Udfald af Maanen ved Grev de Rævs Indfald udi Muusehullet. Med Devise: Den drukner ikke, som hænges skal.

Udfald

af

Maanen

ved

Grev de Rævs

Indfald

udi

Muusehullet.

Med Devise:

Den drukner ikke, som hænges skal.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2

Til Læseren.

Engellænderne, som indbilder sig at have Nøglen til alle Hemmeligheder, anviser de Fordømte Soelen til deres Piinestæd; men derimod bestemmer de Maanen til de Saliges Boeliger. Dr. Swinden har søgt at bevise, at Helvede findes i Soelen, i et eget Skrift; hvoraf Mr. Bion har givet os en fransk Oversættelse: Recheri ches sur la Nature du Feu de l’Enfer & du

lieu, ou il est situé; og en anden ubekiendt Forfatter i et Skrift, som af det Engelske var oversat paa Fransk de la Felicité de la Vie à venir. Den gunstige Læsere skulde snart tænke, at jeg havde Omgang med

3

disse Aander; men det er en bekiendt Sag, at siden Phaeton fik Tilladelse at kiøre Soelens Vogn, har Vulcanus tilligemed alle Cycloper bestandig arbeydet paa den; men endnu er den ikke, uagtet al guddommelig Møye, bragt i brugbar Stand: Disse Aander hielper mig altsaa intet; thi paa hvad Maade skulde jeg komme til dem, de kunde ikke afhente mig udi deres forgyldte Vogn. De andre Færgemænd ved de andre Planeter torde ikke heller vove at giøre Charon Indfald udi sit Embede. Hvad de salige Aander i Maanen angaaer, tør vi ikke heller ønske os nogen Trøst af disse; o! at Vu-ti hiin Chinesiske Konge havde opbygt sit Taarn til Maanen; hans Længsel efter hans deylige Maitresse havde forsvunden, og vi havde og tiere nydt disse Saliges Nærværelse; nu derimod maae vi overlade den vidtberømte Svedenborg den store Lykke og udødelige Ære, hvor han gaaer og staaer, at omringes af Aander og at tale med Afsielede; men en Plan saa stor som heele China matte være til Grundvold for dette Taarn, han nødtes derfor til at afstaae fra sit Indfald. Hvem tør vel efter ham vove paa slige Bygninger? Paa hvad Maade kunde jeg da haabe at komme til disse salige Aander? det var jo plat umueligt for Dødelige. Men for at betage Læsere al Mistanke, skal jeg anføre den underlige Hændelse, ved hvilken jeg fik dette Skrift udi Hænder. Enhver ærlig Jyde og Jøde, ja endog mange af de saa kaldte rafinerte Kiøbenhavnere, seer jo hver Aften en Mand udi Maanen med en Kaalstok udi Armen. Jeg har aldrig haft den Lykke at opdage ham; men en vis Madame forsikrede mig om dets

4

Sandhed. I Regarde af hende, maae jeg troe det for det, som det er. Det er just ikke umueligt, da der er Indbyggere udi Maanen; men det er noget besværligt, synes mig, Aar ud og Aar ind at staae der bestandig, og give frie Audience. Denne Mand er Gærtner og Postmester udi Maanen. Naar noget synes af den Vigtighed, at det fortiener de andre Planeters Indbyggeres Opmærksomhed, sender han strax en Postkarl med et Blik-Luft-Skib igiennem den tynde Himmel-Luft. Denne Mand skulde seile efter Ordree ned til Jorden, og lade dette Skrift trykke paa de andre Indbyggeres Risico; men kort at fortælle: han leed Skibbrud, og faldt ned ved Siden af mit Apartement, hvor jeg sad midt i denne Forretning, og trykkede af alle Kræfter. Den gunstige Læser kan let forestille sig, hvilken Forandring denne Besøgelse har giort hos Mig. Jeg løb ud med Buxerne om Hælene og Skiorten udi Hænderne, og vilde see hvad det var for en Allarm: jeg saae da en Mand liig en Abekat, og et rundt Legeme, som han kalder sit Luft-Skib; men det var meget beskadiget. Jeg spurgte strax om hans Metie, hvorledes han var kommen her, hvorfra han var kommen, og hvorhen Rejsen skulde gielde? Han svarede: han var kommen fra Maanen og skulde herned med dette Skrift, og lade det trykke paa de andre Indvaaneres Bekostning; Jeg er ellers Postmesterens Postkarl udi Maanen. Jeg hialp ham da hans Skib tilrette, og gav ham noget Mad med sig; til Belønning, overleverte han mig dette Skrift, som jeg vil lade være den gunstige Læsere helliget til en Prøve paa Skribenternes høye

5

Tænkemaade udi Maanen. Tvivler ellers nogen meere paa, at der gives Indbyggere udi Maanen, behager de at adressere sig til mig underskrevne om 14 Dage, da han kommer herned med et nyt Manuscript; de skal see et øyensynligt Vidne, som skal bekræfte alt hvad jeg har sagt.

