Michaëlis, Sophus Solblomster

SOPHUS MICHAËLIS

📖 SOLBLOMSTER
TITELVIGNET AF FRODE ESKESEN

JAKOB H. MANSAS FORLAG
P. PETERSENS BOGTRYKKERI (EGNONT H PETERSEN)
1893

II

LE SOLEIL.

— — —

Ce père nourricier, ennemi des chloroses,
éveille dans les champs les vers comme les roses.

— — —

Baudclaire.

III

INDHOLD.

  • Side
  • Solblomster...................1
  • Et Billed...................3
  • En ung Piges Sang...................6
  • Nyaarsny...................8
  • Du Sol —...................10
  • Dans...................11
  • Sol paa Sne...................13
  • Sang...................14
  • Langfredag...................15
  • Erindring...................18
  • Skumringasang...................20
  • Foran Christiansborg...................22
  • Skovbryllup...................26
  • En Krans...................28
  • Storhed...................31
  • Talisman...................32
  • Pensée...................33
  • Bøn...................35
  • Hver lille Gnist —...................36
  • Saa let —...................39
  • Livets Rus...................40
  • Spleen...................42
  • Buketten...................44
  • IV
  • For alt det Bøde Liv —...................45
  • Solskin...................46
  • Sirene...................49
  • Du kom...................51
  • Saa tit —...................53
  • Hymne...................54
  • Gensyn...................56
  • Vort Liv...................61
  • Georg Brandes...................63
  • Tvillingstjerner...................65
  • Aften...................67
  • Nonturne...................69
  • Før og nu...................72
  • Barnet...................74
  • Stille —...................76
  • Søvnløs...................78
  • Forraadt...................80
  • Aftenvandring...................84
  • Sang til Solen...................98
  • Ekko...................101
  • Høst...................102
  • I Observatoriet...................107
  • Morgen...................109
  • Sorte Diamanter...................111
  • Scherzo...................112
  • I Skoven...................114
  • Kilden...................110
  • Bryllup...................117
  • Bekendelse...................120
  • Hvor skulde jeg —...................122
  • Drøm...................123
  • Hvad vil I mig —...................127
  • Kornmod...................128
  • V
  • En svovlgul Sommerfugl...................130
  • Tordenluft...................131
  • Nonne...................133
  • Mimosefølsom —...................135
  • Solnedgang...................136
  • Stjerneskud...................138
  • Nu lukker Nøkkerosen...................141
  • Tilegnelse...................143
  • Thanatos...................145
  • Skyer...................150
  • Jeg elsker —...................151
  • Jeg beder —...................152
  • O Pust af Evighed —...................153
  • Urskov...................155
  • Sorg...................157
  • Nat...................158
  • Til —...................159
1

Solblomster.

O stærke Glød, som Millioner Mil
udstrækker dine milde Straalearme
og gyder i min Sjæl din gyldne Varme
og smitter Kinden med dit Purpursmil!

Du farver Blodet i mit Hjerte rødt
og havblaa Ringen om Pupillens Mørke,
i Farver spalter du din hvide Styrke
og smelter dem paa mine Kinder blødt.

Du dufter stærkt i Korn og Markens Dild,
dit Kys kan aabne alle Blomstermunde,
du stiger ned i Kløfter og i Grunde
og tænder Diamantens hvide Ild.

Mod Evighedens Kyst du lader blaane
den blanke Himmel; naar du gaar, ved Nat
en Afglans af din Skønhed har du sat
til Minde om dig selv — den milde Maane.

2

Medusa med det gyldne Straalehaar,
forsten mig ikke med dit stærke Øje,
lad mig i Andagt for dit Lys mig bøje,
imens dit Solkys til mit Hjerte naar.

Jeg véd en Blomst, som du gav Glans og Glød,
hvis Kinder dine Purpurkys har viet,
hvis stærke Blod dit Moderbryst har diet,
som bærer Solens Længsler i sit Skød;

ud fra hvis Øje gaar en dunkel Magt,
et Lys af Mulmet med en solfødt Varme,
et Favntag som af dine Straalearme,
— en evig Skønhed i en Afgrund lagt.

Bevar mig denne Solblomst, stærke Gud,
og giv den Duft og lad mig Blomsten eje
og gro med den paa dine gyldne Veje,
— kast aldrig mig i evigt Mørke ud.

Men lad mig leve i dit gyldne Gry,
en Blomst blandt dine Millioner andre,
hvis Liv i evigt Vexelløb skal vandre
og visne — for at fødes kun paa ny.

23. Septbr. 1893.

3

Et Billed.

Der hænger paa min Væg et lille Billed,
som fordum fængsled mig og drog mit Øje,
hvad Kunst det er, véd ikke jeg saa nøje,
men i min Billedkres var højt det stillet.

Det viser Romeo, der sidste Gang
har Julie i Favn og elskovsbøjet
ser hende bønligt dvælende i Øjet:
„Ej Lærken, Søde, — Nattergalen sang.“

Det svimler for ham i en Ønskerus,
— som sank hans Sjæl i havblikstille Vand
saa dybt, saa dunblødt, medens Koncha-Sus
sang i hans Øre fra en Drømmestrand ...

Men hun staar rolig — uden Ord og Lyd —
med køle Arme om hans hede Hals,
kun levende i Mødetidens Fryd, —
og véd ej, Skæbnen har to Liv tilfals.

4

Saa mangen Aften flød lig Maaneskin
fra dette Billed i min Stue ind,
og Tanken blussed i en hellig Glød
for denne Elskov, trofast indtil Død.

Men Tiden bruner alle Ungdomsfarver,
den bleger Romantikens Rosenlød;
min unge varme Stemning længst var død,
og mine Minder hang som visne Larver.

Thi Livets Pligter ædru Dagslys kræver,
hvis Skær gør kritisk haard og skeptisk kold,
saa ej man Drømme giver sig i Vold
og ej for længe i en Stemning svæver.

— Dog, — sidder jeg en Aftentime stille,
naar Lampen, nylig tændt, med Dagen kæmper,
hvis Skær Gardinet endnu ikke dæmper,
— og lader Minderne om Lyset spille

som kaade Møl, — da bliver jeg saa blød
i Hu; saa vemodsstemt jeg stirre maa
i Lampen ind, der lyser gyldenrød,
mens Dagen svinder bort i Skygger blaa:

5

Hvert bittert Nag skal i et Suk forsvinde,
min Klage sagtne som mod Aften Havet,
og frem skal dukke mangt et modigt Minde,
som Arbejdsgruset længe har begravet.

Og Følelsen skal svulme til en Sø,
der bærer Længslerne lig lette Svaner
did over til den stedsegrønne Ø,
hvor Elskov blomstrer, skøn, som ingen aner.

Og kom du Søde, som jeg tænker paa,
da sank jeg ned og favned dine Knæ
og tigged ved dit Hjerte mig et Læ,
hvor Verdens vilde Storm kan ej mig naa.

Jeg kyssed dig paa Haand og Mund og Haar
og læste Troskabsløftet af dit Øje:
— Hint lille Billed genfødt for mig staar,
hvor tvende Elskende sig sammen bøje ...

Oktbr. 1886.

6

En ung Piges Sang.

(Musik af August Enna).

Og er der et eneste Hjerte kun,
der slaar i raskere Slag
ved Tanken paa mig og en Mindestund
mig vier ved Nat og Dag.

Og er der en Haand, der vil stryge mit Haar
og køle min hede Kind
og tørre mig Graaden af Øjet, naar
en Sorg mig ligger paa Sind.

Og blusser en Blomst i min Vindveskarm,
et eneste grønnende Skud,
som voxer for mig, for at smykke min Barm,
naar den folder sin Farve ud.

7

Og har en Eneste Øre til
at høre min Længselssang,
og er der to Arme, som kærligt vil
i Nød mig slutte i Fang.

Og blev jeg i Verden kun god for Een,
kan fylde hans Liv og Sind,
og kan jeg glatte hans Pande ren
og kysse ham Modet ind,

— da blev jeg rigere vel end den,
der Gods og Guld fik i Magt,
da fik jeg mere at virke end den,
der bærer Dronningedragt.

26. Juli 1887.

8

Nyaarsny.

I Tidens Hovedbog et Blad der vendes ...
En Vinteraften — Himlen bleg af Lød,
med Stjerners spinkle Tindren — Nyet tændes.
En gaar ad Vejen med et tigget Brød,
af Andre Bønner højt mod Himlen sendes,
af En i Taarer, En i trodsig Nød.
En Moder med sit Barn ved Vindvet stiller sig:
„At ej det nye Aar fra Barnet skiller mig!“

Og Tiggeren, som fik sin Pose fuld,
or glad i Troen, at han ej skal mangle,
og Barnets Moder rasler med dets Rangle
og ønsker, hendes Glut maa vinde Huld;
og En har Lommen fuld af myntet Guld
og haaber større Guldfisk snart at angle, —
af Nyaarsnyet tager Hver sit Varsel:
den Ene Bryllup og den Anden Barsel.

9

Men alle I, som Maane-Seglen ser,
— et Diadem paa Aarets unge Pande,
der lyser langt ud over Jordens Strande, —
løft eders Hoved, tag ej Varsler mer!
Thi selv I raader mest for, hvad der sker,
I selv skal gøre eders Haab til sande:
I skal jo Tidens tunge Svinghjul drive
og lægge Sæd, som mange Fold kan give.

Men tænk en stille Stund, i Sind saa mod,
hvor Livets Bog har karrigt talte Blade!
Nu sloges op en ny og ukendt Flade,
der skrives skal med eders Hjerteblod.
Og husk, at der er meget, I skal hade,
men ene Kærlighed gør Sjælen god! ...
Saa nikker trøstigt vi til Nyaarsnyet:
Vi skælver ej, om Aaret bliver skyet.

1888/89.

10

Du Sol —

Som Bulmeurt og Galnebær
har Verden onde Øjne,
der skinne skarpt i giftigt Skær
med Blik af lumske Løgne.

Du Sol, som straaler gylden god
og lokker Smil af Kind,
bland du med mig dit varme Blod
og skin mig glad i Sind.

Skin du mig glad og skin mig skøn
som Markens Tusindfryd,
der straaler, skønt den gror i Løn,
langt mer end gylden Pryd.

Ej Bulmens Gift skal skade mig
og voxe mig for nær:
Lad hele Verden hade mig,
naar Een kun har mig kær.

Jan. 1889.

11

Dans.

Der danser Maane, danser Sol, der danser tusind Stjerner,
den lange Runddans uden Lyd sig over Himlen fjærner.

De kruse Bølger hoppe let paa Borgegravens Flade,
selv Abildgaarden rasler op til Dans med sine Blade.

Fra Hjertet danser Blodet ud, i hele Kroppens Banken
fornemme vi den samme Takt, som ogsaa tøjler Tanken.

Og Slægter danse frem paa Slægt, de danse over Grave,
og Alle danse, som endnu kan staa foruden Stave.

12

Se, Jorden er saa stort et Gulv, som vi til Dans vil bone,
— i Himmerige danse selv de Engle om Guds Trone.

Saa karrigt kun blev Glæden os af Fru Fortuna givet,
i Morgen venter Døden, men — i Aften har vi Livet.

Lad derfor Dansen løbe let i Jorderigs Pavluner,
— de Døde danse skal engang til Dommedags-Basuner.

I Himlen danse Somme ind i festlig Polonæse;
men Satan til en vild Kankan i Helved op skal blæse.

Jan. 1889.

13

Sol paa Sne.

Her skinner Sol paa Sne, der gnistrer hvid
som Marmorblokke, nylig brudt og spaltet,
— et vældigt Brud til Brug for Verdensaltet,
til Leg for Guder nu ved Middagstid.

Her slumrer jo en Hær af Monumenter,
af Kunstnerdrømme i den hvide Sne,
her er jo Stof til hver en stolt Idé,
— det hele kun sin Billedhugger venter.

O rige Sjæl, der Verden gennemtrænger,
du former intet, thi det skabte Værk
er kun et Minde om en død Idé.

Dit hvide Marmor du i Verden slænger:
Vor Kunst er svag — din Fantasi er stærk,
du smelter vore Statuer som Sne.

Marts 1889.

14

Sang.

Ved Foraarstide det risler med Sang
ud over Alverdens Enge,
til Jordens evige Jubelklang
stemmes Hjerternes Strenge:
for den fagre Tid,
som vi vented saa længe.

Nu spirer der Græs af Solgudens Spor,
nu løves, hvad længe laa øde,
i Høst det lagdes i sorten Jord,
men nu staar det op fra de Døde:
Saa tavst de tusinde Blomster gror
sig skinnende ranke og røde.

Den unge Kvinde har Vaaren gemt
dybest i Hjertet inde:
Dèr skyder hver Blomst, man troede glemt,
og dufter sødt som et Minde;
— men naar og for hvem
skal Myrtekransen hun binde? —

4. April 1889.

15

Langfredag.

Det er Langfredag. Skarp og kølig Luft
og spinkel Sol paa alle Haandværkskoners
pudsede Ruder, hvor lidt Foraarsgrønt
— en Hasselkvist med Rakler, Anemoners
Snehvidt blandt Lungeurters Blodigtblaa,
samt gyldne Stjerner i et Vandglas staa.
Og alle Folk, som ned ad Gaden gaa,
har samme Ord: Hvor er dog Vejret kønt!

Ja vist, nu mindes man den store Jøde,
hvorlunde fordum han paa Korset hang
og skyldfri selv for Verdens Synder døde,
den fromme Selvfornægter, jomfrubaaren,
nu naglet til et Kors, saa Blodet sprang
og farved Spigerne saa rustenrøde,
— hvor mildt at mindes dette hen ad Vaaren.

16

Ja, Klokkerne har kaldt den hele Dag,
og Havnens Skibe skinner stærkt af Flag.
Og Præsterne har højtidsstemte messet
og præket rørte over Dagens Text
og Lammet med Alverdens Synd belæsset
og atter bedt om Troens stille Væxt.

Og mange Øjne har set fromme ud,
og nogle Hjerter følt sig helt beklemt
ved dette Pust af Død og Rettersted,
— til Præsten lyste over Hver sin Fred,
og Orglets Vemod sødt fik Sindet stemt.

Saa gaar de bort, forsonede med Gud.

En dugget Hinde ses i Øjet blinke,
— den Tur til Golgatha er bittersød.
Men kønt de mindes deres Frelsers Død
i Hjemmet med Grønlangkaal og med Skinke ...

