I Observatoriet.

✂ Jeg drejer Kuplen med dens Himmelflænge,
min Kikkert staar som en Kanon i Hvil,
hvorfra mit Øje lig et Projektil
blandt Stjernernes Kolonner ind skal trænge.

✂ Saturn, du store tunge Klode-Kerne,
din gyldne Ring sig viser for mig hist;
ved Siden af dig Gemmas Demant-Gnist
i Kikkerten jeg ser som Dobbeltstjerne.

✂ Har du mon noget Liv, som kunde ane,
at fra en fjærn og mørkesvøbt Planet
Aartusinder har Øjne paa dig set
og fulgt hver bælgmørk Nat din stille Bane?

✂ — Mit Øje flakker over Maanens Sletter,
hvis Lys mig blænder som en Mark af Sne:
dens døde Bjærge er som Is at se,
dens Kraterdale gemme sorte Pletter ...

✂ Hvor skulde i din Livløshed du ane,
at Jordens Børn kan ikke for dig sove?
— Dit Lys faar til at spire Blomst i Skove
og til at drømme Ørknens Karavane ...

✂ 23. April 1893.