Autor.

Et Par Ord til Forfatteren

af den critiske Journal.

Ja Indbyggere udi Maanen har det Fortrin frem for dem paa Jorden, at intet, som skal skee paa Jorden, er skiult for deres Øyne, har de og forud seet, at der vilde udkomme en Critisk Journal over alle Skribentere udi denne Pressens gyldne Alder, og derfor bedet mig at indrykke følgende Brev:

Høytærede!

Vi har seet den Frihed, som De anmasser sig til at bedømme andre Skribentere. Pro Memoria Forfatteres Skiebne staaer afmalet for vore Øyne; den Haardhed, som følger Dem paa deres Critiske Rejse, setter alle Skribentere i Harnisk imod Dem, Vi formoder, at De med den samme Myndighed anseer dette ringe Skrift, dog kan De spare dem Umagen og Tiden. Denne nye Prøve falder ikke

6

under deres Betragtning. Vi er et frit Folk, der ligesaavel som Hollænderne tør vove at skrive Sandhed og udføre hvad de lyster; vi har ligesaavel Momus i vores Land som De; den Fornemmeste, som nok vil finde Dem, har approberet vores Skrift. Høystærede! kaster derfor et naadigt Øye paa vores Skrift, undtager det fra al Jaiennemheglelse, befrier det fra Deres critiske Øynes Opmærksomhed. Naar andre Forretninger paabyder Dem søvnesløse Nætter, fordrives vi til Belønning med vores Fakkels prægtige Skin Nattens Mørke og de omsværmende Furiers Plager.

Pas de andres Vegne

Hans Wurst.

7

1. Da Dyrenes Regent besøgte andre Riger,

Med Glæde han igien sin egen Grund bestiger. Nu høres fra hver Kant kuns idel Fryde-Raab, Nu spiller Glæden paa hver Tunge fuld af Haab.

2. Den heele Skovens Magt ved Hoffet sig indfinder, Man ey saa stor en Cuur hos Løven før sig minder. En Ræv til Audienz blandt andre meldte sig.

Ach! hvad var han dog ey hiin Michel-Ræv ret lig.

3. I Følge Pans Edict gik han med Luus i Rangen, Hvad Næringsvey angaaer, han Broder var til Fanden, Hiin giør Profession af at besnære Kræe,

Men Mennesker besnæres kuns af dette Fæe.

8

4. Men som St... Ph... hans Rang var med Fæehunde,

I Kraft af Skovens Lov han bedre stige kunde,

Naar man hos Johan Fliid og Dygtighed kuns fandt, Men Johan Oxe var, at jeg skal sige fandt.

5. Jeg vil kuns et Beviis paa denne Sag anføre,

Som jeg i Forgaars fik af Madam Soe at høre; Men hvilket Tosse-Tøy! det ligner ret den Nar! Dog Fanden jo en Ræv for høylærdt agtet har.

6.

Til Galtens Bryllup man det Spørsmaal forebringer: Hvad der var Aarsag til saa mange onde Qvinder? Een sagde eet, en anden andet bragde frem.

Nu Herr St... Ph... hvad synes da vel dem?

7. En Rytter til en Skov kom i de mørke Dage;

Men hører i en Hast et Skrig, en Jammer-Klage, Han løber til det Sted, hvorfra at Røsten kom, Han seer en Pige, som at Fanden kaster om.

8.

Den gode Rytter var ey nogen Pige-Hader,

Han Fanden ey opfyldt sin Villie tillader,

Han trækker Pallask ud, slaaer Fandens Hoved af; Men Pigens Hoved gaaer just med for samme Drav.

9.

Det smerter ham, hans Feyl han nu forbedre vilde; Men Fandens Hoved han ey godt fra Pigens skilte. Han sætter Fandens Hoved da paa Pigen fast, En fin! en Dievelind' saaes springe frem med hast.

9

10.

Nu nok en Ditto skal hertil med Messing-Skruer, Skiønt dette hører just dog til de sarte Fluer.

Det jo et Ordsprog er: To bedre er end een.

