Georg Brandes.
✂ 25. Oktbr. 1891.
✂
En stille Nat. Den dyb-safirblaa Himmel
med Stjerneøjne gennem Ruden stirrer.
I Stuen glimter hen langs alle Vægge
Bogrygges stumme, falmet-gyldne Titler.
I tvende Glas der funkler ædel Vin.
Og midt i Stuen, i en Kurvestol,
belyst af Lampens mælkehvide Skær,
smidig og ildfuld sidder Manden selv.
✂
Han taler. Og de stumme Bøger lytter,
og Navne klinger, Tanker springer frem
af denne bogbegravne Visdomsskat
som Mandelblomster af en vissen Stav.
Han taler: Stærke Aanders Tankestorm
ombruser mig og rusker i min Sjæl.
✂
Han taler — og hans Stemme er saa blød,
som spilled et Piano en Sonate.
Min egen Læsning var mod dette Spil
kun flittig Gransken i et Partitur,
hvis Noderækker savner Klangens Liv.
✂
Han taler, og hans Røst har Smæld og Dirren
som Buestrængen bag en afskudt Pil.
Lig Diamanten skærer denne Stemme
i unge Sind — som i et Rudeglas.
✂
Ungdoms-Befrier er han. Dog jeg véd,
Ungdoms-Fordærver kaldtes Sokrates
af dem, der brygged ham Skarntydedrikken,
skønt ingen Ungdom ejed bedre Ven.
✂
— — Han sidder længe tavs, gaar saa til Vindvet
og aabner det, og ind imod os slaar
den skarpe Morgen og den stærke Vaar.