Solnedgang.

✂ Sommersol, der synker brat
mellem Graners Grene,
gaa kun, gaa! lad mig i Nat
sidde glemt og ene.

✂ Se, min Haand dit stærke Lys
rødt kan gennemskinne —
sart i mine Fingre ser
Purpurblod jeg rinde.

✂ Men mit Blod er tungt og tykt,
naar dit Lys er borte,
og i Natten er min Krop
kun af Jord den sorte.

✂ Se, en blændet Sommerfugl
kan dit Lys ej taale,
fløjelsgraa den tumler om
mellem visne Naale.

✂ Saadan er min lyssky Drøm,
baskende i Blinde —
gaa, du røde Sommersol,
lad mit Liv forsvinde.

✂ 7. Avg. 1893.