? Grev Enewold Brandts sidste Afsked eller Svanesang. Opsadt til en Erindring for de Efterlende, da han den 28 April 1772 som en Forræder udstod sin velfortiente Straf uden for Stadens Nørre-Port, med at miste Haand og Hoved, dernæst blev parteret i fire Dele, og endelig lagt paa 5 Steiler, hans Vaaben blev ligeledes sønderbrudt. Mel. Saa skal dog Glasset løbe.

Grev

Enwold Brandts

sidste Afskeed

eller

Svanesang.

Opsadt til en Erindring

for de

Efterlende,

da han den 28 April 1772 som en Forræder udstod sin velfortjente Straf uden for Stadens Nørre-Port, med at miste Haand og Hoved, dernæst blev parteret i fire Dele, og endelig lagt paa 5 Steiner, hans Vaaben blev ligeledes sønderbrudt.

Mel. Saa skal dog Glasset løbe.

Kiøbenhavn 1772,

trykt og findes tilkiøbs hos J R. Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

2

1. Skal nu mit Hoved springe, Og Stumpen falde om :,: Skal nu Skarprætters Klinge Udføre billig Dom :,:

2.

O ja! jeg har vel mere

End sligt — endnu fortient :,: Ey Medynk man bør bære,

Med mig som var forvendt :,:

3

3.

Jeg hemmelig jo stræbte

Et Raad med mit Complot :,:

At naar vi Kongen dræbte Tryg paa sit eget Slot :,:

4.

Vi skulde os tilvende Den allerstørste Magt :,:

Vi Afskeed til den Ende

Gav Kongens troe Livvagt.

5.

Forvorpen vi forsøgte,

At gribe Kronen fat :,:

Det Straffen just forsøgte

I Hævnens grumme Nat. :,:

6.

Jeg stolt, som en Herr Greve,

Ved danske Kongers Hoff :,:

Begynte først at leve,

Før jeg fik sidste Puf, :,:

4

7. Min Stolthed uden Liige,

Med Vellyst krydet blev :,: Jeg ingen vilde viige,

Men frit min Synd bedrev :,:

8. Den Gud jeg ikke kiendte,

(Og kiende, vilde ei)

Som al sin Hielp fravendte

Fra mig, paa Lykkens Ben :,:

9. Hans Naade skulde styre,

Min rent forstokked Siæl, Mit Hierte, Lasters Hyre Ei kiendte eget Vel :,:

10.

Jeg seer ved Syndens Fane Hvis Chef jeg lydig var :,: At jeg ei lod min Vane,

Slig Eed, jeg holdet har :,:

5

11.

Jeg Satans Ordre fulgte,

Som Comanderede :,:

Sin Hielp han ikke dulgte For mig, og Struensee :,:

12.

Vel Lykkens Soel den smilte Mildt til os begge Toe :,:

Men vi til Snaren ilte;

Hvem vil vel Lykken troe :,: 13

Da vi just begge tænker At vi heel sikkre er :,:

Man binder os med Lænker,

Tillige mange skeer :,: 14.

Den Dands og Masqverade Var just til Døden hen :,:

Vor Masque maae vi lade,

Og blotte staae igien :,:

Gud

.mm

6

15. Gud, som kan Hiertet kiende Han kiendte os for godt :,: Han Lykken bød at vende,

Der stoed vi nu til Spott :,:

16.

Man os for Retten fører, Beskiemmede vi staae :,: Vor Ondskab vi selv hører, Vi sligt ei kan fragaae :,:

17.

Man Vidner mod os tager, Ei et til Tusende :,: Vi svare kan; — man klager, Vi var forblindede :,:

18.

Retfærdig Dom man fælder,

Som naadig er og god :,: Vi Timerne nu tælder,

Til Hævnen ved vor Bloed :,:

7

19,

Naar Gud min Siæl vil rædde Saa har jeg endda Haab :,:

Saa kan jeg glad optræde,

Til Folkets billig Raad :,:

20.

Min Konge hævnet bliver,

For al min Ondskabs Synd :,:

Hans Laude mig tilgiver;

Jeg reen for Ondskabs Dynd :,:

21.

Min Død jeg gaaer i Møde Med et fornøiet Sind :,:

Jeg heer for Synd maae bøde Som Satan pusted ind :,:

22

Ved den, jeg fyldestgiører,

Toe Rigers Suk og Raad :,:

Som de imod mig fører,

For deres røved' Haab :,:

8

23.

Min Straf, lad Lærdom være At man ei følge maae :,: Sin Lyst og ei begiære

Det man ei bør opnaae :,: 24.

Enhver af mig kan lære,

At man bør frygte Gud :,: Og Kongen trolig Ære —

Og holde Begges Bud :,: