Væisenbørnenes billige Klage over deres Huses ubillige Forliis, oplyst med den Kongelige Fundats, og funden imellem Frideriks Hospitals- og Væisenhuus-Kirken.

Væisenbørnenes billige Klage over deres Huses ubillige Forliis, oplyst med Den kongelige Fundats, og funden imellem Frideriks Hospitals- og Væisenhuus-Kirken.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggieststrædet.

2
3

Vi arme Børn maa klage: At vores Skiebne var Heel slet i Ungdoms Dage, Som nu er aabenbar.

Thi vi Forældre miste I spæde Ungdoms Aar, Og det vi nu maa friste (a) Os meest til Hierte gaaer.

(a) At savne vort kiere Væisenhuus.

4

Gud bøied Kongens Hierte (b)

Før vi endnu var til At lindre vores Smerte,

Det vilde han og vil (c).

Thi han et Huus lod bygge,

Som evig skulde staae,

Og ingen det maa rygge,

Som vil Guds Straf undgaae (d).

(b) Kongens Hierte er (som) Vandbække i Herrens Haand; til alt det han haver Lyst til, skal han bøie det. Ordspr. 21, 1.

(c) Vores alvorlige allernaadigste Intention gaaer derhen, at dette Værk skal være bestandig, og vedligeholdes indtil Verdens Ende. See den kongelige Fundats Pag. 9. §. 9.

(d) Saa ere vi forsikrede om, at Vores kongelige Arve-Successorer i Regieringen bemeldte Vores Fundats uryggeligen holder, og dette i sig selv gudelige og høi magtpaaliggende

5

Men, ak! vort Huus er borte, Hvor vi vort Ophold nød,

Og hvo det endog giorde,

Saa gav han os et Stød.

Et Stød, som til os svier,

Ja til et større Tal End vi, som gierne tier;

Men de (*) først komme skal.

Verk kraftig haandthæver og befordrer, paa det ei Guds strenge Vrede og uforbigængelige haarde Straf skal paafølge over alle dem, som meeromrørte Verk og denne Vores Fundats kuldkaster, eller derimod noget handle eller udøve ville. See Fundatsen sammesteds.

(*) Der vil ikke fattes Fader- og Moderløse, som trænge til et Væisenhuus, saa længe Verden staaer.

6

For dem vi dog bør tale

Om det, som nu er mist,

Og deres Nød afmale,

Som dog er hver beviist.

Forældrene at savne,

Er vel den største Nød,

Thi hvem skal dem da favne,

Og tage udi Skiød?

Hvo skal for dennem sørge,

Helst om de intet har,

Hvo vil om dennem spørge,

Hvo sig da af dem taer (e)?

(e) Vi lade en god Anstalt for fattige faderog moderløse Børn være een af vore største Bekymringer. See Fundatsen Pag. 12. §. 4.

7

Var Væisenhuset blevet For dem et Tilflugtssted,

Som nu fra os er revet.

Ja og fra dennem med:

Da kunde de med Glæde Jo stedse tages ind,

Og andres Sted betræde,

Som just var Kongens Sind (f).

Den store Konges Gave, Som var til os henlagt,

(f) De fattige Forladte, som have mist deres Forældre, og ei heller hos deres Slægtninger eller andre have nogen Tilhold, skal hermed anvises en Leilighed, og aabnes et Huus, hvorhen de kan retirere sig, og finde Hielp i deres forladte Tilstand. See Fundats.

Pag. 13. §. 7.

8

Skal Fremmede nu have;

Thi den derfra er bragt (g).

Ja endog meget meere,

Som got Folk givet har,

Og de var mange fleere,

End man saa let blir vaer (h).

(g) Den til denne Brug udleverede, erlagde og perpetuerede Kapital skal, maa og bør udi ingen optænkelig Maade til anden Brug anvendes. See dette med meere i Fundats. Pag. 6. §. 1 og 2.

(h) Vi have til Vore kiære og troe Undersaatter den allernaadigste Tillid, at enhver af dennem herudi efterfølger Os, og efter den Formue, som Gud haver givet dennem, af egen fri og utvungen Villie lader see Kierlighed imod disse fattige fader- og moderløse Børn. (Dette har henved 90 Familier efterkommet). See Fundats. Pag. 14. §. 9,

9

Alt det vi vores kalder,

Som var frivillig skienkt Til os i unge Alder,

Og andre ei tiltænkt (i).

Et Skin (k) det skulde have,

Da der blev spillet Bold Med Guds og Kongens Gave,

Vi nævner ikke Vold.

Bør Kongens Ord ei stande (l) Ved Magt, mens Verden staaer, Da vil Gud dem selv sande,

Og hugge Saar i Saar.

(i) See foran lit. g.

(k) Vore fleste Forandringer have sielden været Forbedringer.

(l) See foran lit. d.

10

Paa dem, mod Gud vil stride, Og mod en Konges Bud,

De faaer forvist at vide,

At Han er Guders Gud (m).

Der siges, at de Rige Skal ind i vores Sted,

Og vi derfor skal vige,

Ja ilde fares med (n).

Da vi nu saae den Skare (o), Som os at Hente kom,

Saa saae vi og vor Fare,

Og mærkede vor Dom.

(m) Herpaa fattes ikke Exempler.

(n) Da der tales om en Real-Skoles Oprettelse, hvortil en vis Gaard paa Østergade syntes at være meere beqvem.

(o) Saa mange Mennesker, at man neppe kunde trænge sig igiennem.

11

Vi løbe da i Blinde Til alle dem vi saae,

Der vrimlede derinde,

For os i Kost at faae.

Ja dem vi aldrig kiendte,

Vi favnede med Graad,

Kort, hver til sin sig vendte,

Og søgte Hielp og Raad.

En Geistlig vilde være Ved vor Udfeielse (p),

Han vil og have Ære

For vores Pleielse. Apostl. Gr. 6, 2. 4.

En anden Geistlig sørger Nu for vor Skolegang,

Dog ikke meget spørger Om vores Jammer-Sang.

(p) Da ikke een, ja ei engang de Syge bleve tilbage.

12

Hvad har de her at giøre?

Vi var jo hegnet ind, (q)

At ingen os skuld' røre,

Med mindre han var blind.

Vi havde Inspecteurer,

Vi havde Øvrighed,

Vi havde Curateurer

Samt Præst og Lærer med.

Hvi bleve de ei hiemme?

At pleie deres Jord, Ezech. 34.

Og Christi Rige fremme

Med Evangelii Ord? Jerem. 3, 14.

Lad, Konge! Huset blive For os i Jesu Navn!

(q) Ved den foransørte kongelige Fundats.

13

Vil de os Arbeid give,

Kan vi der giøre Gavn (r).

Vor Kirke staaer i Fare,

At blive reven ned (s),

Gud naadigst den bevare,

Vor Konge lyse Fred.

Gud selv vor Konge krone Med mange Glædes Aar,

Til han for Lammets Trone Den evig Glæde faaer!

(r) Der skal tilforn have været Fabrike, Spinde- Strikke- og Kniple-Skole, som siden ophørte.

(s) Det har lykkedes Fienden ved sine Redskaber at indføre Ødelæggelsens Vederstyggelighed baade i Sillerøes Kapel og i Hospitals Kirken, som begge vare indviede til Guds Navns Paakaldelse. See ydermere Hr. I. Østrups Prædiken paa 4 Søndag efter Nyt-Aar. Pag. 24. 25. & c. Giør Konge.