Skam-Minde af den forhen værende Kongel. Danske Kammerherre, Greve Envold Brandt, som blev arresteret i Kastellet den 17de Januarii i Aar, […] samt hvorledes han, som altid havde været en Frietænker, beredde sig til sin Død […] Sangviis forfattet under den Melodie: Jeg raaber fast o Herre.

Skam-Minde

af

Den forhen værende

Kongelige Danske Kammerherre,

Greve

Envold Brandt,

Som

Blev arresteret i Kastellet den 17de Januarii i Aar, og for sine mange uhørlige og uforskammede grove Forbrydelser og Misgierninger blev tildømt at have forbrudt al sin Værdighed, hans Grevelige Vaaben at sønderbrydes og brændes af Bøddelen, hans høyre Haand og Hoved at afhugges med en Øxe, og hans Legeme derefter at parteres, til Skræk og Advarsel for alle, som tør være Medvidere i Forgribelser mod Kongen, og vover at legge Haand paa Majestætens hellige Person;

Samt

hvorledes han, som altid havde været en Frietænker, beredde sig til sin Død paa Skafottet, den 28 April 1772, paa Nørre-Fælled uden for Kiøbenhavn.

Sangviis forfattet under den Melodie:

Jeg raaber fast o Herre.

Kiøbenhavn, trykt og findes tilkiøbs hos A. F. Stein.

2
3

1. Vel født og vel opdragen Er altid noget stort. Vel død er Hoved-Sagen, Naar vi herfra skal bort. Det første kan anvendes Med Ret paa Greven Brandt. Vel ham! om sidste kiendes Af Gud hos ham for sandt.

2. Hans Moder, som end lever, Ham vel opdraget har: Saa Gud og Regnskab kræver For hvad ham skienket var. Ham ikke manglet haver Paa Underviisninger; Men misbrugt sine Gaver, Han altid haver her.

4

3.

Man kan endnu nok mindes Da han til Kongen skrev;

Men dog ey kunde blindes Af et saa hykkelsk Brev.

Han den Gang kom fra Hove; Dog kom dertil igien,

Og Kneb har tordet vove Mod Dyd og Himmelen.

4.

Hvo nævne kan de Laster, Som hans Samvittighed Ham dristig forekaster Udi hans Fange-Sted.

Han sig høystskyldig finder Mod Guds og Kongens Bud. Samvittigheden minder,

Hans Roes bør slettes ud.

5.

Medhæler han har været I Synd af Struensee,

Og Naadens Gud ey æret, Som det tillod at skee. Ja Satan hannem plagde, Saa han sig Magt tiltog, Og Haand paa Kongen lagde, Med Trædskhed Hannem slog.

5

6.

Guds Salvede at røre

Med saa forvoven Haand, Bør Skræk og Redsel giøre I hver retskaffen Aand.

Men Greven Brandt nu ikke Sig vidste herudi Med stadigt Mod at skikke, Og sig fra Døden frie.

7.

Han paa Udydens Bane Med Dristighed fremgleed,

Og glemte ey at rane Hvor han fandt Leylighed.

Kort sagt, han sig udviiste En utroe Kongens-Mand,

Og alles Agt forliiste Udi sin Grevestand.

8.

Han tænkte, sig at svinge Ved Uretfærdighed,

Og op i Veyret bringe;

Men Foden for ham gleed.

Da han sig tryg formoded'

Og frygted' ingen Dom,

Da i ham isnet Blodet,

Og Blodet vendtes om.

6

9. Glad ved at være bleven Spektakel-Direktør,

Han af sin Hovmod dreven, Fortvivlet Skridt nu giør,

Med det Partie at holde,

Som Kongens Eenevold Vil Undergang forvolde;

Men Gud vor Soel og Skiold.

10.

For Kongen Gud sig viste En Soel og Skiold saa sterk,

At Magten sig forliste,

Udi Modstandens Verk.

Da Fiender tænkte ilde Mod Kongen og hans Huus,

Gud deres Anslag vilde Adsprede som et Gruus.

11.

Grev Brandt udi sit Fængsel Har følt Samvittighed,

Og viist en sær Forlængsel,

At finde Siele-Fred.

Han selv forlangte Præsten,

At komme ham til Raad.

Vel, om mod Gud og Næsten

Alt angret er med Graad.

7

12. Gud alle Naade skiænker, Som vil omvende sig,

Han og mod en Frietænker Er høyst miskundelig,

Naar denne sig omvender,

Og Guds Barmhiertighed I Jesu Christi kiender;

Da ham han ey er vred.

13. Den Naade, vil vi haabe Grev Brandt og bleven er:

Saa ey ved Hykle-Kaabe Blev skiult Misgierninger.

Hvo Synd ey vil bekiende,

Faaer ey Forladelse.

Men sligt mod Livets Ende Dog allermeest bør skee.

14.

Nu skal hans Haand og Hoved Afhugges, og hans Krop

Parteres, som ham loved' Vellysternes Gallop.

Han seer nu paa Skafottet,

Hvad der er Værn og Skiold,

Naar man er sammenrottet Mod Kongens Eenevold,

8

15. Kun Døden er at vente For slig Misgierning her;

Men ved ham, alt fortiente,

Slig Død dog salig er,

Naar et bodfærdigt Hierte Har angret Ondskabs Synd,

Og Aflad kun begierte,

Ved Jesu Piners Fynd.

16.

Om Brandt vi ville tænke, At Gud af Naade vil Den Salighed ham skiænke,

Som Fromme sigter til.

Ja Gud ham naadig være,

Og alle Mennesker,

Som glemmer ey, at ære Gud for Velgierninger.