Du kom.

✂ Du kom.
Paa Afrodites Rosenkarm
med Dueforspand er du til mig fløjet,
med Blomstermund og gylden Glans i Øjet,
med Sølverslange om din hvide Arm.

✂ Og stille Hovedet du mod mig bøjed,
og Brystet bølged af din Elskovs Hede,
og Nu for Nu vi mod hinanden glede,
og dine Ønsker sank mig dybt i Øjet.

✂ Fra jeg fornam mit Hjertes første Banken
og saa i Verden Elskovs vilde Magt,
een Længsel var der paa min Læbe lagt,
eet Drømmesyn stod altid mig for Tanken.

✂ Et Syn af dig, som mange Aar lod vente,
et Syn af dig, som ukendt dog jeg kendte,
Længsel mod dig, som skulde Ilden tænde,
som Afrodite skulde til mig sende.

✂ Da kom du — anet og saa længe savnet,
men aldrig truffet paa min Vej den vide,
paa eengang stod du stille ved min Side,
— da var det Afrodite selv, jeg favned.

✂ Gudinden valgte sig dit Bryst til Tempel,
hun tændte Lue i dit unge Blod
og vendte imod mig din rene Fod,
— din Pande bar Gudindens stolte Stempel.

✂ Din Elskov er en Skat, som aldrig mistes,
din Elskov er en Fryd, som aldrig glemmes,
en liflig Drøm, der sagtelig fornemmes,
selv naar hvert Minde af min Hjerne listes.

✂ Jeg Hedning ingen andre Guder ænser,
jeg troede kun paa dem, de ej paa mig:
du mødte mig livsalig paa min Vej
og fulgte mig til Evighedens Grænser.

✂ 24. Juni 1890.