... O Armod i en stakkels stækket Sjæl,
o vadmelsklædte Kirkegængerskare,
hvor skulde du vel kende Syndens Fare?
— Dig bider ingen Slange i din Hæl.

17

Du synder ikke — du er tossegod,
du kender ikke Lidenskabens Brynde,
du har et galdefrit, fortyndet Blod,
der koger ej, — du mangler Mod at synde.

Dit Syn blev sløvt, din Tanke gold og sejg,
du ser kun Vejen til din Arbejdsplads.
Du skuler til Tyrannernes Palads,
— din største Synd er den, at du er fejg.
Du dukker ned dig i din Kirkestol,
din runkne Haand om Salmebogen klemmer,
med kraftløs Mimren du i Sangen stemmer
og gyser i Langfredags blege Sol.

Den store Jøde dog for dig er død
— hans Død dig skulde give Mod at vove
at ligne ham, der Trælleaaget brød,
men du vil glemme først og siden sove.
For din Skyld har da ingen Martyr lidt,
du er et Lam, der ikke kender Brynde,
men alle Ulve omgaa Kirken vidt,
— de stærke Sjæle, som har Mod at synde.

18. April 1889.

18

Erindring.

Du med det kære Navn, jeg mindes dig
i Aftenstundens tyste Tonehav,
hvori min Tanke synker.
Paa Strømmen driver der en enlig Lotos
med duftfyldt Kalk —
og Duften er dit Navn,
og Blomsten det er dig.

Du med det kolde Kys, jeg mindes dig ...
Mig griber Aftenstundens Havfru-Arme,
og Bølgen vugger om min nøgne Skulder,
som Solen kysser med sit sidste Lys.
En vandkold Arm slaar om min hede Hals,
din Læbes Is sig fæster paa mit Bryst:
Med Vellyst, Havfru,
jeg føler, at du suger al min Sjæl.

19

Du med det sære Blik, jeg mindes dig.
I Østen skinner alt den første Stjerne
og stirrer paa mig som en Slanges Øje,
foruden Glippen, uden Blink ...
Dit Øje hviler altid over mig
og slipper aldrig mit. — Jeg dør i dit,
nu, da jeg uden Suk og uden Vaande
i Aftenstundens stille Vande synker
og dykker langsomt
mod dens dybe Bund ...

19. Maj 1889.

20

Skumringssang.

Mit enlige Fodslag sagtner
hen over den støvgraa Sti,
jeg hører en Myg, som kommer
og summer mig skarpt forbi.

Der staar paa den Vesterhimmel
en Sky saa rød som Koral;
en Stjerne er tændt som en Perle
midt i en Muslingeskal.

Blade og Straa de hvisle
uroligt i Aftenens Vind;
det suser igennem Skoven,
som i et sukkende Sind.

Det dufter fra Tjørnens Blomster,
det dufter fra Græs og fra Jord.
De Træer, jeg møder, mig hviske
saa mangt et underligt Ord.

21

Mit Sind er belemret af Skovlugt,
der tryller mig sært paa Vej:
Det suser og hvisler herinde
af tusinde Længsler mod dig.

Jeg føler din hede Aande
slaa ud fra det slumrende Krat,
som redte du Lejet derinde
for mig til en Brudenat.

Jeg gaar i den skumle Aftens
Koglen ad Skovens Sti
og skimter din hvide Skygge
svinde mig tyst forbi.

Nu gav jeg jo tusinde Dage
kun for et Kys af din Mund,
— mit Liv for et Favntag i Nattens
kærlighedssvangre Stund.

19. Maj 1889.

22

Foran Christiansborg.

Midt i et grønt Buskads Gudinden troner:
Dèr staar Athene mod violblaa Luft
i tungt Metal af grønligt sorte Toner
med Oliegren og Spyd
— stolt som en rank Cypres.

Om hende bølger let Syreners Duft,
de grønne Buske favner hendes Knæ,
og rundt om blinker Sol paa Blad og Græs,
mens Vinden leger med et ensomt Træ.

Men hun staar tavs i Blik og tung i Minen
og stirrer paa Ruinen,
som mindedes hun lønligt Danmarks Tab.

23

Dèr smutter Sol ad aabne Vindvers Gab,
som eengang spruded Ild lig vrede Drager;
og Slottet har ej Tjæld, ej Kobbertag, —
det gløded grønligt hin Oktoberdag,
da højt mod Himlen Ildkaskader sprang,
da Guldtapeter flunked op i Flager,
Gardiner blussed som Papir af Silke,
og Ildens Salver gennem Slottet klang,
mens udenfor
Høstløvet rasled brændt paa sine Stilke ...

Nu skinner Himlen gennem Muren ind,
og Edderkoppen spinder frit sit Spind
i tykke Karme over svedne Sten.

Athene strækker ud sin Oliegren:
En Fredsgudinde, som i Solen blunder,
en Fred, der drømmer og har gode Stunder,
som lader Glemslens Kvikgræs roligt gro
og Minder husvildt i Ruiner bo,

mens Vaaren rejser trindt de sunkne Mure
af Grønt og Græs og løfter højt sit Banner
af Løv, som Solen med en Guldbort rander.

24

Naturen kender ingen daadløs Fred:
den bygger op, hvad selv den nys slog ned.

Derhenne staar Herakles — rank og prud
med nøgne Lemmer under Løvens Skrud,
med brede Skuldre og med fulde Lænder,
med sikkert Fodslag og med faste Hænder,
— stor i sin Stolthed ser han Solen frank
i Øjet, mens hans Pande lysner blank.

Du Manddomsgud, hvor lidt er nu du kendt!
I højre Haand din Kølle vel du knuger,
men staar kun som i Malm et Monument
for al den Kraft, som ingen mere bruger.
Forlængst blev Verden delt blandt Diplomater,
der med Forstanden styrer deres Stater,
og al den Styrke, du har fordum haft,
vurderes nu som anden Hestekraft.
Dit Mandsmods gyldne Tid er længst forbi —
det kaldes nu kun Fusentasteri.

Ak, al din Styrke blev saa stiv som Sten —
af Tusinder dig kender næppe Een.
Athene slumrer med sin Oliegren.

25

I staar saa tavse i den gyldne Sol
— foran et afbrændt Slot et glemt Symbol.

Se, denne Plet, hvor Danmarks Rat har knaget
i Hundreder af Aar og styret frem,
nu ligger glemt og ligegyldig vraget, —
og tusind Minder ejer intet Hjem.

Men Murene har Ilden ikke fældet,
og Himlens Blaa har Kongeborgen tjældet.

28. Maj 1889.

26

Skovbryllup.

Spring, du smaa Dryade,
mellem Ege rundt og bind af Blade
dig en Særk til Brudeseng i Skoven.
Ingen ser dig uden jeg, som titter
gennem Græssets høje Klingegitter,
og en Sisken, som ser til fra oven.

At de kyske Jomfruben kan dækkes,
skal et Bladeskørt om Midjen lægges,
virket med Ranunklers gyldne Flitter.
Dine kaade Fødder skal jeg sko
med Sandaler — Egeblade to,
randede med gule Margueriter.

Om dit høje Bryst skal slynge sig
Bregne-Kniplinger og gynge sig
efter Hjertets Taktslag som i Dans.

Se, jeg plukked dig en Brudekrans,
blaa af Kornets Blomster, hvid af Vandets Lilje,
fyldt med Guld, besprængt med blanke Perler.

27

— Og til Øredupper har jeg røde Snerler.
Elskede, saa vær mig nu til Vilje!
Kransen paa dit sorte Haar jeg sætter.
Lok og Blomster i hinanden flætter,
Nøkkerosen — Diademets Tinde —
lad den skinne
for os i de skønne Sommernætter!

Nærm dig til mig — klædt og dog saa nøgen:
Skørtet væved Egen dig og Bøgen,
og Korsettet er af Kniplingsbregner.

Mens du smykked dig til Sommerbrud,
Seng jeg redte over Græssets Skrud,
trindt en Vagt af Graner smaa vort Leje hegner;
men foroven blaaner Luften blank,
og vor Himmelseng er himmelslank.

Smil, du smaa Dryade,
smil som Soltit mellem Egeblade,
du skal hele Brudenatten smile.
Lad mig bølge ved din Latterbarm,
nu jeg favnes af din fine Arm
for i Skovens Himmelseng at hvile.

14. Juni 1889.

28

En Krans.

En Dag skal rinde uden dine Smil.

Som Solen savnes paa en Regnvejrsdag,
saaledes vil mit Hjerte savne dig
og synke hen i Suk og Tanketaager.
Men midt i Taagerne skal Blomster skinne,
— dem sætter her jeg sammen til en Krans
med Duft af Mynte — mærker du, Veninde?

Jeg lægger mig blandt Engens høje Straa,
hvor Hjertegræsset nikker venligt til mig.
En Pilevaand jeg klemmer i en Kres
og binder let i lange snoede Sving
af Gøgeurtens saftigt grønne Blade
en Krans til dig — smal som en Pandering.

29

Saaledes slynger sig min Drøm om dig,
og lysner det af Guld i mine Tanker,
en Glorie det tænder — om dit Haar.

Den Krans skal dufte af den stærke Sol,
af Mjødurt og af Dild og Krusemynte,
den Krans skal skinne skønt af Sommerfarver,
af Valmupurpur og af Liljers Lin,
af Akkelejens mørkeblaa Brokade,
af Nellikrodens fine rosa Kød
og Glemmigejens lyseblaa Pailletter.

Den Krans skal være som et Diadem,
der trykkes paa min unge Dronnings Pande,
isprængt med Solens matte Diamanter.

Og om den Krans skal flagre Sommerfugle
—- og det er alle mine Hjertensønsker —,
og om den Krans skal flyve gyldne Biller
— og det er alle mine rige Tanker,
som kun blev til for dig, —
og om den Krans skal skares blaa Libeller,
der svirre blinkende hen gennem Luften,
— og det er alle mine blanke Minder,
der opsteg af vor Elskovs dybe Sø.

30

Og jeg er hos dig, naar du mindst det venter,
— en Sommerfugl, der sidder paa din Krans
og hviler sig en Stund paa Gøgeurten
og ser paa Haarets bløde Krus og Bølgen
om Tinding og om Pandens tavse Himmel —
jeg ser de Øjne le og skifte Lød
som glasgrønt Vand i Solens skarpe Blinken —
og i et Kys jeg strejfer let din Kind
og Øreflippens lille fine Hul ...

... en Sommerfugl, der flagrer henrykt om dig.

17. Juli 1889.

31

Storhed.

Hvad Storhed er? — Giv Svar, som ikke svækkes!
— For Alexander Verden var for lille:
stor som en Stormflod — svandt han som en Kilde,
hvis spinkle Strøm af Ørkensandet dækkes.

Saa stor var Cæsar, at hans blotte Navn
blev Verdens Vældige en Hæderstitel:
da Morderdolke farved rød hans Kittel,
knuged ham Døden lille i sin Favn.

Hvad Maal kan villes, som ej Andre naade?
Hvad Tanker findes, hvortil ingen kom?
Hvem løser Livets varseltunge Gaade?

Ej Vold og Viljer, som mod Magten tørste,
ej Granskertvivl, som føder Fattigdom,
— en Kvindes stædige Tro, den er den største.

13. Avg. 1889.

32

Talisman.

Hold Kærlighedens store Guldmynt hel,
giv ej den ud i Smaamynt som de Fleste,
thi slidte Skillepenge er det meste,
— ud stykkes ogsaa Hjertet, Del for Del.

Saa rask den store Hob til Medynk stemmes,
den rives hen og elsker altfor let;
men Føleriets Skillemynt er slet,
og renest er den Følelse, som gemmes.

Bær da din Guldmynt som en Talisman,
der rig skal gøre Een, hvem længselsfuld
og tro du elsked, saa du sige kan:

Ej trange Tider fra min Mynt mig skilled,
den præged jeg af alt mit bedste Guld,
og du alene véd Adversens Billed.

13. Avg. 1889.

33

Pensée.

Du Sommerfugleblomst, som lavt i Græsset
staar tankestum og stille paa din Stængel,
der lig en Lænke holder dig til Jord,
— du skal ej flagre som et Solskinsdigt
hen over Somrens Flod af Farvebølger,
men som et Suk, der drages uden Lyd,
en ordløs Tanke klædt i tunge Farver,
i Fløjlets bløde Dybde sænket,
skal du, Pensée,
dit Liv paa samme Plet i Græsset leve.

Saaledes blev min egen Lykkedrøm:
sart som en Længsel, der ej kender Ord,
tung som en Fanges nattemørke Drøm,
der flyver kun i Lænke;
— en fløjelsdunkel Blomst, der ikke ses,
men som i Livsfryd skælved,
da Afrodite med sin Fod den strejfed.

34

Saa nær engang den skued Øjne to
— lavendelblaa de skinned i dens Hjerte —
saa nær den sitred under en Kvindemund
—som drypped Kyssets Blod i Blomstens Bæger —
saa hedt den skælved under Blikkets Sol,
— som dryssed Ild der ned i Blomstens Gemme.

Saa nær, saa nær — og dog saa hurtigt fjærn:
— Gudinden glansfuld over Græsset gled,
med Fod og Øje hun Penséen strejfed.

O søde Blod fra Afrodites Læber,
o Pust fra Paphos' skumbestænkte Skove!

Nu staar den stille som en lænket Blomst,
ej lig en Sommerfugl den følger hende,
men skælver i den Glans, som hun har kastet,
med Tak for Tanker,
som fødtes under hendes Øjnes Sol,
for Blomsterdrømme,
som hendes Læbers Blod gav Purpurfarve.

31. Avg. 1889.

35

Bøn.

Giv mig igen min Ungdoms Tro
— den var som en Haand, der leder
hver Aften jeg gik saa frejdig til Ro,
tryg som en Dreng, der beder.

Giv mig min første Elskovs Lyst
— min paafugleskinnende Pige —
hun som gav mig sit hvide Bryst,
sit Skød det duftende rige.

Giv mig heller min Ungdoms Trods,
der Front imod Verden vender:
Der sidder en brændende Gud i os
og knytter til Kamp vore Hænder.

25. Septbr. 1889.

36

Hver lille Gnist —

Hver lille Gnist af hendes Skønheds Ild
tænder mit Altar, fyldt med Elskovs Myrrha —
i Blus og Lue staar det, tændt i Brand
af blot et Blik, et lille Smilets Lyn ...

Jeg kender dig. Jeg kysser al din Rigdom,
jeg ser den bugne bag de dølgende Klæder,
og rører jeg blot Huden paa dit Haandled,
det er som kyssed jeg dit hele Kød,
hvor blankt og blødt det blunder i sit Skjul.