Spil op endnu engang, saa er jeg gandske reen.

11.

Engang en Kat Herr Ræv det Spørsmaal just opsetter: Hvoraf det kommer sig, at Maanen har de Pletter, Hvorfor den nu er flad, nu som en Hvaffel rund, Nu ikke større end kan ligge i hans Mund?

12. De har vel seet den Mand med Saren udi Næven. Naar Maanen tørstig er, han ligner da ret Ræven.

Det er en Gartner, som da klipper Stykker hen, Hvormed han Stiernerne skal blanke op igien.

13.

Men Ræven nævnes dog til Medicus hos Løven, Faaer Løven Feber, da er Rævens Dumhed røben. Hver Ræv skal gaae i Rang med Asen fra den Tid, Hvem andet sige kan, end Lykken er ham blid?

14.

Ved Hoffet kommer han i største Gunst og Naade, Men troe mig, det er ey til Skovens sande Baade. En Gudsforgaaen Krop nu Lykkens Yndling er, Hvad Haab om Landets Vel biir nu tilbage her?

15.

Det seer kuns broget ud, naar Ulven bliver Hyrde, Han skiender, brænder, er sin egen Hiord til Byrde, Dem han beskytte skal, han først fortære bør, Hans egen Skabninger ham ikke hindre tør.

10

16.

Hans Løn, hans Pragt, hans Rang, hans Navn, hans Mod

strax stiger;

Han Fader, Venner og Bekiendtere ey lider.

Hans Sind er eene sænkt i Lasters Søle ned,

Af Gud, af Himmel og af Helved' han ey veed.

17.

Han Greve bliver, dog han Grevskab ey besidder,

Maaskee hans Grevskab dog i Solens Skygge ligger. Det søde Greve-Navn nu ikke sælsomt er;

Man Kiolen eyer knap, dog Herre-Ravn man bær.

18.

Han nu den største Magt i Skoven sig tilskriver,

Ey Løven meere nu hans Overherre bliver,

Han byder, setter ind, og setter af igien,

Nedriver, bygger op, dog er han Løvens Ven.

19.

En Abe falden var i Vand og drukne vilde,

Hielp Himmel! Morten, hielp nu før det er forsilde!

Men da han seer et Krat ved Havets Bredde staae, Tyds Guder! stille nu! selv Morten nok kan gaae.

20.

Men denne vinged' Ræv for nær mod Solen haster, Hans Vinger smelter hen; man ham i Hast nedkaster, Da han var kommen til sin Lykkes største Grad, Sig Maanens store Gud antager Skovens Sag.

21. Grev Ræv man strax derpaa til Musehullet fører, Der Muus og Rotter er, men ingen Greven rører Der siges Løven har en Kat til Greven sendt,

Som har den gode Ræv fra Odils Tider endt.

11

22

Han bliver ellers det paa prægtigste beværtet,

Skiønt den Forandring har nok Grevens Hierte smertet; Han drikker Caffe tidt, det Kaade tæres bør,

Det Hindring ellers nok i Grevens Andagt giør.

23.

Den Dag kom endelig, at Ræven skal forhøres,

Han til den Ende skal nu frem for Retten føres;

Han kommer frem, man spørg; men faaer forkeerte Svar. Hvordan? jeg det ey veed - - jeg ey tilstæde var.

24.

Samvittigheden er hos mig vist ubeskadet,

Mit Futteral deri al Deel har eene taget;

Min Siel befriet er fra Lasters sorte Plet,

Kan de vel dømme mig til Straf med nogen Ret?

25.

Men kiere Michel, siig: hvor Sielen har sit Sæde?

I Hiertet Sielen er; der er al Grund til Glæde.

Velan! flaae Michel Ræv; men Hiertet vogtes bør, Hans reene Ræve-Siel jeg ikke skade tør.

26.

Saa døde Michel-Ræv, saa døde da den Greve,

En noget ærligt Dyr har ønsket ham at leve,

Han i sit Embede af Maanen hopper bort,

Har nogen Dandsere vel større Luftspring giort?

27. I Maanen ellers sig det Rygte stærk udbreder,

Jeg dog om nærmere Bekræftelse dem beder;

Der siges: at hos jer en saadan Greve er,

Som just Grev Ræv, der nu er rettet hos os her.

12

25.

Maaskee at denne Tyv er vaagnet op af Drømme, Jeg saae en anden om i Luften før at svømme.

Er han omskabt, han dog jo ret afbildet er,

Er det en anden, jeg en dobbelt Nytte seer.