Urskov.

✂ Dit Kys har aabnet mig dit Hjertes Skove
— en Urskovs dybe hemmelige Nat —
knap tør jeg vove
at trænge ind i dette Djunglekrat.

✂ Jomfruelig er Jorden, jeg betræder,
her satte aldrig nogen Fod sit Spor,
men Blomster kæder
fra Træ til Træ et aldrig søndret Flor.

✂ Og Alt er filtret over med Lianer,
usporligt slynger sig den grønne Snor,
og tæt Plataner
blandt høje, palmetykke Bregner gror.

✂ Det er, som alle Blomster paa mig stirred
med klare Øjne, skinnende af Dugg,
som Luften dirred
af Blomsterhvisken og af Plantesuk.

✂ Som hvide Drømme gaa de mig i Møde,
de sitre sælsomt, naar jeg paa dem ser,
og farves røde,
ret som i Blomsten et Mirakel sker.

✂ Da blinker Evighedens Blaa foroven,
da vaagner hver en Længsel hed og vild,
og dybt i Skoven
synker en Regn af Solens gyldne Ild.

✂ O lad mig i dit Hjertes Urskov trænge
og kysse Jordens jomfrukyske Skød
og stirre længe
paa Underblomstens nylig tændte Glød.

✂ Og lad mig knæle i dit Bregnegemme
og græde ud den Synd, som i mig laa,
og sødt fornemme
din kyske Renhed til mit Indre naa.

✂ 12. Oktbr. 1893.