Jeg elsker alt, hvad der har rørt ved dig,
misunder alt, som bæres af dit Legem,
for dig maa Jorden elske — dig maa elske
det Guldbaand i dit Haar og Handsken paa din Haand.
Og havde al din Pynt og Klædning Tunger,
besynge vilde hver sin Viden om din Skønhed,
hvor ren og duftende og skøn og skær
37 du er fra Neglen paa din lille Finger
til dine trinde marmorfaste Ankler.

Din Skønheds Pris mig skinner mildt i Møde
fra det snehvide Silkefoer i dine Sko.

De er som tvende smale svaje Skibe,
der fragtet har min Elskedes Gudelegem
og bærer det med Stolthed frem i Verden.
Far I kun vide, læg jer ej i Havn,
tuml hende lystigt kun i Dansens Brænding,
naar Hælen vipper op og Spidsen synker!
I danser over Hav og over Land,
I kender hele hendes lette Vægt:
Den Blomst ej blødte, som hun traadte paa,
— med jer jeg gerne mig til Døde dansed.

I skønhedsstøbte Smaa fortæller mig:
Saa let — saa let hun glider gennem Verden,
saa lille Plads behøver hendes Legem,
af hendes Skønhed kun saa ringe Del
den kolde sorte Jord faar Lov at kysse —
I er Signeter to, som stempler Jorden
med hendes lille Herskerindemærke.

Staa stolte dèr paa Tæppet, søde Smaa,
38 et lille Skridt den ene for den anden, —
saa ser jeg hende stige rank af jer:
Frem voxer hendes Ben som gyldne Søjler;
fra dette Fodsvang ser jeg Linjen bølge,
en anden over Vristen rytmisk følge ...
— I Fundamenter for det slanke Slot,
hvor hun er Dronning, som har mig til Drot.

Vend jer saaledes altid imod mig
og kom til mig med Skatten, som I fører:
I er for mig to bitte smaa Juvelskrin,
der dog de største Ædelstene rummer.

4. Decbr. 1889.

39

Saa let —

Saa let dine Ord lader dufte du
af Salve og yndet Essens,
— for blot een Draabe af Lægedom
er alle dine Flasker læns.

Du taler om Elskovens Rovdyrtag,
der flænser dit Hjertes Kød,
— du fraadser i Frasers fedeste Sul
og mangler det daglige Brød.

Og Drømme puster du fra din Mund,
du sukrer til Honning din Slim,
— men Livet er koldt, og dets isnende Luft
stivner din Aande til Rim.

Gak heller og bliv en stum Stylit,
der bider sin Tunge i Blod,
foragtende alle de Daarer,
der larmer ved Søjlens Fod.

4. Jan. 1890.

40

Livets Rus.

Springer, I Vande!
Springer, I kølende Kilder!
Stænker min Pande!
Alle I Strømme, som travlt i Dybderne triller,
stig over Muld!
Glimt i Solen som flydende Guld!
Bække skal risle og synge hver vuggende Sø:
Jeg er saa stærk, at jeg aldrig kan dø.

Voxer og vælder
af Jord, selv I spædeste Spirer!
Roser og Nælder,
Tisler og Tusindfryd, alle I Markerne sirer.
Blade skal skyde,
Knopper skal bryde,
grønnes hver eneste Busk under Ø:
Løves i Liv, som aldrig kan dø.

41

Solen skal danse sin Vej over Himmelbuen,
rødne den tunge Abild og funkle i Druen,
smelte i Saften sig sødt!
Og i tusinde Prismer skal Solskinnet brydes,
Regnbuefarver i Græssets Duggperler gydes,
Valmuen brænde i Purpurrødt!
Trindt over alt skal Solen sin Lykke strø,
lysne i Liv, som aldrig kan dø.

Alting paa Jorderig nu er saa kært for mit Øje:
For mig alene
hvælver sig Himlen den høje,
den blaanende rene;
til Glæde for mig er hele det frodige Mylder,
Træer og Blomster som Hersker mig hylder,
Ranken for mig med Vin sine Klaser fylder,
for mig er der Liv i hvert eneste lidet Frø:
Jeg er saa stærk, at jeg aldrig vil dø.

5. Jan. 1890.

42

Spleen.

Saa tyndt er Skroget slidt.
Maskinen dønner hult i hele Kassen,
og alle Planker klager sig for hvert
et Stempelslag og ryster som i Feber,
naar Axen drejer i sin rappe Rundgang.
— Saaledes hamrer dumpt det i min Hjerne,
og Hjertet buldrer Blodet ud i Kroppen,
som skælver for de stempeltunge Pulsslag.
Snart vil jeg drive som et Vrag paa Søen
og langsomt drikke Dødens beske Vand:
Det siver gennem alle Fuger, slukker
Maskinens Ild, saa den i Vanmagt hvæser,
og Alting dukker i det dybe Intet.

Og Blikket famler efter Haab og Redning,
mit Øje ser, hvad aldrig før det saa.
Jeg følger Lysets hvide Flimren, skelner
dets Farvebrydning, tæller tusind Toner,
som løses af det rene, lødfri Lys.

43

Hver Ting mig volder Glæde. Hver en Stol
i Stuen er mig som et hvilende Væsen,
der tier til mig. Hver en Blomst i Tæppets
Buketter taler til mig — livløs — om Livets Lyst.
Og Orchidéernes Duft tilaander mig Følelser:
Se Cypripediens glatte grønne Voxblomst
slutter som Tøffel om en Gudindes Fod
— i Luften tegner sig hendes usynlige Legem
af et sælsomt og andet Stof end en jordisk Kvindes,
— og Phajus rækker imod mig sit Blomsterbæger
fyldt med den guleste Farvedrik,
der giver mig svimlende Drømme.

Og møder mit Øje et Ansigt, jeg kender,
da er det mig nyt, thi det skinner af Smil,
som aldrig jeg forhen saa: det er Livets Smil.
Hver Kvinde tykkes mig have saa skøn en Holdning,
— thi Livets spændstige Staalkraft rettede den —
og hendes Øjne er dybe som vandfrisk Sø,
der ikke raadner fra Bunden,
og hendes Hænder er rosenrøde af Liv,
mens mine visner som Lindens Blade i Høst.

7. Jan. 1890.

44

Buketten.

Der dufter paa mit Bord en blaa Buket
Violer, som din fine Haand har fundet
og med en gylden Haarstræng sammenbundet
og knuget ind til dine Bryster tæt.

Jeg drømmer ud mig paa den aabne Plet,
hin Bakkeskrænt med Udsigt over Sundet,
hvor Timerne er tyst i Havet rundet,
— jeg drømmer, og jeg slumrer ganske let.

Og atter ser jeg dine Hænder søge
de smaa Violer bag de unge Bøge,
og atter ser jeg Haarets Guldstræng blinke

og lynsnart om Violerne sig vinde.
Jeg ser dit Øje lukke sig, Veninde,
og atter Græsset os til Hvile vinke.

Marts 1890.

45

For alt det søde Liv —

For alt det søde Liv, som Vaaren skænker,
for al den Duft og Dis, som om mig bølger,
for al den Rigdom, mine Nætter dølger,
jeg takker dig, paa hvem jeg altid tænker.

Naar Solens gyldne Springvand stille stænker
sin Regn af varme Straaler over Staden,
— jeg jubler, naar jeg skimter dig i Gaden.
Saa fri jeg er og altid dog i Lænker

hos dig, Veninde, som har sødest Løn
for Alt, hvad jeg i Verden virke vil,
som aldrig nægter mig min sidste Bøn.

Du Maal, mod hvilket jeg hver Aften stræber,
— et Kys af dine store Purpurlæber,
— et Kys, som lukker mine Øjne til!

Maj 1890.

46

Solskin.

Mig har du aabnet al din unge Skønhed.

* * *

Her er en Stilhed som i Edens Have.
Vort Leje dølger sig i Skovens Tykning
— en Blomsterdrøm, hvorom sig Træer tætne,
mens Himlen tindrer gyldenblaa derind,
og Solen stænker sine Solskinsdryp
dybt ind i Løvet. Duft af Tjørnens Blomster,
saa hvide i den grønne Skygge. Grannens Kogler
er sunkne dybt i Græssets Silkehynder.
Skovsyren smiler rødligt i det mørke Mos
ved Bøgens Fod. Og Fingerbøllets Stilke
besat med violette Blomsterbjælder
saa sagte ringler i den dybe Fred.

Hun blunder nøgen blandt de bløde Hynder
i Sommerteltets dunkle Brudenat.

47

Jeg fjærner Løvgardinet: Dèr hun hviler
i grønligt Halvlys under Silketæppet,
der støber hende i sit Rosenstof
og vugger som en Bølge over Barmen.
Solstraalen lister som en Lysalf til,
som dragen af det livsensrøde Blod.
Da skælver Vinden frem igennem Skoven,
som baned den i Løvet Vej for Solen,
og Lyset dukker dybt i Kronehavet
langt ind imellem Stammers aabne Søjler
og falder som en Elskers hede Legem
hen over hende — luende som Lyn.

Saa slænger jeg da Tæppet brat til Side
og blotter hendes søde Liv for Solen,
der i et hedt og gyldent Favntag slutter
det fine Legem i en salig Regn
af blanke Kys og tænder op i Huden
et Farvespil i blodig Skønheds-Skala.
Se hvor den kysser Fodens Spids og skinner
i Neglens skønne rosenklare Onyx
og flimrer over Læggens hvide Svulmen
og flyder over Knæets glatte Skal;
ad Lændens Runding løber Lyset let
og hviler først paa Barmens trinde Højder,
hvorfra det skuer ned
48 paa Underlivets fagre Slette,
hvis fine Dunflor kaster gyldne Gnister.
Se Læben er som rød Koral og fugtig end
af Drømmenattens lette Dugg. Og under
to Silkeskyer er skjult to Stjernesole,
saa stærke som i Mennesket kan tindre,
to Stjerner, som har gjort min Nat til Dag.

O hvide Skønhed! Stærke nøgne Sol!
Du skabte dette varme Marmorkød,
du har jo pustet dine Purpurfarver
ind under Hudens glatte Silkesne,
dit Lys gør dette Legem gennemsigtigt,
hvor Nerver sitre, og hvor Vener vandre
som fine Aarer i et Rosenblad.

Hvor elsker jeg din skønne Nøgenhed,
du kyske Solkrop, hvor et Hjerte blomstrer!
Hvad er vel alle Oldtids Marmorlig
mod denne ene levende Gudinde?

* * *

Mig har du aabnet al din unge Skønhed.

Maj 1890.

49

Sirene.

Jeg har mødt dig engang, Sirene —
i en Høstsols prunkende Aftenrøde.
Fra Kastaniens Grene
visnede Bladhænder over dit Hoved fløde.

— Dèr stod du alene —

Du sang — ikke daarende Toner,
men drog dog fjæru og drog dog nær:
Blodet sang gennem Huden
i Armenes duftige Skær.

Og Øjnene blinked med Rovdyrglans
— Offeret drog de til —
De Øjne sang til Brysternes Dans
i graadigt tindrende Spil.

50

Tænder du bar som en Hermelin
— spidse og elfenbenshvide —
en Mund til kildrende Elskovshvin
og Læber til Kys, som bide.

Saa sagte plasked den vuggende Sø —
hver Vove et Rosenblad,
der bares op under Ø —
De Vover nynnede om dig et brusende Farvekvad ...

Dit Smil har en underlig Løndom,
dit Blik et drillende Skær;
men alt dit syngende Væsen
drager mig fjærn og nær.

11. Maj 1890.

51

Du kom.

Du kom.
Paa Afrodites Rosenkarm
med Dueforspand er du til mig fløjet,
med Blomstermund og gylden Glans i Øjet,
med Sølverslange om din hvide Arm.

Og stille Hovedet du mod mig bøjed,
og Brystet bølged af din Elskovs Hede,
og Nu for Nu vi mod hinanden glede,
og dine Ønsker sank mig dybt i Øjet.

Fra jeg fornam mit Hjertes første Banken
og saa i Verden Elskovs vilde Magt,
een Længsel var der paa min Læbe lagt,
eet Drømmesyn stod altid mig for Tanken.

Et Syn af dig, som mange Aar lod vente,
et Syn af dig, som ukendt dog jeg kendte,
Længsel mod dig, som skulde Ilden tænde,
som Afrodite skulde til mig sende.

52

Da kom du — anet og saa længe savnet,
men aldrig truffet paa min Vej den vide,
paa eengang stod du stille ved min Side,
— da var det Afrodite selv, jeg favned.

Gudinden valgte sig dit Bryst til Tempel,
hun tændte Lue i dit unge Blod
og vendte imod mig din rene Fod,
— din Pande bar Gudindens stolte Stempel.

Din Elskov er en Skat, som aldrig mistes,
din Elskov er en Fryd, som aldrig glemmes,
en liflig Drøm, der sagtelig fornemmes,
selv naar hvert Minde af min Hjerne listes.

Jeg Hedning ingen andre Guder ænser,
jeg troede kun paa dem, de ej paa mig:
du mødte mig livsalig paa min Vej
og fulgte mig til Evighedens Grænser.

24. Juni 1890.

53

Saa tit —

Saa tit mit Billed du sender
i Stilhed et elskende Blik,
— mit Hjerte det aner og brænder
i Fryd, som et Kys det fik.

Og alle de milde Tanker,
der ikke kan naa mig i Ord,
skal dufte som Rosenranker
ud over mit Skrivebord.

6. Septbr. 1890.

54

Hymne.

Hellige Afrodite!
Du bøjer Hjerterne til og fra,
samler dem i et Nu,
skiller dem langsomt,
— skiller dem aldrig.
De Saar, du rev med din hvide Haand,
du læger dem med et Aandepust.
Din evige Stilhed fylder Rummet,
hvor de tvende skilte mødes.
Stjernerne glemmer at blinke,
og Kloderne standser deres Gang
for at lytte til Hjerternes Forsoning.
Og Læben dirrer,
famler efter Ord for den bitre Lykke
at elske endnu
— trods alt!

55

Trods Svig og svegne Løfter,
trods skummende Forbandelser,
trods tusind hadende Tanker.
De knyttede Hænder løfted sig i Trods
for at vælte Erindringens hvide Marmorbilled,
de sank som slappe Siv
for et eneste susende Blik fra Gudindens Øjne.

