Gensyn.

✂

Han.

✂ Tykkes vel du om et Gensynsmøde
efter mange Aar, vi begge nøde,
uden at vi blanded Tanker sammen
og forsøded Livet for hinanden:
Om dit Liv blev jeg jo ikke Rammen.

✂

Hun.

✂ Dengang syntes du mig ikke Manden.
Nu vil harmløst jeg og frit bekende:
Manden fandt jeg heller ej i denne
Halvhedssjæl, som jeg til Brudgom kaared.
Af en flygtig Attraa blev jeg daaret,
— der var intet Baand, som kunde binde.
Ingen Kvinde
fandt den Manddomsgud, hun længtes mod.

✂

Han.

✂ Ingen Mand en Kvinde ret forstod.
Altid ser han kun sig selv i hende.
Skønt hun af Naturen er hans Fjende
og beklippe vil hans Vingefang,
at han blive skal i Hjemmets Hønsegaard,
— mangen Gang
er han glad ved sine trange Kaar,
blot han synes stor i hendes Øjne,
stirrer blot han i et slebet Spejl,
der kan skuffe ham med skønne Løgne.

✂

Hun.

✂ Tiere en Kvinde tog dog fejl
og beundred Mandens stolte Tale
— han var ingen Ørn med Næb og Klo,
men han bar en spraglet Paafuglhale.

✂

Han.

✂ Mig har du dog ingensinde prøvet.
Jeg er glad, at ikke jeg har sløvet
dig din Ungdoms blanke Elskovstro.

✂

Hun.

✂ Dog, hvem véd, om du vel havde været
stærkere og mere Mand end andre?
58 Jeg er glad, at intet Baand har snæret
sammen os til Fod for Fod at vandre.

✂

Han.

✂ Jeg har levet bort min Ungdoms Dage
i en Rus, jeg nød af Skønheds Mund
— jeg har ladet mig af Mange drage,
men forladt dem i den rette Stund.

✂

Hun.

✂ Ja, jeg læser Leden i dit Øje,
og jeg kender Mundens bitre Drag:
Al din Elskov var kun Nederlag,
der til Selvforagt dig skulde bøje.

✂

Han.

✂ Og jeg fatter, at din Ild er brændt,
saa den næppe under Asken anes,
og din Skønheds Blomster er omtrent
som en fin, men falmet Silkefanes.

✂

Hun.

✂ Hvorfor fik jeg ikke dig at tvinge
og dit Bryst at træde med min Fod?
Hver en Slagfjer i din Viljes Vinge
skulde stækkes og dit stolte Mod.

✂

Han.

✂ Endnu har du Kvindens unge Duft,
den, som Mandens Nerver helst vil sanse,
og en Drift mod høje Bjærges Luft
og et Blik, der blinker som en Lanse.

✂

Hun.

✂ Og jeg tror, din Arm har vundet Spændkraft
til at knække al min Trodsighed,
og jeg ser, dit Blik har endnu Tændkraft
til at slaa som Lyn i Sjælen ned.

✂

Han.

✂ Men din Skønhed har ej Solens Magt,
som med hvide Flammer Øjet blinder.
Maanens blege Glans har blidt sig lagt
over Panden og de fine Kinder.

✂

Hun.

✂ Men er Maanenatten mindre skøn?
— Atter blomstre vore visne Drømme.

✂

Han.

✂ Og dit Øjes dybe Sø er grøn
som Lagunen, hvor Paladser svømme.

✂

Hun.

✂ Styrt dig som en Dykker i mit Indre!

✂

Han.

✂ Hvor min Ungdoms Stjerner atter tindre ...

✂ Febr. 1891.