↩

Aftenvandring.

✂ En ung Mand og en ung Kvinde kommer gaaende ad en bred og høj Allé. Koralrøde Rønnebær funkler i det mørknende Løv, og mens de gaar, sitrer deres Næsebor af og til, naar de kommer ind under Lindeblomster. — Han er klædt i Farver som den skyede Aftenhimmel; den brede Hat er gledet tilbage paa hans Hoved, om hvilket den runde Skygge tegner en silkelysende Glorie. Hun er i sort Underkjole, hvis Rødtjørnblomster endnu skinner frem af den skyggesorte Bund, men hendes Liv er blaat med runde hvide Pletter, blaat af den samme dybe Lød som hans Øjne, der endnu er stærke, naar de løfter sig mod Aftenhimlen. Fra hendes lille havregule Hat bøjer Margueriterne sig ned for at se hendes Øjne, der er ganske sorte i den skumrende Aften. De gaar Side om Side med to forenede Hænder svingende i en Bue imellem dem.

Han.: Staa stille, du!

Hun.: Jeg staar.

Han.: ✂ Staa stille, du!
— Nej, vi vil først til Søen ned. Spring over Grøften.
Hvor blødt det vaade Sand for Foden viger.
— Hvor underligt det suser —

Hun.: — uden Blæst. —

Han.: ✂ Det er, som risled over mig et Vandfalds Skum,
koldt skyllende ned over Haar og Skuldre.

Hun.: ✂ Mit Hjerte skælver som en Poppels Blade,
der drejer sig paa tusind slappe Stilke.

Han.: ✂ Mig er det som jeg stod ved Tidens Flod
og hørte, hvor den haster stærkt afsted
86 hen over Sten og Tang og blanke Fisk,
ustandset ruller Alt mod Havet ud,
ud mod det store gule Glemsels-Hav.

Hun.: ✂ Dèr dynges vi engang i samme Dynd.

Han.: ✂ Sivskoven synes mig en Menneskeflok,
hvor Alle bøjer sig for Nattens Pust
som for det store Ubestemmelige;
de duver og de dukker sig for Blæsten
og retter sig paa ny i stædig Trods.
Saaledes bøjer Mennesket sig for
det stærke Pust fra Skæbnens strænge Mund,
— er Pustet ovre, knejser det igen.

Hun.: ✂ Du ser saa meget i Naturen, Ven;
du underskyder dine egne Tanker
og hælder Reflexionens lunkne Vand
ind i Naturens aabne Luftkanaler.
Naturen bruger Luft og ikke Tanker.
Naturen tænker ej.

Han.: Men vækker Tanker.

Hun.: ✂ Du ser og tænker mere, end der er.
Og vil du være ærlig, kan du nøjes
med simpelthen at se et Aftenlandskab,
en høj og skygraa Himmelhvælving spændt
ud over Sø og Skrænt og Skovens Bryn.
Den gule Hvede har en gylden Dybde
som Rav. Se, Løvet ligner dunkelt Fløjl,
der bræmmer Søens lilla Silketæppe.
Og langs med Søen løber slanke Siv,
hvis Top er tynget ned af brune Frø.
Blishønen klager fra sin Redes Skjul
med Nødskrig, som den anede en Jæger,
hver Gang det plasker i den stille Sø.
— Se, tunge Biller tumler gennem Luften.
Og naar jeg vender disse Buskes Blade,
Natsommerfuglen gisper gemt bag Løvet,
thi Regnstænk klæber ved dens store Vinger
og Følehorn, der sitrer som af Kulde.

Han.: ✂ Men dette Landskab dog en Løndom bærer.

Hun.: ✂ Kun den, som selv du lægger i dets Skød.

Han.: ✂ Det giver mig en sær og sorgfødt Lyst:
O gled jeg over disse matte Bølger —
og skylled op, hinsides, som et Vrag,
en Stump Erindring fra en svunden Tid ...
... at dø den lette Død som Bølgen dør ...

Hun.: At dø er let.

Han.: ✂ Men tungere at leve.
Jeg véd det, du, — at leve uden Elskov,
den store, rige, uforlignelige,
den som gør lille og dog lykkelig
i Lidenhed, — den som gør ydmyg.

Hun.

✂

er ydmyg, elsker ydmygt —

Han.: — elsker dig.

Hun.: ✂ Dog jeg har Trang til mer end Ydmyghed.
Og du maa ikke være lille, naar du elsker,
89 — saa blegner alle mine røde Drømme,
saa slukkes Glorien, som min Kærlighed
har spundet om dit fine Lokkehoved.

Han.: ✂ Maaske jeg ydmyg er, fordi jeg føler,
at Lyset alt er slukt, hvori du saa mig,
fordi jeg véd, det tændes aldrig mer.

Hun.: ✂ Jeg kender ikke mine egne Tanker.
Mit Hjerte véd ej, hvad det vil. Til Tider
har du den gamle Magt; men ofte
jeg vaander mig som under Aag og Tynge —
din Kærlighed befrier aldrig mer.

Han.: ✂ Thi du er lænket af et gammelt Minde
og længes mest mod det, du ikke ejer;
den Lykke, som du holder i din Haand,
er fattig kun mod Fantasiens Lykke.

Hun.: Kom lad os gaa.

Han.: ✂ Det bliver mørkt. Alléen
er som en skummel hvælvet Munkegang,
der fører til en Krypt.

Hun.: Dèr kommer Maanen.

Han.: ✂ Saa rød som størknet Blod. En gusten Fakkel,
der skinner over sorte Sarkofager.
En Dødningmaske stirrer os i Møde
med Evighedens stive brustne Blik.

