelig og stinkende for Gud, som drikker Uretfærdighed, som Vand?
En Lyd af mange Forskrækkelser er for hans Øren; i Fred frygter han sig, at en Ødelegger skal komme over ham,
Ordspr. 4, 19.
De Ugudeliges Vey er som Mørkheden selv; de vide ikke, hvorpaa de skulle støde sig.
Ordsp. 5, 23.
Den Ugudelige skal døe, for han vilde ikke lade sig tugte.
3Struensee i Cabinettet.
Paa Verdens Skueplads enhver sin Rolle spiller; Men ingen ligner hans, som jeg her forestiller.
Det er den Struensee, som kom til Dannemark, Og blev for høy og grum og frek hos en Monarch.
Han først Liv-Læge blev; men det ey var'de længe, Før han til Statens Roer sig vidste frem at trænge, Hvor Uretfærdighed han drak i sig som Vand,
Og vederstyggelig blev for det hele Land.- Opblæst mod Gud og Dyd han Almagt trodse torde, O, Gudsfrygt, som en Tant, han plat til intet giorde. Han kom med Forslag frem, som Kongens Tillid
vandt,
Og sær Bestyrtelse for sine Anslag fandt.
I Kongens Cabinet han blev Geheim-Minister, Hvor Eenevoldens Magt af Kongens Haand han vrister, Og tager Kongens Segl med den forvovne Haand, Som slapped Kierligheds og Lydighedens Baand.
Det var i alt hans Agt, det Folkets Baand at løse, Som det til Kongen bandt; derefter at udøse.
Sin galdeblanded og forgiftig Dvaledrik,
Hvoraf et stort Partie en Dosis ogsaa fik.
4Han Rigets Pillere fra deres Sted oprykte;
Hvad ædel Høyhed var, hans Hovmod undertrykte;
Han Utugt Tøylen gav; for al Letsindighed Han aabned Portene; tog frækt og grumt afsted.
Han slog og tugtede vort Land med Scorpioner; Han over Skuldrene saae høyest Rangs-Personer;
Afsatte Embeds-Mænd foruden Lov og Dom, Og vendte op og ned paa hvad ham forekom.
Der intet helligt var, som han jo torde røre;
Han brugte Svøben flinkt, i Ring med os at kiøre; Han rørte Vandet op, og fiskede deri;
Ey nogen Stiftelse blev for hans Angreb fri.
Han Landets prøvede og grundige Forfatning Omkastede med Vold; og reyste til Erstatning En babelsk Bygning op udi den Danske Stat, Hvorved fast alting blev i Vilderede sat.
Men da han herskede meest voldsom og vilkaarlig.
Han i sin Frekhed var saa dum og blind og daarlig,
At tænke om hans Magt, den var usvekkelig,
Saa Danmarks Eenevold han torde byde Krig.
Han opbød sit Partie, mod den en Dyst at vove,
Da Kongens Liv-Vagt han fik jaget bort fra Hove.
Vant til at troe hans Ret, at være oven paa,
Han drømte nu kun om, en blodig Seyr at faae.
Dog Himlen ynkedes, og kunde ikke taale,
At denne Mand meer Ynk for Landet skulle maale,
Med eet han styrtet blev fra Thronen ned af Gud, Og Hævn tilmaales skal for Sorg, han maalte ud.
5Struensee i Arresten.
Er det den store Mand, som var i Cabinettet? Hvis Haand sin Ærekrands af Landets Nød har flettet? Jo, det er Manden selv, i Fange-Lænker her,
Han dem i Stædet kun for Ridder-Orden bær.
Fræk er han dog endnu, skiønt han ey Frihed haver.
Det varer dog kun til han seer, hans Forsvars Gaver For Retten nytter ey: Da brister han i Graad,
Og nys saa mægtig, ved nu ingen Hielp og Raad.
Samvittigheden slog, og dennes Slag han føelte, Som ubekymret før sig i al Vellyst føelte.
Han seer de Vidnesbyrd, som mod ham lægges frem; Han blues, skammer sig, og kan ey nægte dem.
Han skrifter aabenbar og alle Ting bekiender,
En Sielesørger faaer, og sig til Gud omvender.
Han angrer Hiertelig enhver Forbrydelse,
Og kiender nu sin Rang blandt største Syndere.
Hans Statsforbrydelser betydelige ere,
De Majestetens Rets forkrænkning involvere,
Udi saa høy en Grad, at en piinagtig Død Kan ey forsone det, som han mod Kongen brød.
