En Krans.

✂ En Dag skal rinde uden dine Smil.

✂ Som Solen savnes paa en Regnvejrsdag,
saaledes vil mit Hjerte savne dig
og synke hen i Suk og Tanketaager.
Men midt i Taagerne skal Blomster skinne,
— dem sætter her jeg sammen til en Krans
med Duft af Mynte — mærker du, Veninde?

✂ Jeg lægger mig blandt Engens høje Straa,
hvor Hjertegræsset nikker venligt til mig.
En Pilevaand jeg klemmer i en Kres
og binder let i lange snoede Sving
af Gøgeurtens saftigt grønne Blade
en Krans til dig — smal som en Pandering.

✂ Saaledes slynger sig min Drøm om dig,
og lysner det af Guld i mine Tanker,
en Glorie det tænder — om dit Haar.

✂ Den Krans skal dufte af den stærke Sol,
af Mjødurt og af Dild og Krusemynte,
den Krans skal skinne skønt af Sommerfarver,
af Valmupurpur og af Liljers Lin,
af Akkelejens mørkeblaa Brokade,
af Nellikrodens fine rosa Kød
og Glemmigejens lyseblaa Pailletter.

✂ Den Krans skal være som et Diadem,
der trykkes paa min unge Dronnings Pande,
isprængt med Solens matte Diamanter.

✂ Og om den Krans skal flagre Sommerfugle
—- og det er alle mine Hjertensønsker —,
og om den Krans skal flyve gyldne Biller
— og det er alle mine rige Tanker,
som kun blev til for dig, —
og om den Krans skal skares blaa Libeller,
der svirre blinkende hen gennem Luften,
— og det er alle mine blanke Minder,
der opsteg af vor Elskovs dybe Sø.

✂ Og jeg er hos dig, naar du mindst det venter,
— en Sommerfugl, der sidder paa din Krans
og hviler sig en Stund paa Gøgeurten
og ser paa Haarets bløde Krus og Bølgen
om Tinding og om Pandens tavse Himmel —
jeg ser de Øjne le og skifte Lød
som glasgrønt Vand i Solens skarpe Blinken —
og i et Kys jeg strejfer let din Kind
og Øreflippens lille fine Hul ...

✂ ... en Sommerfugl, der flagrer henrykt om dig.

✂ 17. Juli 1889.