Aften.

✂ Kastaniebladet af Vinden
løsnet hvirvler sig højt,
og Luften køler Kinden
med Søens stænkende Sprøjt.

✂ Men Vandet sagtner og spiller
som rødmende Perlemor.
Ind mellem Broernes Piller
de snehvide Svaner ror.

✂ Nu synes Himlen sig højne
uendelig mange Mil,
og Stjernernes milde Øjne
sender mig duggede Smil.

✂ Og gennem mit Hjerte lufter
Aftenens kølige Træk,
og tusinde Knopskud dufter
i Mindernes Rosenhæk.

✂ Min Længsel flyder med Svanen
bort paa det bløde Vand
— i sagte skælvende Anen
mod Lykkens skumrende Land.

✂ Og Vestens rødlige Stjerne
spejler sig i mit Blik:
Jeg véd — i det evige Fjærne
jeg ogsaa mit Udspring fik.

✂ Jeg véd — at Baand kan ej binde
Sjælenes Vingefang:
Engang skal de Vejen finde
blandt talløse Kloders Gang.

✂ 18. Maj 1892.