Afrodite, du stærke, du stolte!
uransagelige ere dine Veje —
de dorske Pligtmennesker kender dem ikke,
fatter dem ej;
de ser kun Dyrets Ubændighed
i dine længselsaandende Armbevægelser.
Men jeg bøjer mig i Ydmyghed
og rejser mig i Vælde:
Flæng mit Hjærte i Saar!
Pin mig igen!
Trods Smerte og svidende Nag
gaar jeg Helvedes Luer i Møde
under Jubelraabet:
Jeg elsker!

19. Jan. 1891.

56

Gensyn.

Han.

Tykkes vel du om et Gensynsmøde
efter mange Aar, vi begge nøde,
uden at vi blanded Tanker sammen
og forsøded Livet for hinanden:
Om dit Liv blev jeg jo ikke Rammen.

Hun.

Dengang syntes du mig ikke Manden.
Nu vil harmløst jeg og frit bekende:
Manden fandt jeg heller ej i denne
Halvhedssjæl, som jeg til Brudgom kaared.
Af en flygtig Attraa blev jeg daaret,
— der var intet Baand, som kunde binde.
Ingen Kvinde
fandt den Manddomsgud, hun længtes mod.

57
Han.

Ingen Mand en Kvinde ret forstod.
Altid ser han kun sig selv i hende.
Skønt hun af Naturen er hans Fjende
og beklippe vil hans Vingefang,
at han blive skal i Hjemmets Hønsegaard,
— mangen Gang
er han glad ved sine trange Kaar,
blot han synes stor i hendes Øjne,
stirrer blot han i et slebet Spejl,
der kan skuffe ham med skønne Løgne.

Hun.

Tiere en Kvinde tog dog fejl
og beundred Mandens stolte Tale
— han var ingen Ørn med Næb og Klo,
men han bar en spraglet Paafuglhale.

Han.

Mig har du dog ingensinde prøvet.
Jeg er glad, at ikke jeg har sløvet
dig din Ungdoms blanke Elskovstro.

Hun.

Dog, hvem véd, om du vel havde været
stærkere og mere Mand end andre?
58 Jeg er glad, at intet Baand har snæret
sammen os til Fod for Fod at vandre.

Han.

Jeg har levet bort min Ungdoms Dage
i en Rus, jeg nød af Skønheds Mund
— jeg har ladet mig af Mange drage,
men forladt dem i den rette Stund.

Hun.

Ja, jeg læser Leden i dit Øje,
og jeg kender Mundens bitre Drag:
Al din Elskov var kun Nederlag,
der til Selvforagt dig skulde bøje.

Han.

Og jeg fatter, at din Ild er brændt,
saa den næppe under Asken anes,
og din Skønheds Blomster er omtrent
som en fin, men falmet Silkefanes.

Hun.

Hvorfor fik jeg ikke dig at tvinge
og dit Bryst at træde med min Fod?
Hver en Slagfjer i din Viljes Vinge
skulde stækkes og dit stolte Mod.

59
Han.

Endnu har du Kvindens unge Duft,
den, som Mandens Nerver helst vil sanse,
og en Drift mod høje Bjærges Luft
og et Blik, der blinker som en Lanse.

Hun.

Og jeg tror, din Arm har vundet Spændkraft
til at knække al min Trodsighed,
og jeg ser, dit Blik har endnu Tændkraft
til at slaa som Lyn i Sjælen ned.

Han.

Men din Skønhed har ej Solens Magt,
som med hvide Flammer Øjet blinder.
Maanens blege Glans har blidt sig lagt
over Panden og de fine Kinder.

Hun.

Men er Maanenatten mindre skøn?
— Atter blomstre vore visne Drømme.

Han.

Og dit Øjes dybe Sø er grøn
som Lagunen, hvor Paladser svømme.

60
Hun.

Styrt dig som en Dykker i mit Indre!

Han.

Hvor min Ungdoms Stjerner atter tindre ...

Febr. 1891.

61

Vort Liv —

Vort Liv er som et sejlbart Løb af Dage
foruden Ende, naar man fremad skuer,
men kun et tørlagt Leje, fyldt med Sten
og Tang som raadner, — ser man sig tilbage.

Foran: en dyb Allé af hvælvet Løv
og Duft af tusind blomsterlyse Linde —
Bagved: et Perspektiv af nøgne Stammer,
hvor Sjælen frysende gaar om i Blinde.

En Regn af Roser drysser hver en Vaar
paa alle dem, som elske og som haabe;
men siden kan af tusind visne Minder
man næppe perse sig af Duft en Draabe.

Fra Dag til Dag jeg lever — lider — længes —
og Elskov drikker grisk mit bedste Blod;
en Orm der gnaver paa min Hjerterod
— Rædsel for Stunden, da mit Liv skal stænges.

62

Alt, hvad jeg gør og vil, er Bøn om Frist,
om Henstand for min sidste Gæld til Døden:
Hver Stund, jeg lever, drypper ufortrøden
i Tidens dybe Danaïdekar.

Og Død er lige tung i Vaar og Høst,
for Ingen fik af Livet jo for meget,
og Alderdommen finder ikke Trøst
og Mod til Afsked — i at have levet.

Mit Hjerte er jo Dødens Timeglas,
hvert Pulsslag er et Korn af Sand, som rinder.
Naar Døden stopper Strømmen med sin Finger,
mit sidste Suk i Evigheden svinder ...

... Jeg trykker frysende mig til dit Bryst,
to Hjerter banker i den samme Takt.
Dit Kød er mit — dit Liv er ogsaa mit,
min Sjæl med din vil slutte evig Pagt.

Thi heller end at aande Sjælen ud
i Universets store golde Kulde,
i din Mund aanded ud jeg, at i dig
endnu en stakket Stund jeg leve skulde.

Febr. 1891.

63

Georg Brandes.

25. Oktbr. 1891.

En stille Nat. Den dyb-safirblaa Himmel
med Stjerneøjne gennem Ruden stirrer.
I Stuen glimter hen langs alle Vægge
Bogrygges stumme, falmet-gyldne Titler.
I tvende Glas der funkler ædel Vin.
Og midt i Stuen, i en Kurvestol,
belyst af Lampens mælkehvide Skær,
smidig og ildfuld sidder Manden selv.

Han taler. Og de stumme Bøger lytter,
og Navne klinger, Tanker springer frem
af denne bogbegravne Visdomsskat
som Mandelblomster af en vissen Stav.
Han taler: Stærke Aanders Tankestorm
ombruser mig og rusker i min Sjæl.

64

Han taler — og hans Stemme er saa blød,
som spilled et Piano en Sonate.
Min egen Læsning var mod dette Spil
kun flittig Gransken i et Partitur,
hvis Noderækker savner Klangens Liv.

Han taler, og hans Røst har Smæld og Dirren
som Buestrængen bag en afskudt Pil.
Lig Diamanten skærer denne Stemme
i unge Sind — som i et Rudeglas.

Ungdoms-Befrier er han. Dog jeg véd,
Ungdoms-Fordærver kaldtes Sokrates
af dem, der brygged ham Skarntydedrikken,
skønt ingen Ungdom ejed bedre Ven.

— — Han sidder længe tavs, gaar saa til Vindvet
og aabner det, og ind imod os slaar
den skarpe Morgen og den stærke Vaar.

65

Tvillingstjerner.

Nu synker Natten paa de sorte Vande,
og alle Stjerner spejle sig deri,
som dryssed gyldne Frø der over Havet.
Og frem de gaa som Evighedens Tanker,
der tindre stærkest i det største Mulm,
– som gyldne Korn de flyve ud af Haanden
paa en usynlig mægtig Sædemand.
Dog stivned denne Regn paa Nattehimlen,
hver Stjerne blev som naglet til sin Plads,
som bunden Skrift paa Mulmets Pergament.

I denne Skrift jeg læser om min Elskte.

Og i den sorte Nat mit Øje søger
de blanke Tvillingstjerner hist, som vandre
hver Nat en Rundgang over Firmamentet,
trofast i samme Afstand og med samme Glans.

66

Dét Stjernebilled skærme skal vor Lykke.
Som hine tvende Stjerner følges vore
udødelige Sjæle hver en Nat
i samme Afstand og med samme Glans,
— et Par, som ingen Evighed kan skille.

Vi mødes aldrig mer — og dog er vi
hinanden nær som hine tvende Stjerner.
Og, Elskede, saa længe jeg har Aande
og Livet bruser i mit røde Blod,
saa længe skal du straale til mig, du,
som Tvillingsjælen til min egen Sjæl,
og du skal ildne mig til Tankekraft,
der tegner over Tidens tunge Himmel
med gylden Skrift vort fælles Stjernebilled.

Og er engang vi begge Støv i Støvet,
skal ligefuldt vor Tvillingstjerne vandre
— udødelig — hen over Firmamentet.

6. Novbr. 1891.

67

Aften.

Kastaniebladet af Vinden
løsnet hvirvler sig højt,
og Luften køler Kinden
med Søens stænkende Sprøjt.

Men Vandet sagtner og spiller
som rødmende Perlemor.
Ind mellem Broernes Piller
de snehvide Svaner ror.

Nu synes Himlen sig højne
uendelig mange Mil,
og Stjernernes milde Øjne
sender mig duggede Smil.

68

Og gennem mit Hjerte lufter
Aftenens kølige Træk,
og tusinde Knopskud dufter
i Mindernes Rosenhæk.

Min Længsel flyder med Svanen
bort paa det bløde Vand
— i sagte skælvende Anen
mod Lykkens skumrende Land.

Og Vestens rødlige Stjerne
spejler sig i mit Blik:
Jeg véd — i det evige Fjærne
jeg ogsaa mit Udspring fik.

Jeg véd — at Baand kan ej binde
Sjælenes Vingefang:
Engang skal de Vejen finde
blandt talløse Kloders Gang.

18. Maj 1892.

69

Nocturne.

O skumle Nat, der brygger som en Hex,
en Tryllesejd i Dalens dybe Kedel
— af Taagedamp og Græssets stærke Dugg,
af Hyldeduft og Høets Krydderaande,
af violette Skyer og sildig Maanes
dødblege Lys og Østens Fosforskær,
af Aandedrag fra Millioner Munde,
der aabner sig som dorske Fiskegæller
i rolig Takt for Søvnens lunkne Strøm,
— o Nat, du skumle Hex,
jeg søger dig og beder dig at laane
en Pjalt mig af dit tunge Skyggeskørt,
-- et Skjul bag dine sorte Træers Løv,
hvor jeg kan vaagen høre Verden sove.
Og stænk mig med dit stærke Vievand
og kys min Pande med dit klamme Kys,
saa vil jeg lade mine Tanker svirre

70

som Flagermus ud over vuggende Vand,
saa vil jeg sukke med i Vindens Sus,
der altid risler i de høje Popler
og lader Sjælens mindste Fibre skælve
i evig Attraa, i en evig Længsel.

Jeg sidder paa den høje skumle Vold
og skuer over Vand og Jord, der blandes
i Mørkets ubestemmelige Favntag.
Hist skelnes Skibskolossers tynde Spær
og her Fabrikers søjleslanke Skorsten
som spinkle Rester af et taarnhøjt Tempel.
Og over Langebro en Vogn der gungrer
med dumpe Hovslag. Fjærne Lygterader
slaar Gnister af det tjæresorte Vand.
Men dybt i Nord, dèr siver Himmellyset
ind gennem tunge, skummeltgrønne Skyer
og skærer gule Flænger ind i Mulmets Masse.

Og langsomt graaner Dagen mig i Møde ...
I Skræntens Buske lyder svage Fløjt,
som sang en Fugl halvt ængstelig i Søvne ...

Forunderlige Nat, hvor let du løser
de haarde Knuder, mine Tanker slog
paa Livets Traad

71

i Dagens solbelyste Labyrint;
— hvor let du sletter alle grelle Farver
og mildner dem med dine Skyggers Vemod;
— hvor let du stryger al min ufri Frygt,
Moral og Nag og Hjertets onde Domme,
der dømte Mennesker jeg ej forstod;
— hvor mildt du lader mig Alverden elske
og slutte Hav og Jord og Mulm og Himmel,
alt Levende, alt Dødt i stærke Favntag.

Hvad er mig Livet uden det at aande
i Skyggen af din Fløjelskaabes Fold,
at skælve i dit sagte Bladesus,
at suge Sjælen fuld af Hyldeduft,
at sukke efter Sommernattens Elskov,
saa Haandens Fingre dirre frem til Møde
med fine Fingre, der vil mine møde
og bringe Bud mig fra et andet Hjerte,
der banker i den samme Takt som mit,
bestænkt af Nattens stærke Vievand.

14. Juli 1892.

72

Før og nu.

Der er en Kvinde, for hvem jeg er bange,
for hvem jeg flyr i de dunkleste Gange;

hvis Øjne altid spørgende spejde,
som vilde en Brøde de mig bebrejde.

Kun skælvende sky jeg mit Øje løfter:
Der er imellem os gabende Kløfter.

Af hendes Blik er jeg ræd for at rammes,
for hendes Haand vilde strax jeg lammes.

Og hører jeg selv hendes sagteste Stemme,
jeg føler en Haand om mit Hjerte klemme.

73

Hun klemmer mit Hjerte saa tomt, saa lille,
som om det ganske forbløde vilde.

— Og dog var hinanden saa nær vi to,
et Kys kunde slaa over Kløften Bro.

Og hendes Blik var en sitrende Flamme,
der tændte og aad min Sjæl med det samme.

Og hørte jeg selv hendes sagteste Stemme,
mit eget Hjerte gik mig af Glemme.

Før kunde min Tale et Sprog berige,
— nu véd jeg ikke et Ord at sige.

26. Juli 1892.

74

Barnet.

Jeg elsked et Barnebilled,
det stod ved mit Sovested,
det saa, naar mit Øje sig lukked,
det fulgte i Drømmene med.

Og store slyngende Snerler
saa fine og silkerøde
som Blomsterkrone om Barnets
lokkede Isse fløde.

En tung og drømmende Valmu
skygged for Barnets Øjne,
men dog mod den dybe Flamme
Florvingerne tit er fløjne.

Jeg elsked de Skønheds2Rytmer,
der randt fra en Barnesjæl —
jeg elskede hendes hvide
Hud fra Pande til Hæl.

75

Og under mit Kys, der skælved,
i Blomst hendes Læber skød,
og under mit Øjes Solglans
Rosen af Knoppen brød.

Jeg saa hendes Form sig runde
og modnes til Jomfrulyst,
og jeg var den første, som kyssed
det unge spirende Bryst.

