Skovbryllup.

✂ Spring, du smaa Dryade,
mellem Ege rundt og bind af Blade
dig en Særk til Brudeseng i Skoven.
Ingen ser dig uden jeg, som titter
gennem Græssets høje Klingegitter,
og en Sisken, som ser til fra oven.

✂ At de kyske Jomfruben kan dækkes,
skal et Bladeskørt om Midjen lægges,
virket med Ranunklers gyldne Flitter.
Dine kaade Fødder skal jeg sko
med Sandaler — Egeblade to,
randede med gule Margueriter.

✂ Om dit høje Bryst skal slynge sig
Bregne-Kniplinger og gynge sig
efter Hjertets Taktslag som i Dans.

✂ Se, jeg plukked dig en Brudekrans,
blaa af Kornets Blomster, hvid af Vandets Lilje,
fyldt med Guld, besprængt med blanke Perler.

✂ — Og til Øredupper har jeg røde Snerler.
Elskede, saa vær mig nu til Vilje!
Kransen paa dit sorte Haar jeg sætter.
Lok og Blomster i hinanden flætter,
Nøkkerosen — Diademets Tinde —
lad den skinne
for os i de skønne Sommernætter!

✂ Nærm dig til mig — klædt og dog saa nøgen:
Skørtet væved Egen dig og Bøgen,
og Korsettet er af Kniplingsbregner.

✂ Mens du smykked dig til Sommerbrud,
Seng jeg redte over Græssets Skrud,
trindt en Vagt af Graner smaa vort Leje hegner;
men foroven blaaner Luften blank,
og vor Himmelseng er himmelslank.

✂ Smil, du smaa Dryade,
smil som Soltit mellem Egeblade,
du skal hele Brudenatten smile.
Lad mig bølge ved din Latterbarm,
nu jeg favnes af din fine Arm
for i Skovens Himmelseng at hvile.

✂ 14. Juni 1889.