Erindring.

✂ Du med det kære Navn, jeg mindes dig
i Aftenstundens tyste Tonehav,
hvori min Tanke synker.
Paa Strømmen driver der en enlig Lotos
med duftfyldt Kalk —
og Duften er dit Navn,
og Blomsten det er dig.

✂ Du med det kolde Kys, jeg mindes dig ...
Mig griber Aftenstundens Havfru-Arme,
og Bølgen vugger om min nøgne Skulder,
som Solen kysser med sit sidste Lys.
En vandkold Arm slaar om min hede Hals,
din Læbes Is sig fæster paa mit Bryst:
Med Vellyst, Havfru,
jeg føler, at du suger al min Sjæl.

✂ Du med det sære Blik, jeg mindes dig.
I Østen skinner alt den første Stjerne
og stirrer paa mig som en Slanges Øje,
foruden Glippen, uden Blink ...
Dit Øje hviler altid over mig
og slipper aldrig mit. — Jeg dør i dit,
nu, da jeg uden Suk og uden Vaande
i Aftenstundens stille Vande synker
og dykker langsomt
mod dens dybe Bund ...

✂ 19. Maj 1889.