Jeg lærte hende at læse
i Øjets tindrende Bog,
jeg lærte hende at tale
Hjerternes ordløse Sprog.

— — O Kyskheds skælvende Skønhed,
o Troskabs hellige Lyst,
I lever den første Time,
da Blomsten blotter sit Bryst.

Se, Valmuens Blomster bløder,
naar Bladene splittes ad:
— hendes Uskyld var som en Valmu,
der plukkedes Blad for Blad.

4. Avg. 1892.

76

Stille —

Stille, mine skræmte Tanker,
fold nu sammen eders Vinger.
Stille, Mindets brustne Klokker,
for jeg hulker, naar I ringer.

Som en Ganger uden Tøjle
er jeg styrtet hovedkuls,
og jeg føler Blodet vælte
af en overskaaren Puls.

Langsomt, langsomt jeg forbløder,
lad kun Hjerteblodet rinde,
— men det dumpe Nag, der piner,
sidder tungt som Bly herinde;

selv naar jeg mit Øje sænker
dybt i Vanvids gule Nat,
— Døden som en tørstig Igle
har sig paa mit Hjerte sat.

77

Brudt er Aaren, som mit Hjerte
til et andet Hjerte bandt
— Blodrubiner drypped under
Snittet af en Diamant.

Diamanten saa jeg blinke
i en Haand, hvis bløde Magt
ofte har et Slør af grønne
Drømme for mit Øje lagt.

Dog med blegnet Blik jeg kysser
Haanden, som mig Døden gav,
mens jeg føler Blodet pible
i min friske, aabne Grav.

Stille, mine skræmte Tanker,
fold nu sammen eders Vinger,
stille, Mindets brustne Klokker,
for jeg hulker, naar I ringer.

4. Avg. 1892.

78

Søvnløs.

Korsvis til Hvile paa mit stille Bryst
jeg lægger begge mine blege Hænder;
de kolde Lagener mit Legem hyller,
mens Graaden som en Glød i Øjet brænder.

Saaledes ligger jeg i Nattens Mulm,
begravet i en evig, lydløs Tomhed,
og mindes som en fjern og svunden Lykke
min Barndom og min Barndoms milde Fromhed.

Fra Kirkeuret skærer skarpe Hvin
lig Aadselfugles Skrig min Stilhed sønder;
— saaledes kreser Gribbe om et Lig,
forinden deres Rovværk de begynder.

Jeg hviler i min Lagen-Sarkofag,
og Mørket som et Kistelaag mig tynger,
i Sengens raadne Træværk svagt det pikker
— Dødningeuret, som sin Salme synger.

79

Og Tiden tykkes mig en Evighed,
jeg véd, jeg kommer aldrig til at slumre;
med stive Blik jeg ligger evigt Lig,
mens Gravens Skygger om mit Hoved skumre.

En Lyd alene fik mig til at sove,
tre Ord henhvisket af en Kvindemund,
den eneste, som dyssed mig i Blund
som med et Sus af store, tunge Skove.

Jeg elsker dig ... jeg elsker dig! — Alene
een Røst kan hviske disse Ord, de trende.
— Den Røst har Vinden vejret hen, og evigt
i Søvnløshed skal mine Øjne brænde.

Og som ved Nat en fredløs Sjæl, der spøger
og gaar af Jorden, hvor forladt den ligger,
min pinte Tanke hendes Leje søger,
min stumme Læbe om Forløsning tigger.

4. Avg. 1892.

80

Forraadt.

O Nat, som puster Gravmulm mod mit Ansigt,
befamler mig med dine Buskes klamme
Bladhænder, der som Dødningfingre dryppe
Duggdraaber i mit vilde vaade Haar,
— jeg ræddes ikke for din store Rædsel,
men trænger dybt blandt dine Tisler ind
og baner Sti mig i din store kolde
ligfyldte Katakomb, hvor Alting smulrer
i evig Vexelgang fra Liv til Død.

Jeg kryber som en Orm i Nattens Grav,
— en Jordklimp med en Gnist af Livets Ild.
der skinner svagt igennem matte Øjne,
— en Glød, der snart vil falde hen i Aske.

Hvor kan der brænde mon i denne Klimp
et Baal, der tændtes ved en Tankes Lyn,
en Brand, der næres af sig selv, en Hvirvelild
med Blus og Blink af tusind Nervegnister,

81

som stige, slukkes og paa ny sig hæve?
Hvorfor har jeg et Helved tændt i Brystet,
en Skærsild med et Hav af Ilddæmoner,
der martre — kun min egen dømte Sjæl,
Ildslanger om en rædselsfyldt Medusa,
der stirrer paa mig — med mit eget Ansigt,
mit eget Jeg, der brænder op sig selv?

Erindringen har dynget Brændstof sammen:
et Hav af Blomster, jeg engang har plukket
og elsket, baaret paa min Barm og gemt,
af Breve skrevne med mit Blod, af Drømme,
jeg leved, stolte Tanker, jeg fortav,
af Eder, som jeg svor, af Eder, som
en Anden svor til mig, af svegne Løfter,
af ældet Nag og Attraas gule Svovl
og Graad, der blev en Strøm af brændbar Nafta.

Jeg er en Orm kun i den dybe Nat,
et Kryb, der aldrig slipper Jordens Lænke,
og dog har jeg et Helved tændt i Brystet.

Det Helved tændte hun, som har forraadt mig.
Før skulde Jorden stanse, Solen svige
og aldrig opstaa mer med Lys fra Øst,
før skulde Firmamentet styrte sammen

82

og Stjerner regne som en Hagl af Ild,
før jeg om hendes Troskab skulde tvivle.

Og dog — og dog — og dog er jeg forraadt.

Min egen Fantasi er Hvirvelvinden,
der puster Baalet op i vilde Luer:
Jeg ser et Genskær af den Sejersbrand,
der bryder ud af hendes Tigerøjne,
nu da hun bider i en Andens Hjerte.
Nu suger af en Andens Mund hun Blod,
der gyder Liv i hendes døde Drøm,
som blegned i en aldrig mættet Længsel.

Og dog er hun en Jordklimp som jeg selv,
og har halvhundred Vinterstorme sust,
da er forstummet hendes stærke Røst,
og hun er kun en Knokkelhob i Jorden.
Og Glemselen har taget hendes Navn
og slængt det som et Sandskorn ud i Havet,
mens mit skal flyve over dette Hav
udødeligt paa hvide Maagevinger.

Hvad ænser jeg da denne svage Sjæl,
Forrædderi og Falskhed — tomme Ord,
der pustes bort som Sne for Tidens Vind.

83

Sent eller tidlig høres Røsten hviske:
I denne Nat skal visselig du dø!
Hvem husker da det Fnug, som Tiden tog
og pusted i den dybe Glemselsdynge?
Hvem søger vel paa Havets Bund et Sandskorn?
— Men over Havet højt skal Maager synge
en Sang af Evighedens Gudesprog.

4. Avg. 1892.

84

Aftenvandring.

En ung Mand og en ung Kvinde kommer gaaende ad en bred og høj Allé. Koralrøde Rønnebær funkler i det mørknende Løv, og mens de gaar, sitrer deres Næsebor af og til, naar de kommer ind under Lindeblomster. — Han er klædt i Farver som den skyede Aftenhimmel; den brede Hat er gledet tilbage paa hans Hoved, om hvilket den runde Skygge tegner en silkelysende Glorie. Hun er i sort Underkjole, hvis Rødtjørnblomster endnu skinner frem af den skyggesorte Bund, men hendes Liv er blaat med runde hvide Pletter, blaat af den samme dybe Lød som hans Øjne, der endnu er stærke, naar de løfter sig mod Aftenhimlen. Fra hendes lille havregule Hat bøjer Margueriterne sig ned for at se hendes Øjne, der er ganske sorte i den skumrende Aften. De gaar Side om Side med to forenede Hænder svingende i en Bue imellem dem.

85
Han.

Staa stille, du!

Hun.

Jeg staar.

Han.

Staa stille, du!
— Nej, vi vil først til Søen ned. Spring over Grøften.
Hvor blødt det vaade Sand for Foden viger.
— Hvor underligt det suser —

Hun.

— uden Blæst. —

Han.

Det er, som risled over mig et Vandfalds Skum,
koldt skyllende ned over Haar og Skuldre.

Hun.

Mit Hjerte skælver som en Poppels Blade,
der drejer sig paa tusind slappe Stilke.

Han.

Mig er det som jeg stod ved Tidens Flod
og hørte, hvor den haster stærkt afsted
86 hen over Sten og Tang og blanke Fisk,
ustandset ruller Alt mod Havet ud,
ud mod det store gule Glemsels-Hav.

Hun.

Dèr dynges vi engang i samme Dynd.

Han.

Sivskoven synes mig en Menneskeflok,
hvor Alle bøjer sig for Nattens Pust
som for det store Ubestemmelige;
de duver og de dukker sig for Blæsten
og retter sig paa ny i stædig Trods.
Saaledes bøjer Mennesket sig for
det stærke Pust fra Skæbnens strænge Mund,
— er Pustet ovre, knejser det igen.

Hun.

Du ser saa meget i Naturen, Ven;
du underskyder dine egne Tanker
og hælder Reflexionens lunkne Vand
ind i Naturens aabne Luftkanaler.
Naturen bruger Luft og ikke Tanker.
Naturen tænker ej.

Han.

Men vækker Tanker.

87
Hun.

Du ser og tænker mere, end der er.
Og vil du være ærlig, kan du nøjes
med simpelthen at se et Aftenlandskab,
en høj og skygraa Himmelhvælving spændt
ud over Sø og Skrænt og Skovens Bryn.
Den gule Hvede har en gylden Dybde
som Rav. Se, Løvet ligner dunkelt Fløjl,
der bræmmer Søens lilla Silketæppe.
Og langs med Søen løber slanke Siv,
hvis Top er tynget ned af brune Frø.
Blishønen klager fra sin Redes Skjul
med Nødskrig, som den anede en Jæger,
hver Gang det plasker i den stille Sø.
— Se, tunge Biller tumler gennem Luften.
Og naar jeg vender disse Buskes Blade,
Natsommerfuglen gisper gemt bag Løvet,
thi Regnstænk klæber ved dens store Vinger
og Følehorn, der sitrer som af Kulde.

Han.

Men dette Landskab dog en Løndom bærer.

Hun.

Kun den, som selv du lægger i dets Skød.

88
Han.

Det giver mig en sær og sorgfødt Lyst:
O gled jeg over disse matte Bølger —
og skylled op, hinsides, som et Vrag,
en Stump Erindring fra en svunden Tid ...
... at dø den lette Død som Bølgen dør ...

Hun.

At dø er let.

Han.

Men tungere at leve.
Jeg véd det, du, — at leve uden Elskov,
den store, rige, uforlignelige,
den som gør lille og dog lykkelig
i Lidenhed, — den som gør ydmyg.

Hun.

Du

er ydmyg, elsker ydmygt —

Han.

— elsker dig.

Hun.

Dog jeg har Trang til mer end Ydmyghed.
Og du maa ikke være lille, naar du elsker,
89 — saa blegner alle mine røde Drømme,
saa slukkes Glorien, som min Kærlighed
har spundet om dit fine Lokkehoved.

Han.

Maaske jeg ydmyg er, fordi jeg føler,
at Lyset alt er slukt, hvori du saa mig,
fordi jeg véd, det tændes aldrig mer.

Hun.

Jeg kender ikke mine egne Tanker.
Mit Hjerte véd ej, hvad det vil. Til Tider
har du den gamle Magt; men ofte
jeg vaander mig som under Aag og Tynge —
din Kærlighed befrier aldrig mer.

Han.

Thi du er lænket af et gammelt Minde
og længes mest mod det, du ikke ejer;
den Lykke, som du holder i din Haand,
er fattig kun mod Fantasiens Lykke.

Hun.

Kom lad os gaa.

90
Han.

Det bliver mørkt. Alléen
er som en skummel hvælvet Munkegang,
der fører til en Krypt.

Hun.

Dèr kommer Maanen.

Han.

Saa rød som størknet Blod. En gusten Fakkel,
der skinner over sorte Sarkofager.
En Dødningmaske stirrer os i Møde
med Evighedens stive brustne Blik.

Hun.

Der kommer Nogen.

Han.

Hvor?

Hun.

Her lige mod os.

Han.

Staa stille!

91
Hun.

Hør!

Han.

Jeg hører ingenting.

Hun.

Det drøner dog i Vejen.

Han.

Nej! Du gør dig bange.

Hun.

Han kommer.

Han.

Hvem?

Hun.

Han gaar imod os.

Han.

Hvem?

Hun.

God Aften! Hørte du hans Røst?

92
Han.

Hvis Røst dog? — Nej!
Her tag min Arm. Du er jo ganske syg.
Nu slipper du min Haand. Hvad er der dog?

Hun.

Han gik imellem os. Han brød sig Vej,
og vore Hænders Lænke brast foran ham.
Ja, det var dig, var dig, — ja, det var dig. —
Hans Ansigt var saa sugende som Maanen,
der suger Havets Vande højt til Flod.
Nu stiger al min gamle tunge Længsel
og taarnes til en Springflod i mit Hjerte.

Han.

Kom, Kære, støt dig til mig.

Hun.

Lad mig gaa!
Det bliver aldrig, aldrig glemt.

Han.

Hvem var det?

Hun.

Ham, ham, der kom, da du var borte.

93
Han.

Skal du igen mig minde? I mit Hjerte
en Brodd du fæsted — Dag for Dag du trykker
den mere dybt. Ak, hvorfor minde mig?

Hun.

Han kom, han gik, han tog mit Sind med Vold,
et Kys han gav mig, som vil altid brænde,
hans Ord som Flammer aad sig ind i Sjælen:
Min er du, min i Tid og Evighed.
Hver Gang du favnes, favnes du af mig.
Jeg skal dig gribe — i en Andens Arme.
Og dukker du i Lidenskabens Hav,
og synker dn i Salighedens Flammer,
da skal mit Ansigt du foran dig se,
mit Øje skinne som et Pentagram,
der maner dig min stærke Magt i Minde.
Og aldrig skal du elske uden mig,
for Altret skal jeg skille eders Hænder,
formummet vil jeg altid være om dig,
og naar du smiler, smiler du til mig,
og naar du kysser, er det mine Læber,
som skyder sig foran de andre frem.
Selv naar engang du ligger under Muld,
skal det paa Kistelaaget sagte banke
94 — da er det mig, som aabner Døren til dig
og deler med dig Dødens Brudeseng.

Han.

