Drøm.

✂ Jeg hørte Vandfald bruse
og Guldinsekter summe,
et Hav af visne Blade
om mine Fødder skumme.

✂ Imellem Skovens Stammer
stod Solen stor og gylden,
og om mit Ansigt bølged
en lummer Lugt af Hylden.

✂ Med eet tav Løvet stille
og standsed alle Lyde,
ingen Insekter summed,
mit Blod jeg hørte syde.

✂ Højt i den store Stilhed
pibled i Dryp en Kilde,
som om den over Skoven
og Verden lyde vilde.

✂ Da saa jeg høje Liljer
af Muldet skinne hvide,
og blankt af deres Kalke
Draabe paa Draabe glide.

✂ Det gule Støv, de stænked
af deres Kalke hvide,
paa mine Hænder følte
som dryppende Ild jeg svide.

✂ Vanddraabe faldt paa Draabe
og blev til spinkle Strømme,
der som en Sølvtraad glimted
og borte blev i Drømme.

✂ De hvide Liljers Taarer
i Aftenrøden lued.
Med eet jeg for mit Ansigt
en sløret Kvinde skued.

✂ Hun aanded paa mit Øje,
da blev det tungt af Taare.
Hun var mig ganske fremmed
og dog saa velkendt saare.

✂ — „Du har min Moders Øjne,
Du sorte sære Kvinde;
om Læber, jeg har elsket,
mig dine Læber minde.

✂ Alle mit Hjertes Længsler
staa tegnet paa din Pande,
bløde Erindrings-Linjer
i dine Træk sig blande.“ —

✂ Da lød en stille Stemme,
den lød som Graad, der risler,
som Nattens Suk, der sagte
hen gennem Skoven hvisler:

✂ — „Jeg græder dine Taarer,
jeg græder Kvæld og Morgen,
jeg græder dine Taarer,
jeg græder — jeg er Sorgen.

✂ Jeg svøbte dig og lagde
dig til din Moders Bryster,
og hver en Gang du elsker,
i min Favn jeg dig kryster.“ —

✂ Da drypped alle Liljer,
med Vand og Ild de stænked,
en navnløs Ve og Jubel
sig i mit Hjerte sænked.

✂ Jeg følte hendes Læber
sig tungt mod mine trykke
— med Moderkyssets Ømhed
og Elskovs bitre Lykke.

✂ 23. Juli 1893.