Før og nu.

✂ Der er en Kvinde, for hvem jeg er bange,
for hvem jeg flyr i de dunkleste Gange;

✂ hvis Øjne altid spørgende spejde,
som vilde en Brøde de mig bebrejde.

✂ Kun skælvende sky jeg mit Øje løfter:
Der er imellem os gabende Kløfter.

✂ Af hendes Blik er jeg ræd for at rammes,
for hendes Haand vilde strax jeg lammes.

✂ Og hører jeg selv hendes sagteste Stemme,
jeg føler en Haand om mit Hjerte klemme.

✂ Hun klemmer mit Hjerte saa tomt, saa lille,
som om det ganske forbløde vilde.

✂ — Og dog var hinanden saa nær vi to,
et Kys kunde slaa over Kløften Bro.

✂ Og hendes Blik var en sitrende Flamme,
der tændte og aad min Sjæl med det samme.

✂ Og hørte jeg selv hendes sagteste Stemme,
mit eget Hjerte gik mig af Glemme.

✂ Før kunde min Tale et Sprog berige,
— nu véd jeg ikke et Ord at sige.

✂ 26. Juli 1892.