Men Kære, Kære, du er overspændt,
du sitrer, stakkels lille skræmte Sjæl.
Se Maanen bliver blank og kaster Lys
og skinner i dit Øjes Taaredugg.
Jorden er lys igen og Natten mild.
Alléen er en dunkel Blomsterport,
der fører til vor Lykkes Sommerhjem.
Ser du, dernede skinner Lampen tændt,
Gardinets hvide Flor slaar ud af Vindvet
og vifter til os som en venlig Terne.
De gule Roser klavrer op ad Gavlen
og kaster Rosenblade ind i Stuen.
Se, Sommernattens Drømme venter os.

Hun.

Nej, lad mig gaa! Du er for god til mig.

Han.

Og jeg skal blive meget, meget bedre.
Nu vil jeg ikke være, lille, naar jeg elsker.
Kom, fast jeg tager dig i mine Arme
95 og bærer dig — naa, er jeg ikke stærk?
Min er du, lille lette Rosengren,
der aander al din unge Duft omkring mig,
min er du — jeg er Livet, jeg er Dagen,
og jeg skal jage alt dit Mørke ud.

Hun.

Aa slip mig, slip mig — læg mig ned i Grøften
og lad mig sove — jeg vil bare sove.

Han.

Ja, jeg skal lægge dig, hvor du skal hvile,
du lille skræmte, natterædde Sjæl.
Jeg véd jo, jeg var altfor længe borte.
Du sad og skjalv i Længsel og i Mørke.
Saa kom en Mand — en Fremmed — paa din Vej
og sved din Sjæl i Skæret af sin Brynde
og skræmmed dig med sine stærke Ord.
Du var forpint, og du var let at kyse.
Hvor skulde Nogen kunne skille os?
Vi er jo sammenvoxet — Sjæl og Krop —
skær kun dig løs — saa dør vi bare begge.
Jeg bær dig, du, jeg bær dig, du min egen,
96 jeg bær dig som en Klump af ægte Guld,
som jeg har gravet ud af Bjærgets Nat:
Nu skal du op og funkle paa mit Leje.
— Nu er vi ved vor Dør. Se, Maanen kysser
din perlehvide Pandes Drømmehave,
og gule Roser drypper i dit Haar.

Hun.

Mit Hoved smerter, og mit Hjerte brænder.
Ak, havde jeg dog aldrig set ham!

Han.

Lille Daare!
Mig var det, som du saa, da jeg var borte.
Min Længsel til dig kom — min langvejs Længsel,
formummet i et andet Ansigts Træk.
Min Stemme var det, som fra Fjærnet lød:
Min er du, min i Tid og Evighed.
Hver Gang du favnes, favnes du af mig.
Jeg skal dig gribe — i en Andens Arme.
Og dukker du i Lidenskabens Hav,
og synker du i Salighedens Flammer,
da skal mit Ansigt du foran dig se,
mit Øje skinne som et Pentagram,
der maner dig min stærke Magt i Minde.

97
Hun.
(I Drømme.)

Ja, det var dig, jeg véd jo, det var dig.

15. Avg. 1892.

98

Sang til Solen.

Tag mig, I syngende Vover,
og bær mig i Vesterled bort.
Bag de skumrende Skove
stiger Natten saa sort.
Bakkernes bløde Bølger
vugges bort i det Fjærne,
over dem tændes en stille
gyldenttindrende Stjerne.

Langsomt stævner jeg fremad
over det klukkende Vand.
Solens svindende Lue
er som en Støtte i Brand,
en Støtte der viser mig Vejen
gennem Tankernes Ørk:
O Sol, hvor vilde foruden
dig min Sjæl være mørk.

99

Her i min Baad jeg knæler
vendt mod dit Himmellys,
gennem hver inderste Fiber
skælver dit hellige Gys.
Sol, du elskede høje,
Sol, du daarende varme,
du slutter den hele Klode
i moderligt milde Arme.

Sivskovens Kroner lysne
blankt af en glinsende Bræm,
Rønnens guldrøde Klaser
funkle langs Bredden frem.
Og i mit duggede Øje
skinner din gyldne Gnist,
Sol, du elskede høje,
skin du baade først og sidst.

Skin, naar mit Hjerte sig aabner
og drikker al Verdens Duft,
skin, naar min Sjæl sig lukker
over Drømmenes Luft.
Skin, naar mit Hoved sig rejser
i svulmende Menneskemagt,
skin, naar i Dødens Hvile
mit Legem har træt sig strakt.

100

Sol, du glødende Øje,
Ørkenens Søn har du set,
naar han knæled mod Aften
og mindedes Guds Profet.
Du stærke straalende Øje,
som gaar gennem Natten frem,
er dog kun et Blink fra det store
evige Lysets Hjem.

18. Avg. 1892.

101

Ekko.

Jeg véd om en Ekko, som kaldte og kaldte
— hendes søgende Klage i Skovene gjaldte.

Narciss forlængst var en Blomst i Blund,
end kaldte dog Ekko i hver en Lund.

Den gule Narciss hende høre ej kan,
den blomstrer hver Vaar ved rindende Vand.

— — Jeg kender en anden Ekko, hvis Røst
Genlyd omsider gav i et Bryst.

Narciss blev ikke en Blomst saa gul,
— han gik til Ekko i Skovens Skjul.

Han famled sig frem efter hendes Stemme,
han fandt hende dybest i Skovens Gemme.

Han favnede hende ved Bækkens Rand,
blev ikke en Blomst, men blev til en Mand.

Septbr. 1892.

102

Høst.

Duggbrillanter over Græsset tindre,
tungt de sidste Sommerroser gløde,
Haven aander køligt dig i Møde
ydre Fred, som svarer til den indre.

Ind du gaar blandt vaade Nøddebuske;
fine Traade vil dit Ansigt fange,
spundne over alle Havens Gange.
Og du standser for dig om at huske:

— Her du gik en Gang en Aften silde;
Duft der strømmed fra Levkøjebede,
Stjernegnister over Himlen glede,
Sang der drypped fra en Springvandskilde.

Hjertet svulmed, som det skulde græde.
Længe stod du og paa Himlen stirred,
mens din Haand i Luften vildsomt virred
som en Fugl, der søger sig et Sæde.

103

Ubemærkt jeg knæled ved din Side,
og din Arm en dunkel Længsel førte,
til din Haand mit Hoved let berørte.
— Som en Konge føler Kronen glide

om sit Haar, saaledes jeg i Knælen
skælved, medens Mørke sank for Synet,
til jeg følte tvende Kys, der lyned
dybt og daarende mig ned i Sjælen.

Jeg stod op og rysted Mørket af mig;
Kronen var din Haand, jeg bar i Haaret.
Som en Konge, der er kejst og kaaret,
Brudekysset dig, min Dronning, gav jeg.

Mars i rødlig Glans paa Himlen sejled,
Stjerner sprang af Mælkevejens Kilder:
Dybt i dine sorteblaa Pupiller
alle Himlens Stjerner klart sig spejled.

Og det var, som vore Tanker fløde
fra en fælles, fra en ukendt Kilde,
og det var, som vore Hjerter vilde
langsomt i hinanden sig forbløde ...

104

... Duggbrillanter over Græsset tindre,
tungt de sidste Sommerroser gløde,
Haven aander køligt dig i Møde
ydre Fred, som svarer til den indre.

Over Muren der et Tæppe gynger,
som den vilde Vin og Vedbend flette,
mens en Klematis med violette
store Blomster skælver tæt i Klynger.

Sæt dig paa den gamle Bænk, den hvide.
Se, Nasturtien lister hen ad Skamlen
om din Fod med sine Blades Famlen,
som den vilde op ad Benet glide.

Over Bænkens Ryg dit Hoved bøjet
holder jeg med begge mine Hænder;
Himlens Blaanen dine Blikke blænder,
saa de trække indad sig i Øjet.

Dine Tanker flyve over Panden
som en snetung Sky af hvide Fnugge;
men de Minder, som dit Øje dugge,
skyldes mig og skyldes ingen Anden.

105

Der var Timer, da jeg helt dig fyldte
og dit Hjertes Strænge alle stemte;
ogsaa Timer kom, da du mig glemte,
og hvorfor du ikke Regnskab skyldte.

Ser du, Elskov er en Urt, der skyder
af en Jordbund, som med Blod er gødet,
Duften er af syge Minder sødet,
og paa Blomstens Bund en Gift der flyder.

Trofast, véd du, var jo af os Ingen —
hvem tør sige, han var tro tilfulde? —
Trofast Ingen blev, fordi han skulde
og bar Troskabs ydre Mærke — Ringen.

Og dit Hjerte rummer tusind Minder,
som jeg ikke véd, hvor du har plukket;
ofte har din Sjæl til Drøm sig lukket,
til hvis Løndom aldrig Vej jeg finder.

Vi er store Børn foruden Styrke;
Ingen véd, hvor han af Vinden drives;
Lykken kun i korte Solglimt gives;
Hjertet dølger sig i bundløst Mørke.

106

Giv mig kun det Kys, du kan, Veninde,
lad mig helt i dette Kys dig eje,
— jeg skal aldrig forske dine Veje,
giv mig kun vort dyre Fællesminde.

Birken mister sine Bladeranker,
Høstens gule Ansigt stadig rynkes.
Ej fordi vi med hinanden ynkes,
men i Længsel favnes vore Tanker;

thi det er, som om de atter fløde
fra en fælles, fra en ukendt Kilde,
og det er, som vore Hjerter vilde
langsomt i hinanden sig forbløde ...

... Duggbrillanter over Græsset tindre,
tungt de sidste Sommerroser gløde,
Haven aander køligt dig i Møde
ydre Fred, som svarer til den indre.

Septbr. 1892.

107

I Observatoriet.

Jeg drejer Kuplen med dens Himmelflænge,
min Kikkert staar som en Kanon i Hvil,
hvorfra mit Øje lig et Projektil
blandt Stjernernes Kolonner ind skal trænge.

Saturn, du store tunge Klode-Kerne,
din gyldne Ring sig viser for mig hist;
ved Siden af dig Gemmas Demant-Gnist
i Kikkerten jeg ser som Dobbeltstjerne.

Har du mon noget Liv, som kunde ane,
at fra en fjærn og mørkesvøbt Planet
Aartusinder har Øjne paa dig set
og fulgt hver bælgmørk Nat din stille Bane?

108

— Mit Øje flakker over Maanens Sletter,
hvis Lys mig blænder som en Mark af Sne:
dens døde Bjærge er som Is at se,
dens Kraterdale gemme sorte Pletter ...

Hvor skulde i din Livløshed du ane,
at Jordens Børn kan ikke for dig sove?
— Dit Lys faar til at spire Blomst i Skove
og til at drømme Ørknens Karavane ...

23. April 1893.

109

Morgen.

O rene, strømmende Morgenstund
med søvnige Stjerners Glippen,
med duftende Suk i det skælvende Løv
og usynlige Fugles Pippen.

Din Himmel er som et Dommedagssyn,
hvor Skyer som Aander fare;
mod Østens sivende Sollys strømmer
en susende Engleskare.

Og Straalerne gaa som Basuner frem
fra Lysets fornyede Komme;
de skingre over Jorderig ud,
at Mørketiden er omme.

Dæmonerne dale saa sorteblaa
paa Flagermusvinger brede —
der ligger en væltende Dynge Skyer
som Kroppe i Vesten nede.

110

Og Havet dønner mod Solen ud
i brede, brusende Strimer —
en Klang fra Uendelighedens Kyst
ud over Vandene kimer.

Jeg rejser mig fra min døende Drøm,
staar op som en Sjæl fra de Døde;
jeg gaar dig Ansigt til Ansigt imod,
du hellige Morgenrøde!

Og Knopper briste, og Blomster slaa ud
i duftende hvide Kalke;
højt imod Æterens Solblaa stige
mine Tanker som stærke Falke.

Kast i mit Hjerte dit blændende Lys,
rens min Sjæl med det samme!
Vær hilset, min Evigheds Morgengry,
du døber med Livets Flamme!

7. Maj 1893.

111

Sorte Diamanter.

Hvor husker jeg den første Aftentime,
da dig som fremmed jeg i Stuen fandt
og saa i Lampens mælkelyse Strime
dit Øjes dybe sorte Diamant ...

... som var i Øjet Skumringsmulm fortættet,
Tusmørket fra den milde Sommernat
i Øjeæblets Perlemor indsat,
af Stjernestraalers Guldtraad gennemflættet ...

Naar i dit Øjes Fløjelsnat jeg stirred,
var det som Skumring om mit Hoved slog,
Skovmulmets Længsler gennem Hjertet drog,
og Nattens Sommerfugle om mig svirred.

Og sad jeg ene med dig i en Stue,
der sived Mørke fra dit Øjes Bund
og fyldte Rummet — slukked Lampens Lue,
men tændte Stjerner dybt i Sjælens Grund.

10. Juni 1893.

112

Scherzo.

Jeg har fulgt dine flygtige Spor,
set deres Leg ad den bløde Jord.

Pilene hælded den selv samme Vej,
ret som de stirrede efter dig.

Blæsten havde drysset sit fineste Støv
ud mellem Grøfternes grønne Løv.

Alle gamle Spor forsvinde det lod
blot for at præges af din Fod.

Vejen var som en Rulle Pergament
med dine Fødders Sprog paa Prent.

Hen langs det duftende Tjørnehegn
stod de samme hieroglyfiske Tegn.

113

Stedse jeg læste af Tegn kun to
— Tegn for din højre og venstre Sko.

Dog de nynned en hel Melodi:
Alle dit Hjertes Rytmer dansed deri.

Sporene hopped som Noder smaa
ad Vejens Linjer, der langeligt laa.

Hele din Scherzo igennem jeg sang,
rappere blev min krydsende Gang.

Og da den sidste Node forsvandt,
fandt jeg dig selv paa Grøftens Kant.

Og den allersidste sødeste Akkord
kyssed jeg fra dine Læber bort.

10. Juni 1893.

114

I Skoven.

Hvor dog de skinne i det grønne Løv,
de unge Pigers klare Kjoler! — Hvide
som Solstænk mellem Stammerne de glide
paa Sko, der pudres fint af Blomsterstøv.

En blusser som den røde Hjerteblomme,
en Anden flammer som en Iris gul,
— det er som Liljer midt i Skovens Skjul
fra alle Kanter mig i Møde komme.

Og Sommerfuglen paa sin kaade Flugt
af disse store Kvindeblomster lokkes,
og Humlebierne omkring dem flokkes,
som sansed de en blank og saftfuld Frugt.

