Søvnløs.

✂ Korsvis til Hvile paa mit stille Bryst
jeg lægger begge mine blege Hænder;
de kolde Lagener mit Legem hyller,
mens Graaden som en Glød i Øjet brænder.

✂ Saaledes ligger jeg i Nattens Mulm,
begravet i en evig, lydløs Tomhed,
og mindes som en fjern og svunden Lykke
min Barndom og min Barndoms milde Fromhed.

✂ Fra Kirkeuret skærer skarpe Hvin
lig Aadselfugles Skrig min Stilhed sønder;
— saaledes kreser Gribbe om et Lig,
forinden deres Rovværk de begynder.

✂ Jeg hviler i min Lagen-Sarkofag,
og Mørket som et Kistelaag mig tynger,
i Sengens raadne Træværk svagt det pikker
— Dødningeuret, som sin Salme synger.

✂ Og Tiden tykkes mig en Evighed,
jeg véd, jeg kommer aldrig til at slumre;
med stive Blik jeg ligger evigt Lig,
mens Gravens Skygger om mit Hoved skumre.

✂ En Lyd alene fik mig til at sove,
tre Ord henhvisket af en Kvindemund,
den eneste, som dyssed mig i Blund
som med et Sus af store, tunge Skove.

✂ Jeg elsker dig ... jeg elsker dig! — Alene
een Røst kan hviske disse Ord, de trende.
— Den Røst har Vinden vejret hen, og evigt
i Søvnløshed skal mine Øjne brænde.

✂ Og som ved Nat en fredløs Sjæl, der spøger
og gaar af Jorden, hvor forladt den ligger,
min pinte Tanke hendes Leje søger,
min stumme Læbe om Forløsning tigger.

✂ 4. Avg. 1892.