Hun.: Der kommer Nogen.

Han.: Hvor?

Hun.: Her lige mod os.

Han.: Staa stille!

Hun.: Hør!

Han.: Jeg hører ingenting.

Hun.: Det drøner dog i Vejen.

Han.: Nej! Du gør dig bange.

Hun.: Han kommer.

Han.: Hvem?

Hun.: Han gaar imod os.

Han.: Hvem?

Hun.: God Aften! Hørte du hans Røst?

Han.: ✂ Hvis Røst dog? — Nej!
Her tag min Arm. Du er jo ganske syg.
Nu slipper du min Haand. Hvad er der dog?

Hun.: ✂ Han gik imellem os. Han brød sig Vej,
og vore Hænders Lænke brast foran ham.
Ja, det var dig, var dig, — ja, det var dig. —
Hans Ansigt var saa sugende som Maanen,
der suger Havets Vande højt til Flod.
Nu stiger al min gamle tunge Længsel
og taarnes til en Springflod i mit Hjerte.

Han.: Kom, Kære, støt dig til mig.

Hun.: ✂ Lad mig gaa!
Det bliver aldrig, aldrig glemt.

Han.: Hvem var det?

Hun.: Ham, ham, der kom, da du var borte.

Han.: ✂ Skal du igen mig minde? I mit Hjerte
en Brodd du fæsted — Dag for Dag du trykker
den mere dybt. Ak, hvorfor minde mig?

Hun.: ✂ Han kom, han gik, han tog mit Sind med Vold,
et Kys han gav mig, som vil altid brænde,
hans Ord som Flammer aad sig ind i Sjælen:
Min er du, min i Tid og Evighed.
Hver Gang du favnes, favnes du af mig.
Jeg skal dig gribe — i en Andens Arme.
Og dukker du i Lidenskabens Hav,
og synker dn i Salighedens Flammer,
da skal mit Ansigt du foran dig se,
mit Øje skinne som et Pentagram,
der maner dig min stærke Magt i Minde.
Og aldrig skal du elske uden mig,
for Altret skal jeg skille eders Hænder,
formummet vil jeg altid være om dig,
og naar du smiler, smiler du til mig,
og naar du kysser, er det mine Læber,
som skyder sig foran de andre frem.
Selv naar engang du ligger under Muld,
skal det paa Kistelaaget sagte banke
94 — da er det mig, som aabner Døren til dig
og deler med dig Dødens Brudeseng.

Han.: ✂ Men Kære, Kære, du er overspændt,
du sitrer, stakkels lille skræmte Sjæl.
Se Maanen bliver blank og kaster Lys
og skinner i dit Øjes Taaredugg.
Jorden er lys igen og Natten mild.
Alléen er en dunkel Blomsterport,
der fører til vor Lykkes Sommerhjem.
Ser du, dernede skinner Lampen tændt,
Gardinets hvide Flor slaar ud af Vindvet
og vifter til os som en venlig Terne.
De gule Roser klavrer op ad Gavlen
og kaster Rosenblade ind i Stuen.
Se, Sommernattens Drømme venter os.

Hun.: ✂ Nej, lad mig gaa! Du er for god til mig.

Han.: ✂ Og jeg skal blive meget, meget bedre.
Nu vil jeg ikke være, lille, naar jeg elsker.
Kom, fast jeg tager dig i mine Arme
95 og bærer dig — naa, er jeg ikke stærk?
Min er du, lille lette Rosengren,
der aander al din unge Duft omkring mig,
min er du — jeg er Livet, jeg er Dagen,
og jeg skal jage alt dit Mørke ud.

Hun.: ✂ Aa slip mig, slip mig — læg mig ned i Grøften
og lad mig sove — jeg vil bare sove.

Han.: ✂ Ja, jeg skal lægge dig, hvor du skal hvile,
du lille skræmte, natterædde Sjæl.
Jeg véd jo, jeg var altfor længe borte.
Du sad og skjalv i Længsel og i Mørke.
Saa kom en Mand — en Fremmed — paa din Vej
og sved din Sjæl i Skæret af sin Brynde
og skræmmed dig med sine stærke Ord.
Du var forpint, og du var let at kyse.
Hvor skulde Nogen kunne skille os?
Vi er jo sammenvoxet — Sjæl og Krop —
skær kun dig løs — saa dør vi bare begge.
Jeg bær dig, du, jeg bær dig, du min egen,
96 jeg bær dig som en Klump af ægte Guld,
som jeg har gravet ud af Bjærgets Nat:
Nu skal du op og funkle paa mit Leje.
— Nu er vi ved vor Dør. Se, Maanen kysser
din perlehvide Pandes Drømmehave,
og gule Roser drypper i dit Haar.

Hun.: ✂ Mit Hoved smerter, og mit Hjerte brænder.
Ak, havde jeg dog aldrig set ham!

Han.: ✂ Lille Daare!
Mig var det, som du saa, da jeg var borte.
Min Længsel til dig kom — min langvejs Længsel,
formummet i et andet Ansigts Træk.
Min Stemme var det, som fra Fjærnet lød:
Min er du, min i Tid og Evighed.
Hver Gang du favnes, favnes du af mig.
Jeg skal dig gribe — i en Andens Arme.
Og dukker du i Lidenskabens Hav,
og synker du i Salighedens Flammer,
da skal mit Ansigt du foran dig se,
mit Øje skinne som et Pentagram,
der maner dig min stærke Magt i Minde.

Hun.: (I Drømme.)
✂ Ja, det var dig, jeg véd jo, det var dig.

✂ 15. Avg. 1892.

Michaëlis, Sophus Aftenvandring

Aftenvandring.