115

Som Blomster er de, der i Skoven skinne
og paa det silkebløde Grønsvær glide.
Kærminder dufte stærkt ved deres Side,
— dog intet dufter som den unge Kvinde.

Bag Bluselivet tvende Blomster gro
— Skovjordbær dufte ikke halvt saa sødt —
al Skovens Lugt de aande mig i Møde,
af Skovbund dufte selv de fine Sko.

11. Juni 1893

116

Kilden.

Og vore Fødder søgte samme Maal
— did, hvor der trofast randt en gammel Kilde.
Et Glas? — din Sko maaske? — jeg drikke vilde,
— du huled dine Hænder til en Skaal.

Og Vandet glimted som Krystal og Staal,
jeg saa det tungt i dine Hænder trille;
tit fyldtes Bægret, thi det var saa lille,
— jeg drak og drak, som var min Tørst et Baal.

Men denne Drik forstærked ikkun Flammen,
min Mund sig løfted mod din egen Mund,
og vore stolte Øjne stødte sammen.

Da greb jeg dine Læbers lille Kumme
og drak som af dit Hjertes dybe Bund
den kyske Vin, som dine Tanker rumme.

14. Juni 1893.

117

Bryllup.

Højt mod Zenitsolens Regn af Ild
slaar jeg op min Elskovs røde Telt,
som en omvendt Valmukrone
staar det midt paa Steppens grønne Felt.

Og jeg spidder Urenæusslanger
paa de blanke Spyd paa Teltets Top:
Deres Tungetraad i Solen spiller,
krummet krymper sig den brune Krop.

Bronzedrøn fra Løvers dumpe Bryst
skingre deres festlige Fanfare;
gule Tigre i det grønne Græs
følge os som Brudesvende-Skare.

Du er hyllet i en Silkesky,
Haaret flyver som en gylden Fane,
Diademer dække vore Pander:
Jeg er Alexander — du Roxane.

118

Og vi træde ind i Valmuteltet
under Bronzedrøn af Løvelunger,
Brus af Hejrevinger højt i Luften,
gyldne Varselsglimt af Slangetunger.

Alt er rødt i Teltets Purpurnat,
rødt som i et Hav af Aftenrøde;
Kolibriers Bryst af dunkel Ild
er som Lyn, der gennem Luften gløde.

Alt er rødt. Og denne Valmurødme
farver vore Sansers Syn og Drømme —
dine Øjne er to Lotosblomster,
fyldt med Sol, der langsomt mod mig svømme.

Hvor dit Ansigt skinner nær ved mit,
overgydt af Elskovs Valmublod,
og dit Hjerte bølger tungt mod mit,
vugger Mund mod Mund og Fod mod Fod.

Og vi mødes paa vort Purpurhav,
som to Bølger mod hinanden bruse,
og vi taarnes som to Bølgebjærge,
der i Skumgang vil hinanden knuse.

119

Du var til fra Evighedens Gry,
Himlen har du skabt og Jorden rundet,
— Altet er du, til din hvide Hæl
har du Evighedens Vinger bundet.

Se, nu ligger vi ved Molochs Bryst,
Ilden gløder gennem Bronzeskallen.
Nu, vi favnes paa vort røde Baal,
høres ikke Hjertets Skrig og Kalden.

Men højt over Molochfavnens Ild,
som igennem vore Lemmer luer,
stige Sjælene — to Fnug af Sne,
kresende som vilde hvide Duer.

18. Juli 1893.

120

Bekendelse.

Hver Blomst og Frugt, min Haand kan naa,
jeg attraa vil og plukke,
— kun Himlens Stjerneblomster smaa
er nopnaaligt smukke.

Hvert Hjerte, som jeg Magt har paa,
jeg stinge vil og saare;
det Øje, som jeg mest har kær,
jeg tvinger helst i Taare.

Alt, hvad mig kunde gavne mest,
det vil jeg helst forspilde.
En Kvinde har forstødt jeg, som
mig evigt elske vilde.

121

Den Lykkering, min Finger bar,
jeg kastet har i Havet.
Min bedste Skat i Jorden er
ufindelig begravet.

Hver Frugt og Blomst, min Haand kan naa,
den vil itu jeg blade,
— alene Himlens Stjernehær
min Haand kan ikke skade.

22. Juli 1893.

122

Hvor skulde jeg —

Hvor skulde jeg kunne glemme dig,
min perleskinnende Skat?
Glemmer den Blinde vel Solens Lys,
fordi det blev om ham Nat?

Hvor skulde jeg kunne glemme dig,
der gennem mit Hjerte drog
og, da du gik, min skønneste Drøm
om Evighed med dig tog?

Hvor skulde jeg kunne glemme dig,
du Blomst fra et Paradisland?
Der sitred Duft fra din røde Kalk
som Røg fra en Altarbrand.

22. Juli 1893.

123

Drøm.

Jeg hørte Vandfald bruse
og Guldinsekter summe,
et Hav af visne Blade
om mine Fødder skumme.

Imellem Skovens Stammer
stod Solen stor og gylden,
og om mit Ansigt bølged
en lummer Lugt af Hylden.

Med eet tav Løvet stille
og standsed alle Lyde,
ingen Insekter summed,
mit Blod jeg hørte syde.

124

Højt i den store Stilhed
pibled i Dryp en Kilde,
som om den over Skoven
og Verden lyde vilde.

Da saa jeg høje Liljer
af Muldet skinne hvide,
og blankt af deres Kalke
Draabe paa Draabe glide.

Det gule Støv, de stænked
af deres Kalke hvide,
paa mine Hænder følte
som dryppende Ild jeg svide.

Vanddraabe faldt paa Draabe
og blev til spinkle Strømme,
der som en Sølvtraad glimted
og borte blev i Drømme.

De hvide Liljers Taarer
i Aftenrøden lued.
Med eet jeg for mit Ansigt
en sløret Kvinde skued.

125

Hun aanded paa mit Øje,
da blev det tungt af Taare.
Hun var mig ganske fremmed
og dog saa velkendt saare.

— „Du har min Moders Øjne,
Du sorte sære Kvinde;
om Læber, jeg har elsket,
mig dine Læber minde.

Alle mit Hjertes Længsler
staa tegnet paa din Pande,
bløde Erindrings-Linjer
i dine Træk sig blande.“ —

Da lød en stille Stemme,
den lød som Graad, der risler,
som Nattens Suk, der sagte
hen gennem Skoven hvisler:

— „Jeg græder dine Taarer,
jeg græder Kvæld og Morgen,
jeg græder dine Taarer,
jeg græder — jeg er Sorgen.

126

Jeg svøbte dig og lagde
dig til din Moders Bryster,
og hver en Gang du elsker,
i min Favn jeg dig kryster.“ —

Da drypped alle Liljer,
med Vand og Ild de stænked,
en navnløs Ve og Jubel
sig i mit Hjerte sænked.

Jeg følte hendes Læber
sig tungt mod mine trykke
— med Moderkyssets Ømhed
og Elskovs bitre Lykke.

23. Juli 1893.

127

Hvad vil I mig —

Hvad vil I mig, I store stumme Stjerner?
I forsker ej med noget Forsyns Blik —
ej for min Skæbne I at raade fik,
og ingen Engel om min Vandring værner.

Jeg véd jo, at mit hele Liv ej gælder
det mindste mer end hvert et vissent Blad,
der falder ned fra Grenen, hvor det sad,
til Bladebunkerne, som Ingen tæller.

Hvem holder Bog vel over Havets Sand
og følger hvert et Korn, hvorhen det drives? —
Een Bog jeg véd kun, hvor mit Liv opskrives, —

et Øje, som mig altid finde kan,
en skarp Kritik, som dog min Færd berømmer:
En Sjæl, som elsker, og som aldrig dømmer.

24. Juli 1893.

128

Kornmod.

Der kipper Kornmod over Himmelhvælvet
— Luften er lys som mælkeblaa Opal —
snart Lykkens Lyn skal rense Sjælen sval,
der længe har i hed Forventning skælvet.

Fra Marken strømmer Duft af moden Hvede,
og Havens Træer tynges ned af Frugt,
og Alting længes mod at blive plukt,
og Rug og Havre er til Høsten rede.

End mindes jeg vor Elskovs Foraarsduft —
du sitred som en kuldskær Anemone,
hvis hvide Blade rødmende fortone
under det første Kys af Sol og Luft.

129

Du var saa frygtsom, og din unge Tro
var lig en famlende og raadvild Ranke,
— som Druen voxed stor din lille Tanke,
snart saa jeg den i klare Klaser gro.

Og nu er dine Drømme fyldt med Saft,
din Kærlighed har mørke modne Druer,
og i dit Hjerte samme Længsel luer
som den, der giver Kornets Kerner Kraft.

Se derfor kipper Kornmod over Hvælvet —
Luften er svanger, stærkt vort Hjerte slaar,
og Lykkens Lynglimt gennem Sjælen gaar,
der længe har i Drøm og Længsel skælvet.

Og om din Pande snor jeg Humleranker,
og paa din Barm jeg fæster gule Ax:
Høsten er nær! — Nu kysser du mig strax
og favner mig og gætter mine Tanker.

25. Juli 1893.

130

En svovlgul Sommerfugl —

En svovlgul Sommerfugl fra Skoven sværmer
ud over vuggende, violblaat Vand,
der viger under Himlens gyldne Rand,
mens tætte Ege om min Verden skærmer,

som ingen uindviet Fod sig nærmer,
— mit Spor alene bær det hvide Sand.
Her har jeg rejst som paa mit eget Land
af Hav og Himmel mine stolte Termer.

Mit Bad er krydret af Orangeduft,
krystalblankt spejles Bundens grønne Pragt,
og sjældne Salte i dets Skød sig rumme.

Mit Bad er kølnet som af Nordpolsluft,
— og lig en Cæsar kaster jeg min Dragt
og stiger ned i Havets Marmorkumme.

27. Juli 1893.

131

Tordenluft.

Blade — blinkende Blade —
Blomster i blussende Blod —
alle eders stilkede Længsler
har i mit Hjerte Rod.

Bølger — boblende Bølger —
Vand, som gaar aldrig til Hvile, —
mod Uendelighedens Havbugt
alle mine Drømme ile.

Himmel — højnende Himmel —
solblaa og sørgende sort —
tag mig og løft mig i Luften,
bær mig mod Stjernerne bort.

132

Torden — tyngende Torden —
Luft med lammende Lyn —
spalt Universet og dræb mig
midt i et blændende Syn.

Lynglimt — luende Lynglimt —
laan mig din kobberrøde Vinge —
højt med en gylden Heroldstav
skal jeg som Hermes mig svinge.

5. Avg. 1893.

133

Nonne.

En Nat — en Nat i Favntag kun
paa Eros' Purpurleje,
et Nu -- et Nu af Evighed
jeg vil din Ungdom eje.

Og har jeg klædt i Kys og Ild
de nøgne Jomfrulemmer
og brændt mit Billed i din Sjæl,
saa du det aldrig glemmer,

— saa tag dit Lin, dit sorte Lin
og klæd dig paa som Nonne
og hæft et Slør for Øjets Glød
og for din friske Aande.

Og lad dit Legems hvide Kød
Askesens Skumring blinde,
og dine Lokkers sorte Pragt
bag Dødninglin forsvinde.

134

Kun dine Bryn — de stolte Bryn
som lange smale Vinger
skal give Blikket Himmelflugt,
der mig i Støvet tvinger.

Din Mund — din faste røde Mund
skal stivne stum og stille,
og aldrig mer et Længselssmil
om dine Læber spille.

Din Haand — din hvide varme Haand,
den bløde Kærtegnsvifte,
skal isne mig foran dig ned
og tvinge mig til Skrifte.

Og Tugt skal strømme fra dit Blik
og Kirkens store Kulde —
og aldrig nogen Stemning mer
dit Blod i Bølger rulle.

Da vil jeg knæle for din Fod
og stivnes af dit Øje
— og vi mit Liv til Bøn og Bod,
Madonna i det Høje!

6. Avg. 1893.

135

Mimosefølsom —

Mimosefølsom, fuglelet jeg ser din Tanke skælve
og Haarets tunge Tordensky sig om din Tinding hvælve.

Jeg lytter til din Gangs Musik og hører Græsset sukke,
hver Gang det nejer sine Straa for dine Fødder smukke.

Nu sitrer Blomst og synger Fugl og bæver Løv i Lunden,
og Vinden nipper Aandens Duft og kysser dig paa Munden.

Og Solen strør sin gyldne Skat af store runde Mynter,
der paa din blaa Zigøjnerdragt som Guldpailletter pynter.

Jeg selv er intet for mig selv — jeg vil kun Alting være
— som Sol og Vind og Blomst og Fugl og Græs, der vil dig bære.

7. Avg. 1893.

136

Solnedgang.

Sommersol, der synker brat
mellem Graners Grene,
gaa kun, gaa! lad mig i Nat
sidde glemt og ene.

Se, min Haand dit stærke Lys
rødt kan gennemskinne —
sart i mine Fingre ser
Purpurblod jeg rinde.

Men mit Blod er tungt og tykt,
naar dit Lys er borte,
og i Natten er min Krop
kun af Jord den sorte.

137

Se, en blændet Sommerfugl
kan dit Lys ej taale,
fløjelsgraa den tumler om
mellem visne Naale.

Saadan er min lyssky Drøm,
baskende i Blinde —
gaa, du røde Sommersol,
lad mit Liv forsvinde.

7. Avg. 1893.

138

Stjerneskud.

Der bygger et Liv i den mørke Nat
fra Dagens saa sært forskelligt:
Da slumre Slaver og dorske Dyr,
der vaager kun, hvad som er helligt.

Det er ikke Trolde i Nattens Mulm,
som travlt nedbrydende virke,
men Suk og Længsler stige som Spir
og taarne den evige Kirke.

Da flyve Sommerfuglene ud,
alle med de fineste Farver;
da puppe sig ind i Mumiesvøb
til Død de levende Larver.

Da stirre Ugler i Mørket ud,
som Rav deres Øjne skinne;
og Net over Rosenbuskenes Duft
Edderkopperne tvinde.

139

Og Fiskene stige til Fladen op
af Havets grønlige Vande,
de stirre paa Stjernernes Himmelhav,
der gyldne Koralrev danne.

Da stige de stærke Aander af Grav,
hvis Tanker kan aldrig dødes,
i levende Hjerter de gaa igen,
i unge Viljer genfødes.

... Jeg gaar i den sagte nynnende Nat,
mine Skridt de klinge saa ene,
som spilled kun jeg paa den tunge Naturs
store forladte Scene.