Mod Kongens Vidende han tidt har skrevet Ordre, For sine Øyemeed at fremme og befordre,
Og derved farlige Anstalter føyet har: Saa han langt værre, end man troede om ham, var.
6Han for sin Gierrighed ved Magt har Veyen banet, Og nogle Tønder Guld af Kongens Cassa ranet. Han tænkre da vel ey, at dets Opdagelse Blev muelig nogen Tid for noget Menneske.
Men det, som giør ham meest til længer Liv uværdig, Er hans Omgiengelse, der var saa uretfærdig,
At den ey nævnes bør; men vist nok er fortrydt. Da i Arresten han har Eftertanke nydt.
Han til at lide Dom for Retten blev indstævnet.
Gud, Kongen og Enhver paa ham vil være hævnet.
Et Forsvar gives ham; men hvo forsvare kan Hans Forhold efter en saa uretfærdig Plan?
Han venter kun sin Død, han haaber ingen Naade; Hans Sind bekymrer nu ey heller Dødens Maade. Ney hans Bekymring kun allene denne er,
At ende Livet vel, som slet er levet her.
Gud til Omvendelse ham Rum og Naade giver;
Hans Siæl om Salighed i Troe forvisset bliver;
Til hans Forældre han faaer skrevet Svar paa Brev, Som ham i hans Arrest fra dem tilskrevet blev.
Ved hans Omvendelse han dem tilsidst har glædet.
Som hierteklemte vist for ham har længe grædet.
Hans Dødsdom fældet er. — Han gaaer. — Hvo følger
med
Til hans oprettede Skaffot og Rettersted!
7Struensee paa Skafottet.
At døe er Struensee beredt ved JEsu Naade.
Hans Synd forladt hos Gud; hos os iligemaade. Med andet Øye han end forhen overseer Det Land, hvor efter Dom Henrettelsen nu skeer.
Hans Haand og Hoved først afhugges efter Dommen; Naar da hans Siel til Roe i Herrens Haand er kommen: Saa skal hans Legeme parteres, hver til Skrek, Som tør med Kongens Magt og Landet spille Giek. Den Dom vor Struensee med stille Hierte hører;
Den kun til ivrig Bøn om Synds Aflad ham rører; Thi denne Struensee, som her Skafottet har,
Er ey den Struensee, i Cabinettet var.
Før trodsende mod Gud, mod Dyd og Himlens Vælde, Sees han nu JEsu Ven til Korset sig at hælde;
Han har Frimodighed ved JEsu Christi Blod,
At see paa dette Sted sit Lives Ende god.
En ond Samvittighed ham længe haver krænket;
Men han i Hiertet nu fra samme er betænket.
Han om Forladelse til Gud og Kongen giør Sin inderlige Bøn, og begge ham bønhør.
Hvor grov en Synder er, Gud ham ey fra sig støder, Naar angergiven han i JEsu Navn kun møder
For HErrens Naadestoel. Det Struensee har giort Og, i hvor grov han var, dog ikke blev viist bort.
8Han paa Skafottet nu seer over Skam i Tiden, Som mod en eevig Skam er kun at regne liden.
Han midt i Verdens Skam dog deraf Ære har,
At Døden bedre er for ham end Livet var.
Ja, saaes Forbandelse og Had før mod ham komme: Saa elskes han dog nu af alle sande Fremme.
Som den, der vist med dem i JEsu Samfund staaer, Og salig bort herfra, skiønt ved en Skamdød, gaaer.
Om saadan Pagt med Gud var giort i Cabinettet, Som paa Skafottet han nu haver her oprettet:
Saa skulde Dannemark Lyksalig priset sig Ved denne Mand, som blev saa ufordragelig.
Han det erkiender selv. Jeg synes, han udbreder Hans Hænder overalt. Forladelse udbeder
For alt hvad han har giort, og tænkt at giøre her. Som ey saa lige ret og gandske billigt er.
Han knæler ned med Bøn og Suk for sig om Naade, At døe i salig Troe; med Bøn iligemaade,
At Danmarks Politik, Oeconomie og Flor Maae blive efterdags berømmelig og stor.
Af Verdens Skueplads nu Struensee borttræder. Han saa retfærdig døer som nogen Stats-Misdæder. Han meget ondt og got iblant os haver giort; Ynk! dette dog for hiint man ey kan kalde stort.