Michaëlis, Sophus Langfredag

Langfredag.

Det er Langfredag. Skarp og kølig Luft
og spinkel Sol paa alle Haandværkskoners
pudsede Ruder, hvor lidt Foraarsgrønt
— en Hasselkvist med Rakler, Anemoners
Snehvidt blandt Lungeurters Blodigtblaa,
samt gyldne Stjerner i et Vandglas staa.
Og alle Folk, som ned ad Gaden gaa,
har samme Ord: Hvor er dog Vejret kønt!

Ja vist, nu mindes man den store Jøde,
hvorlunde fordum han paa Korset hang
og skyldfri selv for Verdens Synder døde,
den fromme Selvfornægter, jomfrubaaren,
nu naglet til et Kors, saa Blodet sprang
og farved Spigerne saa rustenrøde,
— hvor mildt at mindes dette hen ad Vaaren.

16

Ja, Klokkerne har kaldt den hele Dag,
og Havnens Skibe skinner stærkt af Flag.
Og Præsterne har højtidsstemte messet
og præket rørte over Dagens Text
og Lammet med Alverdens Synd belæsset
og atter bedt om Troens stille Væxt.

Og mange Øjne har set fromme ud,
og nogle Hjerter følt sig helt beklemt
ved dette Pust af Død og Rettersted,
— til Præsten lyste over Hver sin Fred,
og Orglets Vemod sødt fik Sindet stemt.

Saa gaar de bort, forsonede med Gud.

En dugget Hinde ses i Øjet blinke,
— den Tur til Golgatha er bittersød.
Men kønt de mindes deres Frelsers Død
i Hjemmet med Grønlangkaal og med Skinke ...

... O Armod i en stakkels stækket Sjæl,
o vadmelsklædte Kirkegængerskare,
hvor skulde du vel kende Syndens Fare?
— Dig bider ingen Slange i din Hæl.

17

Du synder ikke — du er tossegod,
du kender ikke Lidenskabens Brynde,
du har et galdefrit, fortyndet Blod,
der koger ej, — du mangler Mod at synde.

Dit Syn blev sløvt, din Tanke gold og sejg,
du ser kun Vejen til din Arbejdsplads.
Du skuler til Tyrannernes Palads,
— din største Synd er den, at du er fejg.
Du dukker ned dig i din Kirkestol,
din runkne Haand om Salmebogen klemmer,
med kraftløs Mimren du i Sangen stemmer
og gyser i Langfredags blege Sol.

Den store Jøde dog for dig er død
— hans Død dig skulde give Mod at vove
at ligne ham, der Trælleaaget brød,
men du vil glemme først og siden sove.
For din Skyld har da ingen Martyr lidt,
du er et Lam, der ikke kender Brynde,
men alle Ulve omgaa Kirken vidt,
— de stærke Sjæle, som har Mod at synde.

18. April 1889.