Dog aldrig jeg føler mig mindre forladt,
thi Natten maner til Møde:
Jeg skulde ej skræmmes, om hos mig nu
stod en af Fortidens Døde.

Jeg lægger mig paa det duggede Græs
og stirrer i Himlen den rene:
Her strækker Evigheden sit Træ
og kupler de stjernede Grene.

140

Jeg ligger i Læ af det Himmeltræ,
der naar til de evige Pole,
der bærer imellem sit mørkeblaa Løv
som Frugter skinnende Sole.

Jeg føler sitre hver Fiber og Fold
i min bankende Organisme,
og luende Stjernespektre staa
brudt gennem min Hjernes Prisme.

Hvor langt mit Øje kan flyve og se!
Hvor højt mine Drømme kan stige!
Jeg føler, jeg hører et Fædreland til
langt større end Jorderige.

Og Træet ryster sit lysende Løv
— der falder en Frugt fra Grene —
der drysser en Stjerne i Jordens Støv
ned til mig, som er ene.

9. Avg. 1893.

141

Nu lukker Nøkkerosen —

Nu lukker Nøkkerosen sin Blomst i Aftenstunden,
og under Vandet dykke de hvide Kalke ned
til klare Sølverbobler, som stige op fra Bunden,
til drømmegrønt Halvlys og til Fiskenes Fred.
Nu lukker Nøkkerosen sin Blomst i Aftenstunden.

Nu flyver Kirkesvalen sin sidste Flugt i Luften
og dypper sin lange Vinge i Søens blanke Vand,
saa smutter den bag Tagskæg, og Lindeblomsterduften
dirrer foran dens Rede og bølger over Land,
— nu Kirkesvalen har fløjet sin sidste Flugt i Luften.

Solkongen stiger langsomt fra Himlens høje Trone,
hyller sig i sit Purpur og véd sin Magt forbi,
og lig en falden Hersker han lægger ned sin Krone
og stirrer over Havet og styrter sig deri.
— Solkongen alt er steget fra Himlens høje Trone.

142

Nu folder ud mit Hjerte de fine Blomsterblade
og dykker over Mulmet i maaneskinnende Glans;
nu svirre mine Tanker ud over Søens Flade,
lette som Myg, der danse i Luften deres Dans.
Nu folder ud mit Hjerte de fine Blomsterblade.

Nu skal min Længsel flyve sin første Flugt i Luften
og smutte under Tagskæg med Svalens Vingeslag
og bølge i dit Kammer som Lindeblomsterduften
og kysse i Drøm dit Øje og krydre dit Aandedrag:
Til dig min Længsel flyver sin første Flugt i Luften.

Her staar jeg som en Konge for Himlens høje Trone
— i Kløverbladsbuer har Stjernerne den bygt —
og midt i Mørket blusser min levende Morildskrone,
den fæster jeg paa Haaret og aander stolt og trygt:
Jeg staar jo som en Konge for Himlens høje Trone.

21. Avg. 1893.

143

Tilegnelse.

O denne Sang, som mine Nerver synge,
og mine Aarers sagte Symfoni,
de tusind Toner, som fra Hjertet slynge
sig ud i Livets muntre Melodi.

Jeg aander ganske sagte som en Plante,
hvis Celler sitre fyldt af Foraarssaft;
jeg drikker Luften — sød som Alicante,
der ildner Hjernen til en ædru Kraft.

Musklerne spændes, hør, hvor Blodet skummer:
Jeg véd, jeg er i Verden kun et Gran,
og dog mit Hjerte Universet rummer,
mit Øje Himlens Stjerne-Ocean.

144

Men dette Liv, der lystrer ufortøvet
den mindste Blinken af min Viljes Staal,
det springer som en Kilde frem af Støvet,
hvis Draaber søge kun din Mund som Maal.

Tag denne Sang, som mine Nerver synge,
og mine Aarers sagte Symfoni,
de tusind Toner, som fra Hjertet slynge
sig ud i Livets muntre Melodi.

25. Avg. 1893.

145

Thanatos.

(Til et græsk Marmorhoved i Glyptoteket.)

Thanatos —
jeg har mødt dig engang
i en Olieskov.
Maanelyset kastedes
bort fra alle Blade
og sitred og sank
som Orme af Ild
i det knæhøje Græs.
Og du stod foran mig
i nøgne Lemmers sølvhvide Pragt,
og Brystets fine Kurver
skælved som flygtende Blink
af det blege Lys.
Du stirred paa mig
med dit Smil af Smerte,
og af dit pupilløse Øje
strømmed der Dugg.

146

I Haanden holdt du
Granatæblets røde Frugt,
der kasted Lyset
som en Regn af Rubiner
ned for din Fod.
Du stirred paa mig
med dit Smil af Smerte
og strakte Haanden mod mig.
Og imod mig slog
et Vift,
en Duft
af de evige Skove:
Da følte jeg Sult efter Søvn.

Men Livet skreg
i mit Hjerte om Naade —
jeg bøjed mit Hoved
bort fra din Haand.

Da smiled du
med dit Smil af Smerte;
du løfted din Læbe
i haanende Højhed,
og bort du skred
i nøgne Lemmers sølvhvide Pragt
og knækked af Skoven

147

de skyggeløse Grene,
der kasted Lyset
som en Regn af Opaler
langt for din Fod.

Thanatos, du Skønne —
din Pande kender ej Rynke,
din Mund ikke Frygt.
Dit Øje er indlagt
med de Vises Sten.
Luften støtter din Fod,
og du gaar til de yderste Grænser.

Og Alt, hvad Menneskesnille
og Mandemod
har gransket og stridt sig til,
— du kender det alt fra Evighed af.
Og Alt, hvortil vi skal stige
i Fremgangsjubel og Forskertriumf,
— du bærer det bag
din elfenbenshvide Pande.
I Øjets Mørke
er Løsningen lagt
paa Alt, hvad Menneskemund kan spørge;
men Ingen kan se i dit Mørke.

148

Du ler, naar ved Nat
vi tæller de talløse Stjerner.
Du ler, naar ved Nat
vi avler de dødsdømte Liv.
Du ler, naar ved Dag
vi beder i fugtige Krypter.
Du ler, naar vort Hjerte klirrer
som den sprungne Fjer i et Ur.
Du ler for den Rædsel,
der raaber paa dig.
Du ler over alle
vore stumpe Sanser;
thi vi mærker jo ej,
at dit Hoved dufter
af Paradisblomster,
at Evighedsdrømme
pustes fra din Mund.
Vi ser kun dit Smil af Smerte
og ikke den Skønhedsmæthed,
der runder din Kind,
og ikke den Kundskabsforagt,
der kruser din Læbe
i haanende Højhed.

Men naar jeg engang
er træt af min Ungdoms Trods

149

og led ved min Manddoms Lykke
og klog over Menneskeklager
og ked af vor kolde Gengangerverden,
— da gæster jeg dig
i din Olieskov.
Da stræk imod mig
Granatæblets glødende Frugt,
saa der mod mig slaar
en sløvende Lugt,
et Pust af de evige Skove,
— da giv mig din Fred til at sove.
Da fatter jeg Tomhedens Skønhed
og Intetheds bundløse Rigdom,
— dit Smil af Smerte
har smittet min Mund,
og jeg ler til dig
med Evighedens haanende Latter.

25. Avg. 1893.

150

Skyer.

Som kobberrøde Skyer langsomt vælde
op over Horisontens gule Flod
og forme sig til høje fjærne Fjælde,
hvor Solen drypper bort sit sidste Blod,

men altid skifte dog, som naar et Nøgle
sig trævler ud i tusind Traades Flos:
snart skiller sig en vældig Flyveøgle
ud fra det store tunge Kæmpetros, —

— saaledes kan kompakt min Vilje stige
og rejse sig som Mure af Granit
og flosse dog i tusind tynde Flige

og svinde over Himlen ganske blidt.
Thi Skyen lærer Leg og Fantasier
med Himlens endeløse Melodier.

27. Avg. 1893.

151

Jeg elsker —

Jeg elsker Himlens høje Harmoni,
dens Purpurblomst, som blaaner i det Fjærne,
den Fred, som risler ned fra Nattens Stjerne,
det Glimt af Gud, der glider mig forbi;

og Evighedens tavse Melodi,
de svundne Slægters kaldende Orkester,
et Tonehav om en usynlig Mester,
en Klang af Gud, der bruser mig forbi;

en magisk Magt fra Hjertets mørke Celle,
de stærke Længsler, som mod Lyset vælde,
Naturens evigunge Fantasi;

det Liv, der spirer midt i selve Døden,
den Sol, der stiger midt i Aftenrøden,
— o Glimt af Gud, der glider mig forbi!

12. Septbr. 1893.

152

Jeg beder —

Jeg beder til dit blanke Haar
og til dit klare Smil
og til den Sjæl, som bor
i dine fine Hænder.

Og til dit Øjes Evighed,
din Pandes hvide Sø,
og til den Blomst, som gror
i dine Kinders Sommer.

Dit Hjertes røde Altarild,
din Tankes Tempelfred
og Talens bløde Sus
som Vandfald fra din Læbe.

23. Septbr. 1893.

153

O Pust af Evighed —

O Pust af Evighed fra hendes Mund,
der synker som et Solkys paa min Pande!
Passat, som kommer fra en Palmelund
paa Evighedens havblaa Drømmestrande!

O tag mig, Luftning, som et Fnug mig bær,
spind tæt mig ind i dine Solskinstaager
og pust mig over Bølgebrand og Skær
som en af dine mælkehvide Maager.

Og lad mig glide over Havets Skove
af favnehøje Planters grønne Nat
og se i Tangens stille Urskovskrat
den Druknede lig Tornerose sove ...

... og stirre miledybt som gennem Glas,
hvor Solens Lys som Rav paa Bunden falder,
langt ind i Hallen af et Havpalads,
der luer rødt af blodige Koraller.

154

Og lad mig plukke over Bølge-Enge
Skumblomsters evigt bristende Buket
og føle Havets Dufte taagelet
som Lægedom sig dybt i Sjælen trænge.

Og bær mig langt, saa aldrig jeg kan naa
igen til Kontinentets Taagelande,
men er jeg mødig midt paa Havets Vande,
lad frem en Palmeø af Dybet gaa.

Og lad mig følge Solen, naar den daler
blandt Bølgebjærge, til min Midnatssol
staar som et blodrødt Evighedssymbol
paa Himmeltemplets tindrende Portaler:

Da vugger hver en Bølge skumringsblaa,
da dufter Havet som en Skaal Violer,
da ser jeg begge Universets Poler
og Stjerner i Guirlander om dem gaa ...

... O Pust af Evighed fra hendes Mund,
der synker som et Solkys paa min Pande!
Passat, som suser mod en Palmelund
paa Evighedens havblaa Drømmestrande!

7. Oktbr. 1893.

155

Urskov.

Dit Kys har aabnet mig dit Hjertes Skove
— en Urskovs dybe hemmelige Nat —
knap tør jeg vove
at trænge ind i dette Djunglekrat.

Jomfruelig er Jorden, jeg betræder,
her satte aldrig nogen Fod sit Spor,
men Blomster kæder
fra Træ til Træ et aldrig søndret Flor.

Og Alt er filtret over med Lianer,
usporligt slynger sig den grønne Snor,
og tæt Plataner
blandt høje, palmetykke Bregner gror.

Det er, som alle Blomster paa mig stirred
med klare Øjne, skinnende af Dugg,
som Luften dirred
af Blomsterhvisken og af Plantesuk.

156

Som hvide Drømme gaa de mig i Møde,
de sitre sælsomt, naar jeg paa dem ser,
og farves røde,
ret som i Blomsten et Mirakel sker.

Da blinker Evighedens Blaa foroven,
da vaagner hver en Længsel hed og vild,
og dybt i Skoven
synker en Regn af Solens gyldne Ild.

O lad mig i dit Hjertes Urskov trænge
og kysse Jordens jomfrukyske Skød
og stirre længe
paa Underblomstens nylig tændte Glød.

Og lad mig knæle i dit Bregnegemme
og græde ud den Synd, som i mig laa,
og sødt fornemme
din kyske Renhed til mit Indre naa.

12. Oktbr. 1893.

157

Sorg.

O sorte Slør
— en Væg af Mulm, en Flig af Dødens Flor —
en kulsort Lilje af mit Hjerte gror.
og Lysets Længsel dør.

Du Taareblink
— en Svane frosset fast i Havets Is
er fra min Lykkes døde Paradis
det sidste hvide Vink.

O Sol, som svandt,
— en vissen Sol, hvis Himmelløb er endt —
se, til usynlig Luft er langsomt brændt
min Lykkes Diamant.

Bag Sorgens Flor
dit Øjes Flammeblomst er slukt og død —
fra Sjælens mørkesvøbte Afgrunds Skød
en kulsort Lilje gror.

21. Oktbr. 1893.

158

Nat.

Jeg stirrer i den stille Nat
og hører Hjertet sitre —
der er imellem dig og mig
vel tusind tunge Gitre.

Som i et Bjærg af Diamant
jeg ser dig sluttet inde —
og Maanelysets Perleflod
ned ad din Nakke rinde.

En Flammelilje er din Sjæl,
der gennem Natten brænder —
dog aldrig skal den Blomst af Ild
jeg naa med mine Hænder.

Jeg længes i din Have ind
som gennem gyldne Gitre —
jeg sidder i den silde Nat
og hører Hjertet sitre.

25. Oktbr. 1893.

159

Til —

Kun en Harpe for en Gud, hvem Ingen af os kender,
er mit syngende Hjerte, mine Aarers Strængeleg,
dog sitrer den og toner for Tag af dine Hænder,
som var det Guddoms Kræfter, der i dit Anslag steg,
— i en Harpe for en Gud, hvem Ingen af os kender.

Du Blomst, der til mig blinker med Glød som en Karbunkel,
med flammeblodigt Solskin, der drypper af din Mund,
jeg ser en Sol, der stiger af Hjertets Nat saa dunkel,
jeg skimter sunkne Skatte paa dit Øjes dybe Bund,
— o Blomst, der til mig blinker med Glød som en Karbunkel.

160

Nu er jeg vendt tilbage til min Barndoms lyse Lykke,
til de hængende Haver, mine Drømme leged i;
nu lysner mine Øjne til Smil, som dig vil smykke,
— du stemmer Blodets Strænge til en dejlig Melodi,
og jeg er vendt tilbage til min Barndoms lyse Lykke.

27. Oktbr. 1893.