Solblomster.

✂ O stærke Glød, som Millioner Mil
udstrækker dine milde Straalearme
og gyder i min Sjæl din gyldne Varme
og smitter Kinden med dit Purpursmil!

✂ Du farver Blodet i mit Hjerte rødt
og havblaa Ringen om Pupillens Mørke,
i Farver spalter du din hvide Styrke
og smelter dem paa mine Kinder blødt.

✂ Du dufter stærkt i Korn og Markens Dild,
dit Kys kan aabne alle Blomstermunde,
du stiger ned i Kløfter og i Grunde
og tænder Diamantens hvide Ild.

✂ Mod Evighedens Kyst du lader blaane
den blanke Himmel; naar du gaar, ved Nat
en Afglans af din Skønhed har du sat
til Minde om dig selv — den milde Maane.

✂ Medusa med det gyldne Straalehaar,
forsten mig ikke med dit stærke Øje,
lad mig i Andagt for dit Lys mig bøje,
imens dit Solkys til mit Hjerte naar.

✂ Jeg véd en Blomst, som du gav Glans og Glød,
hvis Kinder dine Purpurkys har viet,
hvis stærke Blod dit Moderbryst har diet,
som bærer Solens Længsler i sit Skød;

✂ ud fra hvis Øje gaar en dunkel Magt,
et Lys af Mulmet med en solfødt Varme,
et Favntag som af dine Straalearme,
— en evig Skønhed i en Afgrund lagt.

✂ Bevar mig denne Solblomst, stærke Gud,
og giv den Duft og lad mig Blomsten eje
og gro med den paa dine gyldne Veje,
— kast aldrig mig i evigt Mørke ud.

✂ Men lad mig leve i dit gyldne Gry,
en Blomst blandt dine Millioner andre,
hvis Liv i evigt Vexelløb skal vandre
og visne — for at fødes kun paa ny.

✂ 23. Septbr. 1893.